Læsetid: 9 min.

»Det tæller ikke at være fascineret af piger, det tæller at få et ekstra hak i bæltet«

I de unge år var antallet af scoringer med til at bestemme drengenes placering i den sociale hakkeorden, fortæller trillingerne Mads, Sune og Rasmus i en snak om scorehistorier og mandefællesskaber. Det er stadig ikke nogen privatsag, hvor mange piger man bør være sammen med, siger de: Der kan nærmest herske sådan en sejrsstemning, når der bliver fortalt historier – det er alle drenge, der har scoret, hvis én har scoret
Er man single, bliver man stadig spurgt om man ’får noget’. Og hvis det er lang tid siden, resulterer det i, at man får det lidt halvdårligt med det, siger Rasmus – her omgivet af brødrene Mads (t.v.) og Sune.

Er man single, bliver man stadig spurgt om man ’får noget’. Og hvis det er lang tid siden, resulterer det i, at man får det lidt halvdårligt med det, siger Rasmus – her omgivet af brødrene Mads (t.v.) og Sune.

Anders Rye Skjoldjensen

3. marts 2018

I 2. g fik Sune Christensen en kæreste. Det var på Roskilde Katedralskole i slutningen af 00’erne, og hun var sød, så han burde være glad, og det var han for så vidt også. Men der var alligevel én ting, der bekymrede ham midt i glæden.

»Jeg kan huske, at det nagede mig, at jeg nu ikke kunne få et lige så højt ’tal’ som de andre drenge,« siger Sune.

Som nyslået kærestekarl kunne han ikke længere være med i den prestigefulde konkurrence om, hvem der kunne score flest damer: Det var et farvel til våbnene, trofæjagten var forbi.

»Det kan man grine ad nu,« siger han, »men jeg kan huske, at jeg tænkte: ’Hvis jeg skal være sammen med hende her de næste ti år – eller måske ligefrem resten af livet – så får jeg jo aldrig et højere tal! Så kan jeg aldrig snakke med i omklædningsrummet!’«

Sune Christensen sidder i en sofa i en lejlighed på Nørrebro sammen med sine to brødre, Mads og Rasmus. De er trillinger og 27 år gamle. Sune læser psykologi og er single, Mads er uddannet antropolog og bor sammen med sin kæreste, og Rasmus skriver speciale i historie og bor på Amager med sin hustru.

De husker tydeligt gymnasieårenes usikre afsøgninger af deres egen maskulinitet og scoringernes betydning for det interne hierarki i drengegruppen.

Sune: »Heldigvis er det noget, der aftager med alderen, men mine teenageår var meget præget af det. Jeg var lidt sent ude og syntes, at det var rigtigt hårdt ikke at kunne tale med. For det tæller jo ikke at være fascineret af piger, det tæller kun at få et ekstra hak i bæltet.«

Rasmus: »Jeg havde det på præcis samme måde i gymnasiet. Jeg kunne slet ikke finde ud af det der med pigerne. Hvornår var der en forbindelse, og hvornår var der ikke? Og det hang selvfølgelig også sammen med, at jeg ikke tog chancer eller afsøgte nogen grænser. Det var enormt hårdt for selvtilliden. Hvad kan man så tilbyde? Jeg er gift i dag og skænker det ikke længere mange tanker. Men der er flere singlefyre i min vennegruppe, som stadig har problemer med det.«

Mads: »Jeg kan også sagtens genkende det. I gymnasiet og de tidlige 20’ere handlede det meget om antallet. Hvor mange har du haft sex med? Og hvornår skal du have sex med den næste? Det er ikke, fordi den sejrsstemning ikke længere findes, men den har ændret karakter. Nu handler det mere om den gode fortælling.«

— Hvordan var ’trofæjagten’ med til at præge jeres forestillinger om ’en rigtig mand’?

Sune: »For mit vedkommende fik snakken om trofæjagten egentlig den modsatte effekt. Jeg tænkte ikke: ’Nu skal jeg til at gå med skarpladt gevær og skyde til højre og venstre.’ Jeg blev tværtimod mere passiv og har også været det efter gymnasiet, hvor det førte lidt til en frygt for at brænde nallerne. For hvad nu, hvis jeg ikke kunne leve op til den idé om, hvem jeg skulle være sammen med? Jeg har før hørt folk sige: ’Sune, nu er du single, så skal du være sammen med mindst 16 det næste halve år.’«

Mads: »Det kan være helt afskrækkende at skulle leve op til både antallet og andre parametre. Men jeg har en generel opfattelse af, at det med antallet ikke betyder så meget mere.«

Rasmus: »Jeg tror på sin vis stadig, at kvantiteten er et parameter. Hvis man har været single i længere tid – det kender du også til, Sune – så får man ofte spørgsmålet: ’Hvornår har du sidst haft sex?’ Og hvis det er lang tid siden, så resulterer det i, at man får det lidt halvdårligt med det. Det er stadig et parameter i forhold til, hvor populær og attraktiv man er.«

Sune: »Ja, i den sammenhæng kan man godt tale om at være en succesfuld single og en mindre succesfuld single. Jeg har haft lange perioder, hvor jeg ikke har haft sex med nogen, og det kan stadig være svært. Men mest på grund af andres forventninger. Jeg har egentlig fuldt ud anerkendt mine egne behov – at jeg lige i den her periode ikke rigtig har lyst, fordi jeg vil finde en, jeg vil noget mere med – men det kan stadig være svært at stå ved.«

Sejrsfortællingerne dominerer

Men hvad er det så for nogle historier, der bliver fortalt i omklædningsrummet og i baren, eller hvor drenge nu deler den slags med hinanden? Det er i hvert fald ikke nederlagsfortællingerne. Det er ikke historierne om det, der gik galt og var svært og fik en pinlig udgang. Det er sejrshistorierne, der dominerer billedet: den vilde erobring, den sjove anekdote. 

Sune: »Helt konkret fortalte en af drenge i omklædningsrummet til fodbold på et tidspunkt, at han havde fået et blowjob. Mens pigen havde været i gang med at kærtegne hans løg med tungen havde han sluppet en vind. I omklædningsrummet blev der grint så meget, at der blev grædt. Men jeg kunne ikke bagefter lade være med at tænke, at det sikkert ikke havde været særlig rart for hende. Og at det egentlig var utroligt, at man kunne vende en seksuel oplevelse til noget, hvor hun blev gjort så ligegyldig. Det handlede ikke om andet, end at han fik slikket løg og slap en vind.«

Når drenge deler oplevelser i omklædningsrummet, lærer vi, at der er noget, vi fokuserer på, og noget, vi ikke fokuserer på. Det er sejren, der tæller, forklarer Mads, her liggende med hovedet på Rasmus’ lår, mens Sune kigger på.

Anders Rye Skjoldjensen

Mads: »Den historie ved jeg ikke, om jeg kan toppe. Men måske illustrerer den meget godt, at vi alle har brug for at vende seksuelle oplevelser med vores kammerater. Lufte dem, hvis jeg må bruge det ord …«

Sune og Rasmus: »Ha, ha, ha!«

Mads: »… men dér tror jeg til gengæld, at der er stor forskel på, hvad den gennemsnitlige dreng og den gennemsnitlige pige deler. Jeg kan mærke fra min egen vennekreds, at der nærmest kan herske sådan en sejrsstemning, når der bliver fortalt historier. Det er alle drenge, der har scoret, hvis én har scoret. Og det er den fælles fortolkning af historien, man tager med videre.«

Snakken blandt drenge fungerer ofte som en slags godkendelsescentral, siger Sune. Når resten af omklædningsrummet griner ad en historie, er den godkendt. Men det er ikke alle historier, der er plads til.

Rasmus: »Det er jo som regel den positive fortolkning, der bliver trukket ud. Og det til en grad, så det ofte er umuligt at fremhæve det negative. Hvis man nu har haft en dårlig oplevelse, så er det ikke det, der får plads.«

Mads: »Nej, det bliver den sjove prut, der tages med videre. Når drenge deler oplevelser i omklædningsrummet, lærer vi, at der er noget, vi fokuserer på, og noget, vi ikke fokuserer på. Det er sejren, der tæller, og så bliver der måske ikke skænket så mange tanker til den pige, der har været involveret.«

»Sune, du er for sød«

Ordet samtykke har de senere år fundet vej ind i den offentlige samtale om sex og grænser. Men lige så problemfrit det kan være at definere, hvad samtykke dækker over som begreb, lige så udfordrende kan det være at finde ud af i praksis, mener de tre.

Sune: »De færreste har pen og papir liggende ved natbordet, og det kan også tage en del af charmen. For skal man så have udtømmende kategorier for, hvad man kan tillade sig? En finger i numsen, er det o.k.? Hvad har man i det hele taget sagt ja til, når man siger ja? Jeg har haft piger med hjemme, som gav udtryk for, at de ville, og så ville de ikke alligevel. Der findes ikke et endegyldigt ja. Det må tages løbende. Og det er også det, der gør det rigtig svært, for i kampens hede er det ikke altid, man får afklaret, hvad den anden er med på.«

Mads: »Jeg havde i min studietid et godt øje til en pige, og det endte med, at vi en aften tog hjem til mig og lå og kyssede  i sengen og det ene og det andet. Og pludselig mærkede jeg, at det tog en mærkelig drejning. Hun sagde ikke rigtig noget, men vendte hovedet den anden vej, og det var enormt ubehageligt, for pludselig blev jeg helt i tvivl om, hvad det var, vi havde ’aftalt’. Det viste sig, at hun ikke rigtig ville alligevel – og vi var altså bare en hårsbred fra at have haft fuldbyrdet samleje. Alle signaler havde peget på, at det var det, der skulle til at ske, men det var det så alligevel ikke i sidste ende for hende.«

Der summes lidt videre over spørgsmålet. De fleste har både været vidne til, at et nej blev til et ja, og et ja blev til et nej. De har oplevet, at grænsedragninger kan være relative, og at de også kan afhænge af noget så trivielt som, hvem der spørger.

Sune: »Jeg har veninder, som indimellem fortæller historier om, hvordan en eller anden fyr har været nederen, fordi han blev ved med at lægge an på dem i byen. ’Og han var altså ikke særligt køn,’ tilføjer de. Og når jeg så spørger: ’Hvad nu hvis det havde været en flot fyr?’, så svarer de typisk: ’Så havde det været okay.’ Og så er det lige pludselig svært, hvis man som mand skal til at tage stilling til, om piger synes, at man er attraktiv nok. Så skal man til at iværksætte en forholdsvis stor undersøgelse af, hvor man selv ligger på en skala fra 1-10. Kan man henvende sig til en 8’er, hvis man selv er en 6’er? Det kan man så ikke.«

Men slet ikke at henvende sig er heller ikke en mulighed. For i scorespillet bliver man meget sjældent belønnet for forsigtighed.

Sune: »Jeg har oplevet piger, der spiller lidt kostbare og gerne vil have, at man skal prøve hårdere: ’Sune, du er alt for sød’, siger de. De vil ikke have, at jeg tager et nej for et nej. Men jeg hører til de forsigtige, så hvis jeg får et nej, vil jeg hellere lade være med at gøre noget end at risikere at komme til at overskride en grænse. Problemet er, at det kan være svært at vurdere i situationen. Hvad vil den her pige gerne have, at jeg skal? Vil hun gerne have, at jeg går hardcore efter hende alligevel, eller skal jeg bare back off? Ofte finder man først ud af, om der var samtykke bagefter, når man spørger: ’Var det også godt for dig?’«

Rasmus: »Men det sker vel også i praksis undervejs, tænker jeg? Når man når til det punkt, hvor ens handlinger ikke bliver gengældt, så er der ikke længere samtykke. Det er i hvert fald min egen erfaring. Hvis der ikke længere er energi, så er der ikke samtykke.«

Mads: »Men hvad så, når der er stiltiende samtykke, og den anden bare spiller kostbar? Det gør det mere besværligt, fordi man ikke kun skal kigge efter den meget direkte godkendelse, men efter noget, der foregår meget subtilt. Det kan godt være, at den ene hånd på låret kan godkendes, men pludselig er man så gået for langt. Måske et meget konkret tip kunne være: Så snart, man kan mærke, at ens egne handlinger ikke bliver gengældt, så tager man lige et skridt tilbage og prøver at finde ud af, om den her mikroafvisning var en definitiv afvisning, eller om den var en del af spillet. Og hvis der ikke kommer noget tilbage, så var det et definitivt nej.«

Sune: »Jeg oplever også, det er en god idé at tale undervejs om, hvad man har lyst til … Når jeg har været sammen med piger, hvor vi har kunnet gøre det, har jeg følt mig meget mere sikker i, at der også var samtykke. Vi aflægger selvfølgelig ikke rapport hvert andet minut, men hvis man kan tale åbent om, hvad man har lyst til og kan lide, så er man på meget mere sikker grund.«

Serie

Grænseland – samtaler med mænd om sex

I serien ’Grænseland’ taler vi med mænd om, hvad der sker, når seksuelle grænser overskrides.

Vi møder dem, der vedkender sig, at de har været – eller er – en del af problemet, men som nu ønsker at blive en del af løsningen.

Følg med i avisen og i en ugentlig podcast. Find ’Grænseland’ i iTunes, eller hvor du normalt henter dine podcasts.

Vil du fortælle din historie, så skriv til minhistorie@information.dk. Anonymitet er en mulighed.

Serien er støttet af Foreningen Roskilde Festival.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

René Arestrup

'..De fleste har både været vidne til, at et nej blev til et ja, og et ja blev til et nej. De har oplevet, at grænsedragninger kan være relative...'
Ikke noget at sige til at de unge mænd er - eller har været - forvirrede på et højere niveau.

Nok en af de mest skræmmende artikler, jeg længe har læst. At drenge og unge mænd er så åbenlyst infantile i deres tilgang til piger og kvinder, når de taler sammen, er dybt bekymrende, og viser, at de ikke opfatter piger/kvinder som ligeværdige. Jeg kender ikke til at piger/kvinder omtaler drenge/mænd på den måde.

Har de dog ikke skam i livet.... hvad er det dog for en kultur, som mænd har opbygget gennem tiderne, siden der er status i "scoring" på den måde.

Og ja, det kan være svært at gætte sig til om pigen er interesseret, men dette gælder også modsat for pigen. Det er ikke spor lettere at være pige i forhold til afklaring om drengen er interesseret.

Luderen /Madonnaen lever desværre også stadig i mænds bevidsthed, og jeg kan faktisk godt forstå, at der er behov for den 4. feministiske bølge, hvor kvinder tager ejendomsretten over deres seksualitet tilbage til dem selv.

Gudskelov er der stadig drenge/mænd, som er i stand til selv at tænke og ikke har den i artiklen omtalte tilgang. Hurra for dem.

Lise Lotte Rahbek

Jeg vil ikke tage disse artikler for mere, end de er.
Drengene er bevidste om, at de bliver citeret og interviewet kommer i avisen.
Det kan få enhver til at veje sine ord mere omhyggeligt end en privat samtale.

Men jeg undrer mig over dette fokus der er på, at det er drengene, der byder sig til og scorer.
Ved de da ikke, at det er lige så svært for piger at vide, hvornår der er 'bid' og hvornår der ikke er, og at pigerne da i allerhøjeste grad også bliver bedømt på udseendet, når de gerne vil i kontakt..?!

Der er noget underligt gedulgt og uoplyst i disse artikler.

René Arestrup

@Lise Lotte Rahbek
'Men jeg undrer mig over dette fokus der er på, at det er drengene, der byder sig til og scorer.'
Det er vel fordi det stadig er normen, at drengene er de udfarende og at pigerne forventer at blive 'erobret'. Der skal jo lissom' initiativ til for at ting lykkes, ikke sandt? Og det er tilsyneladende stadig en maskulin byrde.

Lise Lotte Rahbek

Rene Arestrup
Hm. Njahe.. jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal beskrive det, men for en del år siden, da jeg og mine veninder gik i byen og på mandejagt, da var scoringer nu også en sport for piger. Vi var da mindst lige så sårbare overfor afvisninger som drenge. Og ja, der var også drenge som var vildt interesserede og som så senere på aften ikke var så interesserede mere, og det føltes heller ikke særlig godt for den pige, som blev skuffet. Det var noget vi snakkede sammen om bagefter, og der blev ikke lagt fingre imellem for drillerierne dér.

Måske er det fordi disse artikler beskriver en verden af drenge-med-scoretrang, og piger-som-passive, at jeg har svært ved at forlige mig med dem. Det er en del af verden, jeg kun kender sporadisk.

René Arestrup

@Lise Lotte Rahbek
Nu må jeg ile med at tilstå, at det efterhånden er en del år siden jeg var ude på det 'marked' og som sådan skal jeg ikke kloge mig alt for skråsikkert på, hvordan det foregår i dag. Men jeg husker tydeligt den ganske vist uudtalte, men ikke desto mindre klare, forventning om at det stort set altid var drengene, der 'bød pigerne op til dans'. Og jeg må konstatere, at jeg sidenhen ikke er stødt på noget, der tilsiger, at det skulle være anderledes i dag.

Lise Lotte Rahbek

Rene A
Mine erfaringer ligger også en del år tilbage, men måske var vi bare mere fremmelige i Aa og 'gaden for 25-30 år siden. :)
Spillet er jo lidt mere kompliceret end ord kan forklare. En person m/k kan invitere en anden m/k med et 'kom nærmere'-blik. Nogen forstår det sprog, andre gør ikke. Nogen overfortolker, andre vil forføres M/K, nogen vil absolut kun, hvis de selv tager initiativet, nogen skal vejledes, andre er pattestive og fatter hat, Nogle er ude efter den eneste ene, andre efter en flert, og andre igen efter selskab i natten.

René Arestrup

@Lise Lotte Rahbek
Subtile feminine signaler. Ja, den har jeg hørt før. Men som ung knøs kan det være sin sag at afkode den slags. Og risikoen for at gå galt i byen er altid faretruende nær.

René Arestrup

Njaee, det er sgu for let Lise Lotte. Hvis det stadig forholder sig sådan, at drengene - sådan i helt konkret fysisk forstand - skal tage initiativet, altså bevæge sig tæt på og henvende sig, vil pigerne altid være i en fordelagtig position, uanset hvor meget de forinden har kastet med håret og sendt stjålne blikke...

Lise Lotte Rahbek

Rene A
Signaler vs fortolkninger, fysisk nærhed vs opmærksomhed, Piger som foretrækker nørder vs drenge som vil have et hak i bæltet, piger som vil fremvise trofæer for veninderne..
Nej, det er ikke let. Det bliver det aldrig.

Fornuftig selvrefleksion. Jeg genkender alt hvad de taler om fra min egen ungdom. Det er sådan almindelige drenge og mænd har fællesskaber. Det er en realistisk afspejling af vilkårene for mænd underlagt patriarkat.

Nu er jeg altså snart 54 år! Og jeg mindes da bestemt ikke, at vi drenge talte sammen sådan om piger som de her unge drenge åbenbart gjort da de var 17 år ! Da jeg var 17 år, gik jeg altså også i gymnasiet, og der var da aldeles ikke fokus på, hvor mange kvinder, vi drenge havde nedlagt, eller scoret - for nu at udtrykke det på den måde. Eller hvor højt et tal, man kunne komme op på....

Man forsøger hårdt at reducere unge mænds liv til pik og patter men det mindes jeg bestemt ikke at mit liv var på det tidspunkt. Dårlig artikel.