Læsetid: 3 min.

Velkommen til Grænseland

Kulturkampen i det seksuelle grænseland er ikke en kamp mellem mænd og kvinder, men en kamp for friere og bedre sex
17. februar 2018

Mød Thomas Wittenburg. Han er 35 år og kan se tilbage på et grænsesøgende ungdomsliv. I Informations nye serie Grænseland fortæller han om, hvordan det føltes at vågne op ved siden af en pige og tænke: »Hun var vist ikke helt med på den her.«

I dag siger han:

»Jeg tror ikke, at mine oplevelser er særlig unikke.«

Det har han ret i. I denne særudgave af Moderne Tider og i artikler og podcasts over de næste to måneder giver vi ordet til mænd i alle aldre, der åbent og ærligt vil fortælle om deres erfaringer med seksuelle gråzoner og grænser. Om at være ham, der skal få noget til at ske uden at gå for langt. Om at misforstå eller overhøre signalerne. Om at svigte sine egne idealer. Og om, hvordan det i det hele taget opleves at være mand i en tid, hvor debatten om seksuelle overgreb fylder så meget.

For der er bevægelse i tingene omkring os. En mur af kvindelige vidnesbyrd har de senere år – helt aktuelt under hashtagget #MeToo – rejst sig som et monument over en kultur, hvor seksuelle grænseoverskridelser i vid udstrækning har fået lov til at finde sted. Hvad der måske længe har været kendt viden blandt kvinder, er nu blevet en fælles erkendelse for alle.

Mænd har haft godt af at lytte, og kvinderne har haft brug for, at de gjorde det. Det har været afgørende at slå fast, at der er ting, som bare ikke længere er i orden. Det, der måske blev set igennem fingre med i går, er uacceptabelt i dag. Men hvad gør vi så i morgen?

Hvis vi ønsker at komme et bedre sted hen, hvor en ny generation af unge kan kaste sig ud i seksualiteten med lidt mindre risiko for at gøre hinanden fortræd, så er der behov for, at mænd inddrages som en positiv del af løsningen.

Vi har de seneste tre måneder talt med mænd, der alle har det tilfælles, at de har en eller flere seksuelt grænseoverskridende handlinger på samvittigheden. Vi har interviewet dem åbent og nysgerrigt uden en masse forhåndsformodninger om, hvordan virkeligheden ser ud fra deres perspektiv. I enkelte historier har vi anonymiseret steder og personer.

Hvor det har været muligt, har vi fået mændenes historier bekræftet af den direkte involverede part. Hvor dét ikke har været muligt, har vi forsøgt at få historierne bekræftet af en tredjepart. I sidste ende skal det dog understreges, at dette er mændenes historier – sådan, som de har valgt at fortælle dem til os.

I dag fortæller 27-årige ’Peter’ om dengang, han ignorerede sin gymnasiekærestes ’nej’, og om det spørgsmål, der siden har naget ham: Er jeg voldtægtsmand?

Og 30-årige Bjarke Due Gunslev, som dyrkede sex med en veninde, der fortrød undervejs. Hvor langt rækker hans ansvar?

Mød også far, søn og barnebarn – Morten, Mikkel og Gustav – der taler om, hvordan erfaringer kan deles mellem mænd og generationer. Og Steen Schapiro på 50 år, der påpeger, at sex er sårbart og også nogle gange sårende: Så lad os da tale om det.

Der findes røvhuller med kuk i det moralske kompas derude. Men langt de fleste mænd er som disse: De vil gerne gøre det rigtige, men gør af og til det forkerte. Også til tider af de forkerte grunde. Vi vil forsøge at forstå, hvorfor det går galt.

For mænd er skyld i dårlige oplevelser og overgreb, men den slags er sjældent en del af mændenes samtaler om sex. Derfor skal vi udvide den måde, som mænd taler om sex på. Og den måde, vi lytter på. Vi skal åbne for tvivlen og usikkerheden.

Kulturkampen i det seksuelle grænseland er ikke en kamp mellem mænd og kvinder; det er en kamp for et samfund med friere og bedre sex og færre dårlige oplevelser. Det kræver et rum for samtale. Det stiller vi til rådighed her.

Serie

Grænseland – samtaler med mænd om sex

I serien ’Grænseland’ taler vi med mænd om, hvad der sker, når seksuelle grænser overskrides.

Vi møder dem, der vedkender sig, at de har været – eller er – en del af problemet, men som nu ønsker at blive en del af løsningen.

Følg med i avisen og i en ugentlig podcast. Find ’Grænseland’ i iTunes, eller hvor du normalt henter dine podcasts.

Vil du fortælle din historie, så skriv til minhistorie@information.dk. Anonymitet er en mulighed.

Serien er støttet af Foreningen Roskilde Festival.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu