Baggrund
Læsetid: 8 min.

Magiske momenter, geopolitik og suveræne nordmænd

16 olympiske dage i Sydkorea har budt på storpolitik, store sportsmomenter og smukke individuelle præstationer. Nordmændene har været suveræne. Vi ridser de 23. olympiske vinterlege op
Tjekkiske Ester Ledeckás sejr i kvindernes Super G-konkurrence ved OL i Pyeongchang er en sensation, der er blevet kaldt den største nogensinde i de alpine skidiscipliner.

Tjekkiske Ester Ledeckás sejr i kvindernes Super G-konkurrence ved OL i Pyeongchang er en sensation, der er blevet kaldt den største nogensinde i de alpine skidiscipliner.

AP/Ritzau Scanpix

Moderne Tider
24. februar 2018

Det var 17. februar om eftermiddagen lokal tid i Jeongseon Alpine Centre i Pyeongchang-området.

Ester Ledecká troede ikke, uret talte sandt. Den 22-årige snowboarder fra Liberec i Tjekkiet havde netop passeret mållinjen i kvindernes alpine Super G-konkurrence og måbende konstateret, at hun var en hundrededel bedre end Østrigs Anna Veith.

Veith var allerede udråbt som vinder. De værste konkurrenter var fejet væk. Østrigeren var forsvarende olympisk mester. Stod strunk og smilende i målområdet iført sin hvide strikhue, forberedt på at skulle modtage endnu en guldmedalje. Lige indtil hun kiggede op på uret, netop som Ester Ledecká strøg over stregen.

Tjekken var én hundrededel hurtigere end Anna Veith. En sølle hundrededel. Mindre end et fingerknips. Det var en sensation, der hurtigt blev døbt til at være den største nogensinde i de alpine skidiscipliner.

Ester Ledecká kom nemlig til OL som en af verdens bedste snowboardere. Her var og er hun specialist og bliver af eksperter kaldt et naturtalent på ski.

Det var første gang nogensinde, en kvinde stillede op i både snowboard og i en af de alpine discipliner, og Ledecká havde kun en enkelt World Cup-placering i top 20 i Super G på bogen i sin foreløbige karriere.

Det var på ingen måde forventet, at hun ville være i nærheden af medaljerne i de alpine discipliner,

Pressemøde med skibriller

»Det må være en fejl,« sagde Ledecká chokeret til kameramanden, da hun stod i målområdet og konstaterede, at hun tilsyneladende havde vundet guld.

Der gik flere halve minutter, før hun anerkendte sin triumf, og Ledecká gennemførte det efterfølgende vinderpressemøde uden at tage sine skibriller af. Hun nægtede, fordi hun ikke havde iført sig den nødvendige makeup til en sådan seance.

De tjekkiske medier fik naturligvis døbt Ledeckás sejr »Miracle on Snow« med reference til det såkaldte Miracle on Ice fra 1980, hvor et hold af collegedrenge fra USA sensationelt besejrede det statsprofessionelle, legendariske Sovjet-hold i ishockeyturneringen i Lake Placid.

Selv var jeg den 17. februar på arbejde på Eurosport for at kommentere ishockey. Alle på redaktionen talte om Ester Ledecká. Om miraklet. Om hendes forbløffede ansigtsudtryk. Om sensationen. Videoklippet af den forbløffede vinder blev kørt igen og igen og vist til enhver, der mødte ind på redaktionen.

Det var et uventet, ikkeprogrammeret moment i en sportsverden, der på højeste niveau er gennemkommercialiseret og spækket med politiske agendaer – specielt når det gælder de olympiske lege. Et af de momenter, som vi sportselskere venter på i timevis, månedsvis, ugevis – indtil de endelig dukker op. Helt uventet. Bagefter taler vi om dem i dagevis.

Det forventes, at Ester Ledecká tager guld i snowboardernes parallelslalom i weekenden. I givet fald vil hun igen skrive historie.

Ishockey og bizarre fans

Pyeongchang-OL begyndte politisk. Anderledes kunne det næsten ikke være med den evigt verserende verbale konflikt mellem Syd- og Nordkorea med stormagterne i baggrunden.

Det internationale ishockeyforbund havde i et par år arbejdet i kulissen for at skabe et fælles kvindeligt koreansk ishockeyhold, der kunne stille op til OL, og et par uger før Pyeongchang 2018 lykkedes det at få holdfællesskabet bugseret fra drøm til realitet.

12 nordkoreanske spillere og et par folk fra trænerstaben blev fløjet ind to uger før turneringsstart, og det vakte politisk begejstring. Symbolet på et fredeligt OL var en realitet, og sydkoreanerne kunne ånde lettet op.

Det fælleskoreanske ishockeyhold lignede en garanti for et konfliktfrit OL-arrangement.

Træneren for det sydkoreanske landshold, den blot 29-årige canadier Sarah Murray, var dog i første omgang ikke begejstret. Efter et par år med en sammentømret trup skulle hun nu til at rette ind og skubbe 12 nordkoreanere ind i træningen op til OL-turneringen. Hun udtrykte politisk ukorrekt utilfredshed. Men senere skiftede Murray mening og glædede sig over, at både trænere og spillere fra nabolandet havde været med til at skabe god stemning på holdet.

Amerikansk stenansigt

Sportsligt gik det som forventet for Det forenede Korea. Holdet fik klø i samtlige kampe, og Koreas optræden i turneringen vil blive husket for to ting:

De tårevædede og rørende scener efter kampen mod Sverige, hvor publikum råbte på et forenet Korea, og hvor spillere fra nord og syd krammede hinanden som venner og holdkammerater – og det til tider helt bizart koordinerede nordkoreanske heppekor, der til en del af ishockeykampene stjal opmærksomheden med en næsten skræmmende ensartet koreografi, sangstyrke og fuldstændig ens påklædning. Var det mennesker eller maskiner?

På en måde gav det forenede ishockeyhold håb om en fredeligere og mere harmonisk fremtid på den koreanske halvø. Nøjagtig som åbningsceremonien, hvor de to koreanske folk marcherede ind som en forenet enhed.

Den sydkoreanske præsident, Moon Jae-in, og Kim Yo-jong – søsteren til den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, applauderede begejstret, mens USA’s vicepræsident, Mike Pence, demonstrativt blev siddende i protest over sydkoreanernes glæde over naboens pludselige åbenhed.

Geopolitisk rummer OL som oftest voldsom symbolik, og 2018 i Korea var ingen undtagelse. Om Nordkoreas pludselige opdukken uden for landets lukkede grænser var et enligt pr-stunt eller en reel opblødning, vil først vise sig, når den olympiske flamme er slukket i Sydkorea.

Amerikansk mirakel

Flammen var stort set også slukket for den amerikanske snowboardlegende Shaun White tilbage i november 2017, da han under træningen op til OL – den foregik i New Zealand – styrtede så forfærdeligt, at han endte med perforerede lunger og måtte syes med 62 sting.

Under OL havde han stadig sting i tungen, men gik alligevel efter sin tredje guldmedalje og revanche for en dybt skuffende fjerdeplads i Sochi for fire år siden.

White var på hælene inden sit sidste løb i halfpipe-konkurrencen i Pyeongchang. Han skulle levere en monsterpræstation for at passere det japanske supertalent, den blot 19-årige Ayumu Hirano.

White, der er 12 år ældre end sin japanske kombattant, kulminerede og fremviste et kunstværk af et gennemløb i en hidtil uset sværhedsgrad. Og vandt.

Efter guldet var en realitet, brast det sammen for amerikaneren, der i store perioder af sin karriere ellers er fremstået som topmålet af en cool fyr. Den tredje olympiske triumf fik Whites facade til at blive rørende blød. Med lidelseshistorien og det efterfølgende flotte comeback efter det voldsomme styrt in mente står han tilbage som OL’s måske største individuelle atlet.

Klassisk kontra moderne

Snowboardsporten er med sine efterhånden 20 år på bagen som OL-gren endt som en darling på programmet, og disciplinerne er blevet en fast must see for olympiske vintersportsfans. I halen på snowboard er kommet flere andre, nye discipliner, som indimellem kan være en torn i øjet på fans af den klassiske skisport.

Slopestyle, for eksempel.

Svenske Aftonbladet havde sendt sin klummeskribent Patrik Brenning i marken til finalen, og han var ikke imponeret.

»Det mest provokerende er, at ingen synes at bryde sig det mindste om resultatet. Det vigtigste er at have det skidesjovt til træning, at alle er glade og at det hele er en ’fed forestilling’. I målområdet jubler løbere, som netop har misset en medalje, og i mixed zone krammer journalisterne ivrigt med deltagere fra alle nationer. Alle tænker på hinanden, men ingen synes at tænke over, hvordan det endte,« skriver Brenning i sin klumme om en gren, der ifølge ham bør stryges af det olympiske program øjeblikkeligt.

På den måde rammer de olympiske vinterlege et sted mellem klassisk og moderne sport, og mange vil formentlig gå i rette med ovennævnte klummeskribent og konstatere, at deltagerne i slopestyle bruger mindst lige så mange timer på træning som de ’klassiske atleter’.

Den moderne generation af sportsfolk har blot et anderledes udtryk.

Perfekte franskmænd og nordmænd

Den franske skiskytte Martin Fourcade var som ventet uovertruffen i sin svære disciplin. Fourcade skød og løb sig ind som den mest vindende atlet nogensinde i fransk olympisk historie og sikrede sig den tredje guldmedalje, da han førte sit franske mixhold til guldet onsdag i legenes anden uge.

29-årige Fourcade med det charmerende, mørke, småskæggede ansigt, er den klassiske olympiske rollemodel. Hjemme bor han sammen med hustruen Hélène og parrets to små døtre og lever et tilsyneladende pletfrit liv, som nydes af hans af over 400.000 følgere på Facebook og op mod 250.000 følgere på Instagram.

Fourcade medvirkede altså til tre af fem franske foreløbige guldmedaljer i skrivende stund. Nationernes tabel toppes ved avisens deadline af nordmændene lige foran Tyskland. Norge har bortset fra enkelte fejltagelser været toneangivende ved legene.

Langrendsskiene har i modsætning til Sochi 2014 været smurt korrekt, og selv i skihop for hold – som Norge ikke havde vundet siden disciplinen blev indført for 30 år siden i Calgary – var Daniel-André Tande, Andreas Stjernen, Johann André Forfang og Robert Johansson fuldstændig suveræne.

Meget skal gå galt, hvis ikke den norske delegation om nogle dage lander hjemme på Gardermoen som OL’s største triumfatorer og dermed afløser Rusland, der vandt medaljeligaen i Sochi for fire år siden. Russerne er som bekendt blevet afsløret i en enorm og hidtil uset mængde dopingsager, der på bagkant har skamferet og annulleret den russiske superpræstation på hjemmebane for fire år siden.

Det er også på grund af dopingskandalen, at de stiller op som OAR – Olympic Athletes from Russia – under dette OL. Som nation er Rusland udelukket.

Dansk medaljehåb

For de danske atleter har vinter-OL inden den afsluttende weekend været en blandet fornøjelse. Størst opmærksomhed har der været på curlingholdene, men både herrer og damer var langt fra semifinalerne efter det indledende grundspil.

I weekenden byder programmet på den første fællesstart – eller massestart, om man vil – i hurtigløb på skøjter siden OL i 1932, og det er her, Danmark har sin største mulighed for medalje, når fanebærer ved åbningsceremonien, Elena Rigas, tørner ud.

Også Viktor Hald Thorup har en outsidermulighed hos herrerne, men Rigas er regnet blandt favoritterne efter en stabil sæson i World Cup og måske kan vække dansk eufori hjemme i vinterkulden.

Søndag afsluttes hele festen med ishockeyfinalen hos herrerne. Torsdag morgen gav kvinderne fra Canada og USA i deres finale en forrygende forsmag på, hvad der kan vente. Kampen endte i straffeslag efter tre hæsblæsende perioder og en overtid. Amerikanerne endte med at vinde 3-2 og stødte dermed canadierne af tronen, som de har siddet på siden 1998.

Det er værd at stå op og drikke morgenkaffe tidligt søndag morgen. Selv om spillerne fra verdens bedste liga, nordamerikanske NHL, er blevet væk fra OL, fordi ligaens bagmænd mente, at det ville være for kostbart at lukke NHL i tre uger, er en olympisk ishockeyfinale helt speciel.

Sverige røg sensationelt ud mod Tyskland i kvartfinalen, men tyskerne overvinder næppe Canada i semifinalen, der ved avisens deadline endnu ikke er spillet. I den anden semifinale vandt de olympiske atleter fra Rusland 3-0 over Tjekkiet, så meget tyder på, at vi får en ægte klassiker i finalen. En ishockeydyst mellem canadisk fysik og ukuelig vindervilje mod de teknisk vidunderligt dygtige russere vil være den perfekte afslutning på de olympiske vinterlege i 2018.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her