Et portræt af en mand, der på godt og ondt har et stærkt følelsesmæssigt forhold til folkeskolen

Det er en mandag i januar på Kalvebod Brygge i København, og jeg har sidestik.

Jeg løber ved siden af formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen. Jeg skal interviewe ham hen over eftermiddagen og aftenen, og der er blevet klemt en løbetur ind i hans tætte program.

Inden jeg snører løbeskoene, har jeg ringet til en af hans løbemakkere fra hjembyen Ullerup i Sønderjylland, og spurgt, hvilken fart jeg kan forvente. Anders Bondo er en flink fyr, fortæller Erik Dobby Callesen, så han løber nok ikke fra mig. Men han vil heller ikke overhales:

»Anders er en stræber. Han bliver jo 59 her i marts, men de unge i klubben må ikke gerne gå forbi ham. Når jeg løber, handler det om at nå ruten rundt, men for Anders handler det om at være med i toppen.«

Lærerformanden løber i en knaldrød trøje med ordet ’Tempo’ på ryggen – navnet på den lokale løbeklub, hvor han har været medlem i 29 år. I den periode har han løbet cirka et maraton om året. Altid på under tre en halv time, fortæller han. Selv om jeg er i god form, er der ingen tvivl om, at Anders Bondo har sat farten ned for min skyld.