DaVladimir Ilitj Uljanov – bedre kendt under hans nom de guerre, Lenin – holdt en kort tale til den forsamlede menneskemængde efter sin ankomst til Finlandsbanegården i Petrograd (i dag Skt. Petersborg) den 16. april 1917, udstedte han en umisforståelig trussel mod den borgerlige provisoriske regering, der havde taget magten efter Februarrevolutionen og autokraten zar Nikolaj II’s ufrivillige abdikation.
»Folket har brug for fred; folket har brug for brød; folket har brug for jord. Og de (den provisoriske regering, red.) giver jer krig, sult, intet brød og tillader jordejerne at beholde jorden. Vi må kæmpe for den sociale revolution, kæmpe til sidste blodsdråbe, indtil proletariatets endelige sejr. Længe leve den verdensomspændende socialistiske revolution!«
Lenins trussel skulle vise sig at være én af de mest troværdige trusler om voldelig revolutionær omvæltning, der er udstedt i verdenshistorien: I oktober samme år stormede bolsjevikkernes røde garde Vinterpaladset og afsatte de sørgelige rester af den provisoriske regering med magt, hvorefter Lenins hypercentraliserede partifortolkning af proletariatets diktatur kunne tage sin begyndelse.
Men bolsjevikkerne bragte ikke fred, brød og jord.
Efter Oktoberrevolutionen fulgte en blodig og nærmest ufatteligt bestialsk borgerkrig mellem den Røde Hær og den zartro Hvide Hær med op mod 12 millioner døde; derefter en omfattende hungerkatastrofe i regionen omkring floderne Volga og Ural – forårsaget af tørke, men forværret af bolsjevikkernes kornkonfiskationspolitik, og som tog livet af op mod seks millioner mennesker; dernæst Stalins tvangskollektivisering af landbruget og bestialske klassekrig mod de velhavende bønder, der førte til op mod fem millioner såkaldte kulakkers død – den efterfølgende sultkatastrofe tog livet af op mod otte millioner Sovjetborgere, herunder fem millioner ukrainere.
Socialdemokratisk kapitalisering på bolsjevikkernes umenneskelighed
Bolsjevikkerne var umenneskeligt brutale, men netop derfor var deres trusler også troværdige: De beviste i praksis, at de i bogstaveligste forstand var villige til at gøre hvad som helst for at gennemføre deres revolutionære socialistiske program, og af samme grund satte de en urfrygt i de vestlige politiske og økonomiske eliter.
Op gennem det 20. århundrede udgjorde Sovjetunionens eksistens en latent men permanent trussel mod de kapitalistiske demokratier i Vest, som af flere omgange førte til en red scare i USA. Men den ’reelt eksisterende’ statssocialismes tilstedeværelse i Øst gav imidlertid også den europæiske socialdemokratiske partifamilie og fagbevægelse et afgørende, men oftest uerkendt rygstød i deres reformistiske bestræbelser på at opbygge demokratiske velfærdssamfund uden at bryde med den kapitalistiske produktionsmåde.
Den socialdemokratiske arbejderbevægelse i Europa kunne efter bolsjevikkernes magtovertagelse nemlig ved enhver given lejlighed smide det trumfkort over for deres borgerlige modstandere, at:
»hvis I ikke vil snakke med os, så er det dem derovre, I kommer til at lege med«.
Mangen en socialdemokrat har givetvis i sit stille sind takket Lenin for denne latente trussel om voldelig revolution og nationalisering af produktionsmidlerne, hvis ikke den kapitalejende klasse gav lønmodtagerne acceptable lønvilkår og reel demokratisk selvbestemmelsesret.
McDonnell vs. den globale neoliberale elite
Fast forward til forrige uges World Economic Forum i Davos. Her mødes ’den ene procent’ med toplederne fra multinationale konglomerater samt folkevalgte politiske ledere og prominente stemmer og organisationer fra civilsamfundet – kort sagt, dem der nyder godt af, og dem der smører hjulene på den reelt eksisterende, neoliberale globale kapitalisme.
Forskanset bag det naturlige forsvarsværk, som alpernes snedækkede bjergtinder udgør, kan alle disse velsignede pinger tale frit om de store udfordringer, som ’vi’ står overfor: sådan noget som vækst, handel, og hvordan globaliseringens massivt regressive omfordeling af værdier kan forsvares mod det pågående backlash – og så i øvrigt en smule klimaforandringer og økonomisk ulighed, men mest for syns skyld, forstås.
I år indfandt der sig dog en uvant gæst i den schweiziske alpinidyl, nemlig John McDonell – Jeremy Corbyn’s politisk selvbevidste og ligefremme skyggefinansminister. McDonnell havde taget følgende advarsel med til Davos:
»Hvis ikke vores korrupte økonomiske system bliver radikalt forandret og dets regler omskrevet, så vil folk ikke længere acceptere det. Den globale elite risikerer en social lavine, der vil feje dem og deres ødelagte system væk. Eliten i Davos har svigtet det store flertal, og forandringen vil komme!«
Jeg oplevede selv McDonnell’s trussel i Davos med en blanding af fryd og apati.
På den ene side jublede jeg over endelig at bevidne en radikal og sejrsikker socialdemokrat, der tør tale den globale neoliberale elite midt imod! På den anden side tvivler jeg desværre på, at truslen vil holde dem vågne om natten.
Paradokset er jo, at selv om den socialdemokratiske arbejderbevægelse i Europa havde fuldstændigt ret i, at Lenins brutale og centraliserede partidiktatur ikke havde meget med frigørelse at gøre, men blot erstattede én autokrat med en anden – så var de alligevel afhængige af den viljestærke bolsjeviks tyranniske regime til at underbygge deres truslers troværdighed.
