FCK-teenager solgt for 20 millioner: ’Jeg har ikke opnået en skid’

Mads Bidstrup var lige så overrasket som alle andre, da Tipsbladet kort før jul bragte en artikel under overskriften: ’Leipzig-direktør: Vi vil have FCK-talent’.

»Mads er en spiller, som vi stoler på kan begå sig på førsteholdet inden for en overskuelig fremtid,« stod Leipzigs sportsdirektør citeret for. Men intet lå fast, understregede han.

Hjemme i Køge lå Mads Bidstrup i sin seng og spillede PlayStation. Han havde endelig et par ugers ferie efter et usædvanligt hårdt efterår. Fri fra 1. g på Niels Brock handelsgymnasium. Fri fra FCK’s U19-hold.

Måske skyldtes det, at han for et par måneder forinden havde afbrudt samarbejdet med sin seneste agent. I hvert fald anede Mads Bidstrup intet om interessen fra den tyske storklub, før hans venner begyndte at tagge ham under Tipsbladets opslag på Facebook.

»Det er jeg da glad for. Det er klart. Det er altid et klap på skulderen, når man bliver bemærket. Hvem drømmer ikke om at spille i udlandet? Men lige nu og her fokuserer jeg altså først og fremmest på at gøre det godt i FCK,« sagde Mads Bidstrup i telefonen til Information senere samme eftermiddag med afdæmpet og professionel distanceret begejstring. Som en rigtig fodboldspiller.

I dag, en måned senere, kan man faktisk med en vis ret kalde Mads Bidstrup for rigtig fodboldspiller. I sidste uge blev han nemlig solgt til RB Leipzig. FCK modtager i første omgang 15 millioner kroner, men overgangssummen kan stige til 20 millioner, hvor Mads Bidstrup altså »præsterer,« som man siger i den verden. 20 millioner kroner. Mads Bidstrup nu er verdens tredjedyreste fodboldspiller i sin årgang. 

På et år har FCK nu solgt tre teenagedrenge på 16, 16 og 17 år for et samlet beløb på 50 millioner kroner. Tre drenge, der aldrig har spillet et minut for FCK’s superligahold.

»Der er tale om et ekstraordinært stort beløb,« har FCKs træner Ståle Solbakken sagt til Ekstra Bladet.

»Det er en stor cadeau til det arbejde, der bliver lavet i talentafdelingen, som det seneste halve år har sendt spillere videre, der prismæssigt er i den absolutte top i verden i deres årgange.«

Det er historien om en fodboldspillerfabrik. En imponerende maskine, der udpeger og optager de 50 mest lovende drenge i 8-10-års alderen, fører dem igennem et minutiøst tilrettelagt system af morgentræninger, psykologiske koncepter og ubarmhjertig konkurrence, inden den årligt spytter en enkelt eller to lukrative salgsobjekter eller nye superligaspillere ud i den anden ende.

Og så er det historien om lille dreng fra Køge, der i en alder af 12 år havde skiftet klub to gange i jagten på det »optimale udviklingsmiljø.« Historien om en teenager, der fortæller sig selv, at det er okay, han aldrig har smagt en øl, når han til gengæld har prøvet at være anfører i en landskamp mod Brasilien.

Krise

En våd mandag eftermiddag i november, to måneder tidligere, er der ikke meget at glæde sig over ved Frederiksberghallerne på Peter Bangs Vej. Hverken for Mads Bidstrup eller FCK’s U19-hold.

Mads Bidstrup har ikke spillet i to måneder på grund af et springerknæ.

»Spild af dyrebar udviklingstid,« som han selv formulerer det. Og holdet har tabt fire kampe i træk i U19-ligaen og ligger nummer seks.

I weekenden tabte de tilmed alle tre kampe i en træningsturnering i Göteborg. Blandt dem et nederlag på 3-0 til Esbjerg.

»Jeg tror faktisk aldrig før, jeg har været på et hold, som tabte fire gange i streg,« siger Mads Bidstrup på vej ind i omklædningsrummet.

»Vi dyrker jo vinderkulturen herinde. Men nu har jeg jo ikke selv kunne spille de kampe, vi har tabt.«

Han taler, som om han stod anklaget for en forbrydelse. Som 16-årig burde han egentlig spille på U17-holdet, men han blev rykket op i sommer, et år før tid.

Ligesom holdkammeraterne sætter han sig på sin faste plads i omklædningsrummet, der er plastret til med plakatfotos af deres mest succesfulde forgængere. Fodboldspillerfabrikkens fineste produkter. Andreas Cornelius, Thomas Delaney og de andre, der klarede den. Dem, der gled fra dette omklædningsrum til Superligaholdet og videre til en plads på landsholdet og den store millionkontrakt i udlandet.

Derudover adskiller omklædningsrummene sig ikke videre fra dem, motionisterne drikker Hof af flasken i, når de er færdige med at spille badminton i den anden ende af idrætsanlægget. Foreningsdanmark spøger stadig i Frederiksberghallerne.

Men der er larmende tavst nu. Drengene sidder foroverbøjet med blikket fokuseret mellem deres sorte Adidas-badetøfler. Fem af dem har imiteret Thomas Delaneys halvlange, krøllede frisure. I hjørnet står en tæt, skaldet mand med korslagte arm. Det er Brian Riemer. Cheftræneren.

»Hvis I tror, at det, I oplever nu, er pres, skulle I prøve at opholde jer derovre i fem minutter,« indleder han og peger ud af vinduet mod Superligaholdets gemakker. De er, ligesom U19-drengene, et hold i krise. Dagen inden tabte de 3-1 til FC Nordsjælland hjemme i Parken.

»Derovre ved hver eneste træner og spiller, at nogen ånder dem i nakken. At deres stilling er til overvejelse. Det er særlig offensiven, der ikke har fungeret godt nok,« fortsætter Brian Riemer.

»Niveauet skal simpelthen hæves,« siger han.

Tre af de spillere, der bør hæve niveauet, bliver sendt ud og træne i mørket.

Resten af drengene skal have en »lille restitutions-styrke-wellness-dag,« siger Brian Riemer, inden han beder Informations udsendte forlade lokalet, så den rigtige skideballe kan begynde.

Krisen er en gave

Holdet er offer for sin egen succes. De bedste spillere var for gode og forsvandt. For et år siden blev den dengang 16-årige midtbanespiller Nikolas Nartey solgt til FC Köln for fire millioner kroner. I sommer slap FCK den efter sigende ekstremt talentfulde 17-årige angriber Victor Jensen for 26 millioner til Ajax Amsterdam. Et beløb, der kan stige betragteligt de kommende år. I handlen med helt unge spillere er det ofte sådan, at overgangssummen stiger, hvis spilleren opnår et vist antal kampe for seniorholdet. Og så er to spillere blevet rykket op på superligaholdet.

Men serien af nederlag er faktisk en kæmpe gevinst. »En gave,« fortæller talentchef Sune Smith-Nielsen. Han er manden med det øverste ansvar for fodboldfabrikken. Det handler nemlig ikke om at vinde ungdomsmesterskaber. Det handler om at udvikle de »bedste slutprodukter.«

»Hvis vi om fem år har vundet U19-ligaen og skabt nul spillere til superligaholdet, har vi spillet totalt fallit. Så har vi misforstået vores job,« siger han.

Modgang er en velsignelse. Særligt for denne årgang af spillere, forklarer Sune Smith-Nielsen. De har været overlegne gennem alle alderstrin. For to sæsoner siden vandt de U17-ligaen uden at tabe en eneste kamp.

»Modgang skaber mental toughness,« siger Sune Smith-Nielsen.

»Det går vi går meget op i. Målet er at producere robuste mennesker, der er i stand til at håndtere nederlag. Mennesker, der ikke ryster på hånden, fordi de er udsat for pres. Så det har været et fuldstændig fantastisk efterår for os.«

Nederst i hierarkiet

For Mads Bidstrup har hver dag været »restitutions-styrke-wellness-dag« de seneste to måneder.

Han ruller en blå måtte ud på gulvet i det lille styrkecenter, lægger sig fladt ned på ryggen og løfter benet op på en lilla skumgummipølse. Stille og roligt ruller han pølsen frem og tilbage med sit højre ben.

Dette efterår har Mads Bidstrup både været skadet og skulle finde sig til rette på et nyt hold med en ny gruppe drenge.

Han føler sig ikke udenfor, forklarer han. Men han føler sig lidt udsat.

»På U17-holdet var jeg en af de bedste. De gutter, jeg har været sammen med hver dag de sidste fire år. Nu skal jeg lige vænne mig til at være en af de laveste i hierarkiet. Man råber og skriger jo ikke, når man er den yngste,« siger han.

Men U19-holdet er bedst for hans udvikling, tilføjer Mads Bidstrup hurtigt. Det har trænerne vurderet.

Mads Bidstrup er fra Køge-egnen. Hans far er direktør i skønhedsbranchen, mens hans mor primært går hjemme. Som 10-årig var han træt af at spille i lokalklubben Herfølge.

»Jeg kunne simpelthen ikke forstå, at de andre drenge ikke selv kunne se det. Jeg forstod ikke, hvordan de ikke kunne være bedre,« siger han.

»Så jeg var på udkig efter det optimale udviklingsmiljø.«

Han skiftede til Brøndby, hvor han for første gang opdagede, at eliteidræt kan være barskt.

»De mobbede mig ikke, men der var ikke så mange, der talte til mig,« fortæller han.

På den type fodboldhold er spillernes placering i den sociale hakkeorden uløseligt forbundet med deres kvaliteter på banen. Det ved enhver, der har spillet på et vist niveau som ung.

Så hvis han blot blev en af de bedste, tænkte Mads Bidstrup, ville de andre gerne være venner med ham.

»Jeg begyndte jeg at træne en gang mere om ugen end de andre,« siger han.

Men det blev aldrig rigtig godt i Brøndby. Tusinde gange legede han med tanken om at vende hjem til sine venner i Herfølge og være den ubetinget bedste.

»Men jeg tænkte oftere på, at jeg gerne ville være prof.«

Det er efterhånden lidt tid siden, Mads Bidstrup stoppede med at træne i styrkecenteret. I dag blev det ikke til meget mere end det med at rulle benet over pølsen.

Da han blev 12, skiftede han til FCK. De havde prikket ham på skulderen efter en kamp ude i Hvidovre, og hans forældre kunne godt lide tanken om, at FCK’s ungdomsspillere blev indskrevet på privatskolen Johannesskolen på Frederiksberg.

»Og her var tingene bare fucking meget bedre. Jeg fik venner med det samme. Vores hold var heller ikke nær så godt som Brøndbys dengang,« siger Mads Bidstrup.

School of Excellence

Det var tilbage i de unge år for FCK’s fodboldfabrik. Den blev for alvor grundlagt i 2009, da talentafdelingen skiftede navn til School of Excellence.

»Det var først der, vi begyndte at drive det som et professionelt foretagende,« fortæller Sune Smith-Nielsen.

Drenge bliver potentielle professionelle fodboldspillere, når de fylder otte. Der handler det først og fremmest om at identificere talenterne. FCK har nu et kartotek, så de kender alle gode spillere i ottetiårs alderen i Storkøbenhavn og på Sjælland.

»Det er et gigantisk arbejde,« konstaterer Sune Smith-Nielsen.

Når drengene fylder 12, ændrer deres tilværelse sig. Så bliver det alvor. De træder ind i en verden af koncepter. Antallet af træningsdage stiger ikke nødvendigvis. De små træner også stort set hver dag. Men de sluses ind i et målrettet, individuelt tilrettelagt forløb, hvor klubben har tråd i stort set alle aspekter af deres liv.

FCK har en aftale med Johannesskolen om, at drengene kan møde senere to gange om ugen, når der er træning fra 8-10. Efter skole kan de gå over til idrætsanlægget. Ikke fordi de skal ud på græsset og spille hver dag. Det giver skader. Men de skal måske styrketræne, tale med en coach eller se et videosammendrag af deres egen præstation i den seneste kamp, som det er tilfældet hver mandag. Bor man som Mads Bidstrup i Køge, er det ikke usædvanligt, at klokken bliver over 21, før han er hjemme.

Og så bliver der ført statistik over alting. Alle spillere, trænere og ledere har appen Wyscout på deres telefoner. Wyscout samler data om samtlige spillere i de bedste ungdomsrækker. Her kan man læse, hvor mange lange afleveringer en spiller laver per kamp, om han oftest afslutter i venstre side af målet, eller hvor stor en procentdel af sine hovedstødsdueller, han vinder.

Man kan for eksempel læse, at 90,8 procent af Mads Bidstrups korte afleveringer har fundet vej til en medspiller det seneste halvandet år. Og han foretager 1,7 dribling per kamp, hvoraf 74,5 procent lykkes. Man kan også se små videoklip at alle de sekvenser fra kampene, Mads Bidstrup er involveret. Noget, han selv bruger meget tid på. Mads Bidstrup er på Wyscout mange gange hver dag. Også i skoletiden, hvor han engang imellem ser videoer af sig selv, eller den modspiller, han skal stå over for den kommende weekend.

Psykologer har udviklet koncepter for klubbens coaching, og der er ansat en mentaltræner til hver årgang. Fysiologer udarbejder programmer for, hvordan man optimerer den fysiske udvikling for drenge i forskellige aldersgrupper.

Et spillemæssigt koncept løber som en rød tråd gennem hele institutionen. Når en 19-årig får debut på Superligaholdet, træder han gnidningsfrit ind i et 4-4-2-system med zoneopdækning, fordi han har spillet i det system, siden han var 10 år gammel.

Sådan bygger man, i grove træk, en fodboldspillerfabrik. Hele herligheden koster 15 millioner kroner om året – fem-seks gange mere end FCK brugte i 2009. Ikke meget, når fabrikkens årlige salg kan løbe op i 50 millioner

Tidligere i år ændrede man navnet fra School of Excellence til det noget mindre imposante FCK’s Talentafdeling. Det skyldes dog ikke, at klubben vil rette ind efter en Svend Brinkmann’sk udvikling i tidsånden.

»I 2009 havde vi behov for at markere, at vi startede noget nyt. Noget mere seriøst. Det behov er det ikke længere,« siger han.

98 procent

Mads Bidstrup pruster, mens han løber op ad ned ad sidelinjen. Det er blevet december, og springerknæet har fået det bedre. Han giver alt, hvad han har. Helt præcist giver han sig 98 procent.

Med en puls på 203 er han åbenbart ikke mange hjerteslag i minuttet fra sin maxpuls. Det står på den fysiske træners iPad. Han kan løbende følge med i en række fysiologiske datapunkter – hvoraf Informations udsendte er ude af stand til at finde mening i størstedelen – for hver enkelt spiller under træningen.

Både dette system og Wyscout-appen fungerer ved, at spillerne løber rundt med en lille chip i undertrøjen, som måler deres fysiske udfoldelse. Således kan man se, om spillernes fysiologiske udvikling forløber efter planen. Eller om spillerne arbejder hårdt nok til træning.

Termometeret står på 1 grad, det regner, mørket har for længst lagt sig over træningsanlægget, og det var Mads Bidstrup, der måtte bære vanddunkene ud på banen. Men det er en vidunderlig dag. For første gang i to måneder træner Mads Bidstrup med de andre drenge.

Drengene stiller sig op i en rundkreds og begynder et simpelt opvarmningsspil. Målet er at holde bolden kørende, mens to af spillerne er midt i cirklen og skal erobre den. Den, der taber bolden, ryger i midten.

Mads Bidstrup begynder i midten. Der er dårligt spillet et minut, før han erobrer bolden med en veltimet, glidende tackling.

»Godt lavet, Bidstrup,« brøler cheftræner Brian Riemer.

20 minutter og en kort skudøvelse senere bliver Mads Bidstrup pillet ud. Livrem og seler. Han skal nødig blive skadet igen.

»Nu skal du lige tæskes hurtigt igennem,« siger den fysiske træner. Fem minutter senere yder han 98 procent. Og efter endnu fem minutter er Mads Bidstrup på vej ind i varmen, mens de andre drenge træner opspil fra målspark.

Ubarmhjertig konkurrence

Kritikere mener ikke, at eliteidræt er for børn. At det er moralsk forkasteligt at placere drenge i en konstant konkurrencesituation, fra de er ganske små. At man stjæler deres ungdom. For hvad med størstedelen af drengene. Dem, der aldrig bliver fodboldspillere? Ved at vifte drømmen om et liv som hovedrig fodboldstjerne foran dem lokker klubberne unge til at frasige sig et almindeligt socialt liv og nedprioritere skolen, men smider dem ud, lige så snart de ikke præsterer, lyder kritikken.

Sune Smith-Nielsen er uenig. Han påpeger, at det er et krav fra FCK’s side, at alle drenge under 18 år skal være i gang med en uddannelse, mens de spiller for klubben.

»Det handler om det hele menneske. Vi tager det med, at det er en fodbolduddannelse alvorligt,« tilføjer han.

Talentchefen medgiver gerne, at konkurrencen er hård. Der er kun plads til 20 spillere i truppen på hver årgang, så de må løbende sortere spillere fra.

»Både for vores og for deres egen skyld,« siger han.

»Nogle ryger fra, fordi de ikke har den der robusthed. De kan ikke klare presset og konkurrencen. Der er også dem, der mister lysten. Dem, der ikke har lyst til at stå op klokken seks for at træne inden skole. Dem, der ikke synes, det er sjovt at tage bussen hele vejen til Aalborg for at spille om søndagen. Når de begynder at have det sådan, er det ved at være slut,« siger han.

Drengene vælger det almindelige ungdomsliv fra. Til gengæld får de en masse andre ting, mener Sune Smith-Nielsen. Også selv om de ikke bliver fodboldspillere.

»Store oplevelser, kammeratskab og en række konkrete redskaber til at begå sig i livet,« siger han.

De har for eksempel ikke nogen drenge, der er for ’ustyrlige’ til, at FCK kan håndtere dem. Det er noget, skolelærere taler om, mener Sune Smith-Nielsen.

»Når de har været her et par år, klarer de sig faktisk bedre i skolen,« siger Sune Smith-Nielsen.

Stjernen over dem alle

Mads Bidstrups puls lader til at være faldet igen. Han sidder på en maskine i styrkecenteret, der gør ryggen stærkere og fortæller om, hvordan han i skolen, til fest og i familien aldrig har andre roller end den som ’fodboldspilleren.’

»Det er ligesom, det jeg er,« siger han.

Tre lyshårede drenge kommer ind i træningscenteret.

»Uuuh, kan stjernen over dem alle ikke være i fred for journalister,« spørger en af dem og griner.

Mads Bidstrup griner lidt henkastet. En af drengene sniger sig hen bag Mads Bidstrup, tager armene om ham og kilder lidt. Mads bryder endelig den alvorlige interviewgrimasse, og de to drenge begynder en let brydekamp. Et par minutter efter aftaler de at ses om søndagen. Det er de gamle venner fra U17-holdet.

Han er måske ikke ’stjernen over dem alle’, siger han, da de andre er gået. I al den tid, han har været i FCK, har han været en af de bedste, medgiver han.

»Jeg er stærk mentalt, træffer gode valg. Og så er jeg en ledertype, der har overskud til mere end mig selv på banen,« forklarer Mads Bidstrup.

Han er anfører på U17-landsholdet, lige som han var anfører på U16-holdet.

Modsat mange af hans venner er Mads Bidstrup aldrig blevet valgt fra. Han har aldrig måtte frygte for sin plads.

»Jeg har set gode venner komme ud fra chefens kontor med tårer trillende ned af kinderne,« siger han.

»Det værste er, at det ikke bare er fodbold. Det er hele ens liv. Så mange af dem har jeg stort set ikke set, siden de blev smidt ud.«

Det er Mads Bidstrups værste frygt. At en læge en dag kigger ham i øjnene og fortæller ham, at han ikke kan spille fodbold mere.

»Jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg så skulle være,« siger han. Skolen har fyldt mindre og mindre de seneste år, fortæller han. Det er hans forældre endelig ved at forstå.

Egentlig er Mads Bidstrup heller ikke særlig tiltrukket af at være noget andet. Det er selvfølgelig ærgerligt, at han ikke kan tage med sine venner i byen. Og det var en skam, at han og hans kæreste måtte gå fra hinanden i sommer. Hun havde svært ved at forstå, at han ikke havde mere tid.

»Men jeg tror også, de er misundelige på mig,« siger han. Fodboldspillere er i høj kurs. Det ved Mads Bidstrup godt.

»Når man lægger et billede på Instagram af, at man spiller landskamp mod Brasilien, så er man kongen,« griner han.

Men hans liv er også mere alvorligt end deres, tilføjer han. Han ved, at anerkendelse er noget, man vinder ved at præstere.

»Det tror jeg ikke, de gør,« siger han.

»Problemet er, at jeg ikke har opnået en skid endnu. Tænk hvis det ikke bliver til noget? Men det kan jeg ikke tænke på nu. Jeg er for tæt på. For dybt inde. Nu bliver jeg jo nødt til at tro på det.«

Dartskiven

Hvordan i alverden kan det overhovedet give mening at betale 20 millioner kroner for en 16-årig dreng, der ifølge TV3 Sports oplysninger foreløbigt er tiltænkt en rolle på U17-holdet?

Svaret er, at priserne på fodboldspillere eksploderet, forklarer fodboldekspert og analytiker i Lyngby Boldklub Jonathan Haag Hartmann.

En 25-årig spiller – den færdige vare – er simpelthen blevet ekstremt meget dyrere. Og så har UEFA indført såkaldte home grown-regler, der betyder, at en vis andel af spillerne i de professionelle klubber skal være fra klubbens egen talentskole. Det gør det mere attraktivt at hente spillerne, når de er helt unge.

»Omvendt er det som et spil dart. Køber Leipzig en 25-årig tysker, står de én meter fra skiven. Det er nemt at ramme skiven og få en spiller, der kan styrke Bundesligaholdet. Køber de en 19-årig, står de betragtelig længere væk. Og henter man en 16-årig, svarer det til at stå i den anden ende af baren. Til gengæld er pilene markant billigere,« forklarer Jonathan Haag Hartmann. Han har set Mads Bidstrup spille flere gange og beskriver ham som et lysende talent.

»Men det er ikke ensbetydende med, at han nødvendigvis bliver en stor stjerne i Bundesligaen,« tilføjer han.

Nummer 6

Det kan være svært at sove, når man lige er blevet professionel fodboldspiller. For Mads Bidstrup har det altid været en abstrakt fantasi. En vild drøm, han har delt med millioner af boldglade drenge. Et mål hele hans tilværelse har roteret omkring, siden han var syv.

Nu er det pludselig et konkret stykke papir, han har skrevet under på. En hvid og rød Leipzig-trøje med ’Bidstrup’ trykt over 6-tallet på ryggen. En pakket, sort Mercedes, der kører 600 kilometer sydpå om en halv time.

Nu er det virkeligt. Det er seks dage siden, at nyheden om FCK’s seneste millionsalg gik sin gang rundt i den danske sportspresse. Syv dage siden, at han med nød og næppe formåede at holde tårerne tilbage, da han sagde farvel og tak for alt til de gamle drenge fra U17-holdet i omklædningsrummet. Og ni dage siden at cheftræner Brian Riemer prikkede Mads Bidstrup på skulderen efter træning, trak ham ind på et kontor og fortalte ham, at det var nu. Det hele var på plads.

»Så sagde han, at de alle sammen var meget stolte af mig, og spurgte mig, en sidste gang, om jeg nu var helt sikker på, at jeg ville,« fortæller Mads Bidstrup.  

Største nogensinde

Når Mads Bidstrup har passet sin træning minutiøst, sagt nej til fest og bajere og måttet sande, at det var svært både at være en god kæreste og en god fodboldspiller, er det ikke, fordi det har været sjovt her og nu, forklarer han.

»Der har været et større mål med det hele,« som han siger.

Nu er han ved at lægge det sidste tøj i kufferten. Ude i det hvide højglans-køkken kæmper hans mor en brav kamp for ikke at virke for rørstrømsk.

»Det skal nok gå,« siger hun, halvt rettet mod Informations udsendte, halvt til sig selv.

»Mads har altid været meget moden.«

Om lidt sætter de sig alle sammen, far, mor, lillebror og Mads ud i bilen og forlader det nyopførte villakvarter i Køge. Mads Bidstrup skal til lægetjek i morgen formiddag, inden han skal flytte ind på sit nye værelse. Han skal bo i et kompleks med 30 andre drenge fra Leipzigs akademi, hvor der er fællesspisning og -sengetider. Han skal stadig gå i skole, men kun tre timer om dagen.

»Jeg er mega spændt. Overlykkelig. Det er det største, der nogensinde er sket for mig,« siger Mads Bidstrup.

For Mads Bidstrup kan ikke forestille sig, hvordan livet ville se ud, hvis det ikke handlede om fodbold. Han har aldrig prøvet andet, og han har aldrig haft lyst til andet. Hvis han ikke har spillet i to dage, bliver han rastløst, og det begynder at krible i kroppen på ham.

I foråret var han med til at slå Brasilien efter et mål i sidste minut sammen med U16-landsholdet. Efter kampen lå drengene nærmest med tårer i øjnene i omklædningsrummet. De sang og hoppede og dansede. Det var et af de lykkeligste øjeblikke i Mads Bidstrups liv.

»Jeg elsker at spille fodbold. Følelsen af at være sammen om noget. Følelsen af at gøre noget man virkelig er god til,« forklarer Mads Bidstrup. Men han synes ikke rigtig, ordene slår til. 

Chancerne for, at Mads Bidstrup kan gøre den følelse til en levevej, er lige blevet betragtelig større, medgiver han. Men der er stadig »ikke en skid,« der er sikkert.

»Jeg er først i mål, når jeg er fast mand på et hold i Bundesligaen. På en måde kommer jeg aldrig i mål. Ens udvikling må aldrig stå stille. Så kommer der bare en og overhaler dig.«