Løkke er en konge, der længes efter sit folk

Det var rørende, faktisk, at se Lars Løkke Rasmussen kæmpe med at holde tårerne tilbage under den tale ved nytårsstævnet i Thyborøn, som for nylig blev vist på bl.a. ekstrabladet.dk. Løkke ville undskylde til sin nye bedste ven, skibsreder John-Anker Hametner Larsen, og lagde muntert ud med at kalde sig selv en torsk, men gik straks efter i stå.

»Ja … Jeg skal lige finde mig selv her,« som han sagde. Og sekunderne tikkede, latteren forstummede, og man må have følt med manden, hvis man var til stede i salen. »Jeg er faktisk lidt ked af, oprigtigt ked af, at man skal slå sig så meget på at kende mig,« sagde han.

Som Ekstra Bladet temmelig nøgternt har konstateret i sin leder, var det dog en mærkværdig undskyldning, Løkke kom med. For samtidig med at undskylde for fiskeentreprenørens strabadser, fastholdt Løkke i interviews både før og efter, at han ikke selv havde gjort noget forkert, og at det i øvrigt ikke lå til ham at fortryde, hvad han gør i sit liv.

Det, han undskyldte for, var med andre ord ikke sine egne handlinger, men mediernes og oppositionens i sagen om de såkaldte kvotekonger. Det overhovedet at tale om ’en relation’ til kvotekongerne var for Løkke så forargeligt, »ulækkert« endda, at han røg helt op i det røde felt under et samråd. Logikken i undskyldningen synes således at være noget i retning af:

»Jeg er oprigtigt ked af, kære ven, at nogen kan være så ulækre at påstå, at du er min ven.«

Allerede denne mærkelige benægtelse antyder jo en vis følelsesmæssig konflikt. Og i et af de interviews, Løkke gav i Thyborøn, kom måske lidt mere af forklaringen på, hvad der bragte ham ud af fatning: Han havde i Thyborøn de seneste år, forklarede han, fået mulighed for at mødes med nogle helt almindelige vestjyske fiskere, der bare gerne vil snakke lidt og hygge sig. Man spiste god fisk og samlede ind til det helt apolitiske formål, Løkkefonden, som alle syntes rigtig godt om. Det virker, som om Løkke ville ønske, at han bare kunne være en almindelig mand, som en flok fiskere godt kunne lide at hænge ud med. Og i Thyborøn fik han mulighed for at føle sig lidt sådan.

Korruption

Situationen minder lidt om prinsen, der ønsker at være inkognito for at sikre sig, at hans udkårne ikke kun falder for ham på grund af hans rigdom og det halve kongerige, bortset fra at Løkke ikke er inkognito. Det er umuligt for ham at skjule, at han er statsminister. Selvom alle virker glade og åbenhjertige, er det uomgængeligt, at hvert eneste smil og hvert eneste håndtryk samtidig også er led i en (indirekte) politisk forhandling.

Vel at mærke en sådan, der ser uheldig ud, når man husker, at Løkkes mærkværdige håndlanger Esben Lunde Larsen for bare et halvt års tid siden måtte flyttes fra Fiskeriministeriet, fordi han havde tilbageholdt oplysninger om, hvordan man kunne begrænse kvotekongernes monopoldannelse. Var det sket i lande, vi normalt ikke sammenligner os med, ville vi kalde det korruption.

Den sørgelige sandhed om mødet med de hjertevarme fiskere er naturligvis, at Løkke ikke er en helt almindelig mand, og at de formentlig ikke gad hænge ud med ham, hvis ikke han havde direkte indflydelse på deres livsbetingelser. Og det er endda værre endnu: Mange af de »helt almindelige fiskere« – ikke mindst Hametner-Larsen – er slet ikke helt almindelige fiskere, men særdeles velhavende forretningsmænd, der har tjent kassen på privatiseringen af fiskerettighederne; nærmere spekulanter end fiskere.

Løkkes rørelse minder derfor i virkeligheden en hel del om melankoli, der ifølge Freud er en længsel efter noget, man aldrig rigtig har haft eller ikke helt ved, hvad er.

Ulækkert

Løkkes ’undskyldning’ var således måske mest af alt et udtryk for en længsel efter at kunne være en ligefrem, elsket og folkelig statsminister, som bare vil alle det bedste, og som alle holder af, fordi de kan se, at han handler helt uden bagtanker.

Det ’ulækre’ i at insinuere, at Løkke skulle have ’relationer’ til kvotespekulanter, består i at besudle denne melankolske fantasi. Måske er dette udtryk netop nøglen til Løkkes ubehag. Betegnende nok gik det nemlig igen, da Claus Hjort Frederiksen forsøgte på at komme Løkke til undsætning: Her har vi en statsminister, der så gerne vil møde alle mulige mennesker, og så kan man simpelthen ikke være bekendt at insinuere, »at der er ét eller andet ulækkert samspil«, som forsvarsministeren sagde det. Det er ikke nemt at besvare kritik med argumenter, når det handler om at beskytte ens fantasi.

Man kan mene, at det er synd for Løkke, og at man bør huske på, at det også kan være svært at være statsminister, som Dan Turèll ville have sagt det. Men så er der jo heldigvis også så meget andet, man kan være.