Læsetid: 15 min.

Levnet fra Den Kolde Krig splitter stadig Korea

Splittelsen på Den Koreanske Halvø er et levn fra Den Kolde Krigs kamp mellem Øst og Vest. Mellem godt og ondt. Mellem kommunismen og den frie verdens liberalisme. Koreakrigen fik vidtrækkende konsekvenser for USA’s militære engagement i Den Kolde Krig, men siden har verden glemt den konflikt, der stadig deler halvøen i to
Nogle af de første amerikanske kampstyrker ankommer til Musan i krigens første måneder og hilses velkommen langs vejen.

Nogle af de første amerikanske kampstyrker ankommer til Musan i krigens første måneder og hilses velkommen langs vejen.

Max Desfor/Polfoto

10. februar 2018

En onsdag eftermiddag i januar står jeg uden for Nordkoreas ambassade på Lidingö i Stockholm. Det er allerede mørkt. Klokken er tre, som vi har aftalt, men den store bygning er mørklagt, bortset fra et enkelt lys i kælderen.

Siden Sovjet og USA i 1945 delte Den Koreanske Halvø mellem sig og gjorde en ende på 35 års japansk koloniherredømme, har Nord- og Sydkorea været adskilt af en bevogtet grænse ved den 38. breddegrad.

I det sidste år har Nordkorea tiltrukket sig verdens opmærksomhed med intensiveringen af landets missil- og atomprogram, men i sin nytårstale rakte den nordkoreanske leder, marskal Kim Jong-un, pludselig hånden ud mod Sydkorea og udtrykte ønske om nordkoreansk deltagelse ved denne uges Vinter-OL i Pyeongchang 80 kilometer fra grænsen til Nordkorea.

Efter et år helt uden kontakt blev diplomatiet i Nord- og Sydkorea mobiliseret. Sydkorea og IOC så bort fra Nordkoreas sene tilmelding. Nu gjaldt det fred og forsoning.

Den dialogproces mellem nord og syd var på sit højeste, da ambassadesekretæren, Mr. Ri, en sen mandag eftermiddag midt i januar ringede til mig fra Nordkoreas ambassade i Stockholm og sagde, at han mente, det var okay, at jeg kom derop »just for a talk«.

Da jeg et par dage senere var på vej til Stockholm, blev det offentliggjort, at Nord- og Sydkorea var nået til enighed om, at atleter fra de to lande skulle marchere sammen under samme flag, og at de skulle stille op med et fælles kvindeligt ishockeyhold.

Midt i den kolde vinter var der en stemning af håb om, at regeringerne i Seoul og Pyongyang havde fundet en måde at tale sammen på, der kunne dæmpe spændingerne på Den Koreanske Halvø.

I året op til Vinter-OL har Nordkorea ellers løbende testet USA’s præsident Donald Trumps tålmodighed ved at tredoble antallet af missiltest i forhold til forrige år. Fordelt over ti måneder affyrede Nordkorea 16 mellem- og langdistancemissiler stort set kun afbrudt af en pause under Kinas Kommunistiske Partis kongres i oktober samt Donald Trumps besøg i Asien i begyndelsen af november.

Fra Washington svarede Donald Trump løbende igen med en hård retorik, der satte gang i spekulationer om, hvorvidt USA ville bruge militærmagt til én gang for alle at sætte en stopper for den nordkoreanske trussel.

Teknisk set er Koreakrigen, der blev udkæmpet fra 1950 til 1953, ikke slut. Freden på Den Koreanske Halvø bygger på en våbenhvile. USA har fortsat 23.468 soldater i Sydkorea. De er klar til krig og har blikket stift rettet mod nord, hvor Pyongyang ifølge estimater råder over verdens fjerdestørste hær på mere end en million mand. Sidste år påbegyndte USA trods kritik fra både Nordkorea og Kina opbygningen af det omdiskuterede missilforsvarssystem THAAD, der kan skyde fjendtlige missiler ned.

Krigens gang: Koreakrigen lignede først en hurtig sejr til Nordkorea i sommeren 1950. Efter få dages kampe var den sydkoreanske hær presset helt ned i halvøens sydøstlige hjørne. Men i midten af september satsede den nyetablerede FN-hær med en veludrustet amerikansk flåde alt og angreb fra Koreas vestkyst. Herefter kæmpede FN-hæren sig hurtigt op gennem Nordkorea, men blev overrasket af vinteren og et kinesisk modoffensiv og blev presset tilbage over grænsen. Efter knap et års kampe holdt de stridende parter hinanden i skak, men fortsatte kampene i to år frem til våbenhvilen i juli 1953.

Ditte Ahlgren/iBureauet

Gang på gang har FN pålagt Nordkorea sanktioner, som skal presse landet til at droppe ambitionen om at udvikle et missil, der kan bære et atomsprænghoved hele vejen over Stillehavet og nå et hvilket som helst strategisk mål på amerikansk grund.

Men i september sidste år triumferede Nordkorea med endnu en vellykket affyring og sendte et signal til USA om, at Nordkorea ikke agter at lade sig kue af USA, der siden Anden Verdenskrig har opretholdt sin militære alliance med Sydkorea.

Den Kolde Krigs første slag

Klemt inde mellem Rusland, Kina og Japan har Den Koreanske Halvø altid været et udsat mål for stormagters geopolitiske ambitioner.

Kun fem år efter USA i 1945 gjorde en ende på den japanske ekspansion i Asien, blev det delte Korea omdrejningspunkt for Den Kolde Krigs første væbnede konflikt.

Klokken fire om morgenen søndag den 25. juni 1950 krydsede 90.000 nordkoreanske soldater grænsen mod syd for at genetablere et forenet Korea og befri Sydkorea for amerikansk imperialisme, som forklaringen lød.

Angrebet kom efter flere skudepisoder på tværs af grænsen, men alligevel blev den sydkoreanske hær taget med bukserne nede over for en bedre udrustet og kamptrænet nordkoreansk hær.

I sommeren 1950 havde USA kun 510 soldater udstationeret på Den Koreanske Halvø, og Sydkoreas præsident, den amerikansk uddannede Syngman Rhee, udtrykte sin skuffelse over amerikanernes manglende opbakning:

»Vores soldater er meget modige. De ofrer sig selv til tanksene … Korea er i en svær situation, fordi hjælpen var for langsom. Det er for lidt og for sent.«

Nordkoreas angreb blev med det samme fordømt i det nyoprettede FN’s Sikkerhedsråd, hvor USA’s allierede Taiwan repræsenterede Kina. Men over radioen bad Nordkorea regeringen i Seoul om at overgive sig og fortsatte sine angreb.

Operationsstue på det danske hospitalsskib Jutlandia, som var drift ud for den koreanske kyst. Danmark bidrog ikke militært til krigen, og det har ifølge historikere været med til at forme den danske opfattelse af krigen.

John Hartmann
To dage senere den 27. juni meddelte USA’s præsident, Harry S. Truman, med opbakning fra FN sin beslutning om at sende amerikanske luft- og flådestyrker til Sydkorea.

»Hvis vi svigter Korea, vil Sovjet fortsætte med at opsluge det ene sted efter det andet,« udtalte Truman.

»Angrebet på Korea viser, at der ikke er tvivl om, at kommunismen er gået fra at bruge undergravende virksomhed for at besejre uafhængige nationer til nu at bruge væbnet invasion og krig.«

Trods amerikansk opbakning blev de sydkoreanske styrker hurtigt presset helt ned til havnebyen Pusan på Den Koreanske Halvøs sydøstlige spids. Et skub til, og Den Koreanske Halvø ville være under nordkoreansk kontrol.

Derfor godkendte FN’s Sikkerhedsråd den 7. juli en amerikansk ledet mission, der skulle »hjælpe Sydkorea med at forsvare sig selv mod væbnet angreb og dermed genoprette international fred og sikkerhed i området«.

Mindre end et år efter, at Mao Zedong og Kinas Kommunistiske Parti etablerede Folkerepublikken Kina, kom frygten for kommunismes spredning i Asien til at legitimere en amerikanskledet FN-hærs engagement på Den Koreanske Halvø.

Koreakrigen var amerikanernes kamp for den frie verden – eller som præsident Truman udtrykte det i sin tale om Korea en måned inde i krigen den 19. juli 1950:

»Sydkorea er et lille land. Tusinder af miles her fra,«, sagde han i en tv-transmitteret tale til den amerikanske offentlighed og fortsatte: »Men det, der foregår der, er vigtigt for alle amerikanere. En aggression som denne skaber en meget virkelig fare for sikkerheden i vores frie nationer. Dette er en direkte udfordring for frie nationers anstrengelser for at opbygge den slags verden, hvor mennesker kan leve med frihed og fred.«

Danmark blev som de øvrige FN-medlemslande bedt om at komme med et bidrag til Korea-indsatsen. Den danske regering vurderede, at folkestemningen ikke var til at mobilisere danske soldater kun fem år efter den tyske besættelse, og sendte det berømte hospitalsskib, som Kim Larsen 45 år senere gav en renæssance med sin sang, Jutlandia.

Da Jutlandia nåede frem til den sydkoreanske havneby Pusan den 10. marts 1951, havde krigen allerede taget flere dramatiske drejninger.

Den første indtraf, da den amerikanske flåde ledet af general MacArthur den 15. september angreb den nordkoreanske hær fra søen og derved kunne  tilbageerobre Seoul tilbage efter 14 dages kampe. Derfra fortsatte FN-hæren sin sejrsgang og pressede de nordkoreanske styrker tilbage over grænsen.

Koreakrigen var i løbet af konfliktens tre år næsten ligeså blodig som Vietnamkrigen. Omkring 2,8 millioner mennesker mistede livet fordelt på en million civile i syd og 600.000 civile i nord. Hertil kommer 217.000 sydkoreanske soldater, 406.000 nordkoreanske soldater og 600.000 kinesiske soldater. For amerikanerne var ikke de eneste, der sendte deres unge soldater ind i krigen. Og det amerikanske tabstal på 33.651 mand synes næsten beskedne sammelignet med de øvriges.

I oktober kæmpede FN-hæren sig vej op igennem Nordkorea og overtog den nordkoreanske hovedstad Pyongyang den 20. oktober. Da de nærmede sig grænsen til Folkerepublikken Kina ved Yalu-floden, kom den første advarsel fra Kinas leder, Mao Zedong, der sendte omkring 300.000 kinesiske soldater ind i Nordkorea den 25. oktober.

FN-hæren mødte stor modstand ved alle frontlinjer, men i begyndelsen af november trak Kina pludselig sine styrker tilbage. Nu var der igen optimisme i den amerikanske lejr, der planlagde operation ’hjemme til jul’ lige efter Thanksgiving den 24. november.

Men det gik helt anderledes. Vinteren ramte de amerikanske soldater. De blev omringet af den kinesiske hær, der iværksatte et blodigt modangreb. Det beskriver den amerikanske historiker David Halberstam i bogen The Coldest Winter: America and the Korean War, der blandt andet er baseret på øjenvidneberetninger fra veteraner som Gene Takahashi, der ledte det såkaldte Kærlighedskompani, som blev fanget bag fjendens linjer:

»Pludselig kom der kun en gurglende lyd fra (sergent, red.) Lee. Han var blevet ramt i struben og var ved at drukne i sit eget blod. De andre kæmpede videre, men kineserne angreb igen og igen og kom hele tiden tættere på den lille bakke, ind til de til sidst skubbede amerikanerne ned. Næsten alle mand blev dræbt.«

Den 5. december opgav amerikanerne besættelsen af den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang, og rykkede tilbage for at beskytte Seoul.

Situationen var desperat. Mange enheder havde mistet deres forsyningslinjer. Det var koldt. Håbløst. Farligt.

Midt i kinesernes modangreb overvejede den amerikanske general MacArthur angiveligt at bruge atombomben til at lukke krigen, ligesom USA havde gjort i Japan fem år tidligere. Det, der begyndte med en amerikansk indsats for at inddæmme kommunismen og genetablere fred i Sydkorea, var således tæt på at udløse en atomkrig.

Men året forinden havde Sovjet gennemført sin første atomtest, det såkaldte Første Lyn – Pervaya Molniya – og Koreas geografiske placering ved grænsen til både det daværende Sovjet og Kina gjorde det vanskeligt for amerikanerne at vurdere følgevirkningerne.

Meget tyder på, at det var frygten for ragnarok, der pressede den amerikanske hær, som besad teknologi, der kunne have ødelagt alt levende fra luften, tilbage til traditionel krigsførelse.

Koreakrigen var en kamp mand mod mand, der blev kæmpet fra skyttegravene.

De amerikanske soldaters håb om at være hjemme til jul var ude. Nytårsaftensdag var de presset tilbage over grænsen og blev angrebet af den kinesiske hær langs den 38. breddegrad. Hårdt presset evakuerede FN-hæren den sydkoreanske hovedstad Seould den 3. januar for af beskytte civilbefolkningen mod den kinesiske invasion. Dagen efter faldt Seoul. 

Krigen blev hurtigt en international konflikt. Her bliver kinesiske soldater, der kæmpede for Nordkorea, afvæbnet af tyrkiske FN-soldater et halvt år inde i krigen.

The Granger Collection

I midten af marts, da Jutlandia ankom til Pusan formåede FN-hæren igen at presse den kinesisk støttede nordkoreanske hær tilbage over grænsen.

De blodigste slag i Koreakrigen var slut. Men i månedsvis rullede kampene frem og tilbage, indtil Sovjetunionen den 23. juni i FN fremsatte forslag om en våbenhvile. Det banede vej for fredsforhandlinger, der begyndte den 10. juli.

Forhandlingerne varede i to år, mens kampene mellem nord og syd fortsatte, indtil ingen orkede at kæmpe mere og indgik våbenhvile den 27. juli 1953.

Den glemte krig

Koreakrigen har siden haft afgørende betydning for USA’s militære engagement i Asien, fortæller Rosanna Farbøl, der er ekstern lektor ved Aarhus Universitet og forfatter til bogen Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende.

»USA lærte, at det var nødvendigt med massiv amerikansk militærtilstedeværelse i regionen. Det fik konsekvenser for den amerikanske deltagelse i Vietnamkrigen og for USA’s engagement i Asien helt frem til i dag.«

Allerede mens krigen rasede, omtalte det amerikanske magasin U.S. News & World Report i oktober 1951 Koreakrigen som »den glemte krig«. Et tilnavn, der  har hængt ved og i 1987 gav titlen til den amerikanske historiker Clay Blairs bog om Koreakrigen, The Forgotten War: America in Korea.

For heller ikke i eftertiden har Koreakrigen haft samme opmærksomhed som amerikanernes deltagelse i Vietnamkrigen fik et årti senere, siger professor Thorsten Borring Olesen, der forsker i Den Kolde Krig ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet.

Måske fordi den foregik fem år efter Anden Verdenskrig på et tidspunkt i historien, hvor krig var blevet en normaltilstand. Måske fordi krig var noget, man vidste var brutalt. Måske fordi medierne var fokuseret på genopbygning frem for endnu et blodigt slag. Måske fordi mange af de amerikanske soldater, der kæmpede i krigen blot blev overflyttet fra en amerikansk base i Japan. Eller måske fordi krigen aldrig fik en vinder.

»Som forsker er Koreakrigen ikke en glemt krig, men når det er sagt, så er den alligevel en relativt overset krig. Modsat Vietnamkrigen blev krigens billeder ikke sendt direkte ind i tv-stuerne og blev ikke koblet til en hel generations opgør med magthaverne,« siger Thorsten Borring Olesen

Omvendt har den populære amerikanske satire-tv-serie M.A.S.H. bidraget til at skabe et forvrænget billede af krigen, mener Thorsten Borring Olesen om serien med en gruppe amerikanske militærlæger på et felthospital Korea, der fra 1972 og 11 år frem rullede over tv-skærmene i 251 afsnit.

Uge for uge kunne seerne følge soldater, der opererede billardkugler ud af munden på uheldige kammerater, flirtede med smukke sygeplejersker eller bare slog tiden ihjel ved at skyde golfkugler ud over et minefelt.

Ligesom M.A.S.H. har været med til at aflede synet på Koreakrigens brutalitet, har Kim Larsens hyldest til hospitalsskibet Jutlandia været med til at præge den danske historiefortælling.

En kolonne på 1.700 tilfangetagne nordkoreanske soldater føres til internering i Pusan i den sydligste del af landet.

Gene Herrick
Danmark kunne ikke afvise at sende et bidrag til den amerikanskledede FN-hær lige efter amerikanerne havde afsluttet Anden Verdenskrig, men de ønskede heller ikke at sende soldater i krig.

»Hospitalsskibet var den danske regerings kompromis,« siger Thorsten Borring Olesen.

»Man viste velvilje og sendte samtidig et stærkt signal om medmenneskelighed. Det var et ubetydeligt bidrag set i international sammenhæng, men det har haft altafgørende betydning for den danske selvopfattelse.«

Splittet

Efter våbenhvilen begyndte opbygningen af to adskilte samfund på hver sin side af grænsen. Selv om afslutningen på Anden Verdenskrig havde gjort en ende på 35 års brutal japansk kolonistyre, fik det koreanske folk aldrig sin frihed, men blev inden for rammerne af Den Kolde Krig delt i to.

Hjulpet på vej af sin militære alliance med USA tog Sydkorea den økonomiske liberalisme til sig. Men politisk forblev Sydkorea ligesom Nordkorea et autoritært styre helt frem til 1987.

I samme periode søgte Nordkoreas landsfader, Kim Il-sung, at skabe et kommunistisk samfund under ledelse af Arbejdernes Parti og efter den nordkoreanske fortolkning af kommunismen Juche. En statsideologi, der lægger vægt på selvforsyning og uafhængighed, men som siden har fået et religiøst præg med helliggørelsen af landets politiske lederdynasti fra Kim Il-sung til Kim Jong-un i dag.

Den Koreanske Halvø har i mere end syv årtier været delt midt over. Familier på hver sin side af grænsen er adskilt og har ikke mulighed for frit at besøge hinanden. I alt 76 millioner mennesker lever et liv i skyggen af en konflikt, der aldrig er blevet afsluttet.

Hvis der er én person i den koreanske litteratur, der kan beskrive splittelsen mellem syd og nord, så er det den koreanske forfatter Choi In-hun, der har skrevet den koreanske romanklassiker The Square.

Romanen handler om den unge filosofistuderende Lee Myong-jun, der bliver så desillusioneret over den amerikanske kapitalisme i Sydkorea og marxismens tyranniske ansigt i nord, at han ender med at tage sit eget liv.

Den er obligatorisk læsning i Sydkoreas gymnasier, og Korea-forskere refererer til den som et »vigtigt værk i koreansk litteratur«, siger Barbara Wall, der forsker i koreansk litteratur ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet.

Choi In-hun blev født i Hoeryong i det nuværende Nordkorea i 1936, mens hele Den Koreanske Halvø var besat af Japan, og koreansk sprog var gjort til andenrangssprog til fordel for japansk. Da Koreakrigen brød ud i 1950 var han 14 år gammel og flygtede med sin familie mod syd.

I romanen føler hovedpersonen Lee Myong-jun sig ikke hjemme nogen steder efter USA og Sovjets deling af Korea i 1945. Det fortæller han sin far, efter at han har forladt Sydkorea for at lede efter friheden i nord.

»Når mændene, der var taget til Vesten for at lære det såkaldte demokrati, kom tilbage, rejste de sig og trådte på andre mennesker. De sparkede folket i maven med deres nye skinnende udenlandske sko.«

Men heller ikke i Nordkorea finder Lee Myong-jun den frihed han søger:

»Partiet vil tænke for os, dømme for os, føle for os, og trække vejret for os, mens vi bare bliver bedt om at gentage og følge med.«

Siden The Square udkom første gang i 1960 er den blevet genudgivet med jævne mellemrum. Hver gang har forfatteren redigeret bogen og skrevet et nyt forord for at gøre værket tilgængeligt for læsere, der er vokset op i en anden tid.

Han har engang sagt, at det en dag vil være muligt for ham at ændre bogens slutning, fortæller Barbara Wall.

Vi ringer op til den 82-årige forfatter i Seoul for at spørge, om han har fundet på en ny slutning, hvor hovedpersonen Lee Myong-jun ikke behøver at tage sit eget liv?

»Det er svært at sige om, om der findes en måde at undgå, at han begår selvmord,« siger Choi In-hun gådefuldt over en skrattende telefonforbindelse.

»Måske er det muligt, hvis folk ønsker at forstå, hvad det er, modparten prøver at sige.«

»Jeg er forfatter, og jeg dømmer ikke ud fra virkeligheden. Jeg kan kun tale om et idealsamfund. Så jeg vil sige, at Lee Myong-jun er symbolet på et Korea, der ikke begrænser friheden på nogen måde.«

— Betyder det, at Lee Myong-jun overlever, den dag Nord- og Sydkorea er klar til at forstå hinanden?

»Ja.«

I dag er Choi In-huns barndomshjem et utilgængeligt sted ved Tumen-floden, der markerer grænsen mellem Nordkorea og Kina, og hans bøger kan som næsten al anden sydkoreansk litteratur ikke læses i Nordkorea, fortæller Barbara Wall.

»De taler samme sprog i nord og syd. De bruger samme alfabet og har samme kulturhistorie, men befolkningen har ingenting, der samler dem i dag.«

Hun viser mig en novellesamling med titlen Modern Korean Fiction: An Antology og peger på indholdsfortegnelsen.

Ud af 22 noveller er der kun én fra Nordkorea.

Lukket

Bortset fra velkoordinerede turist- og presseture er Nordkorea ikke et land, man frit rejser ind og ud af. Det er den mørklagte ambassadevilla i et af Stockholms mondæne villakvarterer et symbol på.

Jeg ringer på porttelefonen. En mand siger »hello«, men porten er stadig lige låst. Jeg venter lidt og ringer på igen. Den samme mand svarer, at jeg skal vente. Jeg venter. To minutter efter bliver der tændt et lys, hoveddøren går op og manden kommer ud. Det er Mr. Ri. Han fører mig ind i et modtagelseslokale. I det bløde sofaarrangement får jeg ginsengte og en lektion i Koreas historie.

Den begynder med kongedømmet Koryo, som i 938 forenede det meste af Den Koreanske Halvø til et samlet storrige, der bestod indtil den mongolske hersker Kublai Khan invaderede landet i 1231.

Koryo har lagt navn til Nordkoreas luftfartsselskab Air Koryo, der flyver fra Pyongyang til Beijing og Vladivostok to gange om ugen.

Det er ikke tilfældigt, for Koryo symboliserer den storhed, Nordkorea gerne så på Den Koreanske Halvø med et forenet land, der ikke er domineret af udefrakommende stormagter.

To timer og 20 minutter senere står jeg ude på gaden igen.

Jeg er forvirret. Set fra Nordkorea er det amerikanerne, der splittede Korea i to, og Pyongyang ønsker bare at samle det igen. Og ginsengte er for øvrigt ikke, som jeg troede, kinesisk medicin, men en særlig koreansk specialitet.

Dagen efter mit besøg i Stockholm læser jeg i avisen, at den sydkoreanske ungdom er i oprør over, at præsident Moon Jae-in har sagt ja til at lade Nordkoreas kvindelige ishockeyspillere spille sammen med Sydkoreas landshold. Da Nordkoreas atleter i sidste uge ankom til syd, var der store protester i Seoul med afbrændinger af det nordkoreanske flag.

Den modstand vidner om, at spørgsmålet om et forenet Korea ikke er enkelt, siger Christopher Green, der er seniorrådgiver ved International Crisis Group og har arbejdet med Den Koreanske Halvø i en årrække.

»I Sydkorea kan man overordnet sige, at jo ældre du er, des større sandsynlighed er der for, at du vil støtte et forenet Korea, mens den yngre del af befolkningen har vænnet sig til status quo med to adskilte stater.«

»I Nordkorea bruger man tit en metafor om et organ, der er delt i to til at illustrere splittelsen på Den Koreanske Halvø. Lige som for et menneske kan halvøen ikke fungere optimalt med et halvt organ.«

Men der findes også en anden metafor til at illustrere Den Koreanske Halvø, tilføjer Christopher Green.

»Det er en historie om to dyr, der strides med hinanden.«

Men de to dyrs haler er bundet sammen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karsten Nielsen

Hver gang jeg hører begrebet 'den frie verden' spænder jeg hanen på min mentale pistol.

Hans Larsen, Bettina Jensen, Eigil Thomassen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar

omvendt må gu glædes over ikke at leve under et totalitært regime som i Nordkorea og i det tidligere sovjet. Der ville din mentale pistol vel gå af hvert minut.