Læsetid: 3 min.

Et liv er forbi: Helge Meiner Christensen

Helge Meiner Christensen blev som ung anbragt under Åndssvageforsorgen. Han levede det meste af sit liv på institution, men endte med at få sin egen lejlighed og arbejde som gartner
Helge Meiner Christensen blev som ung anbragt under Åndssvageforsorgen. Han levede det meste af sit liv på institution, men endte med at få sin egen lejlighed og arbejde som gartner

Privatfoto

3. februar 2018

Helge Meiner Christensens store passion var havearbejde. Flere gange om ugen startede han sin plæneklipper for at slå græsset i området ved sit bosted, ligesom man ofte kunne se ham køre rundt på havetraktoren eller rode i pedelskuret til sent ud på aftenen. Om vinteren kørte han fejemaskinen ud, allerede inden sneen havde lagt sig, så han kunne være den første til at salte de glatte veje.

Altid iført termojakke, sikkerhedssko og en pibe i mundvigen.

Helge Meiner Christensen var ikke som folk er flest.

Da han var barn, gik hans mentale udvikling i stå. Hans historie er derfor også historien om, hvordan samfundets håndtering af udviklingshæmmede har ændret sig i hans levetid: Fra han i sin ungdom blev anbragt under det daværende Åndssvageforsorgen på en anstalt isoleret fra resten af samfundet – til han kom i beskyttet bolig, lærte at klare sig selv og  fik arbejde som gartner.

Fra anstalt til beskyttet bolig

Helge Meiner Christensen blev født på en gård i Bækbo ved Lem i Vestjylland. Han var nummer seks i rækken af en søskendeflok på otte, der alle hjalp forældrene i landbruget – med at grave tørv og hakke roer.

I skolen havde han sværere ved det boglige end sine søskende og jævnaldrende, og i tredje klasse kom han i specialklasse i Skjern. Selv om han lærte at regne og læse, blev det tydeligt, at han aldrig ville blive en ’rigtig’ voksen.

Som ung blev han derfor anbragt under Åndssvageforsorgen på Livø, der blot få år forinden havde fungeret som isoleret øanstalt, hvor mænd med en intelligenskvotient på under 75 blev interneret, noget man dengang anså som en progressiv håndtering af ’de åndssvage’.

Øanstalten blev officielt lukket i 1961, men frem til slutningen af årtiet blev der stadig drevet institution i bygningerne. Det tog hårdt på Helge Meiner Christensen at være der. Han blev medicineret og havde kun lidt kontakt med sin familie og verden udenfor. Han sov på sovesal og havde ikke andet privatliv end et lille skab med ganske få ejendele.

Efter næsten 20 år under Åndssvageforsorgen på flere forskellige anstalter flyttede han i 1980’erne til en for datiden ny form for bostedstilværelse i Silkeborg, hvor han fik sin egen lejlighed – en beskyttet bolig med et lille tekøkken.

Han tog ofte cyklen rundt i Silkeborg-området, hvor han kendte næsten alle stier og veje. På turene stoppede han op her og der, satte sig på en bænk i byen eller besøgte bodegaen Nordkap. Her snakkede han gerne med dem, han kendte – og dem, han ikke kendte.

Han kom i lære i bostedets gartneri og fik faste arbejdsopgaver både som gartner og pedel.

Gennem mange år havde han ansvaret for områdets græsarealer og anskaffede sig en havefræser, en fejemaskine og en havetraktor, som han brugte på alle tidspunkter af døgnet. Når de andre pedeller var taget hjem, kunne beboerne se Helge Meiner Christensen køre rundt på sin havetraktor, eller sent om aftenen høre ham starte maskinen for igen at slå plænen – selv klokken 22 om aftenen.

Udendørsarbejde er for mænd, og indendørsarbejde er for kvinder, sagde han og nægtede hele sit liv at lære at lave mad og vaske tøj.

Kolonihaver og Anders And-blade

Helge Meiner Christensen havde også to små kolonihaver. I den ene groede et væld af blomster, buske og frugttræer, der stod tæt plantet mellem små anlagte stier, mens der i den anden blev anlagt en køkkenhave med blandt andet gulerødder, porrer og kartofler og jordbær.

Især var hans jordbær og blommer berømmede som byens bedste, og indimellem kom der silkeborgensere forbi for at købe et par bakker med frugt og grønt. Men han ville ikke sælge til alle og enhver. En dag gravede han et hul i haven, hvor han smed alle sine blommer i – for der var en kunde, som i hvert fald ikke måtte købe dem.

»Jeg bliver så ’eroteret’,« udbrød han typisk, når der var noget, der ikke passede ham, og følte han sig forurettet, var det altid med bemærkningen:

»A må heller aldrig noget!«

Helge Meiner Christensen var en samler, der gemte gamle sager og købte nips på loppemarkeder. Skurene i hans kolonihaver var så proppede med haveredskaber og gemte ting, at der kun lige akkurat kunne stå en enkelt stol. I hans lejlighed var der hylder og skuffer fyldt med bamser, legetøj og Anders And-blade. Lightere samlede han også i massevis, og han stoppede dem altid i sine lommer, inden han gik ud ad døren. Op til 20 lightere kunne han snildt have på sig på én gang.

Helge Meiner Christensen døde den 26. oktober 2017 efter et kort sygdomsforløb.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

  • Et liv er forbi: En lille kop kaffe skal også være en stor oplevelse

    17. august 2019
    Anton Ulrich Bonnén ville nødigt misse en hyggelig komsammen, en mulighed for at engagere sig eller en køretur ud i et smukt landskab. Allerhelst med sig selv ved rattet. Derfor var hans middagslure livet igennem korte og ukomfortable, så der var tid til så mange oplevelser som mulig. Derfor ærgrede det ham også at skulle gå glip af sin egen begravelse
  • Et liv er forbi: Orto Ignatiussens liv var som Østgrønland: Barskt og smukt

    29. juni 2019
    Hver uge fortæller Information om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende. I denne uge om Orto Ignatiussen, der vandt Tasiilaqs børns tillid og blev nomineret til en Oscar, men han overvandt aldrig alkoholen
  • Et liv er forbi: En rigtig socialist går ikke op i sit hår

    22. juni 2019
    Hver uge fortæller Information om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende. I denne uge om Steven Johannes Lêgene, som var kendt i Svendborg som politisk aktivist og kæmpede for retten til kortere sagsbehandling for syge og svage, som ikke kan arbejde. Til sidst var det Steven Johannes Lêgenes selv, der var syg og slidt og måtte søge om førtidspension
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Britta Hansen
  • Carsten Munk
  • Anker Nielsen
  • David Zennaro
Britta Hansen, Carsten Munk, Anker Nielsen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu