Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Kan man leve et liv uden at have venner?

MR, 30 år
10. februar 2018

Jeg har ingen venner. Det lyder dramatisk, men det kan ikke formuleres anderledes. Jeg har altid været lidt sær og dårlig til mennesker, men havde som barn og i gymnasieårene af og til venner. Med tiden er den omgangskreds imidlertid faldet fra hinanden, og jeg ser ikke andre end min kæreste uden for arbejdstiden.

Jeg er universitetsuddannet og har gennem årene haft job, hvor jeg fik venskabelige forhold til kolleger og medstuderende inden for de rammer, det nu giver. Jeg har også arbejdet frivilligt og lært sympatiske mennesker at kende der. Men jeg plejer ikke omgang med dem i min fritid.

Det plager mig ikke, men til tider slår det mig, at det nu er for sent at få venner. Og i et eller andet omfang er jeg bekymret. Men tanken om at skulle drikke en kop kaffe eller – gys! – spise middag med en kollega gør mig ekstremt træt. Nu skal jeg snart have et barn, og jeg tænker over, hvordan mit eksempel vil virke på min datter. Mit spørgsmål er: Kan man leve et helt liv uden at have venner?

Svar I:

Hannah Arendt skriver et sted, at hun finder det enormt modigt at få et barn, for det svarer til at tage imod en vildt fremmed.

Nu var Hannah Arendt ikke selv mor, og forældreskabet ikke det, hun beskæftigede sig mest med. Det, hun måske ikke vidste, er, at denne modtagelse af en fremmed ofte opvejes af noget, man kunne kalde udvidet narcissisme: Man elsker barnet, fordi man spejler sig i det. Det sker selvfølgelig ubevidst. Man tror, det er en anden, men det er en selv, man (ofte omsider) elsker. Det protesterer børn i øvrigt voldsomt imod både i trods- og teenagealderen.

Du har noget, der skurrer i mødet med noget andet end dig selv. I mødet med det, du – gys – på forhånd er træt af. Et rum, hvor man giver og får, men også misforstås, fejler, mister. Det er det, som er farligt for dit barn. For et barn skal blive ens ven. Ellers bliver det aldrig sig selv.

— Tine Byrckel

Svar II:

Du behøver ikke at lave om på dig selv. Hvis du har prøvet at have venner uden at finde glæde ved det, så skal du ikke tvinge det igennem. Det kommer der alligevel ikke gode venskaber ud af. Og selvfølgelig kan du blive en god far alligevel. Der bliver født børn med fædre, som er ualmindelige på en langt mere problematisk måde.

Når det er sagt, må jeg også lige tilføje, at jeg ikke helt fatter, at man kan have det sådan. Jeg har i forvejen svært ved at forstå folk, som ikke drikker kaffe, spiser ost, hører Prince eller drikker alkohol (med mindre de ikke kan tåle det). Det her er lige niveauet over. Du går glip af noget fantastisk. Men det er du naturligvis velkommen til. Det er dit liv, Mister. Husk at nyde det!

— Kristian Villesen

Serie

Brevkassen

Et spørgsmål – to svar.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Randi Christiansen
Randi Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Hmm - Kristian Villesen ved noget, der ikke står i teksten. Han udnævner brevskriveren til at være mand.

Men bortset fra det: MR har da en kæreste - og det rækker åbenbart.

Michael Frommelt

Jeg har ikke særlig mange venner - én måske, eller tre hvis man regner min bror og kone med. Det gør mig ikke spor, tværtimod er det dejligt og selvvalgt. Jeg ser bestemt intet odiøst i, ikke at have mange venner. Det kommer vel også an på, hvad man definerer som en ‘ven’.

Randi Christiansen, Birgitte Gøtzsche, Bjarne Bisgaard Jensen, Henning Kjær, Niels Duus Nielsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Torben Knudsen

Venskaber er mindst 20% af et liv. Meld dig ind og se det positive i mennesket. Der ligger mange oplevelser og venter. Husk at lytte. Det er desværre blevet en mangelvare.
Psykologisk går det ikke at have et barn uden stimulans udefra.

Jeg har ingen venner ud over familie ie. søn, kæreste, søstre og deres partnere..., men ingen venner jeg mødes med privat, og jeg har aldrig følt det som et problem.
Har nu boet i 8 forskellige byer i næste alle egne af landet, så det har heller ikke været oplagt at opretholde venskaber undervejs.

Ida Faurholt Galle og Birgitte Gøtzsche anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Begge meget fine svar. Spørgeren må vide, at han giver sig selv videre til sit barn. Inden i barnet mødes alle input, og faderens og moderens er alt andet lige er ret afgørende.

Ida Faurholt Galle

Den bedste gave, du kan give dit barn, er at stå ved og være tro mod, hvem du er. Det vil forhåbentlig tjene som eksempel for dit barn. Hvis du ikke har behov for yderligere kontakt med andre mennesker, og det ikke føles som et problem, er det sådan, du har det

Niels Duus Nielsen

Problemet ved ikke at have mange venner er vel, at det gør så meget mere ondt, når de dør. Dette er en formodning, og da jeg kun har ganske få venner, kan jeg ifølge sagens natur ikke vide noget om, hvordan det føles for de mennesker, som har mange venner, at miste en ven.

Jeg vil vove den påstand, at de fleste mennesker ikke har ret mange venner, men ligesom mig kun har nogle få, og at resten af "vennerne" blot er kammerater og nære bekendte. Og det, der kaldes "venner" på Fakebook er et overgreb på ideen om en ven, intet andet.

Hellere tre virkelig gode venner end hundrede overfladiske bekendte, det synes mig at være en fin maxime at videregive til sine børn.

Jan Weber Fritsbøger

hvad vil det egentlig sige "at være venner" ? hvis ens venner er dem, man gør ting sammen med, får besøg af og besøger, så har jeg ingen tilbage end ikke familie, på den anden side er der en del, som jeg kan lide og som kan lide mig, tilfældige mennesker som jeg møder jævnligt rundt omkring hvor jeg færdes, som altid hilser pænt og altid gider en snak om løst og fast,
jeg har sådan set den ide at alle venlige mennesker er hinandens venner som udgangspunkt, men så er der jo alle de andre som helst er fri for kontakt, og bestemt ikke har lyst til at snakke, og der er endda nogle som slet ikke er venlige, og betragter alle mulige som deres fjender, især dem som tilhører andre etniske, religiøse, kulturelle, eller bare sociale grupper, disse mennesker kan jeg ikke rigtig kalde venner, selvom jeg som udgangspunkt er venlig imod alle, som ikke personligt har givet mig grund til andet, men jeg vil heller ikke gøre dem til fjender, for fjendskab er noget skab som ikke gavner nogen, især ikke de kronisk fjendtlige som ikke kan elske men til gengæld har let ved at hade.

Randi Christiansen

Fra ordnet.dk :

"ven substantiv, fælleskøn
BØJNING -nen, -ner, -nerne
UDTALE [ˈvεn]
OPRINDELSE norrønt vinr, oldengelsk wine af en rod med betydningen 'stræbe; ønske, elske; vinde"