Baggrund
Læsetid: 3 min.

Vores version: Revolution – en opskrift

Det syder og bobler igen i Iran, hvor demonstranter i Teheran protesterer mod præstestyret. Men hvordan går det lige med de politiske revolutioner i dag? Hvilken opskrift kan vi udlede af de seneste års revolutionære bestræbelser i Syrien, Ukraine, Egypten ...?

Jesse Jacob/iBureauet

Moderne Tider
13. januar 2018

Det syder og bobler igen i Iran, hvor demonstranter i Teheran protesterer mod præstestyret. Men hvordan går det lige med de politiske revolutioner i dag? Hvilken opskrift kan vi udlede af de seneste års revolutionære bestræbelser i Syrien, Ukraine, Egypten ...?

1. Opskriften er din strategi – følg den!

Revolutioner starter ofte spontant, men skal de have succes, kræver det hurtigt en klart formuleret strategi. Kunsten er ikke at vinde befolkningens opbakning under demonstrationer i den indledende fase. Det er sådan set nemt nok at skabe en oppisket, emotionel stemning. Kunsten er at fastholde kampgejsten, og det kræver, at alle ved, hvad de egentlig kæmper for.

I begyndelsen af mange revolutioner opstår der et magtens tomrum. Det var eksempelvis ikke Ruhollah Khomeini, der startede protesterne, der førte til den iranske revolution i 1979, men det var ham, der formåede at gribe momentum og nøje følge denne opskrift.

2. Tilsæt ét stk. karismatisk lederskikkelse

Ingen revolution uden en karismatisk leder, hvis ansigt man senere kan sælge som merchandise. Castro, Khomeini, Robespierre og så videre. I dag oplever revolutionerne en påfaldende mangel på ikoniske og revolutionære ledere. En revolution kræver en samlende figur, der nyder folkets absolutte opbakning (prøv bare at nævne én fra Det Arabiske Forår). Uden en karismatisk leder er din revolution formentligt hurtigt overstået og kontrarevolutionen en kendsgerning.

3. Revolutioner er internationale – skaf minimum ét lands rygdækning

Vi lever i en globaliseret verden, så tro ikke, at revolutionen kun er forbeholdt din egen lille osteklokke. Revolutionen i dit land er i mange landes interesse. I østaten Bahrain havde demonstranterne måske et kortfattet momentum i 2011, men støtten udefra glippede.

Den Qatar-ejede tv-station al-Jazeera dækkede dårligt nok begivenhederne, Saudi-Arabien rykkede ind med militæret og resten af verden lukkede øjnene. I dag kræver en revolution international opbakning. Bare se på Libyen – hvor Gaddafi formentligt ikke var faldet uden NATO’s bomberegn.

Derudover lærer stater af hinanden, hvilket har styrket modrevolutionen. Da protesterne begyndte i Syrien, havde præsident Bashar al-Assad lært af kollegernes fejlslagne håndtering i Tunesien og Egypten. Han konkluderede, at de ikke havde været hårdhændede nok, hvorfor han hurtigt besluttede sig for at statuere eksempler ved at tortere demonstranter og stække kampgejsten.

4. Rør lidt gammel elite i gryden

Husk, at en stat ikke kun består af en regering. En stat består af en elite af politikere, ordensmagt, domstole, medier, erhvervsliv og intellektuelle. Hvis man har fået godt fat i den folkelige mobilisering, vil et lands elite potentielt begynde at genoverveje sine alliancer.

Det så vi i Egypten, hvor militæret langsomt vente Hosni Mubarak ryggen under demonstrationerne på Tahrir-pladsen i 2011. Så ud at mingle med fagforeningsbosserne, erhvervscheferne og landets Brinkmann-orakler. Du får brug for mere end folkelig støtte.

5. Hold dig til ét ideologisk krydderi

De mest succesfulde revolutioner havde en klart formuleret ideologi. I kølvandet på den cubanske revolution i slutningen af 1950'erne blev den marxistisk-leninistiske ideologi populær og forsøgt udbredt til resten af verden. Ligesom den iranske revolution havde en tydelig religiøs ideologi.

Af samme grund fungerer det liberale demokrati som et dårligt ideologisk krydderi: Da grundideen i sig selv tillader politisk mangfoldighed, risikerer revolutionen at blive splittet i mange fraktioner, som vi har set det i bl.a. Syrien og Ukraine de seneste år. Så husk: kun én utvetydig ideologi, som vi så med Islamisk Stat.

6. Lad revolutionen simre, til den blive autoritær

Okay, det var måske ikke din oprindelige hensigt, da du gik efter magten – men for at beholde den, må du sikre dig imod fremtidige revolutioner. Det kan du gøre ved at blive mindst lige så undertrykkende som det regime, du tog magten fra.

Revolutionære bevægelser starter altid med et nobelt mål om at give magten tilbage til ’folket’, som enhver moderne forfatning slår fast. Men ofte bliver magten kun på papiret demokratiseret, og befolkningen oplever faktisk en øget magtcentralisering.

Tænk bare på Cuba eller Iran, eller for den sags skyld præsident al-Sisis Egypten i dag, hvor civilsamfundet i dag lider mere, end de gjorde inden Det Arabiske Forår.

Artiklen er blevet til i samarbejde med lektorer i global politisk sociologi Bjørn Thomassen og Sune Haugbølle ved Roskilde Universitets institut for Samfundsvidenskab og Erhverv. Sammen har de kandidatkurset ’Revolutions and contentious politics’. Kurset undersøger politiske revolutioners tilblivelse, dynamikker og perspektiver.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her