Feature
Læsetid: 5 min.

I retten: ’Jeg går aldrig med rigtig pistol, det er jeg simpelthen for klog til’

I sidste uge i retssal 002 i Retten på Frederiksberg var en ung mand tiltalt for besiddelse af våben og stoffer
Moderne Tider
20. januar 2018
I sidste uge i retssal 002 i Retten på Frederiksberg var en ung mand tiltalt for besiddelse af våben og stoffer

Mia Mottelson

»Nå, du er alene?« Dommer Peter Hammershaimb skeler til forsvarsadvokat Christian Bjerrehuus. »Ja, men det er vist ikke min klients skyld, at han kommer for sent,« svarer han. I samme øjeblik går en bagdør op, og J føres ind af en kvindelig betjent, som er højere end ham. Han har været varetægtsfængslet siden september.

J slæber fødderne hen ad rettens flisegulv. Hætten fra hans sorte trøje hænger ned ad ryggen, så man kan se det tital, han har tatoveret på sin vinterblege hals og hans karseklipfrisure, som vokser uden om et ar i baghovedet.

Den sorte taske

J er sigtet for en række forhold, der udspringer af indholdet af en sort computertaske fundet på bostedet Casablanca på Valby Langgade, hvor han har boet de sidste tre år.

Anklager argumenterer for, at tiltalte vidste, gaspistolen var udboret.

Mia Mottelson

Det var den 67-årige håndværker Palle, der fandt tasken, da han i september sidste år skulle male et fælleskøkken. 

»Vi startede med at vaske køkkenet ned med grundrens. Det var fedtet,« fortæller Palle. Han sidder skævt på stolen, som om han er på vej ud af døren igen, mens han læner sig frem mod mikrofonen. »Der er en lem i loftet, som leder ind til et skunkrum …«

»Et skumrum?« spørger anklageren.

»Nej, en skunk,« svarer Palle og forklarer den unge anklager, at det er et isoleret rum, man kan bruge til opbevaring.

»Jeg åbnede lemmen, og inde i skunken lå en sort taske. I tasken lå en lille pistol, noget hash og noget hvidt pulver. Ja, jeg ved ikke noget om den slags, men jeg kan da godt se, at det ikke er noget, der hører til i et køkken.«

Straffelovens § 192a

Med fængsel fra 2 år indtil 8 år straffes den, der overtræder lovgivningen om våben og eksplosivstoffer.

Pistolen, Palle fandt, er en signalpistol – et lille skydevåben, som giver et smæld og et skarpt lysglimt fra mundingen, når man skyder. Normalt kommer der intet projektil ud. Men i den signalpistol, der lå i tasken, var løbet boret ud, så den i princippet fungerer som en almindelig pistol.

»Hvad var din første tanke, da du så pistolen?«

»Jeg kunne jo godt se, at det ikke var en 9 millimeter Neuhausen, som dem vi brugte i Forsvaret, da jeg var soldat. Det lignede mere sådan en knaldpistol, man kunne købe i kiosken, da jeg var barn.«

Palle trækker sine jeans op, da han rejser sig, og på vej mod døren vender han sig mod J. »Jeg er sgu ked af at se dig sidde her. Du må sadle om!« J smiler skævt. »Ja, pas på dig selv,« siger han til Palle, som allerede er ude af døren.

Fik et chok

Inden Palles vidneudsagn har J forklaret, hvordan pistolen er endt i hans sorte taske. Han fortæller, at signalpistoler er almindelige i hans omgangskreds, hvor de bliver brugt som beskyttelse. Hans ven skulle på familiebesøg og bad J om at passe på pistolen imens, men ifølge J fortalte han ikke, at den var lavet om til et reelt skydevåben.

»Du stiller ingen spørgsmål om gaspistolen?« spørger forsvarer Christian Bjerrehuus.

»Nej, jeg pakkede den bare ind i et viskestykke og gemte den på loftet. Enhver kan jo se, at det bare er en gaspistol.«

J’s stemme er lav, mild og raspet, og han hæver den ikke på noget tidspunkt.

»Jah, du kan i hvert fald.«

»Ja, okay. Jeg kan. I mit univers er de ikke så alvorlige.«

J fortæller, at det først er til afhøringen, han får at vide, at gaspistolen er udboret.

»Der fik jeg et chok. Sådan wow! Blev lidt bange. Jeg går aldrig med rigtig pistol, det er jeg simpelthen for klog til.«

Hammerslag

Sagens sidste vidne er ikke dukket op. Mens anklageren ringer til ham, er der en kort pause. »Må jeg sige hej til min far,« spørger J den kvindelige betjent. J’s far er dagens eneste tilhører.

Palle er et af fem vidner. Han er håndværker på tiltaltes bosted.

»Ja, det må du godt, men ikke sådan her med kram, vel?« siger hun og krammer luften foran sig.

J giver sin far hånden.

»Nå, jeg hører, du har sat dig på dine briller?« spørger J’s far med et drillende grin.

»Ja, jeg havde redt min seng oven på dem«

»Jeg køber et par nye, det er -2, ikke?«

»Tak. Kan du se, jeg er blevet klippet?«

J stryger hånden over hovedet. De to mænd står en meter fra hinanden.

»Du ser godt ud! Får du set noget fodbold?«

»Ja, jeg faldt i søvn til kampen i går.«

»Hvad ser du ellers?«

»Hammerslag, ha.«

I sin procedure argumenterer anklageren for, at J må have vidst, at gaspistolen var fikset og, at der i det kriminelle miljø ikke er langt fra tanke til handling, når det kommer til brug af skydevåben.

Forsvarer Christian Bjerrehuus er uenig. J er en lille fisk, mener han, og han har gjort meget for at komme på rette spor. Han har taget sin 9. klasse, mens han har siddet varetægtsfængslet, og skal til eksamen tirsdagen efter. Desuden, siger forsvarer, kan man ikke se på gaspistolen, at der er blevet pillet ved den, man skal have fingeren ind i løbet, for at mærke det, og J’s fingeraftryk blev ikke fundet på pistolen. Han argumenterer også for, at pistolen ikke lå umiddelbart tilgængeligt.

Forsvareren afviser, at tiltalte vidste, at pistolen var modificeret.

Mia Mottelson

Mens de to advokater fremfører deres procedurer, lytter J koncentreret. Han bliver ført ned i cellerne, mens dommer Peter Hammershaimb og de to domsmænd voterer. Det tager næsten en time.

»Vi dømmer J til to års fængsel,« erklærer dommer Peter Hammershaimb. Dommer og domsmænd var enige om dommen og er enig med anklager i, at J må have vidst, at gaspistolen var udboret, og køber ikke forsvarerens argument om, at pistolen ikke lå tilgængeligt. Den lå nemlig gemt sammen med den hash, J har fortalt, han ryger hver dag inden sengetid.

J fortrækker ikke en mine, men sænker langsomt hagen ned mod brystet.

Forsvarer Christian Bjerrehuus annoncerer, at de anker dommen.

Inden den kvindelige betjent fører J ned til cellerne igen, siger han farvel til sin far. Igen med håndtryk.

J’s far smiler til ham.

»Nå. Jeg kommer og kigger til dig i morgen. Jeg tager brillerne med.«

Serie

I retten

Hvert år afgør de danske domstole titusindvis af sager, hver med sin egen bagvedliggende historie. Ofre, gerningsmænd – almindelige mennesker i dramaer, der er for små til at blive til avisoverskrifter, men som vores retssystem må tage hånd om. Information følger hver uge en retssag fra tilhørerbænken.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her