Læsetid: 3 min.

Et liv er forbi: »Nu skal jeg vise dig, hvor inderlåret sidder«

Kun én ting kunne få Jens Slagter hjem fra sin ungdoms eventyr: At blive slagtermester på Kultorvet
Jens Slagter var en af de første til at gå fuldt og helt efter den økologiske omstilling.

Jens Slagter var en af de første til at gå fuldt og helt efter den økologiske omstilling.

Tobias Selnæs Markussen

3. marts 2018

Da Jens Petersen for nogle år siden kunne fejre sit 25. år som slagtermester på Kultorvet i København, stoppede Den Kongelige Livgardes orkester foran forretningen og spillede Happy Birthday. Ingen ved helt, hvordan det var lykkedes ham at få garderne til at markere jubilæet, men et godt bud er, at han havde en god ven et sted. Dem havde Jens Petersen nemlig mange af.

Nok stod der ’Petersen’ i Jens’ pas, men på postkassen foran huset i Charlottenlund stod der ’Jens Slagter’. Han kaldte sig aldrig andet. 

»Hej min ven,« sagde han, når der kom nye kunder i forretningen. Og det skulle ofte vise sig at blive en selvopfyldende profeti. Ingen slap for slagterens frækheder. »Nu skal slagteren vise dig, hvor inderlåret sidder,« ville han sige til de kvindelige kunder. Hans bramfri talestrøm var altid ledsaget af en oprigtig interesse for, hvad andre kunne fortælle. Det var nok derfor, at Trinitatiskirken ved Rundetårn ikke havde pladser nok til hans bisættelse.

Traditioner

På mange måder foretrak Jens Slagter verden, som den så ud i går. Hans store fingre kunne ikke ramme tasterne på iPhonen. Og han ville til enhver tid hellere trække syvende bind af Lademanns Leksikon fra 1977 ud af reolen end at få svaret fra Google.

Ligesom han insisterede på at sælge økologisk kød i sin butik, kunne han ikke drømme om at tage en hovedpinepille. Så hellere et glas vand. Han skulle hverken forgifte sin egen eller andres kroppe med det »laboratorie-bras«.

Traditioner var en alvorlig sag, mente Jens Slagter. Det var grunden til, at han og de andre slagtere bar bowlerhat i butikken. Det hørte sig til. Han holdt også af at gå i kirke juleaften, selv om han ikke var særlig troende.  

Men konservativ var han ikke. Som en af de første i Danmark lagde han sin forretning om til økologi allerede i starten af 1990’erne, og så snart han fik muligheden, anskaffede han sig en elbil.

Én vej

Jens Slagter overvejede aldrig at tage en studentereksamen. Han ville være slagter som sin far. Og knap 20 år gammel forlod han Slagteriskolen i Roskilde som den bedste på sit hold. 

To år efter købte han en flybillet til Australien. En enkeltbillet. Selv om han døde som en fædrelandselskende mand, der kunne kongerækken, var han som ung knap så begejstret for Danmark. Skatterne var for høje og vejret for dårligt. Han ville hellere prøve lykken ude i verden. Og kun én ting ville kunne lokke ham hjem, svor han, inden han tog afsted: Hvis han fik mulighed for at overtage slagterforretningen på Kultorvet.

I Australien holdt han sit fag ved lige. Men ikke mere end højest nødvendigt. Det handlede om at spare sammen, så han kunne rejse ud og udforske den nye verden. Efter syv år kom Slagteren på Kultorvet til salg. Få uger og en lang flyvetur senere trådte Jens Slagter ud af bankfilialen på Nørre Voldgade. I hånden havde han skødet til Danmarks bedst beliggende slagterforretning.

Verdens bedste sted

Hanne var blandt Jens Slagters første stamkunder. »Sig mig,« begyndte han, når Hanne var nede i forretningen. Ligesom han havde gjort dagen forinden. Og dagen før det: »Hvornår skal du egentlig i byen med slagteren?«

Slagteren mødte sin kone på samme måde, som han mødte alle andre mennesker. Med et glimt i øjet. Hanne var en borgerlig pige. Egentlig havde hun ikke forestillet sig, at hun skulle finde sammen med en slagter. Og slet ikke en som Jens, der dårligt kunne træde ind på et værtshus uden at støde ind i to bekendte. Men sådan gik det.

Jens Slagter sov sjældent mere end fire eller fem timer om natten. Der var nok at se til med forretningen, og han nægtede at have for travlt til sin familie. Det var vigtigt for ham, at han ikke bare var far og husbond. Han ville også være kammerater med sin familie. I studentergave gav han hver af børnene en måneds rejse til Australien med ham. Familien tog også sammen til Roskilde Festival og Copenhell for at høre rockmusik. Og fra deres faste pladser på C-tribunen så Jens Slagter og hans to sønner alle FCK’s hjemmekampe i Parken. ’Slagteren’ stod der på ryggen af hans trøje. 

Han befandt sig aldrig bedre end til de ugentlige søndagsmiddage hjemme i Charlottenlund. De boede »verdens bedste sted«, som han sagde. Når han havde skåret stegen for og fundet sig til rette på sin plads for enden af bordet, slog han armene ud og udbrød: »Det er jo et kongemåltid.«

Jens Slagter døde som han levede. Med bowlerhatten på og i godt humør i sin forretning. 

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Skriv til: modernetider@information.dk

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Steffen Gliese
  • Lise Lotte Rahbek
  • David Zennaro
  • Ervin Lazar
Katrine Damm, Steffen Gliese, Lise Lotte Rahbek, David Zennaro og Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer