Baggrund
Læsetid: 5 min.

Vinter OL: Det politiske spøgelse vil ikke forsvinde

Vinter-OL 2018 åbner i Pyeongchang, Sydkorea, om knap to uger. Historien om De Olympiske Lege har budt på blodige begivenheder og sociale omvæltninger. For på trods af intentionerne går der bare så tit politik i den
Hitlers ’ariske’ favorit, den tyske længdespringer Luz Long havde både sportsånd og civilcourage nok til at blive venner med sin afroamerikanske konkurrent Jesse Owens under legene i Berlin.

Hitlers ’ariske’ favorit, den tyske længdespringer Luz Long havde både sportsånd og civilcourage nok til at blive venner med sin afroamerikanske konkurrent Jesse Owens under legene i Berlin.

Ritzau Scanpix

Moderne Tider
27. januar 2018

I nyere tid er der tradition for, at ikkedemokratiske regimer benytter De Olympiske Lege som global markedsføring for sig selv. Men som Berlingske Tidende skrev i en leder op til åbningen af Vinter-OL i Sochi, Rusland for fire år siden, så sker der faktisk det modsatte.

Se bare OL i Beijing 2008. Langt mere end fnugfri reklame kom der intensiv fokus på det kinesiske styres fremfærd i Tibet. Samme situation var Vladimir Putins Rusland i forud for Sochi-legene i 2014. Hele verden fordømte de homoseksuelles forhold og landets øvrige menneskerettighedsproblemer.

På trods af sit fromme udgangspunkt har De Olympiske Lege nemlig lagt ryg til alverdens ballade. Vi skal frem til slutningen af 1800-tallet og adelsmanden Pierre de Coubertins genoplivning af den oldgræske tradition, før sport mister sit slægtskab med krig. Alligevel handler især det 20. århundredes OL-fortælling om terror, boykot og etniske udrensninger.

OL i 1936 var et gigantisk pr-stunt for nazismen, og Hitlers ønske var at vise den ariske races styrke og biologiske overlegenhed. Stik imod den hensigt endte afroamerikaneren Jesse Owens med at vinde fire guldmedaljer, så Hitler måtte finde på fire dårlige undskyldninger for at undgå at skulle lykønske ham.

Den tyske længdespringer Luz Long viste sand sportsånd, da han ikke alene blev venner med Owens, som Hitler havde udtalt var »et primitivt væsen fra junglen«, men også gav ham gode råd om sin fodstilling.

»Alt det dér med Hitler bekymrede mig ikke,« fortalte Owens senere.

»Jeg kom ikke til legene for at give hånd. Det, jeg husker bedst, var det venskab, jeg fik med Luz Long. Han var min værste konkurrent. Alligevel var det ham, der hjalp mig til at forbedre mit løb i de indledende runder og gjorde, at jeg kunne vinde,« sagde Owens.

Knyttede næver

Politik hører ikke hjemme i olympisk sammenhæng. Det mente Den Internationale Olympiske Komité  (IOC) i hvert fald i 1968, efter at de amerikanske sprintere Tommie Smith og John Carlos havde rakt deres knyttede næver iklædt sorte handsker i vejret efter deres sejre i 200 meter-løb.

Gestussen på stadion i Mexico City var en hilsen til De Sorte Pantere i USA. Tommie Smith nægtede at få overrakt sin medalje af IOC-bossen, Avery Brundage, som var kendt for sin sympati for apartheid og det hvide, sydafrikanske styre. I stedet fik Smith og Carlos priser af præsidenten for det internationale atletikforbund.

Men næverne røg i vejret, og hele verden lærte at sige ’black power’.

De sorte handsker var ikke det mest spektakulære i 1968-legene, selv om de stjal hele mediebilledet. 10 dage inden åbningen af OL blev flere hundrede dræbt i et voldeligt ekko af de studenterrevolter, som hjemsøgte hele kloden det år. Studenterne brugte de nært forestående lege til at skabe opmærksomhed om deres sag, og natten igennem den 2. oktober råbte de unge:

»Vi vil ikke ha’ Olympiske Lege! Vi vil ha’ revolution!«

Nedslagtningen ved daggry er i dag kendt som Tlatelolco-massakren.

Palæstina-konflikten

I München i 1972 var det konflikten mellem Israel og Palæstina, der endte med at danne centrum om OL. De vesttyske arrangører havde gjort meget for at distancere sig fra Hitlers OL. Nu skulle der være organiske sportsbyer inspireret af økofilosofier og kulturel åbenhed–i øvrigt som et forvarsel om det forenede Tysklands fremvisning af ’multi-kulti’ ved VM i fodbold 2006.

Men den palæstinensiske terrorgruppe Sorte September angreb og besatte de israelske sportsfolks boliger, tog 11 gidsler, som alle blev dræbt, hvorefter de begik selvmord. Det tyske antiterrorkorps’ indsats var imponerende, men nyttesløs. I dag husker de fleste 1972 som terrorens sommer og ikke som dengang, Mark Spitz vandt syv guldmedaljer i svømning.

Kold krig i 1980’erne

I 1980 var det den genopblussede kolde krig og våbenkapløbet og magtbalancen mellem Øst og Vest, der gav legene deres politiske bagtæppe.

USA’s præsident Jimmy Carter opfordrede kraftigt verdens lande til at boykotte OL i Moskva på grund af Sovjetunionens invasion af Afghanistan året forinden.

Det lykkedes i vidt omfang, og det år savnede man den karakteristiske spænding mellem konkurrenterne fra øst og vest. Dog sørgede englænderne Sebastian Coe og Steve Owett for koloritten i 800 og 1.500 meter-løb, fordi Storbritanniens olympiske komité havde valgt at overhøre premierminister Margaret Thatchers krav om boykot.

Fire år senere sagde Sovjetunionen tak for sidst ved sammen med en lang række allierede at boykotte legene i Los Angeles.

Hårdhændede byudrensninger

Nulpunktet var nået, og oven på en tid med systematisk doping fra især DDR, som også bredte sig til Vesten, skulle legene i 1988 i Seoul i Sydkorea endelig stå som et rent og ukorrumperet symbol på Coubertins falmede ide.

Set udefra blev Seoul en kæmpe succes. Men den nye militærmagt havde brugt legene til at rydde op i den sydkoreanske metropol. Næsten en million mennesker blev smidt ud af deres hjem, mishandlet af regeringsstøttede bander og sat i fængsel. Tv-seere verden over så en skinnende by med smilende nye indbyggere, hvorimod talløse af de gamle måtte overleve ved at grave beboelseshuler under motorvejene.

Udrensningspolitikken fortsatte i Barcelona i 1992. I dag betragter mange Barcelona som en rollemodel for OL. Men huspriserne steg med næsten 300 procent som følge af byfornyelsen, mens det sociale byggeri blev halveret. Turismen havde kronede dage, OL-ånden funklede som globalt købmandsskab, men det var de 100.000 fordrevne catalanere temmelig ligeglade med.

Krigsforberedelse

Hvordan kunne Pierre de Coubertins ord om, at det er vigtigere at deltage end at vinde, degenerere så voldsomt?

I oldtiden var det en selvfølge, at sport var krigsforberedelse. Det hed jo ’hurtigere, højere, stærkere’.

Nu gjaldt det blot om at være med. Afstanden mellem den blotte tilstedeværelse og den hierarkisering, der hviler i det oprindelige motto, afslører en politisk splittelse i sportens fundament. Her finder vi både den demokratiske skønsang om lige ret for alle og et kompromisløst krav om sejr. For enhver pris.

Kina og Rusland brugte milliarder på nationale reklamestunts i 2008 og 2014, men endte med at få den globale folkestemning imod sig. Tiden vil vise, om Vinter-OL i Pyeongchang kan blive den katalysator for forsoning mellem Nord- og Sydkorea, som Kim Jong-un ytrede ønske om i sin nytårstale, eller om det blot er endnu et af OL-historiens tomme løfter.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her