Brevkassen: Hvorfor skal man tale pænt om de døde?

Jeg læste for nyligt en nekrolog over en kendt person.

Det var kendt, at vedkommende havde et stort alkoholproblem, og mere en en gang havde drikkeriet været offentligt omtalt. Men ingen af de nekrologer, jeg læste, nævnte det med en stavelse. Enkelte skrev, at han havde levet et hårdt liv, at tilværelsen havde sat sine spor og den slags.

Hvorfor skal f.eks. druk pakkes ind? Hvis det negative gemmes væk, kan man jo ikke vise hele personen. Og det burde døden vel være en god anledning til.

Svar I:

Der er en meget gammel tradition for, at avisernes nekrologer altid er positive. Bevares, det ville nok øge underholdningsværdien for læserne, hvis man pludselig begyndte at skrive, at afdøde i øvrigt var et dumt svin – eller en drukkenbolt, der selv var ude om, at døden indtraf, og i mange tilfælde ville det bringe nekrologen nærmere sandheden.

Bortset fra, at en sandhed altid har flere sider, og hvilken nekrologskribent er man, at man kan bortdømme et andet menneske?

Man kan godt antyde, at afdøde havde en kantet sjæl eller havde brugt sit liv op, en slags kodesprog, men det skal som alt andet gøres med elegance. Nekrologer skrives om mennesker, der var kendt i offentligheden, og der er altid en grund til, at personen var kendt.

Døden er så en anledning til uden smålighed at mindes den bedste version af afdøde. En smuk tradition, synes jeg. I respekt for både de pårørende og døden som sådan. Ingen grund til at pege på fejlene. Det er alligevel for sent at rette dem.

— Kristen Bjørnkjær

Svar II:

Sandheden vil vi vel alle gerne have adgang til, for den gør os klogere og indsigtsfulde, men jeg tror faktisk også, at vi alle sammen godt kunne bruge den kollektive øvelse at acceptere, at vi ikke har ret til al viden om alle andre hele tiden. Vi ejer ikke retten over andres mørke, bare fordi vi synes, det ville være sundt at kaste lys over det.

Jeg vil meget hellere lære om alkoholproblemer fra dem, der har dem. Hvis de vil dele det, så kan vi snakke om det. Og snakke om det, når de er døde.

Hvis de døde uden at snakke åbent om det, og hvis der er grund til at granske de problemer, som mørket har forårsaget hos andre – eksempelvis som Lotus Turèlls dokumentar om sin kendte og fulde far – så kommer den refleksion, når det føles rigtigt for dem, der er reelt involveret. Det sker sjældent i en nekrolog, mens liget stadig er lunt.

— Katrine Hornstrup Yde