I nogle år var jeg storforbruger af alle mulige spirituelle teknikker og retninger, som jeg samlede op i det spirituelle supermarked.
Mit liv var kørt fast. Jeg var jobløs, modløs og på afvænning og midt i det store mørke, som misbrugseksperter med slet skjult ironi kalder for the double winners, når alkoholikeren har fået en depression med oven i hatten. Jeg længtes desperat efter at få mit liv tilbage på ret kurs og brugte spiritualiteten til at finde en mening med det hele.
Det spirituelle fix
Nørrebro, februar
Som en junkie er jeg hele tiden på jagt efter det næste spirituelle fix. En ny selvudviklingsbog, endnu et selvudviklingskursus, en spirituel mester med en genvej til lykken, endnu en healende sten og en ny mandala-kæde og endnu en buddhafigur til at minde mig selv om drømmen om et liv uden lidelse. Et eller andet sted derude eller langt inde i mig selv.
Hver gang jeg stifter bekendtskab med noget nyt, får jeg kroppen pumpet fuld af energi. De spirituelle fix er som alkohol, stoffer, sex og sukker, og alene forventningen om en snarlig forbedring i mit liv er nok til at udløse de neurotransmittere, der udløser følelsen af lykke i hjernen. Og når min interesse – og virkningen – klinger af igen, når den barske virkelighed overtrumfer fantasiforestillingen om den rene lykke, der kan komme med et snuptag, så er jeg hurtigt videre til noget andet.
Sådan er det med sindets natur. Når vi begynder at kede os, når noget bliver trivielt, og der er andet, der lyder mere spændende og attraktivt, så er vi over alle bjerge.
Forskerne siger, at lykken kan kultiveres igennem gode vaner, der gør os glade. For eksempel en spirituel praksis. Men gode vaner kommer ikke af sig selv. De tager tid at indarbejde – fra uger til flere måneder, siger eksperterne – og det kan kræve stor overvindelse at holde fast i dem, især når livet er op ad bakke.
Og jeg kan ikke mønstre ret meget stamina. Ja, faktisk er jeg ude af stand til at fokusere på noget som helst ret længe ad gangen. Jeg er ved at lære at meditere, men har ikke tålmodighed til at sidde længere end nogle få minutter med lukkede øjne. Så melder smøgtrangen sig. Og trangen til at gå på Facebook og få endnu flere små hurtige fix fra den ustoppelige strøm af selvudviklingsråd fra spirituelle grupper, selvudviklingsprofeter og guruer, som jeg følger på det sociale netværk.
Jeg lapper rådene i mig, men når sjælen sidder udsultet tilbage, og abstinenserne melder sig, så går jeg atter på jagt efter det næste spirituelle fix.
Selvhjælpsbanaliteterne
Nørrebro, april
Afstanden mellem drøm og virkelighed kaldes handling. Det står der på et meme, der er poppet op på min Facebookvæg. Aha, tænker jeg, så jeg skal blot handle mig ud af min situation. Således oplyst kan mit liv nu aldrig blive det samme igen. Heureka!
Mange selvhjælpsråd har det med at lyde så enkle, at de næsten kan virke provokerende på os. Jeg springer i med begge ben og tager dem så bogstaveligt, at jeg uundgåeligt ender med at skuffe mig selv. Det gamle råd om, at hvis noget lyder for godt til at være sandt, så er det det nok også, preller fuldstændig af på mig. Jeg er for let at narre. Min hjerne vil gerne tro, at det er lige så simpelt, som det lyder, at lave om på sit liv.
Min yogalærer siger, at jeg dybest set bare skal sætte mig ned og lukke øjnene og acceptere tankerne. Så enkelt er det. Men at gøre det hver dag – og blive ved med at gøre det, også når jeg ikke gider, og når jeg keder mig bravt og har lyst til at shoppe efter hurtigere og lettere løsninger i det spirituelle supermarked – deri ligger den store udfordring.
Fortræng mørket, for helvede!
Nørrebro, oktober
Jeg forsøger at fortrænge mørket med et stift smil, der får mit ansigt til at se voksagtigt ud. For spejlet lyver ikke. Det er jo kun i romaner af Barbara Cartland, at der eksisterer sådan noget som lutter lykke – og så i new age-prædikanternes filosofier om den positive tænknings lyksaligheder.
Gør glæde og lykke til omdrejningspunktet i dit liv. Vær positiv – og så skal dine problemer nok forsvinde. Det er den samme retorik all over. Jeg forsøger som Komiske Ali at fortrænge mørket og ignorere de negative tanker ved stakåndet og højt at proklamere for mig selv, at jeg er glad og lykkelig, når jeg i stedet står træt og tung i hovedet og kigger på det triste spejlbillede. Og i det tragikomiske forsøg på at ignorere bedrøvelsen over livets realiteter får jeg det blot endnu værre.
Kritikere kalder det ensidige fokus på tilværelsens lyse sider for en blind vinkel, og at du måske vil blive lykkeligere, hvis du holder op med at jage lykken og i stedet accepterer og anerkender livet, som det er.
Livet går jo op og ned, og det kan have store konsekvenser for os, der ikke vil acceptere de mere komplekse sider af livet. Et amerikansk studie fra 2012 viser ligefrem, at undertrykte tanker og følelser kan sætte sig som stress i kroppen.
Do it – but don’t overdo it!
Nørrebro, januar
Yogaen er begyndt at bide sig fast i mit liv. Jeg starter hver morgen med en times yoga, og efterhånden begynder jeg at også at strække kroppen på kryds og tværs om eftermiddagen. Jeg mærker dele af min krop, som jeg har aldrig har mærket før, og i løbet af nogle uger er jeg i stand til nå fødderne med mine hænder, når jeg står med strakte, samlede ben og kroppen foroverbøjet. Første gang det sker, kvitterer jeg med et højt brøl. Sikken sejr.
Nogle dage efter, da jeg leger med min søn, slår jeg ryggen mod et bordben, og noget der lyder som et knæk forplanter sig igennem hele min krop, og jeg er ude af stand til at røre mig. En fysioterapeut forklarer mig, at jeg har fået en slem forstrækning i ryggen, som det vil tage måneder at komme over.
Og det er ikke første gang, jeg går alt for hårdt til den i et yogastudie. Jeg får let kvalme af nogle øvelser, men i stedet for at stoppe op og slappe af fortsætter jeg, indtil jeg er tæt på at kaste op, og ligger derefter syg i tre dage med en forstyrret balancenerve.
Det er næppe yogaen, den er gal med, men i min iver for at få det bedre, har jeg sat evnen til at justere min fysiske formåen ud af kraft.
Falsk lykke?
Hvidovre, marts
»Dit drømmeliv starter her,« står der på et roll up-banner ved indgangen til kursuscentret i Hvidovre, hvor omkring 100 personer er mødt frem for at lære at udfolde deres potentiale.
De fleste af os ligner en flok desillusionerede midaldrende mennesker med ondt i livet. Jeg gør i hvert fald.
I pausen står en kvinde og noterer som en rasende på en papirblok. Har hun set lyset? Har hun fundet ud af, hvordan hun kan bruge de »simple, kraftfulde og effektive tips til at få mere kærlighed, lykke og succes« i sit liv’?
Der er mange selvudviklingseksperter, der står klar til at fortælle dig om, hvad der kan gøre dig til et lykkeligere menneske, men faktum er – ifølge et omfattende forskningsstudium offentliggjort i Psychological Bulletin i 2005 – at succes ikke nødvendigvis gør os lykkeligere. Det er tværtimod lige omvendt. Det er lykken, der fører succes med sig.
Åndelig selvindsigt viser dig, hvordan du handler i overensstemmelse med dine indre værdier. Spiritualiteten kan forme betydningen af mening og formål med livet, men her i konferencehallen får den åndelige selvindsigt form som et afpillet fiskeskrog, når flere af selvhjælpseksperterne på scenen ensidigt fokuserer på penge, succes og anerkendelse som svaret på bønnerne om et meningsfyldt liv.
Selvhjælpsindustrien lever også af sårbare menneskers bristede drømme. Men det er ikke altid, når du er allermest sårbar, at du er stand til at gennemskue, hvornår du plejer dine egne behov, og hvornår du i virkeligheden blot er et let bytte for selvhjælpsindustrien.
Spirituel narcissisme
Gladsaxe, april
Et udtryk som ’spirituel selvudvikling’ kan tyde på, at det, der praktiseres i virkeligheden, er en form for spirituel narcissisme med selvoptagetheden som slet skjult mantra.
Er jeg blevet en spirituel narcissist? Ja, hele mit liv er kommet til at handle om, at min selvudvikling, og det, der forstyrrer den, genner jeg hurtigt af vejen. Jeg holder op med at læse aviser og se nyheder i tv og på nettet, da de dårlige nyheder forstyrrer min oplevelse af ro og harmoni. Jeg kan endda finde på at brokke mig over naboens larm, når jeg sidder og vil have ro til at meditere.
Ifølge The Handbook of Narcissism and Narcissistic Personality Disorder er der dog kun en lille risiko for, at du ender som spirituel narcissist, når du bevæger dig ind i den spirituelle verden. Spiritualitet og usund narcissisme hænger nemlig ikke sammen, forklarer de to psykologiprofessorer. Tværtimod er det sådan, at et spirituelt åbent menneske ofte er godt polstret med et stærkt og sundt ego snarere end et skrøbeligt og svagt – og dermed påvirkeligt – ego.
Men på dette tidspunkt er mit ego stadig skrøbeligt og svagt og uhyggeligt let at slå ud af kurs. Og det er først, da jeg dropper drømmen om at få gang i en karriere igen og i stedet tager et job som handicapmedhjælper, at mit ego begynder at blive stærkt igen, og de narcissistiske træk bliver mindre tilbøjelige.
Undersøgelser viser, at næstekærlighed og medfølelse er stensikre veje til lykken, og sådan er det også for mig. Jeg arbejder med voksne autister, udadreagerende mennesker, der har brug for hjælp til at spise, bade og gå på toilettet, og deres behov for hjælp bliver min redning. For første gang i lang tid lykkes det at se udover min egen næsetip og fokusere på andre menneskers behov. Jeg tager jobbet, fordi jeg har brug for pengene, ikke fordi jeg er altruist, men jobbet får en altruistisk dimension, som bliver min redning. For første gang i mange måneder føler jeg mig lykkeligere og mindre deprimeret.
Hvad jeg ikke kan finde i det spirituelle supermarked i København, finder som jeg handicapmedhjælper på en institution i Gladsaxe, men når jeg holder fri, er jeg stadig i fare for tilbagefald.
Jeg går oftere og oftere på druk, og udover tømmermændene kommer depressionerne nu væltende som orkaner, der blæser mig omkuld. Det er alkoholen, der er skyld i depressionerne, og efter en sygemelding på en måned, hvor jeg nærmest ikke er ude af sengen, beslutter jeg mig for at komme væk fra de folk og fristelser, der er i København. På bedste selvrealiseringsvis sælger jeg alle mine ejendele: Lejligheden, pladesamlingen, bøgerne. Og tøjet forærer jeg til Kirkens Korshær.
Aftenen før, jeg skal være ude af min lejlighed, kaster jeg en terning: Bali eller Indien? Det bliver Bali.
De spirituelle superstjerner
Bali, januar
Ubud er et spirituelt supermarked i højeste potens med alt indenfor sundhed og velvære. Her er fyldt med yogaskoler, wellness-retreats og alternative behandlingsformer som refleksologi, akupunktur, chakra healing og healende blomsterblade. You name it, Ubud got it.
Jeg spenderer en mindre formue og tager blandt andet et kursus på tre halve dage, hvorefter jeg får et diplom på, at jeg kan tilbyde behandlinger i kraniosakralterapi (hvad jeg selvfølgelig ikke gør). Pigen, der underviser i den alternative behandlingsform, har selv netop overstået et tilsvarende kursus.
Andre undervisere er i verdensklasse, bliver behandlet som rockstjerner og opfører sig også sådan. En af dem – en fransk yogastjerne, der har udgivet en lang stribe bøger – møder jeg ved en privat middag, og da hun opdager, at jeg ikke er noget særligt inden for yogaen og den spirituelle verden, mister hun meget hurtigt interessen for mig.
Det er også her i Ubud, at jeg møder den spirituelle bedrevidenhed. Mange virker mere interesserede i at fortælle om deres egen spirituelle rejse end at høre om andres, og sådan er jeg sikkert også selv. Jeg er ærgerrig efter at finde fred i sindet, og måske er jeg også lidt misundelig på dem, der allerede har – eller foregiver at have fundet den.
Working on a guru
Indien, maj
Jeg havde engang en kæreste, der slog op med mig, fordi hendes clairvoyant sagde til hende, at jeg ikke var mandens i hendes liv. Og eftersom hun jo gik fra mig, kan man jo sige, at clairvoyanten fik ret – og måske havde haft det hele tiden. Det gjorde mig temmelig skeptisk over for spirituelle autoriteter.
Siden jeg begyndte at dyrke yoga, har min indisk-danske yogalærer dog ikke kun været en ven men også en slags spirituel vejleder for mig. Men også han krydsede en grænse, som jeg ikke brød mig om, da han sagde til mig, at den kæreste, jeg havde fundet, ikke var den rigtige for mig, og jeg var i tvivl, om han udtalte sig som ven eller som en person med en særlig spirituel indsigt i den slags. Jeg overvejede, hvem af dem jeg skulle slå op med, og endte med at beholde kæresten.
I Indien er det relativt normalt at bekende sig til guruer og lignende spirituelle autoriteter. Der er ligefrem en retning inden for yogaen – der har indisk oprindelse – der kaldes bhakti, og som handler om at finde fred for lidelse igennem gudhengivenhed, for eksempel til en guru.
Og guruer er der masser af i Indien. Jeg rejser rundt imellem nogle af de store og kendte spirituelle hubs i landet og møder også et par guruer, som jeg forsøger at kaste min hengivenhed på, men det føles meget svært for mig at mobilisere den fornødne hengivenhed, som hurtigt bliver afløst af en trang til at gøre oprør imod eller stille spørgsmålstegn ved den spirituelle autoritet.
Jeg møder også spirituelle undervisere, som tydeligvis har andre hensigter, især når der er unge kvinder til stede.
I Indien siger man, at den største trussel imod en spirituel mester er hans egen seksualitet (og ja, der er langt flere mandlige end kvindelige spirituelle læremestre). Kvinderne kan ofte have svært ved at sige nej til mesterens – faderfigurens – ønske om sex, og det er ifølge artiklen The case against Swami Rama særlig problematisk, da »mange disciple kommer fra alkoholiserede og dysfunktionelle familier, hvor de har lært at fortrænge følelsesmæssige overgreb«.
Når en spirituel mester udnytter en discipel til sex, taler man om spirituel incest, og der har igennem tiderne været ført mange sager mod guruer og spirituelle læremestre, der har forulempet kvinder seksuelt.
Seneste eksempel er hot yoga-guruen Bikram Choudhury fra Indien. Siden 2013 er opfinderen af yoga i 40 graders varme blevet dømt til betale over 100 millioner kroner i erstatning efter en række seksuelle overgreb på kvinder i USA. Han har dog været som sunket i jorden, siden der blev udstedt en amerikansk arrestordre på ham i maj 2017.
Også Sogyal Rinpoche, som skrev den buddhistiske millionsællert The Tibetan Book of Living and Dying fra 1992 og som har startet over 100 buddhistiske centre op i 40 lande, har siden 1990’erne jævnligt været beskyldt for at have udnyttet sin position til at skaffe sig seksuelt samkvem med kvinder. I juli 2017 offentliggjorde en række af hans tidligere og nuværende studerende et 12 sider langt brev, hvori de beskriver fysiske, seksuelle og emotionelle overgreb begået af den spirituelle leder.
Jeg dropper ideen om at finde en spirituel læremester og vælger at lede efter guruen i mig selv.
Stilhed
Japan, november
Jeg er på nippet til at gøre en ende på min spirituelle rejse, da jeg hører om et meditationskursus af den mere langhårede slags. Kurset varer ti dage og foregår i total stilhed med over ti timer intensiv meditation om dagen. Der må ikke være nogen former for kontakt med de andre kursister, og mobiler, bøger, blokke og skriveredskaber er ikke tilladt. Det er som at være i kloster.
I løbet af de næste to måneder gennemfører jeg i alt tre kurser af slagsen – det første foregår i Japan, det næste i USA og det tredje i Nepal – og for første gang på min spirituelle rejse oplever jeg, at noget begynder at forandres for mig. Under det første og det andet kursus har jeg svært ved håndtere de følelsesmæssige udsving, som uundgåeligt kommer på et kursus, hvor det føles som at være spærret inde, men herefter udvikler jeg en følelsesmæssig robusthed, som jeg ikke har haft før.
Når du mediterer – har forskerne fundet ud af – ændrer din hjerne sin fysiske struktur og gør dig bedre i stand til at fokusere og være følelsesmæssigt fleksibel. Det samme gælder for de yogiske vejrtrækningsøvelser, og derfor bliver yogaen i dag brugt inden for blandt andet kriminalforsorgen til at lære de kriminelle at konfrontere deres egne følelser.
Men når disse teknikker beviseligt virker ifølge forskningen, hvad så med alt det andet, jeg har brugt oceaner af tid og penge de sidste års tid? Virker krystalterapi, kosmologi og den slags overhovedet?
Det så nogle forskere nærmere på i det fem år gamle forskningsstudium Spirituality: An overlooked predictor of placebo effects. Heri konkluderes det, at spirituelle praksisser påvirker nervesystemet alene på grund af placeboeffekten. Forventer du, at det healende blomsterbad virker positivt på dig, så gør det ganske givet også. Forskerne går endda så langt som til at konkludere, at diskussionen om spiritualitetens helbredsmæssige relevans ikke kun bør have teoretisk interesse, men også klinisk relevans.
Jeg rejser tilbage til Indien og med tog op til Himalaya, hvor jeg fortsætter med at meditere i nogle måneder.
Nu skal slaget slås
Danmark, juli
Den største udfordring ved at være tilbage igen er at holde fast i de nye, gode vaner med den daglige spirituelle praksis. Stå tidligt op og meditere hver dag, også når det stadig er bælgravende mørkt udenfor.
Det bedste råd, jeg fik undervejs, var at grave et sted og grave dybt og blive ved at grave, uanset hvor udsigtsløst det ser ud. Jeg har også lært, at det altid er sindet, der fucker op, når det begynder at kede sig, og utålmodigheden kommer snigende.
Jeg har rejst rundt i halvandet år, og det er ved Gud lettere at være dedikeret, når der ikke er deadlines på artikler, der skal skrives, regninger, der skal betales, og dagene er fyldt op med pligter og gøremål. Det er nu, slaget skal slås. Det er nu, den spirituelle praksis for alvor kommer til at føles udfordrende, og det spirituelle supermarked igen lokker med lette og hurtige løsninger.
Men jeg ved bedre nu.
Morten Steiniche skiver, at han ved bedre nu. Men gør han? Det ser ikke sådan ud for mig.
Det lyder i hvert fald dyrt og privilegeret, at kunne rejse rundt i halvandet år og forsøge sig med diverse selvudvikling.
Ikke enhver forundt.
Man kan ikke fare vild i det spirituelle, for der er ingen retninger eller veje at følge.
There is no next.
Den første og vigtigste belæring i hatha yogaen, som jo er den yoga form, der her nævnes, er selv at blive bevidst om sine grænser og dermed vide, hvordan man forsigtigt flytter dem. At formidle dette er lærerens første og vigtige opgave.
Første skridt i selvudvikling er at vågne op til virkeligheden. Og som en underviser i mindfulnes sagde i går i det fremragende program 'bevidsthedsfeltet' på 24/7 - er det sådan, at anvisningerne kan enhver forstå. En vejleder hjælper på vejen, som på trods af de enkle anvisninger, er fuld af udfordringer.
Det er pointen med en lærer, en vejleder. En guru, sanskritordet for een, som peger på vejen fra mørke til lys. At finde sin vejleder er en rejse i sig selv, og man skal ikke have forestillinger om hvor, denne vejledning kommer fra, men være åben og fordomsfri. Der er mange spændende bøger og utube forelæsninger, som man kan boltre sig i, og hvor det skulle være mærkeligt, om ikke noget vandt genklang og pegede videre på vejen. God fornøjelse på den rejse som vi alle er på. Spørgsmålet er hvor vågne.
Og sover man for meget i timen, skal man nok blive vækket af livets lussinger. Tag ansvaret for den gave og udfordring, som dit liv er, på dig, og som gud skal vide, ikke altid er på den flade hånd.
Tja et meget, meget langt indlæg og umiddelbart til eftertanke og Morten d skal da roses for ikke at lægge fingrene imellem i en blanding af frustration over tilbuddene samt sin egen "svaghed" Jeg har faktisk kun en enkelt bemærkning: Alle disse selvhjælpskurser m.v. har vel deres rod i buddhismen, men vælger at pille sandheden om lidelsen og livet som det er ud. Der er heller ikke i buddhismen en klar løsning eller frelse, men "kun" metoder til at lære en form for accept og forståelse for livet som det er og hermed lidelsen og hvilke mekanismer som udleder den. Der er ingen mirakelmetoder , jeg kan så kun sende Morten her in dybe medfølelse og ønske god rejse på den vej han forhåbentlig finder og jeg er sikker på den bliver både ujævn snørklet og fyldt med huller.
Sjældent har jeg læst noget så afslørende og trist om det spirituelle supermarked. At fortabe sig fuldstændig i sit ego og tro, at frelsen er lykke og behag og det 'positive'. Det er på alle måder totalt amerikaniseret og forfejlet. Gå hellere i kirke og husk, der findes andre end dig, dig, dig. Her vil jeg faktisk anbefale Brinkmann og Jesus. Frelsen er i relationerne, ikke i egoet. Hvor blev din søn egentlig af?
Livet ikke er et regneark. Spiritualitet giver på en eller anden måde mening, men hvad kan jeg ikke sige. Mange danskere har en rationel ateist inden i sig. Men man møder en anden virkelighed i spiritualiteten om det er buddhisme, hinduisme eller kristendom. Som eksisterer indenfor deres eget koncept. En tro.
I New Age spiritualismen tilbydes ofte magt og fremgang i verden gennem ”renselse” af sit sind. Dette sker ved at man køber en række kurser, hvor man får forøget ’selvindsigt’ og tro på egen værdi. Man tror på reinkarnation og karma ofte inspireret af hinduismen, der ikke er entydigt formuleret dogmatisk tro, men indeholder flere retninger monoteistisk (en gud) polyteistisk (flere guder). Den moderne hinduisme er især udformet af yogien Ramakrishna (1834-86), der havde som grundtanke, at alt eksisterende og at alle religioner rummer en del af den samme guddommelige sandhed. Derfor er den moderne hinduisme – efter egen opfattelse – summen af alle andre religioner, og dermed den højeste af alle sandheder.
Hvis jeg tænker at spirituallitet er en metode til, at slippe for stress eller det onde liv, så er der en som vidner, at jeg tænker det, altså en selv. Det er det budhisme beskæftiger sig med, det synes jeg er ret genial, man kan ikke stikke eller pille i det, for der er ikke noget hokus pokus eller fanfare.
Budhisme er ret enkelt, men umulig, at “praktisere” det har noget med evolutionen og opdragelse, at gøre.
"Men jeg ved bedre nu."
Ok da - så kan vi ha´ ro i sindet.
@ Jens Thaarup Nyberg. Med spirituel bevidsthed så må man da vide bedre. (:
Søgen er al respekt værd. Nej tak til fanatisme.
Odin Rasmussen; - 15:03
?
Fantastisk indlæg - tak for det! Jeg kan genkende mig selv stort set hele vejen igennem, og jeg har måske et andet ord for det: flugt. Fra livet som jeg ikke kan håndtere, kronisk sygdom og smerter, handicap, meget svær opvækst, dødsfald blandt yngre familiemedlemmer, depressioner, og jeg kunne fortsætte.
Løsningen er accept og det er meget sværere end det lyder, selvom det lyder svært. Hjælpen fik jeg hos en yderst kompetent psykolog, som lærte mig at mærke min krop, altså når jeg føler et eller andet hvordan er det så min krop. Jeg har lært at turde føle de sværeste følelser og ved nu, at følelser er som havets bølger - de kommer, de peaker, de tager af. Og jeg dør ikke af dem, selvom det føles sådan. De bliver heller ikke ved i evighed, selvom det øles sådan.
Jeg er sikker på, at andre har gode og opbyggelige erfaringer med at dyrke spiritualiteten, men for mig er det som narko. Jeg fortaber mig helt i fix-it og jeg har droppet det. Afspænding, åndedrætsøvelser og at være tilstede i min krop har løsnet op for problematikker, som jeg har haft hele mit liv. Helt uden drama, dopamin og afhængighed. Det kan anbefales.
Når livets hav er oprørt og viser tænder, må sejlene rebes. Her har pias psykolog gjort sit arbejde godt. Og tak for det.
Hatha yoga kan ved hjælp af den rette lærer - og her må man selv mærke efter, om det er tilfældet - give denne kontakt til een selv. I takt med at havet lægger sig, og man stadig mere frit kan vælge sin frekvens, begynder man at være kaptajn på sin ark i stedet for rotte på en synkende skude - det er een af livets grundlæggende lovmæssigheder.
@ Morten Steiniche.
Du har jo tydeligvis gennemskuet alt det dér bullshit for længe siden.
Hvorfor bliver du så ved?
Løsningen er ikke at "grave og grave dybt" - det ved du, for det har du allerede gjort i årevis.
Nej, du skal sgu ud og bestille noget, og være noget for andre.
Jeg ønsker dig held og lykke
At vaagne op til virkeligheden? Hvad der er virkeligt for den ene kan velsagtens vaere u-virkelig for den anden. Og hvad der den rette laere?