»Sex er grænseoverskridende. Og paradoksal. Og man bliver såret. Omfavn det«

Både i flirten og parforholdet kan vi lære en masse om sex og grænser fra SM- og bondagemiljøerne, siger Steen Schapiro, der i årevis har beskæftiget sig med seksuelle subkulturer. For der er behov for retningslinjer og sprog, hvis erotikken skal trives
Moderne Tider
17. februar 2018
Det, der foregår i dominansuniverset, er faktisk ikke væsensforskelligt fra den sex, vi har derhjemme. Det er bare taget lige et niveau op. Der er så at sige skruet op for volumen. Og derfor bliver det hele jo også forstørret, så man bedre kan se det, siger Steen Schapiro.

Det, der foregår i dominansuniverset, er faktisk ikke væsensforskelligt fra den sex, vi har derhjemme. Det er bare taget lige et niveau op. Der er så at sige skruet op for volumen. Og derfor bliver det hele jo også forstørret, så man bedre kan se det, siger Steen Schapiro.

Anders Rye Skjoldjensen

»Hvis ens partner er bundet på hænder og fødder og ikke kan tale på grund af en knebel, skal man virkelig være opmærksom for at lokalisere lyster og grænser.«

Steen Schapiro griner afvæbnende. Det kan der være behov for, når samtalen handler om et hjørne af seksualiteten, hvor tabuerne omfavnes, og hvor de færreste har førstehåndserfaringen. Men netop derfor skal vi tale om den. For vi kan alle nyde godt af den vidensopbygning, der sker i SM-, bondage- og fetich-miljøerne, mener Steen Schapiro. Han er 50 år, filmklipper, underviser og dokumentarist og har beskrevet Danmarks seksuelle subkulturer i flere film og bøger – senest i en kommende håndbog i klinisk sexologi.

»Det, der foregår i dominansuniverset, er faktisk ikke væsensforskelligt fra den sex, vi har derhjemme. Det er bare taget lige et niveau op. Der er så at sige skruet op for volumen. Og derfor bliver det hele jo også forstørret, så man bedre kan se det.«

Superbrugere? 

Og derfor kan de erfaringer, der gøres her, bruges i snakken om sex og grænser mere generelt. For når man i den erotiske leg arbejder med dominans og underkastelse, er det helt afgørende, at man er rigtig opmærksom på grænseområderne.

»Det kan være en voldsom rejse. Derfor er det helt afgørende, at man finder en sikker og tryg måde at gøre det på – vel at mærke samtidig med at det stadig er vildt og frækt.«

— Kan man så kalde folk, der dyrker erotisk dominans for en slags seksualitetens superbrugere?

»Ikke nødvendigvis. Kinky folk er jo vildt forskellige. Men fælles or dem er, at når man først begynder en rejse med dominans, overgivelse og symboler, gør man seksualiteten rituel. Man siger til sig selv og hinanden, at nu indtager vi bestemte roller. Nu skaber vi et undtagelsesrum. Så må man nødvendigvis sætte ord på: Hvad er så reglerne i det rum?«

Og det er helt nødvendigt i erotisk dominans. For mens det oplagt er skræmmende at slippe kontrollen, er det mindst lige så skræmmende og sårbart at tage magten og ansvaret på sig, understreger han.

»Det kræver jo, at man er nærværende og ærlig. Lytter, forhandler og mærker den anden. Og alle de teknikker kan tages med ind i helt almindelig hverdagsseksualitet i parforholdet, men også i de unges datingflirt.«

Dobbeltparadigme

Steen Schapiro mener, at det er helt afgørende at vi taler med de unge om sex og grænser, fordi han ser en generation, der skal navigere i et historisk uset vanskeligt felt.

»Et af de store problemer med seksualitet lige nu – ikke mindst for de unge – er overhovedet at finde ud af, hvad de seksuelle koder i vores kultur er,« siger Steen Schapiro.

For vi har gang i et dobbelt paradigme.

»Vi står ikke midt i et paradigmeskift; vi lever med to sideløbende. Det første har det budskab, at vi bare skal give den gas. Det er et kulturlag, der siger, at vi skal være med på det hele, være kinky og da helst også lidt biseksuelle. Det får de unge at vide i musikvideoer, reklamer og på DR3.«

Men det konkurrerer konstant med en anden etos.

»Det siger: ’Pas nu på! Du skal ikke være en skøge eller en fuckboi. Du sårer dig selv, hvis du går ud og udforsker din seksualitet for vildt’.«

Player eller good guy

Så vi har altså de her to moralsæt, to tilskyndelser til, hvordan vi skal behandle vores seksualitet.

»Det er megasvært at navigere i, og jeg kan jeg godt forstå, at det kan gøre de unge knaldforvirrede. Ikke mindst drengene er dårligt klædt på til den navigation,« siger Steen Schapiro.

For mens vi i århundreder har snakket om luder/madonna-skismaet, så er det nyt, at drenge og mænd skal forholde sig til modsatrettede påbud i en player/good guy-dualitet.

»Hvornår skal man tage? Hvornår skal man holde igen? Der er mange kvinder, der gerne vil tages, men samtidig kan det hurtigt blive for meget. Hvordan skal jeg være mand? Det kan være enormt svært, når man er helt ung. Hvad er forventningen til mig? Skal jeg være en machotyr, en player, eller skal jeg være den bedste ven, der også lige tager opvasken?«

Omsorg er macho

Men Steen Schapiro tror, at modsætningen kan ophæves. En mand behøver ikke at vælge. »Jeg synes, det er enormt vigtigt, at vi siger til de unge, at man godt kan være en ’rigtig’ mand, selv om man lytter og forhandler. At man godt kan være den aktive, der tager og samtidig tjekker, tvivler og spørger. At det faktisk kan være skidemacho at drage omsorg for den anden under og efter sex,« siger Steen Schapiro.

»Men man skal fandme også have lov til at komme et sted hen, hvor man bare bruger lysten og potensen. Og det gælder også for kvinder. Der er ikke så skidestor forskel på os. Vi er bare lukket inde i nogle kulturelle kasser.«

Afklaring

Men tilbage til erfaringerne fra dem, der tager sex ’et niveau op’. Til den erotiske dominans. Har han nogle helt konkrete, håndgribelige råd, som kan bruges i hverdagsseksualiteten?

Man kan med fordel begynde med en afklaring af, hvorfor man overhovedet vil have sex med hinanden, siger han. Det er faktisk ikke altid så oplagt, som det kan forekomme.

»Skal det være for at avle? Er det for at give hinanden en god orgasme, klø hinanden lidt på ryggen. Det kan jo også være dejligt. Skal det være for at score? Eller skal det være for at udforske sig selv eller hinanden.«

Rammerne

Man kan tale om rammerne. Hvor ligger grænserne? Det er ofte meget systematiseret i de seksuelle subkulturer. Nogle arbejder med farvekoder, fortæller Schapiro. Rød betyder stop, gul vær varsom, og grøn er lig med fuld gas. Andre med en opdeling i ’bløde’ og ’hårde’ grænser. Hvor de hårde er nogle, der trykker på de helt forkerte knapper, som man slet ikke ønsker overtrådt, er de bløde steder, som man måske gerne vil udforske, men hvor partneren skal træde varsomt.

»Det, man kan lære af dem, der bruger de her teknikker, er, at det handler om ærlig kommunikation mellem parterne. Men ikke mindst, hvor vigtigt det er, at man afklarer med sig selv, hvad man har lyst til.«

Vi står ikke midt i et paradigmeskift; vi lever med to sideløbende paradigmer, siger Steen Shapiro. Det ene siger, at du skal give den gas og være med på det hele; det andet siger, at du ikke må være en skøge eller en fuckboi, og det er svært at skulle navigere i.

Vi står ikke midt i et paradigmeskift; vi lever med to sideløbende paradigmer, siger Steen Shapiro. Det ene siger, at du skal give den gas og være med på det hele; det andet siger, at du ikke må være en skøge eller en fuckboi, og det er svært at skulle navigere i.

Anders Rye Skjoldjensen

Pas på med alkohol

Og der er endnu et godt råd, som Steen Schapiro gerne vil give videre fra de seksuelle subkulturer: Lad nu være med, at drikke jer for fulde.

»Hvis man går i en klub – f.eks. en BDSM- eller swingerklub – er det helt selvfølgeligt, at man ikke drikker sig meget beruset. Så bliver man ofte vist ud. For her er god sex noget, man gør planlagt, målrettet og ansvarligt. Og det er hverken godt for sikkerhed eller for nærvær og omtanke, at man er stangberuset.«

For i den tilstand passer man jo hverken godt på sine egne grænser eller andres.

»Jeg ville ønske, at den almene sexkultur ville komme væk fra ideen om, at man må drikke sig fuld for at slippe hæmningerne løs og skylle skammen væk.«

Og scor ikke en anden, der er plakatfuld.

»Det er i dét felt, at der er rigtigt mange misforståelser, tvivl, fortrydelser – og sker overgreb. Jeg håber, at vi kan nå frem til et sted, hvor vi kan hylde og nyde sex, flirt og scoring og blive høje af dét – men også mens vi er bevidste. Lad os tage nogle superfrække valg, som vi er afklarede med og kan stå ved dagen efter.«

Paradokserne

— Men kan vi give de unge de her færdselsregler for sikker sex? Skal forældre overhovedet tale med deres unge om sex? Er det ikke alt for ... grænseoverskridende?

»Men sex er jo grænseoverskridende! Det er det også at snakke om det. Det er en del af gamet. Det bliver vi bare nødt til – selvfølgelig med respekt for den unges intime rum.«

Det er helt afgørende, at man tager de her snakke. Uden at bilde de unge ind, at der er en facitliste, eller at sex nogensinde kan blive som at køre på cykel, understreger Schapiro. Sex er nemlig fuld af paradokser og modsætninger.

»Man kan både være rigtig aktiv og stærk, samtidig med at man er empatisk og lyttende. Alle de her dybe paradokser i SM og fetich findes også i helt almindelig hverdagsseksualitet.« Når vi snakker med de unge om sex, skal vi give os selv lov til at være paradoksale og selvmodsigende. »Ja, jeg har både lyst til det her og er skræmt af det. Ja, jeg er både svag og stærk på samme tid, og ja, jeg vil faktisk gerne overskrides lidt, men ikke så jeg krænkes.«

Og så er der en sidste sandhed om sex, som vi må omfavne:

»Sex er sårbar, så vi kan både blive helede og sårede, når vi kaster os ud i det. Det er ret uundgåeligt,« siger Steen Schapiro, »og det er fantastisk.«

Grænseland – samtaler med mænd om sex

I serien ’Grænseland’ taler vi med mænd i alle aldre om deres erfaringer med seksuelle gråzoner og grænser. Om dengang, de gik for langt, og om de gange, de måske ikke gik langt nok. Det handler om grænsesætning, krænkelser og mandefællesskaber i en tid, hvor debatten om seksuelle overgreb præger medierne. Og om hvad der skal til for at skabe et samfund med friere og bedre sex og færre dårlige oplevelser.

Grænseland er også udgivet som podcast i fem afsnit. Projektet er støttet af Foreningen Roskilde Festival.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Omfavn det"? ... det hedder da acceptér det, eller forstå det... på dansk....

Niels Duus Nielsen

Seet i konteksten er "omfavne" da en glimrende metafor ;-).

Povl Jensen
På dangelsk hedder det omfavn (direkte oversat fra eng. embrace)

Niels Duus Nielsen

Ja, ligesom "åbn".

Jan Fritsbøger

damn hvis man læser kommentarerne ville man da aldrig gætte at emnet var SEX, man kunne næsten få den tanke at folk har svært ved at tale om sex, måske fordi man nødig vil afsløre at man kan blive liderlig.

haha. Det er derfor at manges forslag til øh...det der sex...at vi udstyre de unge med et "kørekort" på bedste socialdemokratisk vis..

forslaget er at kalde det nye sexkørekort for PC-kørekort..politically correct kørekort.
Det gamle PC-kørekort er alligevel passé.

Jeg må indrømme at jeg synes det er lidt uansvarligt at lade disse glade swinger-hippier rådgive vores unge. All you need is love! Nej, ikke rigtigt.

Tag denne her sag: En dreng og en pige havde sex. Pigen kom til at afslører at de havde haft sex til en bekendt (man kunne se et sugemærke). Den kvindelige bekendte meldte drengen for voldtægt, og, selvom pigen bedyrede at hun ikke var blevet voldtaget, blev drengen smidt ud af skolen. For skolen havde brug for at udvise handlekraft overfor "voldtægtskulturen."

She said she wasn't raped, but the school expelled him anyway: http://www.washingtonexaminer.com/she-said-she-wasnt-raped-but-the-schoo...

Ingen af Steen Schapiro velmenende råd ville have hjulpet drengen, hverken før eller efter samlejet. Ingen af hans psykologisende og individualiserede analyser kan forklare de mekanismer der ødelagde drengens uddannelse.

Når sex er politisk, så er vi ikke alene i soveværelset.

Hvad har en sag på et universitet i Colorado at gøre med det, som Steen Schapiro udtrykker?

Randi Christiansen

Relevant emne - som bør omfavnes

Til Mette Poulsen:

Ingenting. Det er det der er pointen. Hans tale lyder blød & lækker, men den ignorere omverdenen.

Der tales generelt, og en troll kommer så med et link til en artikel med et eller andet bizart eksempel, der tilsyneladende skal modbevise det. Der er lidt "man dør af rygning - næh, for min storrygende bedstemor blev 95" over det.

Washington Examiner? Kan vi ikke finde en historie i Den Korte Avis også?

Jeg argumentere for at vi er i en situation hvor forhandlingen mellem en dreng og en pige kan give store vanskeligheder for drengen (og pigen) også selvom de begge omfavner Steen Schapiros velmenende swingerklub råd. Og selvom de begge går fra soveværelset, glade og tilfredse. Og så gav jeg det meste oplagte eksempel jeg kunne på det.

Det kunne du ikke lide, Lasse Schmidt, så du kaldte mig en trold. Og hvad skulle du jo også ellers gøre?

Steffen Gliese

Jeg kan frygte, at vi er blevet så meget Kamerika, at Mads Jakobsen lige om lidt har ret: at den sunde fornuft og den enkeltes frisind ikke betyder noget i en helt igennem nidkært regelstyret verden.
Men jeg tror, at vi lige præcis på det seksuelle område ikke er der endnu - kun på områder, der har med penge at gøre.

Det er da bestemt en relevant situation at tage op i hele samtalen. Hvorfor er kvinden ikke i stand til selv at tage et valg.

@ Mads - hvad har det at gøre i en dansk kontekst?

Mette Poulsen er alt nu defineret ud fra en dansk kontekst? I en global verden må man vel gerne henvise til nyheder man finder relevante fra andre verdenshjørner.

Steen Schapiro

Det er en virkeligt mærkelig sag fra Colorado, som også har fået en del opmærksomhed i medierne. Den er i mellemtiden afsluttet, hvor fodboldspilleren har fået erstatning fra det college som anklagede ham.
Prøv evt at Google: Grant Neal Colorado State University-Pueblo

Hej Steen Schapiro, glad for at du deltager i efter-debatten.

Du skriver at det er en mærkelig sag. Og det er den også, hvis man prøver at forstå den ud fra de principper som du fremlage i artiklen. Principper om hvordan det seksuelle møde mellem to mennesker bedst kan foregå.

Men jeg synes ikke sagen er mærkelig. Det er en sag hvor de andre parter blandede sig, de parter som altid, eller ofte er tilstede i baggrunden. Piges veninder. Uddannelsesstedet. Et team af advokater. Domstolene. Det kunne også havde været en arbejdsgiver eller forældrene. Journalister eller aktivister kan komme ind over hvis de kan finde en god vinkel.

Det er derfor at jeg mener at dine råd er utilstrækkelige. For omverdenen er ikke altid med på gamet.

Mette Poulsen er jo helt væk. Et relevant link som du burde læse.