I Danmark lever omkring 20.000 personer med en kombination af psykiske lidelser, misbrug, kroniske sygdomme, hjemløshed og fængselsophold.
De har det til fælles, at deres problemer er meget komplekse, og at de er i kontakt med mange dele af velfærdsstatens institutioner. Det store spørgsmål er bare, hvordan velfærdsstatens mange tilbud virker i praksis?
Det har jeg sat mig for at undersøge og med afsæt i interviews med godt 25 udsatte klienter og 75 ansatte og eksperter er jeg dykket ned i, hvordan de involverede – særligt de ansatte og deres ledere – selv oplever deres arbejde og de institutioner, som de bevæger sig inden for.
Hele undersøgelsen udkom i mandags som en bog med titlen Fagprofessionelles møde med udsatte klienter –dilemaer i den organisatoriske praksis, og den handler i høj grad om alle de dilemmaer, der opstår i møderne mellem to verdener. Igennem eksempler fra de mange interview vil jeg her opsummere de vigtigste.
Et ophold skal ikke være for rart
Et velkendt problem på opholds- og midlertidige behandlingsinstitutioner er, at institutionerne ikke må være så hjemlige og rare, at klienterne ønsker at blive boende til evig tid. Omvendt er der ikke mange ansatte, der bryder sig om – eller synes, at det er moralsk forsvarligt – at arbejde på en institution, som ingen klienter bryder sig om at opholde sig på.
Dilemmaet her hænger sammen med et andet uafklaret forhold for ansatte: Kan de hjemløse, psykisk syge, misbrugere etc. bo i egen bolig og klare sig selv? Eller er hovedparten så tynget af problemer, at et liv på egen hånd synes helt urealistisk?
I interviewene med de ansatte dukker begge opfattelserne typisk op. Det skyldes, at arbejdet og de mange daglige aktiviteter ofte er indrettet til personer, der antages at have viljen til at ændre på deres liv, tage ansvar og indgå i en forandringsproces, mens de ansatte i praksis møder klienter, hvis liv og handlinger passer meget dårligt til dette billede.
Man kan selvfølgelig ikke fortænke de ansatte i at have et stort ønske om at skulle arbejde med personer, der viser alle disse positive menneskelige egenskaber. Mange af reglerne og aktiviteterne på institutionerne understøtter dette ønske og afspejler også det underliggende rationale for de krav og økonomiske sanktioner, som klienterne møder i kommunerne, når de f.eks. udebliver fra møder og aktiviteter i jobcenterregi.
Problemet er bare, at klienterne ofte har mange, store og svære problemer, der gør, at regler, krav og sanktioner tiltænkt en mere ressourcestærk gruppe, vanskeliggør arbejdet. De ansatte skal udføre et fagligt forsvarligt arbejde, men vel at mærke inden for en bestemt juridisk, kommunaløkonomisk – og institutionsbestemt – ramme. Et vigtigt ideal for ansatte er f.eks. at tage afsæt i den enkelte klients særlige situation og skræddersy indsatsen til klienten.
Målgruppen svarer ikke til problemerne
Dette er dog vanskeligt, hvis både formelle og uformelle regler og normer er lavet til en målgruppe, der ligger langt fra den, som bruger stederne. Sagsbehandlere i de kommunale ydelseskontorer er f.eks. ikke altid enige i de beslutninger, som deres kolleger med et større ressource-fokus i de kommunale jobcentre træffer. Som en ansat fortæller:
»Så bliver borgerne sanktioneret i jobcentret, fordi de ikke møder op, og så kommer de ned til os i ydelsesafsnittet og siger: ’Jeg har ikke noget at leve af resten af måneden,’ så er vi nødt til at sige: ’Det har du selv valgt, for du mødte ikke op i jobcentret.’ … Og så kan det godt være, at de bliver kastet frem og tilbage ti gange i løbet af en dag, men vi kan ikke gøre noget. Fordi er du sanktioneret i jobcentret, så er der ikke noget for os at gøre i ydelseskontoret.«
I interviewene er der mange historier om klienter, der træffer håbløse, kortsigtede beslutninger – som at ignorere en henvendelse fra jobcenteret eller at prioritere køb af stoffer over lægeordineret medicin. Konsekvenserne af det kan være alt fra udsmidning af bolig til indlæggelse på hospitalet.
En læge fortæller om den uhensigtsmæssige regel om, at klienter skal købe deres lægeordinerede medicin, hvis de ikke er indlagt på et hospital eller i en anden behandlingsinstitution. Drejer det sig f.eks. om beboere på et herberg, der har psykiske lidelser eller andre medicinkrævende sygdomme, må stedets læger ikke udlevere den lægeordinerede medicin:
»Jeg løber faktisk dagligt ind i den problemstilling, at vores gruppe borgere ikke har økonomi til at købe medicin for. Tidligere, for 20 år siden, der leverede vi medicin her, men i dag er de jo selvfinansierende, om man så må sige … Men når de kommer her, så har de jo stort set tomme lommer, det er jo derfor, de kommer her, ikke? … Det er et stort problem, fordi det jo trods alt indimellem kan være nærmest livstruende, hvis ikke de får medicinen. Og så sidder vi jo og siger, nå ja, så må vi have fat i kommunen, og så kan de jo være døde, inden vi får svar på en personlig bevilling til noget medicin.«
At antage, at en hjemløs med hele sit liv samlet i en Nettopose kan reagere ’fornuftigt’, er naturligvis en både tolerant og fordomsfri måde at møde klienterne på. Hvorfor skulle de ikke være ansvarsfulde og ønske en livsforandring, der kan få deres liv på rette køl? Det er nemt at forstå, at den opfattelse har vind i sejlene blandt ansatte, også selv om opfattelsen utilsigtet understøtter regler, normer og beslutninger, der mudrer arbejdet og forårsager store problemer for de klienter, der ikke passer til den ressourcestærke klientfigur.
Gengangerproblemet
Boligmangel og en presset økonomi blandt klienterne er også blandt de strukturelle problemer, som arbejdet med de udsatte støder ind i. For i de fleste større danske byer er det stort set umuligt at opdrive en lille lejlighed, som gældssatte kontanthjælpsmodtagere eller klienter på integrationsydelse kan betale.
I de store kommuner er der mange års ventetid på en lille lejlighed, der – hvis klienten skulle være heldig at få en sådan tilbudt – alligevel ofte vil vise sig at være for dyr. En lejlighed koster nemt 4.000 kroner, og får man f.eks. integrationsydelse på ca. 5.800 kr., kan det paradoksalt nok betyde, at klienten ikke kan blive skrevet op på kommunens akutte boligliste, da rådighedsbeløbet til basisomkostninger som mad og tøj er for lavt, når huslejen er betalt – også når man medregner kommunens tilskud.
I København mener man f.eks., at en klient skal have 4.000 kr. om måneden, når de faste udgifter er betalt. Derfor kan et værelse på et forsorgshjem – til en månedlig gennemsnitspris på 35.000 kr. – reelt blive klienternes eneste holdbare løsning, hvis de ikke skaffer sig et job, hvilket få gør.
Da et ophold på et forsorgshjem er midlertidigt og helst ikke skal overstige tre til seks måneder, er det ikke ualmindeligt, at de hjemløse flytter rundt mellem gaden og forsorgshjem – og hospitaler og andre behandlingsinstitutioner. Hver gang de skifter forsorgshjem, starter de forfra på deres ’tidskvote’ på det pågældende herberg.
Gengangerproblemet er ikke lige til at løse, som en pædagog forklarer her:
»Jeg tænker, at det i virkeligheden slet er ikke boligen, der er problemet. Det er jo, hvad mennesket indeholder. Altså, det er jo det her med at opbygge noget positivt i mennesket. Det er i virkeligheden det, det handler om, tror jeg. Altså, og det gør man jo ikke på et midlertidigt botilbud på måske tre måneder eller et halvt år.«
Gengangere skyldes en for kort tidsramme til det pædagogiske arbejde på herbergerne, lyder det fra pædagogen her. At hun flytter fokus væk fra strukturelle problemer som mangel på billige boliger eller en trængt økonomisk situation til en socialpædagogisk problemstilling, som handler om at opbygge noget positivt i mennesket, er ikke overraskende, men det er problematisk. Skiftet viser, at ansatte naturligvis ikke måned efter måned kan udholde at arbejde med et problem, der per definition ikke kan løses: Man er hverken herre over landets boligsituation eller klienternes økonomi.
Den såkaldte Housing First-strategi, der handler om at få hjemløse klienter hurtigst muligt ud i egen bolig med relevant støtte, glider derfor ’naturligt’ i baggrunden og giver plads til det socialpædagogiske arbejde.
’Ingen er håbløse, men ...’
Problemet er dog, at dette fokusskifte risikerer at skabe nye udfordringer for både personale og klienter. Bliver mantraet om, at alle har en vilje til forandring, at alle kan tage ansvar for eget liv, at ingens situation er håbløs etc., for stærkt, omdannes håndfaste problemer som afhængighed af misbrug, psykiske lidelser, kriminalitet til først og fremmest et viljeproblem hos klienten – som det her kommer til udtryk, da jeg interviewede en leder, der arbejder med misbrugere:
— Mange af dem, der er her, de har jo et stort misbrug, det koster jo mange penge, og man ved jo, at for misbrugere står misbruget først. Jeg mener, så rækker 8.000 kr. ikke ret langt …?
»Men der er jo vores påstand, at det jo er det valg, du som borger træffer. Du vælger jo, om du vil gå ud og købe hash eller faktisk vil vælge noget andet,« siger lederen.
— Men har de faktisk det valg, hvis de er stærkt misbrugende?
»Det tror vi faktisk på. Det er faktisk det fundament, vi står på. Et fundament, som siger, at ingen er håbløse; et fundament, der sådan basalt set siger, at alle borgere er konstruktive, målrettede, aktive, sociale. At de så har lært noget andet igennem deres liv på grund af svigt og misbrug og alt muligt, altså, det er så noget andet.«
Samme logik findes i et exitprogram for bandemedlemmer, hvor en central problemstilling, ifølge de tidligere bandemedlemmer, er, at de ikke har råd til at forlade det kriminelle liv. Denne problemstilling bringer jeg videre til en af de ansatte i programmet:
— Hvad gør man så? Fordi I laver en (økonomisk) plan …?
»Nej, den laver vi ikke altid. Mange gange bruger vi også gældsrådgivning, for det kan være, at folk hellere vil det,« siger den ansatte.
— Okay. Men hvad gør I så, når økonomien ikke hænger sammen.
»Jamen, den skal jo hænge sammen«.
— Ja, men nogle gange …
»Så må man jo kradse mere af på udgiftssiden …«
— Jeg tænker, at nogle må lave kriminalitet, fordi det ikke kan hænge sammen. Altså, kan dårlig økonomi ikke også motivere til kriminalitet …? Eller hvad?
»Jo, det, tror jeg nu, er sjældent. Jeg tror, der er andre ting på spil.«
— Det er sjældent. Så du mener, at økonomien godt kan hænge sammen, bare man kradser nok af, så at sige?
»Jamen, hvad er alternativet?«
— Ja, det er det, jeg spørger om.
Hensigtsmæssige krav
Også her kommer et økonomisk problem med, at indtægter ikke kan dække klienternes udgifter efter et afsluttet – og ofte gældsproducerende – fængselsophold til at dreje sig om ’andre ting’, underforstået vilje- og ansvarsproblemer, som kræver en socialpædagogisk indsats. Og det er formentlig rigtigt. Men det er formentlig også rigtigt, at man ikke kan løse de unge bandemedlemmers økonomiske problemer ved at fokusere på deres vilje og ansvar.
Pointen er, at strukturelt forankrede udfordringer meget ofte skubbes til side på forsorgshjemmene, i misbrugsbehandlingen, i socialpsykiatrien og i det kriminalitetsforebyggende arbejde. Man arbejder i stedet med de problemer, som – principielt set i hvert fald – kan løses: klienternes socialpædagogiske udvikling. Man minder hinanden og sig selv om, at ingen er håbløse, at alle har en iboende vilje til et bedre liv og et ansvar, der kan vækkes.
Problemet er dog, at mange af de klienter, som de ansatte møder, faktisk har ret håbløse liv, og at viljen til og ansvaret for at ændre på deres situation kan være gemt meget langt væk. Derfor bliver et spørgsmål ved med at trænge sig på hos de ansatte: Kan de udsatte klienter faktisk tage ansvar for eget liv? Kan de faktisk ændre på deres svære situation? Kan de blive selvforsørgende?
Selv om svaret på spørgsmålene ofte er nedslående for de ansatte, så tilrettelægges arbejdet stadig med afsæt i en fælles forestilling om, at de slet ikke har store problemer, som klienterne fortæller om.
Man sanktionerer klienterne økonomisk i jobcentrene, fører en restriktiv alkohol- og stofpolitik på nogle forsorgshjem, gennemtrumfer motivationsstyrkende øvelser for klienterne, fravælger administrationsordninger, der sørger for, at klienternes faste udgifter bliver betalt, kræver at lægeordineret medicin skal købes af klienterne selv for egne penge og så videre.
Uhensigtsmæssige reaktioner
Men klienterne reagerer bare ikke hensigtsmæssigt på kravene. De møder nemlig ikke op på jobcentret til de samtaler, de indkaldes til. De tjekker sjældent deres e-boks regelmæssigt, ofte fordi de mangler eller har smidt deres NemID-kort væk.
De ved derfor ikke, at de er blevet indkaldt til møde ’på kommunen’ og i jobcentret, men får ikke desto mindre trukket i deres kontanthjælp ved udeblivelse. De lægger ikke penge til side til medicin, og hvis de gør, så får de ikke hentet medicinen i apotekets åbningstid. De smugler alkohol og andre stoffer ind på deres institutioner, kan finde på at indtage det på ’ikkeanviste’ steder og bliver som konsekvens smidt ud, når de bliver opdaget. Og sådan fortsætter det.
Konflikten mellem institutionernes regler og krav og klienternes uhensigtsmæssige handlinger ’løses’ ved, at mange ansatte foretager endnu et fokusskifte: Det hele skyldes formentlig, at klienternes opfattelser af deres liv og situation er forkert.
Ansatte fortæller, at de ikke kan stole på klienternes ytringer, da de sjældent taler sandt. Selv om lederen fra før igen og igen understregede, at klienterne på stedet er både konstruktive og målrettede, fortæller han i samme interview også om alle deres forkerte førsteprioriteter.
— Jeg mener også bestemt, at de har ønsket om at stoppe deres misbrug, men jeg tænker bare, at hvis du er aktiv misbruger, så kan du jo godt have et ønske om at komme ud af det, men når så kroppen begynder at ryste og sådan, så begynder stofferne at blive førsteprioritet … Eller …?
»Ja, og der er det så her, at vi står som den faste klippe i et oprørt hav og så siger: ’Ja, ja, det er din førsteprioritet, men er det din rigtige førsteprioritet?’ Og det lykkes nogle gange, at det netop bliver et tåleligt misbrug, sådan forstået, at der bliver en form for kontrol over det, at det bliver styrbart, at det ikke er sådan ustyrligt, altså,« svarer lederen.
At snakke sig ind bag masken
Når klienterne opfører sig uansvarligt, skyldes det altså, at de har en forkert førsteprioritet, som tager udgangspunkt i et forkert – her et misbrugsrelateret – rationale: Får jeg ikke stoffer, begynder min krop at ryste og gøre ondt. Sker det, må den ansatte stå fast, forstår man, og forstå klientens reaktioner som det, de er, nemlig forkerte. En pædagog fortæller, hvordan hun »får snakket bag om den der maske«, som tilsyneladende tildækker de rigtige behov:
»De siger jo ikke, hvad de mener. Så når de kalder mig en dum kælling, så er det faktisk som regel, fordi jeg har sagt noget, der ramte plet ... Det kan være en måde at forsøge at skubbe mig væk på, fordi jeg ikke skal se det, der virkelig gør ondt,« fortæller hun.
— Kan man så nogensinde komme frem til – hvad skal man sige – en ærlig samtale? Altså, hvor det, man faktisk siger … Altså, hvor I tænker: ’Det her er så noget, som personen mener’, eller når man aldrig dertil?
»Jo, det synes jeg. For når man får snakket bagom, så når man som regel frem til det, som det som regel handler om … Man skal give dem ansvaret tilbage.«
Måske er de håbløse
Til trods for at en central tese i institutionerne er, at ingen er håbløse, og at alle klienter ønsker og kan opføre sig ansvarligt, er afsættet for arbejdet ikke desto mindre også, at klienterne ofte ikke siger det, de mener, og derfor er utroværdige. Det modsætningsforhold lader ikke til at skabe store problemer for de ansatte og deres ledere: Man kan sagtens vide, hvad der vil være den rigtige udvikling for klienten, og kende klientens situation bedst, og samtidig hævde, at det er klienten, der ved bedst og er ansvarlig for sit liv.
En nærliggende slutning må derfor være, at klienterne i og for sig ikke kun er utroværdige, men i mange tilfælde også ret håbløse – i hvert fald i de tilfælde, hvor de har andre syn på deres situation, end de ansatte har.
Når klienterne træffer uhensigtsmæssige valg, dvs. undlader at købe og tage deres lægeordinerede medicin, fortsætter med at misbruge stoffer, omgås de forkerte personer, afstår fra at rengøre værelser eller sig selv, indtager stoffer på ikkeanviste steder, bliver væk fra møder i kommunen og så videre og så videre, så er de ikke til at stole på og er måske lige præcis så håbløse, som ansatte ellers – principielt set – afholder sig fra at mene, at de er.
Yderst relevant artikel om det selvmodsigende system !!
Velfærd er enormt omkostningstungt, selv for de rige - at undvære.
Det der med at tvinge folk til at blive frie og selvstændige er altså en af de pudsige, men også smertefulde og ydmygende, måder, vores velfærdssystem virker på. Ligesom man pinedød skal deltage i “det arbejdende fællesskab” - ellers påstås ens liv ingen mening at have. Meningen skal man selv finde, men kun på systemets nåde og måde. Magten er trængt helt ind bag selvet.
Jens Østergaard Petersen:
"Magten er trængt helt ind bag selvet".
Hvor er det godt sagt !
Folk har af og til bare brug for at der bliver taget hånd om dem, uden at de aftvinges et ansvar de ikke magter.
Kommer i denne sammenhæng også i tanker om et plejested for meget udviklingshæmmede - husker desværre ikke hvilken kommune - hvor man pludselig havde bestemt, at dørene ud til gaden ikke måtte være aflåste længere, fordi alle beboerne havde ret til deres personlige frihed. Selvom de ikke var i stand til at varetage denne 'frihed', fordi deres modenhedsniveau var som 2-3 åriges.
Personalet - der selvfølgelig i tråd med tidens trend er udfordret på normeringen - skal nu holde øje med beboerne 24/7, så de ikke drøner udenfor og bliver kørt over, fryser ihjel eller simpelthen forsvinder.
De pårørende er chokerede.
Hvordan kan man tillade sig at uddelegere frihed under ansvar til mennesker der slet ikke formår at forvalte den?
"Arbeit macht frei"
Torben K.L Jensen,
Ja, det er muligvis den ubrugelige filosofi.
Hvad sker der for dem i ledelseslagene?
Er det bare djøffismen, eller ligger der et uhyggeligt menneskesyn bag, der synes det er ok for visse befolkningsgrupper at selvdestruere?
Nej - Eva. Det er at netop "Arbeit macht frei" stod over porten til arbejds-og udryddelseslejren Auschiwz
auschwitz som et udtryk for den dybt tragiske,menneskeforargtende,kyniske ironi der ligger i selve ordene. "Arbeit macht frei" med tydelig henvisning til den måde arbejdsprøvning foregår i tidens Danmark. Undskyld min parkinson-finger.
Torben, det er jeg altså godt klar over :-)
Men hvad mener du med det?
Jeg tænker hele samfundet efterhånden har adapteret det forfærdelige motto, så det går til yderligheder..
"Fattigdommen" fra systemets side består i en tro på at blot folk kommer i arbejde eller får en bolig, så skal det nok gå fremad, uden en realistisk forholden sig til kompleksiteten. Hvis det var så enkelt og banalt, så havde mange nok selv løst problemet, vil jeg vove at påstå.
Det er systemets indbyggede barrierer og det i hvert led enøjede fokus der medfører det konstante gengangeri og udbredte håbløshed som trives.
Der var engang hvor tværfaglighed var i højsædet for at møde kompleksiteten. Dette løste heller ikke alle problemer men medførte givetvis at klienterne følte sig set og hørt i hverdagen.
Nutidens kortsynede og atomiserede sociale indsats - det til absurditet gennemførte såkaldte mindsteindgrebsprincip - medfører spilte ressourcer på lappeløsninger helt ude af trit med de komplekse behov der burde imødegåes.
Kunne vi bare komme tilbage til i vort såkaldte velfærdssamfund at have et fagligt velfunderet SOCIALMINISTERIUM med streg under social
Torben,
Vi kom vidst til at skrive nogenlunde samtidigt ;-)
Bjarne Bisgaard Jensen,
Ja, netop. Det atomiserede begreb, også kaldet 'silo-tænkning', medfører at den ene hånd ikke aner hvad den anden laver.
Så man kan have to-tre forskellige vurderinger af en borger, der aldrig mødes.
Dertil skal lægges andre lægefaglige vurderinger, og her går det ofte fuldstændig galt, da mange kommuner hyrer private læger ind for at underkende patientens egen læge.
Det er så skruet, at man tænker Monty Python.
Hvis De vil vide mere om emnet, så køb og læs Nanna Mik-Meyers debatbog "Hvordan får vi bedre debat om velfærd", som udkommer på Informations Forlag den 28. ds.
Vi skal ikke have en moraliserende og opdragende offentlig forvaltning - det er jo for at slippe for dette hattedametyranni, at vi fik velfærdssamfundet.
Formodentlig i egen mening frigjorte og progressive sags- og andre typer behandlere udviser den værste grad af småborgerlighed, der decideret står i vejen for en løsning; eller rettere sagt er det endnu engang denne kapitalismens ødelæggende fremmedgørelse med indlæggelse af indirekte formål - i modsætning til at gøre ting for deres egen skyld.
Imidlertid siger erfaringerne jo, at man lettest kommer ud af et misbrug, hvis man ikke først skal kæmpe for overhovedet at finansiere det: der, hvor folk har kunnet få hjælp til stoffer uden angst for at blive straffet og med adgang til at indtage dem under hygiejnisk forsvarlige vilkår, har man styrket dem til i løbet af en overskuelig tid at efterspørge stoffrihed.
Det var også længe en populær skrøne, at folk var hjemløse, fordi de ikke kunne affinde sig med at bo fast i et hus eller en lejlighed; men det er vist de færreste, der er ramt på dén måde - så det bliver igen en dårlig undskyldning for, at samfundet ikke har sikret de nødvendige muligheder. Housing First er simpelthen sund fornuft - og ja, vi skal ikke acceptere, at der er folk i Danmark, der ikke kan få fast tag over hovedet, det er simpelthen første skridt i velfærdssamfundet, at ingen skal mangle de helt basale fornødenheder.
Steffen Gliese,
Som altid så godt sagt.
Det glædede mig iøvrigt meget at læse denne artikel - for jeg har ærlig talt været temmelig vred over Nanna Mik-Meyers seneste bog og dens implicitte forsvar for netop den tænkning, hun udstiller her, og som jo tydeligvis forfejler sit formål.
Steffen Gliese,
Nu forstår jeg ingenting?
Eva - nu ligger "Arbeit macht frei" jo ikke langt fra Venstre´s motto : "Det skal kunne betale sig at arbejde" - selv som "working poor"
Eva Schwanenflügel. Nanna Mik-Meyer udsendte sidste år en bog, der debatterer velfærdsdebatten - med stort set det modsatte udgangspunkt af det, hun fremfører her.
Torben,
Nemlig, og som jeg altid har ment, "arbejde" er blevet en form for religion i det nypludderristiske samfund, hvor ævl og bævl står højest på listen, istedet for virkelige samfundsgoder.
Nu begynder partierne igen, igen at diskutere skilsmisse-lovgivningen, fordi DF skal have trumfet igennem at alle skal have et altmodisch system tilbage der ikke virker, og Socialakrobaterne vil tækkes DF.
LA er nu også med, for at overhovedet være med.
Jeg græmmes..
Rolf Hansen,
Mange tak for linket, men jeg er mildest talt ikke en ørn til det tyske sprog, på trods af mit navn.
Rolf Hansen - fint link og jeg har printet det ud.
PS. Eva - det kan du også så får du tid til en dybsindigt studie af indholdet.
Torben,
Jeg er virkelig dårlig til tysk :-(
Min mor hadede alt der var tysk, mine morforældre var modstandsfolk. Det blev en aversion.
Det hjalp heller ikke at jeg havde en tysklærerinde der insisterede på at kalde mig Efa.
Never mind, jeg printer ikke noget ud jeg ikke kan læse.
Den er på engelsk!
Undskyld Anne,
Men der stod nachdensieden.
Excuse me...
Desuden er jeg ikke på printerafstand.
@Eva. Du kan ikke lade en enkelt dårlig lærer, med en misforstået pædagogik, om hvordan man forklarer at v udtales f på tysk, styre hele din fremtid.
Men stadigvæk lang - men det er jo fordi der ingen accept er. Af de mennesker, det handler om...
Samtidig med flotte retningslinjer og planer kommer det moralske opstød og bedreviden ridende ind sammen med NPM (de sidste 30 år). - Læg mærke til hver gang, man flot fortæller om reformer og nye tiltag, så kommer ØKONOMIEN ind i billedet - altid - hvad enten det gælder behandlinger i sundhedsvæsenet, boliger til udstødte (som får svært ved at finde sig til rette, fordi de er stadigvæk ikke accepterede som mennesker. Kun som "omvendte" til magtens idealer.
Det mærkes selvfølgelig hurtigt og fremmer intet - heller ikke en såkaldt integration - som også skal straffes igennem.
Det er menneskesynet, uddannelserne og manglen på erfaringer fra andet end den slagne "gymnasievej" fra skrivebordene. Snakker man børn unge, så er det altid dem der drages frem. Altså noget slemt hykleri hele vejen igennem.
Fat mod Eva,
Min mor ville ikke give mig lov til at blive 'grønsmutte' som syvårig, fordi hendes børn 'ikke skulle melde sig ind i uniformerede børnekorps'.
Så kunne min far, der var søn af en magister i germanistik og selv talte udmærket tysk, godt stikke piben ind og holde op med at 'snakke godt for sin syge moster,' da han prøvede at lægge et godt ord ind for mig i den anledning. Så jeg fik heller aldrig lært at bage snobrød og tænde bål uden tændstikker ;o(
Tak for opbakningen Grethe ,
Men det er nu alligevel ærgerligt at være så elendig til tysk.
Og jeg kan ikke overkomme min aversion mod et sprog jeg slet ikke kender.
Jeg prøver af og til at se tyske film på Netflix, men denne modstand mod sproget er en barriere.
Jeg hører hele tiden min mors betragtninger om 'tyskerne'.
Fordomme. Men også fordi min mors familie var i modstandsbevægelsen.
Så jeg er opvokset med fordomme om tyskerne, og har aldrig lært sproget af samme grund.
Da jeg som 11 årig kom fra Næstved til Haderslev (Hadersleben -gammel tysk garnisionsby) fattede jeg ikke en brik af hvad disse halv-tyskere på deres bløde synne-jyske fablede om - men hurtigt fandt jeg ud af at sønderjyder var de mest danske af alle danskere og jeg kom til at beundre deres kamp for danskheden,dansk tale og deres kærlighed til Danmark - der var selvfølgelig en tysk skole i byen der overhovedet ikke var noget problem - nok nærmere syntes man at de var synd for dem at de havde haft en Hitler. At tale,skrive tysk kom helt af sig selv som som naboer til det gamle kulturland sydpå.
Jeg er lidt ked af at vi har mistet den del af Danmark.
mistet den del af Danmark ? DF´enes hovedland?
@ Eva Schwanenflügel -
tag hævn over din elendige tysklærer ved at blive god til tysk :-).
Selv er jeg uendelig flad for via min tyske eksmand og mange års bopæl i landet at have fået det tyske sprog og den tyske kultur ind under huden.
Så måtte jeg tage med, at jeg, da jeg blev gift i 74 gudhjælpe igen og igen skulle lytte til beske bemærkninger om, at jeg giftede mig med en tysker (født 1949).
Det vaccinerede mig i den grad mod enhver form for fremhævelse af "danskhed" - hvad det så end er.
Jeg er opvokset med mistro til både modstandsbevægelsen og tyskere. Min mor gik i femte den dag den franske skole blev bombet. Modstandsbevægelsen var ophav til bombningen, og trods hun vidste det ikke var deres mål, var det svært for hende og det har præget mit liv. Min far var 100% militærnægter og fortalte , at der blev begået en del mord på uskyldige af meget unge modstands folk.
Ærgerlig over at tysk nu er blevet emnet, så tilbage.
Interview af 25 udsatte og 75 ansatte!
Citater fra ansatte, men ingen fra de udsatte!
I mit lange liv har jeg oplevet lidt af hvert herunder som ansat på et bosted for folk med dobbelt diagnoser på Sundholm.Psykisk syge med misbrug.
Jeg har været tæt på beboerne , diskuteret med dem, opmuntret dem til at tage deres medicin, låst medicinen inde, været rædselsslagen, skrevet utallige statusattester og handleplaner, diskuteret med psykiatere, lavet mad sammen med beboerne , lavet mad for dem, gjort rent med dem, gjort rent for dem og sidst men ikke mindst diskuteret med ledelse og til tider også med kollegaer.
Flere var kun ansat kort tid og jeg har set en del knække. Til sidst måtte jeg selv opgive p.g.a trusler og livstruende adfærd. Jeg forsøgte at redde en ung kollega og det var for os gamle i vores DNA at man aldrig forlod nogen der var i fare.
Er jeg vred på beboerne . Nej, jeg er vred på et fuldstændigt absurd system. Arbejdstilsyn blev af os ansatte gentagne gange kontaktet, men det var som sådan noget jo er, en individuel vurdering. Det gjorde det absolut heller ikke mere spiseligt, at ledelsen var medlem af samme fagforening. Tåbeligt.
En Social borgmester (Enhedslisten) der kom på anmeldt besøg. Arbejdstilsynet der kom på anmeldt besøg. Ledelsen der beordrede pædagogstuderende tidligt om morgenen til, at gøre rent i beboernes fællesrum, så alt skulle se fint ud. Normalt lignede der et bombekrater hver morgen, for når katten er ude danser musene.
Udsatte behandles ad helvede til. Hvorfor bygger Københavns kommune ikke flere skæve boliger?
Hvorfor skal der være så få voksne til børn i institutionerne. Hvorfor vil man hellere bruge millioner på en advokatundersøgelse af Mees cirkus til kommunens eget advokatfirma? Idioti.
Nej, man kan ikke møde op i ,ydelsescentret, Der er ikke borgeradgang ! Er der mon kommet det eller og er navnet omdøbt fra ydelsesservice? Jeg har svært ved at anerkende denne såkaldte undersøgelse.
Hør 3 programmer på P. 1, på samfundets bund med Nina Godfredsen og Lars Seier. Det giver meget bedre oplysning end denne såkaldte undersøgelse. Her høres de, der er de virkelige ofre!
I al ydmyghed:
Forestil jer et øjeblik, at politikerne på Christiansborg (som jo har lavet sociallovgivningen og som de hver dag bekræfter - i den forstand, at de ikke laver den om (d.v.s. laver den mere hensigtsmæssig)), kender til effekten af deres lovgivning. Og forestil jer ligeledes, at Socialministeriets embedsmænd er fuldt ud på det rene med effekten af denne lovgivning (sådan som den er beskrevet i artiklen). Jeg mener, hvis ikke de kender effekten af lovgivningen, må de jo decideret være dumme, hvilket jeg ikke tror et sekund på er tilfældet.
Mao.: De ved hvad de gør og får det resultat, de vil have. Så et eller andet sted, må der være nogen (politikerne selv måske), der profiterer af, at det forholder sig som beskrevet i artiklen.
For mig er det ret tankevækkende...
Hvis man erkender effekten af lovgivningen, ville det så ikke få den konsekvens, at man evaluerede og rettede den? - Da også det økonomiske tab vil være tydeligt, hvorfor gør man så ikke noget?
Det ville være nødvendigt at indrømme, at man har taget fejl - både nu og tidligere - i og med at det kører i samme rille. - At ens stilling, position og uddannelse heller ikke er opdateret til virkeligheden. Man tror, at fejlen ligger hos dem, der skal have hjælp? (ved det, lyder sindssygt)
Men sagen er, love og alt nedfældet er ikke effektfuldt, dog uden hverken lønmæssige eller andre kedelige resultater for "eksperterne", så det må fastholdes, at de udsatte borgere er for "utaknemlige og vanskelige" at hjælpe...
Problemet er, at politikerne desværre har ambitioner på borgernes vegne, det burde nu snarere være borgernes ambitioner, politikerne realiserede.
For mig at se må vi forberede os på en fremtid, hvor vi kun i meget begrænset omfang behøver at arbejde - fordi maskinerne tager sig af alt det nødvendige, og det derfor vil være meget vanskeligt for folk, der følger deres hjertes lyst og samfundets muligheder, at kræve løn for fornøjelserne. Det vil så heller ikke være nødvendigt.
Vi glemmer, at når politikerne taler om de arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagerne hjemme på sofaen, så er det, fordi politikerne jo har skabt rammer for kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløse, der ikke rigtigt giver dem andre muligheder, hvis de ikke skal risikere at 'blive sanktioneret'.
I sig selv er ideen om at opstille krav til folk, hvis arbejdskraft man ikke kan finde ud af at bruge, en frækhed - men at man yderligere opfinder en række vilkårlige økonomiske straffe, som voksne mennesker kan risikere, hvis de ikke føjer og bøjer sig for et idiotisk koncept, bør vi simpelthen gøre oprør imod.
Vi skal ikke have borgerløn, vi skal have retten til at arbejde med det, vi har øvet os i at gøre rigtig godt, til fordel for fællesskabet. Vi skal i hvert fald ikke have et system, der behandler ledighed som sygdom, for den eneste sygdom, ledighed er, er en strukturel sygdom i samfundet.
For folk, der ikke kan eller skal arbejde, skal der selvfølgelig være en tilstrækkelig forsørgelse, så vi undgår fattige - noget, der også vil animere til at opøve viden og færdigheder, der kan komme fællesskabet til gavn.
Fattigdom fører til apati, 'noget at gøre med' fører til entusiasme og kreativitet.
Anne Mette Jørgensen, Ydelsesservice i København har faktisk fået en skranke på Lærkevej, så det er muligt at tale med et levende menneske ansigt til ansigt. Det er dog ikke noget, kommunen reklamerer med, jeg fik det selv at vide af et menneske i samme situation som mig.
Niels Nielsen. Tak.
Da jeg i 2011 i 2 mdr. ikke havde modtaget ledighedsydelse trods, at jeg 3 gange indsendte et skema. Hver gang jeg talte med dem påstod de, at de ikke havde modtaget skemaet.
Jeg tog derud, og blev mødt af en lukket dør. En medarbejder nægtede,at tage imod skemaet og sagde: Vi har ikke borgeradgang.
Jeg sendte derfor en klage til borgerrådgiveren.
Modtog herefter en beklagelse fra en leder på ydelsescentret. De havde fundet alle 3 skemaer.
lovgiver og deres nederdrægtige system reklamerer ikke med rettigheder. Kun med pligter.
Husker også med gru, at en beboer, som jeg fulgte til jobcentret blev mødt af: Du har ingen tid.
Jo, det havde han og jeg viste dem indkaldelsen; men nej det stod ikke på deres skærm. Vi rendte op og ned ad trapper, for jeg giver ikke så let op. Han blev dog ikke sanktioneret, for ingen havde styr på noget som helst. Men jeg skal dog love for, at det har de da lært.
Fuldstændig det samme skulle jeg nogle år senere opleve på egen krop.
Borgerløn, nej tak. Et system der ikke behandler folk vilkårligt, en system der kan lytte og have tillid og en lovgivning der opfører sig ordentligt er åbenbart utopisk.
Undskyld mit elendige dansk. Sendte for hurtigt.
Ha, Anne Mette Jørgensen, jeg blev i fredags afvist af deres computer, på trods af, at jeg havde medbragt brevet, hvor der stod, at jeg havde en tid. Deres system var gået ned, så det endte med, at jeg blev sendt hjem, men jeg nægtede at gå uden at have fået en kvittering på, at jeg havde været der.
Det ville de først ikke give mig, men så holdt jeg en lang tale om ret og pligt og ydelsesservices nidkærhed i tjenesten og at tillid er godt, men at kontrol er bedre, og at manglende tillid går begge veje, hvorefter de på stedet improviserede en procedure, hvor alle os "håbløse mennesker", der blev sendt hjem (og vi var mange, der havde efterhånden dannet sig en kø) fik en kvittering, hvor der stod, at vi var mødt frem, som vi skulle.
Jeg overvejede, om jeg også skulle kræve pengene til busbilletten refunderet, men blev enig med mig selv om at det var et projekt for en anden gang.
Jeg er håbløs til at sætte kommaer, men skidegod på en guitar. Jeg vil gerne medgive, at jeg er håbløs på arbejdsmarkedet, men det skyldes bl. a. at den førte arbejdsmarkedspolitik er håbløs for sådan nogen som mig, der har problemer ud over kommasætning.
Så "håbløs" er en relativ størrelse, der altid forudsætter en værdinorm, så når politikerne lever efter andre normer end befolkningen, vil de selvfølgelig betragte befolkningen som håbløs. Spørgsmålet er, om vi skal udskifte politikerne eller befolkningen.