Læsetid: 17 min.

Et portræt af en mand, der på godt og ondt har et stærkt følelsesmæssigt forhold til folkeskolen

Anders Bondo, formand for Danmarks Lærerforening i over 15 år, befinder sig midt i forhandlingerne om overenskomst 2018. De kan få vidtrækkende konsekvenser – ikke bare for lærerne, men for samtlige offentligt ansatte
Anders Bondo Christensen havde overvejelsen om at at stoppe som lærerformand efter konflikten for tre år siden. Men i al beskedenhed, det ville have været svært for andre at tage over dengang, siger han i dag.

Anders Bondo Christensen havde overvejelsen om at at stoppe som lærerformand efter konflikten for tre år siden. Men i al beskedenhed, det ville have været svært for andre at tage over dengang, siger han i dag.

Sigrid Nygaard

27. januar 2018

Det er en mandag i januar på Kalvebod Brygge i København, og jeg har sidestik.

Jeg løber ved siden af formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen. Jeg skal interviewe ham hen over eftermiddagen og aftenen, og der er blevet klemt en løbetur ind i hans tætte program.

Inden jeg snører løbeskoene, har jeg ringet til en af hans løbemakkere fra hjembyen Ullerup i Sønderjylland, og spurgt, hvilken fart jeg kan forvente. Anders Bondo er en flink fyr, fortæller Erik Dobby Callesen, så han løber nok ikke fra mig. Men han vil heller ikke overhales:

»Anders er en stræber. Han bliver jo 59 her i marts, men de unge i klubben må ikke gerne gå forbi ham. Når jeg løber, handler det om at nå ruten rundt, men for Anders handler det om at være med i toppen.«

Lærerformanden løber i en knaldrød trøje med ordet ’Tempo’ på ryggen – navnet på den lokale løbeklub, hvor han har været medlem i 29 år. I den periode har han løbet cirka et maraton om året. Altid på under tre en halv time, fortæller han. Selv om jeg er i god form, er der ingen tvivl om, at Anders Bondo har sat farten ned for min skyld.

»Jeg synes i virkeligheden, det her med at løbe er åndssvagt. Men maraton er sjovt. Den der udfordring ude ved 34 kilometer, når det begynder at blive lidt småsvært,« siger han.

Jeg spørger, om det er rigtigt, at han ikke bryder sig om at blive overhalet. Han griner:

»Det er jo noget nemmere at presse sig selv, hvis man løber mod andre. Men jeg er god til at erkende, hvem jeg ikke skal løbe op imod,« siger han.

Netop i disse dage er Anders Bondo Christensen og lærerforeningen oppe imod overenskomstforhandlingerne 2018. Efter nogle ugers sonderinger kom der i denne uge for alvor gang i forhandlingerne mellem KL og lærerne. Og i år er situationen speciel: Helt ekstraordinært bakker de 51 andre organisationer i Forhandlingsfællesskabet lærerne op. I første omgang krævede de, at der skulle være realitetsforhandlinger om lærernes arbejdstid. Det lykkedes i denne uge, så forhandlingerne kunne gå i gang. 

Forhandlingsfællesskabet repræsenterer 575.000 offentligt ansatte i kommuner og regioner, og har fire krav: arbejdstidsaftale til lærerne, frokostpause i overenskomsterne, ligelønspulje og lavtlønspulje. ’Musketereden’ bliver aftalen kaldt. Og Anders Bondo spiller en nøglerolle. For han repræsenterer ikke kun lærerne, men er også chefforhandler for Forhandlingsfællesskabet. En rolle han blev valgt til i 2007.

»Det er aldrig før sket i Danmarkshistorien, at alle organisationer er solidariske med os. Det er en fantastisk tillid, men det er ikke en blankocheck, så det skal forvaltes omhyggeligt,« siger han.

Naturlig kappestrid

I forbindelse med portrættet har jeg talt med mennesker, der kender Anders Bondo Christensen både som ven, kollega, modpart og forhandlingspartner. ’Viljestærk’ er et ord, der går igen og igen. ’Indædt’ er der også en, der kalder ham. Et karaktertræk, der stammer fra opvæksten, mener han selv. Anders Bondo er ud af en søskendeflok på fem. Og den yngste af tre brødre født hen over kun to år og fire måneder.

»Der har været en naturlig kappestrid,« som han siger.

’Bette Anders’ blev han kaldt som barn, for han var altid yngst og mindst af de tre. Men uanset om de spillede bordtennis i haven eller ishockey på dammen, havde lillebror vindervilje, fortæller storebror Ole Bondo Christensen, socialdemokratisk borgmester i Furesø Kommune:

»I et trekløver med så kort aldersafstand konkurrerer man på anerkendelse og opmærksomhed, og der har Anders udviklet en kraftig egen vilje. Når han har sat sig noget for, bliver han ved. Det er ikke bare fagforeningsarbejde, det er også maraton, skiløb og havearbejde. Han har en særlig evne til at koncentrere sig fuldt og helt. Vi andre søskende kan skam også bestille noget, men Anders kan noget med at bide tænderne sammen og sejtrække,« siger Ole Bondo.

Arbejdsdagen kan godt løbe op i 14 timer, så løbeturene presser Anders Bondo ind i kalenderen for helbredets skyld, siger han. Han har løbet et maraton om året i knap 30 år.

Sigrid Nygaard
De to brødre har løbet mange maratondistancer sammen, men storebror har endnu ikke overhalet lillebror. Det tænker jeg på, da jeg mærker sidestikket igen tæt ved målet, Danmarks Lærerforenings hovedsæde ved Vandkunsten i indre by. Efter et hurtigt bad og et skift til lyseblå skjorte og blå bomuldsbukser sætter Anders Bondo sig foran computeren i hjørnekontoret:

»Er det okay, jeg lige skriver noget ned? Jeg fik lige en tanke under bruseren,« siger han.

Han taster løs i tavshed med to pegefingre. Senere forklarer han, at tankerne konstant kører i hans hoved. Han drejer fingeren rundt ved tindingen og siger en lyd som et stempel.

»Ideerne kommer hele tiden.«

Ofte vækker de ham om natten efter kun få timers søvn. Så er han lysvågen. På sengebordet ligger en blok, som han kan skrive tanker ned på.

»Nogle af dem er ret gode, og de skal ikke spildes.«

Bulldozeren

Mens han taster, får jeg øje på en vittighedstegning fra 2013 på væggen, hvor Roald Als har tegnet Bondo fladtrykt under en bulldozer. Ved rattet ser man Kommunernes Landsforenings chefforhandler, konservativ borgmester i Høje Taastrup Michael Ziegler, og den socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon.

Anders Bondo ærgrer sig stadig over lockouten og lovindgrebet for fem år siden, der fjernede alle lærernes arbejdstidsregler.

»Fordi kortene var pakkede på forhånd,« som han siger.

»Jeg er kommet mig. For jeg er ikke bitter eller hævngerrig af natur,« siger han.

»Men jeg synes da stadig, det er tæskedumt af dem, der var arkitekterne bag loven.«

Da der blev grebet politisk ind den 26. april 2013, opstod der en spontan demonstration på Christiansborg Slotsplads. 6.000 lærere havde samlet sig. Nogle af dem græd, fortæller Anders Bondo, der også selv havde tårer i øjnene. Han blev hentet inde på Christiansborg, hvor han havde søgt om foretræde for beskæftigelsesudvalget i håb om at kunne påvirke situationen. På vej ud mødte han to mennesker. Først Bjarne Corydon, som helt tilfældigt kom gående på hovedtrappen.

»Skal vi shake hands?« spurgte Corydon. Et spørgsmål, Anders Bondo undlod at svare på.

»Jeg trak bare vejret dybt og gik videre,« siger han.

På sin videre færd mødte han en ældre kvindelig kollega, der spurgte:

»Har vi tabt?«

»Jeg svarede: ’Ja, vi har tabt. Men ikke vores selvrespekt.’ Vi havde jo gjort alt, hvad vi kunne,« siger Anders Bondo.

I dag glæder han sig over, at Danmarks Lærerforening omorganiserede sit arbejde og lokalt er lykkedes med at indgå lokale arbejdstidsaftaler med kommunerne i 72 kredse.

En mand, der ikke glemmer

Anders Bondo Christensen forlader kontoret med kurs mod Hovedbanegården. Cyklen er punkteret, og turen går i rask trav. Endelig destination er en folkeskole i Næstved til det fjerde af 14 medlemsmøder over hele landet, hvor formanden orienterer om de igangværende forhandlinger. Parallelt forhandler han med Michael Ziegler og KL. De to mænd har landet flere aftaler siden konflikten, både i 2013 og 2015 og begge forsikrer, at de ikke har noget udestående med hinanden. Om lærerformanden siger Michael Ziegler:

»Anders Bondo er et menneske, som brænder for en sag, og det kan man kun have respekt for, selv om vi kan være rygende uenige. Som forhandler er han meget seriøs og som oftest resultatorienteret,« siger Michael Ziegler og fortsætter:

»Men han er også en mand, som ikke lige glemmer. Han har nogle klare synspunkter på, hvad der er sket i fortiden. Efter min smag holder han måske for meget fast i at kigge tilbage i stedet for at kigge frem.«

I regionaltogets vogn 72 mod Næstved, ryster Anders Bondo energisk på hovedet:

»Det er bare det billede, de gerne vil tegne af mig. Jeg har lavet aftaler hver eneste gang, der er nogen, der har villet forhandle,« siger han. I alt otte er det blevet til som formand for henholdsvis lærerne og Forhandlingsfællesskabet siden 2002. Den eneste gang det ikke lykkedes, var i 2013 på lærernes område, mens han dog samme år landede den store generelle aftale. 

Følelser i klemme

Anders Bondo Christensen voksede op i den lille midtjyske by Ans. Hans far var praktiserende læge og hans mor sygeplejerske. Ifølge Ole Bondo er alle fem børn rundet af en ’protestantisk arbejdsmoral’.

»Vi fik at vide, at vi skulle komme ind i hjørnerne, når vi gjorde noget, og passe vores ting. Den der pligtfølelse stikker rigtig dybt i hele søskendeflokken. Og især Anders har det meget med sig, at man har en forpligtelse til at gå ind i noget, hvis det er uretfærdigt.«

Forældrene var ikke medlem af et politisk parti, men diskussionerne gik livligt i hjemmet, og Anders Bondo skrev sine første læserbreve i Kristeligt Dagblad som teenager. Faderen sad i menighedsrådet og moren i både skolenævn og skolekommissionen. Hun tog sig af de børn, der havde det skidt derhjemme, og fandt sig ikke i uretfærdigheder. Et træk hun har givet videre til sit mellemste barn, påpeger Dennis Kristensens, formand for FOA.

»Anders hader uretfærdighed. Og så har han et meget stærkt følelsesmæssigt forhold til lærerfaget og folkeskolen,« siger Dennis Kristensen.

»Ind imellem bliver han for grebet og påvirket, hvor man som forhandler skal have lidt mere is i maven. Man kan mærke, at han virkelig har følelser i klemme,« siger Dennis Kristensen, der beskriver Anders Bondo som en mere alvorlig mand end han selv.

»Målrettet og alvorlig, måske endda lidt for meget. En gang i mellem kunne han godt løsne lidt op. Han ser jo ellers ikke formel ud. Han ligner mere en, der skal i sommerhus. Modsat mig selv har jeg aldrig set ham i jakkesæt. Faktisk burde han og jeg bytte tøj, for han har en indre facon til at gå i habit,« siger Dennis Kristensen.

Lilla velour og langt hår

Allerede som spejderleder i ungdomsårene kunne Anders Bondo Christensen mærke, at han havde særlige evner med børn og unge, men han var den første i sin familie, der valgte at blive lærer. Han blev uddannet på Skårup Seminarium i 1982, hvor han også mødte sin hustru Gitte. Arbejdsløsheden blandt unge lærere var stor, men det lykkedes Anders Bondo at få en kontraktansættelse og senere fast job som matematik- og samfundsfagslærer på Nydamsskolen i Vester Sottrup. Her fandt han sammen i store tværfaglige projekter med kollegaen Jørgen Lind, som siden også blev hans nabo og gode ven.

»Han havde ideerne, og jeg var god til at få dem til at blive til noget. Og han tog børn og unge mennesker med storm. Selv om han så meget ung og drenget ud, havde han deres totale respekt fra første dag,« siger Jørgen Lind.

Vi har nogle fantastiske medlemmer. Og selvfølgelig er de særligt optagede af, om vi får en konflikt, siger Anders Bondo Christensen efter et medlemsmøde i Næstved, hvor han orienterer om OK18.

Sigrid Nygaard
Hvor offentligheden i dag kender Bondo på det korte hår og de runde briller, var han dengang langhåret, havde overskæg og gik i lilla velourbukser. Han tilhørte fornyelsen i lærergruppen fortæller en af hans tidligere elever, Mads Søholm Petersen, som havde Anders Bondo i fysik og matematik.

»Jeg var ikke ret god til procentregning og brøkregning ­­– mine bedste fag var sløjd og gymnastik. Men hvis man ikke forstod opgaverne, var han ikke som de gamle lærere, der bare syntes, man var ufattelig dum. Han var god til at forklare ting på en ny måde og gøre indviklet stof enkelt,« siger Mads Søholm Petersen. Han har i dag et firma, som står for vinteropbevaring af lystbåde, med otte ansatte. Og han sender ind imellem sin gamle matematiklærer en venlig tanke, når han skal regne noget ud.

Gitte sover i Sønderborg

Allerede under studierne var Anders Bondo fagligt aktiv i Lærerstuderendes Landsråd (i dag Lærerstuderendes Landskreds), som kun 27-årig blev han formand for lærerkredsen i Sønderborg, i 1996 kom han i Danmarks Lærerforenings Hovedstyrelse, og da han i 2002 anden gang han stillede op til formandsposten, blev han valgt. Da han fortalte sin kone, at han stillede op, sagde hun:

»Du kan gøre, hvad du vil, men jeg bliver boende i Ullerup.« De seneste 15 år har han derfor haft en lejlighed i København, hvor han bor de fleste hverdage.

»Gitte ligger og sover i Sønderborg, og jeg ligger i København. Det er lidt skævt, men sådan er det. Jeg er helt sikker på, at det har været det eneste rigtige,« siger Anders Bondo.

Han er stort set kun hjemme i weekender og ferier. Der rejser han til gengæld gerne med hele familien, tager på musikfestival og i sommerhus. Ligesom han prioriterer at mødes med mændene fra lokalområdet – i lørdags over gule ærter, brændevin og kortspil. 

»Jeg har mange gode venner i Ullerup, og venskab er ikke noget, man i en travl hverdag kan få sig igen. Hvis familien var flyttet herover, havde jeg jo aldrig været hjemme alligevel. Gitte har taget et kæmpe slæb, og jeg er så utrolig heldig, at jeg aldrig har hørt et ord for det.«

I dag er børnene 36, 33, 27 og 24 år, og Anders Bondo er engageret bedstefar til seks med en syvende på vej. Indimellem har han haft skyldfølelse over at se familien så lidt.

»Men det værste var, hvis jeg fik at vide af børnene, at jeg alligevel ikke rigtig var til stede. Det gjorde ondt. Og man spørger da også sig selv undervejs, om det var den rigtige prioritering. Men jeg har den grundholdning, at man skal lade være med at ærgre sig. Grunden til, at jeg altid er i gang, er jo også, at det fantastiske liv, vi har fået, skal bruges til det yderste,« siger han.

Slidt ned

Ifølge dagens kalenderblad tog han flyet fra Sønderborg i morges klokken 07. En arbejdsdag på 14 timer er ikke ualmindelig. Det er også derfor, at han gerne presser et par løbeture ind. For helbredets skyld.

»Jeg løber mest for at holde mig i form. Med det liv, jeg fører, er risikoen for at blive tyk jo overvældende. Der står altid en sandwich med masser af mayo og venter, når jeg kommer til et møde. Jeg vil ikke veje mere end 70, og gør jeg det, springer jeg et par måltider over.«

På vej til medlemsmøde. I alt rejser Anders Bondo rundt til 14 møder rundt om i landet i disse uger for at orientere medlemmerne om de igangværende forhandlinger.

Sigrid Nygaard

Anders Bondo Christensen har ikke haft en sygedag i 30 år. Men i en periode efter konflikten var han for svimmel til at køre cykel og bil. Han gik til lægen, fordi han troede, at han havde fået en virus på balancenerven. Det havde han ikke. Det var bare kroppens svar på måneder uden pause med kun ganske få timers søvn hver nat.

– Var det stress?

»Du kan kalde det, hvad du vil. Konflikten tog i hvert fald hårdt på mig både fysisk og psykisk. Det var som at løbe 98 maratonløb i stræk.«

Storebroren Ole Bondo Christensnen beskriver bagsiden af sin lillebrors engagement på denne måde:

»Temperament og egen vilje er en gave, men det er også en sårbarhed, fordi det kan være svært at koble det af. Anders tager ikke let på ting, og det har været slidsomt, da han med god grund følte, at lærerne blev kørt over i 2013. Det stred mod hans retfærdighedssans og er ikke noget, han parkerer sådan lige.«

I dag siger Anders Bondo, at han da havde tanken om at stoppe som formand.

»Men i al beskedenhed, det ville have været svært for andre at tage over dengang. Og det værste du kan skrive er, at jeg har opgivet troen.«

Det er måske ikke tilfældigt, at ordet ’stædig’ er et af dem, der dukker hyppigst op, når andre skal beskrive Bondo. Selv kan han bedre lide ordet ’vedholdende’:

»For hvis man er stædig, kan man kun se en enkelt løsning. Men jeg bliver ved med at prøve at finde en vej. For mig handler det ikke om at tabe eller vinde en forhandling, men om at vi hver især bagefter kan gå ud og sige, at vi har opnået noget.«

Hjemmebag til ministeren

Der er fem kvarters togtur til Næstved. Han skal ikke forberede sig og har ikke noget talepapir med. Det har han aldrig.

»Jeg ved godt, hvad jeg vil sige. Jeg har tænkt på den her overenskomst i flere år,« siger han.

Han vil hellere bruge togturen på at tale om kernen i lærerarbejdet, om fagprofessionalisme og om foreningens arbejde med et nyt folkeskoleideal:

»Folkeskolen er Danmarks vigtigste samfundsinstitution,« siger han.

Netop de samme ord bruger undervisningsminister Merete Riisager (LA), da hun skal beskrive Anders Bondo, som hun kalder »en engageret slider«.

»Selvfølgelig har vi forskellige perspektiver, men vi er begge to brændende optaget af folkeskolens placering som en af Danmarks vigtigste samfundsinstitutioner.«

Hun er den syvende undervisningsminister i Bondos tid som formand. Kort efter hendes tiltræden inviterede han hende på hjemmebag og æblemost af egen avl i sin lejlighed i København.

»Der vandt han mit ministerhjerte,« siger hun.

»Når man som fagforeningsmand første gang skal møde en minister fra et liberalt parti, må man da være spændt på, hvad det er for en type. Men der oplever jeg ham som meget pragmatisk og udogmatisk,« siger hun.

Bondo som rockstjerne

På stationen i Næstved står et par lokale lærere klar til at køre Bondo til Susåskolen, hvor kantinen er ved at blive fyldt med lærere i aldre aldre. Han går hurtigt og direkte forbi bordene med sandwich og op til talerstolen, hvor han får headset på, mens der bliver taget billeder til en reportage til Fagbladet Folkeskolen. Der er 250 tilmeldte, men langt flere er mødt op, og der må hentes flere stole. Medlemmerne kommer så langt fra som Faxe og Nakskov.

»Ja, vi overvejede, om vi skulle booke noget større, men det er bedre med en fyldt kantine end en halvtom hal,« siger en af arrangørerne.

For mig handler det ikke om at tabe eller vinde en forhandling, men om at vi hver især bagefter kan gå ud og sige, at vi har opnået noget, siger Anders Bondo Christensen.

Sigrid Nygaard
Under lockouten kørte Anders Bondo Christensen rundt i hele landet og besøgte lærere. Han husker blandt andet, hvordan han ankom til en hal i Nordjylland og blev modtaget med bragende bifald fra 1.500 lærere.

»Det var nærmest som en rockkoncert. Jeg måtte sige: ’Rolig nu. Jeg er bare en lille matematiklærer fra Ullerup,’« Der blev brygget Bondo-øl, lavet Bondo-broderier, og sendt røde roser til privatadressen. Opbakningen var enorm. Og den fortsatte efter lovindgrebet. Faktisk kom der flere medlemmer til, og Lærerforeningen har i dag Danmarks højeste organisationsprocent på 97.

Mødet i Næstved er kun for medlemmer, så jeg bliver sat uden for døren med en sandwich med skinke, krølsalat og – ganske som Bondo spåede – masser af mayo. Selv efter mødestart kommer der stadig deltagere til. En mandlig og en kvindelig lærer kommer direkte fra skole/hjem-samtaler.

»Nøj, jeg er træt. Skub til mig, hvis jeg falder i søvn,« siger hun på vej ind. Gennem den lukkede dør kan man på skift høre Bondos stemme, latter og klapsalver. Der er en opløftet stemning efter mødet, hvor lærerne myldrer ud. Kort efter er kantinen lige så tom som et klasselokale fredag eftermiddag.

»Anders Bondo er en god taler, fordi han taler til læreren i mig,« siger en tidligere, kvindelig skolelærer på 74 år. Hun hedder Marianne Jelved og er af de fleste nok mest kendt som folketingspolitiker og tidligere minister. Hun var ikke med i Næstved, men hun er stadig medlem af lærerforeningen og har siddet på stolerækkerne til mange af Anders Bondos taler. Hans store opbakning skyldes, at han har sans for skolen som sag og institution, siger hun:

»Jeg har set mange formænd komme og gå, men Anders Bondo har været på en særligt vanskelig opgave. Hele måden at anskue den offentlige sektor på er skiftet markant inden for de seneste år. Det har været hans lod at tage kampen ikke bare med Kommunernes Landsforening, men med hele den måde man ønsker at drive skole på i dag,« siger Marianne Jelved.

Røde pletter på kinderne

Efter mødet skrår Anders Bondo hen over skolens parkeringsplads med en karton med to flasker vin i hånden. Små stikkende snefnug sætter fugtige aftryk på hans brilleglas. Mødet gik godt, vurderer han. Lærerne er ikke overraskende optaget af, hvorvidt det kan ende med en konflikt. Nogle af dem fortalte, at de har op mod 30 undervisningstimer om ugen og stort set ingen tid til forberedelse. Anders Bondo ryster på hovedet.

»Jeg er bekymret for lærerne og deres arbejdsforhold. Og for vores skole.«

I toget tilbage mod København taler han om, hvordan undervisningen i dag bliver detailstyret. Hvordan lærernes har mistet deres faglige frihed. Om de skadelige nationale tests og lange skoledage. For nylig har to forskere formuleret en videnskabelig kritik af sidstnævnte:

»Men der er ingen vilje hos politikerne til at lytte. Der er dem, der mener, at vi er for kritiske. Men hvis vi ved, noget er dårligt for undervisning eller eleverne, skal vi sige det. Jeg tror bare, vi skal blive endnu bedre til at fortælle, det vi ved.«

Og netop troen på, at hvis han får mulighed for at forklare, vil alle andre forstå, er kendetegnende for Anders Bondo, siger Mads Lebech. Han er administrerende direktør i Industriens Fond, men fra 2001 til 2009 var han konservativ borgmester på Frederiksberg og sad i 2007 overenskomstforhandlinger med Anders Bondo. Han roser hans evner som forhandler og kalder ham detaljens mand med et stærkt fagligt fokus:

»Samtidig har Anders det der lærertræk, hvor de altid tror, de har ret. Og hvis vi andre ikke forstår, at jorden er flad, er det fordi, de ikke har forklaret det godt nok. Anders har en utrolig stærk faglig overbevisning, der godt kan give ham røde pletter på kinderne ind imellem,« siger Mads Lebech.

At lærerne stadig er vrede over lovindgrebet i 2013, vurderer Lebech, for så vidt godt kan tilskrives, at formanden hedder Anders Bondo:

»Spørgsmålet er jo, hvor den vedholdende vrede kommer fra? Om Anders styrer tigeren, eller om han nu har valgt at sidde på ryggen af den.«

Tilbage i toget forklarer Anders Bondo, at han hverken ser kommunal- eller landspolitikerne som sine modstandere. Det er mere Finansministeriet og Moderniseringsstyrelsen, som han kalder »en stat i staten«.

»De lurer bag det hele. Det er en kæmpe udfordring, at de har magten over skolepolitikken i Danmark,« siger han.

Men er han ikke også selv magtfuld, spørger jeg.

»Jo jo, det kan du sige. Men mest af alt ser jeg det, som om jeg har et stort ansvar. Det er det, der driver mig. Og det er en gave, men det har også sine omkostninger.«

Klokken er næsten 21, da vi skilles neden for Danmarks Lærerforenings domicil. Anders Bondo Christensen sætter kursen mod sin københavnerlejlighed og en hjemmebagt bolle med ost. Det er mandag aften, og jeg cykler hjem langs Kalvebod Brygge. I mit eget tempo.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Eriksen
Anne Eriksen anbefalede denne artikel

Kommentarer

David Joelsen

Hvad med også at nævne vidtrækkende konsekvenser for dem skolerne er til for, nemlig skolebørnene. De er gidsler i de milimeteraftaler der indgås.