Læsetid: 7 min.

Sport: Hverken penge eller mål kan få Mourinho til at smile

Hvorfor er Manchester Uniteds træner José Mourinho altid så indebrændt? Svaret udgøres af en velklædt catalonier på Etihad Stadium. Ham har portugiseren et regnskab at gøre op med
Det går ellers meget godt. Manchester United er nummer to i Premier League og får pænt med point for deres kampe. Men træneren i Manchester City bliver ved at volde Mourinho problemer.

Det går ellers meget godt. Manchester United er nummer to i Premier League og får pænt med point for deres kampe. Men træneren i Manchester City bliver ved at volde Mourinho problemer.

IAN HODGSON

20. januar 2018

Da arkæologerne i 2012 fandt skelettet af den tidligere engelske konge Richard III under en kommunal parkeringsplads i Leicester, stod det hurtigt klart, at billedet af den gamle regent fra 1400-tallets blodige Wars of the Roses skulle revideres.

Nærmere undersøgelser af kongens velbevarede rester viste nemlig, at Richard III ikke havde været nær så pukkelrygget, som myterne fortæller – og som han bliver fremstillet i Shakespeares berømte stykke om ham.

Samtidig er det den generelle opfattelse blandt nutidige historikere, at Richard III må betragtes som en langt mere indsigtsfuld og fremsynet monark end den blodtørstige tronraner, eftertiden almindeligvis husker ham som.

På mange måder kan man dermed sige, at den afdøde regent deler skæbne med en af Englands moderne fodboldkonger, Manchester Uniteds manager José Mourinho.

Mismodets vinter

Selv om den portugisiske mestertræner ikke er blevet indskrevet i verdenslitteraturen som en superskurk, må også han affinde sig med et offentligt omdømme som en slags pantomimevillain, en karikeret figur, der praktiserer sin trænergerning på en vanartet måde, og som står i skyggen af en langt mere populær regent, der hersker over et rivaliserende kongedømme tæt på hans eget.

Man kan på den baggrund dårligt fortænke Mourinho i – som Laurence Olivier i titelrollen som Richard III i den berømte Shakespeare-filmatisering fra 1955 – at få lyst til at vende sig mod de kameraer, der konstant overvåger hans færden på sidelinjen på Old Trafford og hvæse: »Now is the Winter of our Discontent.«

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at United har gennemlevet en mismodets vinter i engelsk fodbold.

Således har det rødklædte mandskab fra det nordvestlige England i de seneste runder smidt dyrebare point mod middelmådige modstandere som Burnley, Leicester og Southampton, ligesom de er blevet ekspederet ud af Liga Cuppen – den såkaldte Carabao Cup – efter et nederlag til Bristol City.

Dermed er United snublet på netop det tidspunkt, hvor engelske tophold normalt går op i gear og indleder det lange seje træk frem mod de afgørende placeringskampe i maj.

Spillerne fik høvl

Og tro mod sin natur har Mourinho da heller ikke taget modgangen uden at kny. Da United indkasserede den afgørende scoring i 2-2 i overtiden af opgøret mod Leicester, anklagede den portugisiske træner sine spillere for at have udvist manglende modenhed og spilintelligens:

»Vi opførte os umodent – både i deres straffesparkfelt og i vores eget. Nogle spillere træffer umodne beslutninger, hvorefter tiden og erfaringen hjælper dem til at blive bedre (…) mens andre spillere bliver ved med at opføre sig umodent helt frem til afslutningen på deres karrierer.«

Og da hans mandskab efterfølgende blot fik uafgjort på hjemmebane mod The Clarets – de overpræsterende slidere fra provinsklubben Burnley – greb Mourinho anledningen til at skose sine egne tropper for deres manglende evne til at forhindre modstanderne i at komme til nemme scoringer:

»Problemet med vores præstation,« sagde han til medierne, »er, at vi endnu engang indkasserer S-goals (shit-goals, red.). I er intelligente, så I kan vel selv regne ud, hvad jeg mener med det ord, uden at jeg behøver at give jer alle bogstaverne. Men det er altså den slags mål, vi indkasserer for tiden – alt for mange S-goals

Har købt ind for milliarder

Da Mourinho var færdig med at hænge sine spillere til tørre, gjorde han sig i øvrigt til talsmand for det synspunkt, at det slet ikke er rimeligt at bedømme hans mandskab endnu, eftersom han stadig er i gang med reorganiseringen af den trup, han har overtaget.

»Vi er blot i det andet år af en genopbygning af et fodboldhold, som ikke længere er en af de bedste hold i verden,« sagde han.

Til støtte for den pointe kan han henvise til det faktum, at den trup, som han overtog for halvandet år siden, var noget af en rodebunke, sammensat som den var af lige dele veteraner fra Ferguson-tiden, fejlkøb fra den korte æra under David Moyes og aktører, der var indkøbt til at passe ind i hollandske Louis van Gaals noget udefinerbare philosophy.

Når udtalelsen (eller undskyldningen, om man vil) alligevel blev besvaret med hån, sport og latterliggørelse i den britiske sportspresse, skyldtes det – som de engelske skriverkarle hurtigt pointerede – at han faktisk allerede har foretaget indkøb for næsten to en halv milliard kroner i spillermarkedet.

»Det er ikke nok, det er ikke nok,« insisterede Mourinho – men den forklaring var der ikke mange, der købte. I stedet har flere fodboldkommentatorer påpeget, at fejlen måske snarere skyldes, at Mourinho har brugt formuer på middelmådige eller humørsyge spillere som den svenske midterforsvarer Victor Lindelöf og den offensive kreatør Henrikh Mkhitaryan.

En uvelkommen belæring

I det hele taget er der bare ikke nogen, der har ondt af en træner, som har råderet over et af de største transferbudgetter i fodboldhistorien, og som stadig klager over, at han ikke har penge nok.

»Man kan ikke lade være med at have medlidenhed med Mourinho,« lød det således sarkastisk fra The Telegraphs sportskommentator Charlie Eccleshare, da United skuffende spillede 0-0 hjemme mod Southampton dagen før nytårsaften. »Hans startopstilling kostede den ynkeligt lave sum af 33,3 millioner pund (280 millioner kroner, red.) pr. spiller.«

Og Mourinhos ærkefjende i engelsk fodbold – Arsenals manager Arsène Wenger, har også benyttet lejligheden til at give sin trænerkollega i Manchester en lille moralsk opsang.

»Jeg har altid været oppe mod mindst ét hold – og nogle gange op til fire – der var rigere end mig, og jeg har lært at håndtere det,« sagde Wenger. »Jeg vil ikke begynde at beklage mig nu. Hvad der er vigtigt, er, at du forholder dig til din egen situation.«

Mourinho har uden tvivl sat pris på denne belæring.

Angreb på kollega

For at adsprede sig midt under stimen af halvsløje resultater – og muligvis også for at aflede offentlighedens opmærksomhed fra holdets krise – har Mourinho på det sidste genoptaget en af sine foretrukne sysler, nemlig at yppe kiv med en rivaliserende manager.

Denne gang er det gået ud over Chelseas iltre italienske cheftræner, Antonio Conte, som Mourinho ved en pressekonference sigtede til, da han sagde, at han personligt (altså Mourinho) ikke havde noget behov for at optræde som »en klovn« på sidelinjen – underforstået – i modsætning til visse andre.

Ordene blev hurtigt fortolket som en giftpil mod Conte, der er kendt for sine sprællemandsfagter og ubeherskede jubelscener, når Chelsea er i aktion. Og Conte responderede da også på Mourinhos ord med en bemærkning om, at den portugisiske træner måtte lide af demenza senile – hvilket betyder noget i retning af svækket korttidshukommelse – når han kunne angribe andre trænere på den måde, med henvisning til at Mourinho selv har leveret sin del af overdrevne jubelscener gennem tiden.

Mourinho svarede straks igen med, at han i det mindste var han aldrig blevet dømt for matchfixing – hvorefter Conte flippede fuldstændig ud.

Sagen er nemlig, at Conte fik fire måneders karantæne for at undlade at indberette tilfælde af matchfixing, dengang han var træner for Siena, før hans dom blev omstødt ved en appel. Og da Mourinho trak de gamle beskyldninger mod ham frem i lyset, lød Contes respons, at portugiseren er a little man og a fake, før han sluttede med at sige, at han aldrig vil glemme Mourinhos opførsel:

»Han brugte seriøse og alvorlige ord. Det vil jeg aldrig glemme,« lød det fra den temperamentsfulde syditaliener.

Det går egentlig godt

Således morer de sig på Old Trafford og Stamford Bridge. Og der er lagt op til fest og løjer på sidelinjen, når Chelsea i slutningen af februar skal på besøg hos Manchester United.

Hvis man ser bort fra alle disse konflikter og småfejder, som Mourinho har for vane at indlede, er sandheden dog, at han slet ikke behøver at være så bitter og konfrontationssøgende, for situationen er ikke katastrofal for ham og hans tropper.

De ligger p.t. nummer to i Premier League. Deres forsvar er det bedste i rækken. Og de holder et pointgennemsnit på knap 2,2 point pr. kamp, hvilket ville have været nok til at gøre dem til mestre i flere sæsoner, blandt andet så sent som i 2016.

Det er imidlertid slet ikke dét, som det handler om.

Den gamle fjende

Mourinhos indebrændthed skyldes én konkret ting. Og den ting har et navn:

Guardiola.

Lige siden Mourinho og Guardiola stødte sammen i Spanien tilbage i starten af årtiet har de været ærkefjender med mange mindeværdige opgør til følge – ikke mindst bataljen på sidelinjen i El Classico i efteråret 2011, hvor Mourinho stak en finger i øjet på Guardiolas assistenttræner.

Det provokerer tydeligvis den portugisiske manager, at han i medierne så ofte bliver fremstillet som det superkyniske svar på fodboldæstetikeren fra Catalonien, og der er utvivlsomt intet, han hellere ville, end at få den elegante Guardiola ned med nakken. Det er imidlertid kun lykkedes med lange mellemrum. Ud af deres 20 indbyrdes opgør har Guardiola vundet de ti, mens Mourinho blot har trukket sig sejrrigt ud af fire.

Det kommer heller ikke til at ske i denne omgang, for selv om United under Mourinho som bekendt har gang i en udmærket – om end lejlighedsvist uhyre kedelig – sæson, så er City endnu bedre og stormer under Guardiolas ledelse mod et af de mest suveræne mesterskaber i mands minde. I skrivende stund er holde 12 point foran lokalrivalerne fra Old Trafford.

Dette får Mourinho naturligvis at høre – også fra lægterne, hvor Burnleys tilhængere under klubbens uafgjorte opgør med United for nylig med adresse til portugiseren på sidelinjen forlystede sig med at synge: »You are just a shit Guardiola.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu