Læsetid: 18 min.

Da beboerne i Menneskebyen fik øje på asbesten

Boligselskabet FSB undlod at informere beboere i Tingbjerg om, at en tiltrængt renovering for skimmelsvamp også ville medføre nedtagning af gamle asbestholdige ventilationskanaler i lejlighedernes køkkener. Først efter massive protester fra beboere fastslog selskabet, at der var tale om asbest. Læs historien om en boligrenovering, hvor beboere kan være blevet udsat for asbestfibre i månedsvis
Renoveringen var sat til at vare seks uger, men endte med at tage op mod et år. I dag har 36 beboere fra Tingbjerg stævnet boligselskabet FSB for de gener, som det langvarige forløb tvang dem til at gennemleve.

Renoveringen var sat til at vare seks uger, men endte med at tage op mod et år. I dag har 36 beboere fra Tingbjerg stævnet boligselskabet FSB for de gener, som det langvarige forløb tvang dem til at gennemleve.

Peter Nygaard Christensen

24. marts 2018

En formiddag i juni 2016 ringede det på døren til Fatima El Ahmadis lejlighed i Tingbjerg i København, hvor hun boede sammen med sin mand og deres to små sønner. Hun åbnede. Foran hende stod to håndværkere iført hvide beskyttelsesdragt og åndedrætsværn. De spurgte, om de måtte komme indenfor og gøre rent i hendes køkken.

Det gik pludselig op for hende, at hun og familien i ugevis havde levet i en lejlighed, hvor der var asbestfibre. Fibrene var blevet fundet i det selv samme køkken, hvor hun havde tilbragt timer sammen med børnene, der havde siddet og lavet deres lektier, mens Fatima El Ahmadi havde lavet mad.

Den formiddag brød Fatima El Ahmadis verden med hendes egne ord sammen. Den dag i dag bliver hun stadig »forbandet vred og ked af at tænke på det«, som hun siger.

»Hvem er ansvarlig, hvis vi eller i værste fald vores børn om 10-15 år bliver syge af at have levet med asbest i flere uger i vores lejlighed?« spørger hun.

Hundelufterens opdagelse

Fatima El Ahmadi og hendes familie bor i en af de i alt 120 lejligheder i boligområdet Tingbjerg, som i 2016 skulle renoveres på grund af skimmelsvamp, uden at flertallet af beboerne blev genhuset imens.

Hvad beboerne ikke vidste, var, at en del af det omfattende renoveringsprojekt til knap 300 millioner kroner bestod i at udskifte ventilationskanalerne i køkkenerne. Disse kanaler var lavet af asbestholdigt eternit – en information, som det almene boligselskab FSB bevidst valgte at tilbageholde for ikke at gøre beboerne »forvirrede«, som selskabets juridiske direktør Pia Nielsen senere har udtrykt det.

Amin (tv) var syv år, da renoveringen fandt sted for små to år siden. Hans lillebror Younes var fem år. I dag er byggekaosset og håndværkerne væk, men Fatima El Ahmadi bliver stadig ’forbandet vred og ked af’ at tænke på, at børnene har opholdt sig i et køkken, hvor der var asbest. For hvad hvis de en dag bliver syge? spørger hun.

Peter Nygaard Christensen
Det var i virkeligheden lidt af en tilfældighed, at beboerne overhovedet blev klar over, at der foregik asbestsanering i deres køkkener.

En eftermiddag en måneds tid før, håndværkerne stod i beskyttelsesdragter foran Fatima El Ahmadi, gik en beboer den sædvanlige tur med sin datters to chihuahuahunde, Bella og Alina. På grund af renoveringen var der stilladser og byggeaffald foran fire af de gamle blokke i det nordøstlige hjørne af Tingbjerg, og da hundelufteren var bange for, at Bella og Alina skulle komme til at træde på søm eller glasskår, holdt hun ekstra godt øje med hundene.

Da hun drejede om hjørnet fra vejen Vingegavl, hvor hun selv boede, til Tingbjerg Ås, så hun ud for en opgang nogle sammenfoldede plastikposer ligge foran en aflåst affaldscontainer. Poserne var omviklet med gult tape, hvor der med store sorte bogstaver stod ’asbest’.

Hun trak øjeblikkeligt hundene til sig, fiskede mobilen op af lommen og tog et billede af plastikposerne. Hjemme viste hun billederne til en af sine naboer, Lone Martin.

»Jeg blev fuldstændig hysterisk, da jeg så de billeder,« erindrer Lone Martin. »Alle alarmklokker ringede, fordi alle ved jo, at asbest er farligt.«

Boligselskabet FSB

  • Boligselskabet FSB er Københavns største almene boligorganisation og administrerer hver femte almene bolig i hovedstaden.
  • I Tingbjerg ejer og administrerer FSB omkring halvdelen af områdets lejligheder.
  • Ifølge fsb.dk skal beboerhensyn altid »tænkes ind i alle faser af et projekt, hvilket forudsætter klar og rettidig kommunikation«

Små, men farlige fibre

Asbest har været forbudt at anvende i Danmark siden 1986. Ved arbejde med asbest og asbestholdige materialer opstår der nemlig støv, som indeholder fibre af form som mikroskopiske nåle. Støvet kan ikke ses med det blotte øje.

»Ved indånding er der derfor fare for, at de trænger ud i lungernes allerfineste forgreninger, hvor de kan aflejre sig,« hedder det i den vejledning, der gælder for enhver form for arbejde med asbest.

Derfor har Arbejdstilsynet fastsat skrappe regler om, hvordan arbejdet med asbest skal tilrettelægges på en måde, så håndværkere og andre personer »i videst muligt omfang« ikke kan blive udsat for støv fra asbest eller asbestholdige materialer.

Johnni Hansen, seniorforsker hos Kræftens Bekæmpelse, peger på en særlig form for lungehindekræft, som man kun får efter at have været udsat for asbest, som den diagnose, beboerne i Tingbjerg i værste fald kunne få. Sygdommen opdages først efter 15-50 år og kan være udløst af selv meget kortvarig kontakt med asbest.

»Det er ikke muligt at sætte tal på, hvor stor risikoen er. Men i og med at man er udsat for asbest, så har man en lille risiko for at få den særlige form for lungehindekræft. Der bor måske 300-400 mennesker i den her beboelse, og hvis man lægger deres risici sammen, så vokser risikoen for gruppen,« siger Johnni Hansen.

I Danmark registreres der årligt omkring 150 nye tilfælde af lungehindekræft. I næsten alle tilfælde er diagnosen dødelig, og gennemsnitslevetiden er ni måneder til et år. Der findes eksempler på personer, der har fået lungehindekræft, selv om de kun har været udsat for beskedne mængder asbest.

I 2013 fik en tidligere rask mand konstateret lungehindekræft efter at have skåret i et asbestholdigt eternittag med en vinkelsliber i sammenlagt tre-fire arbejdsdage for 40 år siden. I 2016 fik en 70-årig kvinde erstatning efter at have fået stillet diagnosen. Den eneste kontakt, hun havde haft med asbest, var, da hun i 1960’erne havde vasket sin mands arbejdstøj.

Menneskebyen

Skaberen af Tingbjerg, arkitekten Steen Eiler Rasmussen, kaldte det store boligområde med plads til 5.000 beboere for ’Menneskebyen’. Hans intention var at opføre en moderne by for moderne børnefamilier et stenkast fra storbyens bilos – fyldt med grønne områder med hver sin særegne legeplads.

Blokkene blev opført i årtierne efter besættelsen og består af blokke på tre etager opført i gule mursten. Kun et enkelt højhus, der oprindeligt skulle skærme for skorstenen fra en varmecentral, rager ensomt op i luften. Som ved alle andre byggerier fra årene efter krigen blev der brugt materialer med asbest.

Lone Martin blev voldsomt forskrækket, da hun fandt ud af, at der var en omfattende asbestsanering i gang i Tingbjerg. Hun opfatter renoveringen som en skandale, som hun stadigvæk får fysisk ubehag af at tale om.

Peter Nygaard Christensen
Lone Martin havde boet knap 20 år i Tingbjerg sammen med sine børn, da hun så billederne af sækkene. Hun anede intet om, at der skulle være noget med asbest i forbindelse med den igangværende renovering, som beboerne selv havde vedtaget. Hverken på det beboermøde, hvor beboerne havde stemt om renoveringen, eller i det informationsmateriale på 28 A4-sider, som beboerne havde modtaget, var asbest blevet nævnt med et eneste ord. Heller ikke på fsb.dk kunne Lone Martin finde noget om, at asbest skulle spille en rolle i forbindelse med renoveringen.

Det var ifølge boligselskabets administrerende direktør, Bjarne Larsson, og direktør med ansvar for jura Pia Nielsen, også et valg, at beboerne ikke blev orienteret om asbesten. FSB har ifølge dem mange typer af beboere i Tingbjerg, så selskabet gør meget ud af at skære beslutningsgrundlaget til, så det faktisk er forståeligt. Beboerne skal tage stilling til, hvad der skal laves, og hvad det koster, men ikke hvordan det skal laves, som de siger.

Med billederne af asbestaffaldet var der ikke noget at være i tvivl om for Lone Martin: Meget snart skulle der også arbejdes med asbest i hendes og de øvrige beboeres lejligheder i Vingegavl.

Tidslinje over asbestskandalen i Tingbjerg

  • December 2012: Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune godkender renoveringsprojektet i FSB Tingbjerg.
  • Marts 2015: I udbudsmaterialet fra Rambøll fremgår det, at køkkenerne i Tingbjerg skal asbestsaneres, da en ventilationskanal skal udskiftes: »Efter færdig asbestsanering skal der foretages grundig rengøring af saneringsområdet ved støvsugning og aftørring af alle overflader. Rengøringen skal udføres i henhold til Arbejdstilsynets gældende regler og vejledninger.«
  • August 2015: Beboerne modtager et præsentationsmateriale på 28 sider om renoveringen. Renovering er sat til at vare i seks uger i beboernes lejligheder, og der er ikke lagt op til genhusning af alle beboere. Der står intet om asbest.
  • September 2015: Et overvejende flertal af beboerne stemmer ja til renoveringen, der skal starte til foråret. De får intet at vide om asbest.

FSB afviser asbestrisiko

Som dagene gik, voksede bunken af sammenfoldede plastikposer ved siden af affaldscontaineren ud for opgangen på Tingbjerg Ås. Om fredagen lå der næsten 20 poser med asbestaffald, som også blev fotograferet. Det bekymrede Lone Martin, og de følgende dage henvendte hun sig til alle, hun kunne komme i tanker om, for at få stoppet asbestarbejdet – herunder Arbejdstilsynet.

Om fredagen skrev Lone Martin en mail til den projektleder, som FSB havde sat i spidsen for renoveringen, Claus Olsen.

Da projektlederen ringede tilbage, benægtede han ifølge Lone Martin i første omgang, at asbest spillede en rolle i forbindelse med renoveringen.

»Jeg sagde til ham, at han skulle holde op med det, og at vi havde billeder af plastikposerne,« husker Lone Martin.

Hun husker også, at Claus Olsen efterfølgende forsikrede hende om, at hun ikke havde noget at bekymre sig om, fordi der blev taget luftprøver, som blev sendt til analyse i Holland. Der skulle ganske vist ikke tages prøver i alle lejligheder, men kun stikprøver i nogle af lejlighederne.

Lone Martin var dog stadig bekymret for sin families helbred, så hun indgav også en klage til Arbejdstilsynet.

Og hvis det kunne tage op til to uger at få svar på prøverne fra Holland, hvad så med de beboere, der fortsat boede og lavede mad i deres lejligheder, hvis der senere viste sig at have været asbestfibre i luften?

Claus Olsen afviser hendes udlægning:

»Vi lyver ikke for vores beboere, og jeg ved ikke, hvad hun har tolket ind i mit svar,« siger han. FSB blev rådet til at tage en anden slags prøver end luftprøver, så der har ikke været nogen prøver, der blev sendt til Holland, forklarer han.

Beboer Anja Brinch (t.h.) måtte flytte hen til sin eksmand, da hendes lejlighed skulle renoveres. Jeg tror ikke, et boligselskab kunne være sluppet afsted med at asbestsanere inde i beboernes lejligheder på Østerbro, uden at de vidste det, siger hun.

Peter Nygaard Christensen
Fra konsulentfirmaet Rambøll, som FSB havde hyret som byggeledelse, fik Lone Martin en mail, hvor en byggeleder skrev, at asbestsaneringen blev udført »med luftsluser efter gældende regler«. Derfor burde der ikke være en sundhedsrisiko. Rambølls byggeleder tilføjede, at entreprenøren ville tage luftprøver lige efter asbestsaneringen, der skulle påvise, »at der ikke [var] asbestfibre i lejlighederne efter saneringen«.

Forsikringer, der snart skulle vise sig ikke at holde stik.

Travl håndværker

En følgende fredag gik en håndværker i hvid beskyttelsesdragt og iført åndedrætsværn ud af en lejlighed og ned ad trappen i Lone Martins naboopgang. Uden for opgangen krængede håndværkeren dragten af og lagde den ned i en plastikpose, som en kollega med åndedrætsværn holdt ud for ham, inden den blev lukket til med asbesttape. Lone Martin overværede seancen og fik taget et billede med en mobiltelefon. Hun var vred. Selv om der måske var asbeststøv på dragten, var håndværkeren gået ned gennem opgangen, hvor der stadig boede folk i lejlighederne. Reglen var ellers, at beskyttelsesdragterne straks skulle kasseres, når asbestsaneringen i hvert enkelt køkken var færdig.

Senere forklarede byggelederen fra byggefirmaet Bravida, der havde fået entreprisen med ventilationskanalerne i køkkenerne, i en redegørelse, at håndværkeren i den hvide heldragt ikke havde arbejdet med asbest den pågældende fredag. »Grunden til, at de lægger deres engangsdragt i en sæk og lukker den med asbesttape er nok, fordi de kun havde noget tape, hvor der stod asbest på,« lød byggelederens forklaring til forvaltningen.

En af håndværkerne, der stod for nedtagningen af ventilationskanalerne, bekræfter dog over for Information, at håndværkerne nogle gange var gået ned ad trappen i heldragten, når de havde travlt. Ifølge håndværkeren, der ønsker at være anonym, fordi han siden har fået nyt arbejde, var dragterne dog forinden blevet støvsuget for asbestfibre.

Tidligere samme dag overhørte Lone Martin en samtale, hvor hendes overbo og en byggeleder fra Rambøll diskuterede asbesten i lejligheden. Overboen var bekymret, men byggelederen beroligede hende ved at spørge, om hun da var »overfølsom« over for asbest.

Samtalen blev refereret, da Lone Martin efterfølgende skrev en længere mail til FSB’s administrerende direktør Bjarne Larsson. Hun protesterede mod, at beboerne ikke kunne få adgang til resultaterne af de asbestprøver, der efter sigende var blevet taget. Beboerne blev frataget deres retssikkerhed, skrev hun blandt andet:

»Vi ikke kan bevise, om vi har været udsat for asbest, hvis vi bliver syge om 20 år.«

Lone Martin modtog aldrig et svar fra Bjarne Larsson. I stedet fik hun to dage senere en mail fra projektleder Claus Olsen. Han kaldte det »absolut uansvarligt og et brud på de indgåede aftaler«, at der var efterladt asbestaffald på gaden. I mailen understregede han, at beboernes sundhed og sikkerhed var »af største vigtighed« for FSB. Derfor var der gjort, hvad der var muligt for at sikre, at renoveringsprocessen ville forløbe, »så beboerne ikke udsættes for en sundhedsrisiko«.

Arbejdstilsynet greb ind

Byggefirmaet Bravida, der havde vundet entreprisen med at fjerne ventilationskanalerne fra de fleste lejligheder, havde hyret et tømrerfirma, der dernæst havde ansat firmaet Scandic Entreprise som underleverandør.

I slutningen af marts 2016, knap et par uger efter, at asbestsaneringen havde fundet sted i Line Blak Gundersens køkken, anmeldte Scandic Entreprise saneringen til Arbejdstilsynet. Desuden udarbejdede de en detaljeret arbejdspladsvurdering, en såkaldt APV. Det fremgik af APV’en, at firmaet ville etablere en afskærmning, som de kaldte en ’telefonboks’, hvor der skulle være undertryk. Asbestaffaldet ville man så lægge i poser, der blev dobbeltpakket og forseglet med asbesttape. Dernæst skulle poserne rengøres, inden de blev fjernet fra arbejdsområdet. Efter nedtagningen skulle håndværkerne støvsuge arbejdsområdet grundigt, hvorefter de skulle afføre sig deres dragter og pakke dem ned i tætlukkede poser. Poserne med asbestaffaldet skulle dernæst bæres ned fra lejlighederne og placeres i en lukket container.

Flere uger efter at asbesten var fjernet fra køkkenet i Fatima El Ahmadi og hendes mands lejlighed, fik hun at vide, at der var fundet asbestfibre. I mellemtiden havde hun lavet mad og hendes to børn lavet lektier i køkkenet.

Peter Nygaard Christensen
Hele rengøringen skulle i sidste ende godkendes af en byggeansvarlig. Først derefter måtte håndværkerne pille ’telefonboksen’ ned og tage deres åndedrætsværn af.

Under hele forløbet skulle der opsættes gule advarselsskilte med en rød trekant med et udråbstegn og teksten: ’Asbest adgang forbudt’.

I anden halvdel af juni kom Arbejdstilsynet på uanmeldt besøg. De så ingen advarselsskilte. Til gengæld så de, at håndværkerne havde anvendt tape med teksten ’ASBEST’ til at fastholde afskærmningen på dørkarmen til køkkenet. Arbejdstilsynet var så utilfredse med Scandic Entreprises fremgangsmåde, at det udsendte et såkaldt strakspåbud om den indvendige asbestsanering. For den manglende skiltning var ikke det alvorligste.

Asbestsaneringen stred »mod arbejdsmiljølovgivningen«, fordi der ikke var etableret en ekstra luftsluse ind til arbejdsområdet, men kun lavet afskærmning med undertryk omkring selve arbejdsstedet.

Derfor skulle Scandic Entreprise etablere en ekstra luftsluse med undertryk ind til det afskærmede område omkring arbejdsstedet. Håndværkerne skulle tage beskyttelsesdragten af inde i slusen, inden de gik ud i resten af lejligheden og opgangen.

Den anonyme håndværker mener ikke, at den ekstra sluse gjorde asbestsaneringen mere sikker for beboerne. Det var for så vidt sikkert nok i forvejen, mener han. Men han kan godt forstå, at beboerne blev bekymrede, når der pludselig stod en mand i hvid heldragt med åndedrætsværn i deres lejlighed, når de ikke på forhånd var informeret om det. Han husker i øvrigt saneringen som noget af det mest besværlige, han nogen sinde har været med til. Det var svært at komme til, fordi der var så lidt plads i hjørnet af køkkenet, og de var nødt til at være to mand om at løse opgaven.

»Da sagen så begyndte at rulle, blev vi enige om, at vi ikke fremadrettet skulle gå ned ad trappen uden at skifte heldragten, fordi det så forkert ud,« siger han.

Scandic Entreprise fik en frist på godt to uger til at opfylde påbuddet, mens asbestarbejdet lå stille. På dette tidspunkt var to ud af tre lejligheder i de første fire blokke dog allerede asbestsaneret, så strakspåbuddet fik ingen betydning for dem.

Overlæge: Uforsvarligt

Ledende overlæge Rolf Petersen fra Arbejdsmedicinsk Klinik i Slagelse, der har skrevet om ikke-erhvervsbetinget lungehindekræft som følge af asbest, kritiserer den måde, som asbestsaneringen har været gennemført på. Det har været uforsvarligt, mener han.

»Selvfølgelig skulle beboerne informeres om, hvad der var gang i. Det skal jo ikke være sådan, at de tilfældigvis læser på nogle affaldssække, at der er en asbestsanering i deres lejlighed,« siger han.

»Ud fra de informationer, jeg har set, mener jeg ikke, at man i tilstrækkeligt omfang har udført asbestsaneringen på en måde, så man har været sikker på, at der ikke er kommet asbestfibre ud i køkkenet og i resten af lejligheden. Det er selvfølgelig ikke acceptabelt, selv om jeg vil vurdere, at der er tale om en meget lille risiko for at få lungehindekræft,« tilføjer Rolf Petersen, der afviser, at man kan tale om en acceptabel risiko.

Efter at beboerne var blevet opmærksomme på asbestsaneringen, uddelte FSB en seddel i opgangene, hvor boligselskabet for første gang oplyste beboerne om, at lejlighederne blev asbestsaneret.

FSB forsikrede, »at alle nødvendige sikkerhedsforanstaltninger i lovgivningen og asbestvejledningen er overholdt« og tilføjede, at der blev taget prøver i hver eneste bolig. Alle hidtidige prøver havde vist, at der ikke var asbest i luften. »Det er altså sikkert at være i din bolig,« lød det beroligende fra FSB.

Målinger hemmeligholdt

Bare fire dage senere måtte boligselskabet på et ekstraordinært møde for byggeledere og entreprenører erkende, at så godt spillede klaveret heller ikke. På mødet viste det sig nemlig, at firmaet Bravidas underleverandør havde tilbageholdt oplysninger om asbestmålingerne. Der var faktisk fundet asbestfibre i én lejlighed på Tingbjerg Ås i en stikprøve, der var taget knap tre uger tidligere.

Denne prøve havde vist, at der var fundet »flere« fibre i lejligheden – det er det næsthøjeste niveau på den anvendte skala, som lyder: ingen, få, flere og mange. Tilmed var nogle af fibrene af typen crocidolit, som er en af de to farligste former for asbest med størst sundhedsrisici.

Projektleder Claus Olsen tog straks konsekvensen og stoppede den tilbageværende asbestsanering i den sidste af de fire blokke, Vingegavl, indtil resultaterne af prøverne blev kendt af byggeledelsen. Projektlederen tilkendegav også, at FSB fremover ville tilbyde samtlige beboere et nedslag i den kommende husleje på 2.000 kroner, så de kunne flytte på hotel et par dage, mens deres køkken skulle asbestsaneres.

For langt de fleste beboere i de fire blokke var tidspunktet dog forpasset, fordi ventilationskanalerne i deres køkkener allerede ifølge Claus Olsen var nedtaget. På dette tidspunkt manglede der asbestsanering i knap 30 lejligheder.

Asbest i endnu en lejlighed

Der var stuvende fuldt til beboermødet i kantinen i beboerhuset den følgende aften, da Fatima El Ahmadi trådte ind ad døren.

Claus Olsen tog ordet og forklarede blandt andet, at der nu var fundet asbestfibre ikke kun i én, men i to lejligheder. Han forsikrede, at de pågældende beboere var blevet orienteret.

Selv om Fatima El Ahmadi havde ondt af de beboere, i hvis lejligheder der var fundet asbest, følte hun sig også lettet på sin egen families vegne.

Claus Olsen medgav, at FSB kunne have orienteret bedre om asbestrenoveringen, men afviste, at boligselskabet bevidst havde skjult oplysningen om asbesten for ikke at risikere, at beboerne skulle stemme nej til projektet i sin tid. Han var meget ærgerlig over, at håndværkerne havde efterladt plastikposerne med asbestaffald ved siden af containeren.

»Hvis de poser ikke havde været der, hvis al ting havde kørt efter en snor, var der måske ikke nogen, der havde tænkt på asbest, før vi var færdige,« sagde han ifølge en lydoptagelse af hele mødet, som Lone Martin lavde med sin datters mobiltelefon.

Hendes verden brød sammen

Da Fatima El Ahmadi slog øjnene op dagen efter, var hun gladere end længe. Hun og hendes mand havde planlagt en tiltrængt fridag for at være sammen med deres drenge. Som de fleste andre beboere i de fire boligblokke havde ægteparret været nødt til at pakke det meste af deres indbo ned i papkasser og plastiksække og rykke sammen i stuen i ugevis, så håndværkerne kunne komme til. Men fridagen gik langtfra, som Fatima El Ahmadi havde forestillet sig.

Jeg kan slet ikke udholde tanken, om at min børn er blevet udsat for asbestfibre og en dag kan blive syge, siger Fatima El Ahmadi.

Peter Nygaard Christensen
Tidligt om morgenen stod der to håndværkere i lejligheden. De skulle isolere i køkkenet, sagde de. Og da de var færdige, lånte de familiens støvsuger for at gøre rent efter sig. To timer senere ringede det igen på familiens dør. Nu stod der to håndværkere i hvide heldragter og med åndedrætsværn, der sagde, at de gerne ville gøre rent i køkkenet. Fatima El Ahmadi blev lidt forvirret og fortalte, at der allerede var blevet støvsuget i køkkenet. Det var håndværkerne ligeglade med, og de ville gerne ind og støvsuge og gøre rent igen.

Da de kom ind i lejligheden, bad de Fatima El Ahmadi om at lukke døren ind til stuen, hvor hun og resten af familien opholdt sig. Hun spurgte hvorfor, og håndværkerne fortalte hende, at der var fundet spor af asbest i køkkenet, efter at den var blevet asbestsaneret omkring en måned tidligere.

»Der brød min verden sammen,« siger Fatima El Ahmadi.

Dagen efter kontaktede hun boligkontoret og Claus Olsen. Hun ville have at vide, hvorfor han på beboermødet havde oplyst, at beboerne i de to lejligheder, hvor der var fundet asbest, var blevet informeret, når hun ikke havde fået besked.

En medarbejder på boligkontoret spurgte ifølge Fatima El Ahmadi, om hun nu var helt sikker på, at hun ikke havde fået besked. Selvfølgelig var hun det, svarede hun.

Senere på eftermiddagen låste hun sig ind i familiens lejlighed. På gulvet i entreen lå der et brev. Det måtte være blevet puttet ind gennem brevsprækken, mens hun havde været væk, tænkte hun. Brevet, som var dateret dagen før og underskrevet af Claus Olsen, meddelte, at der var fundet asbestfibre i hendes lejlighed. Fatima El Ahmadi er helt sikker på, at hun ikke havde set det brev tidligere.

»Nogen må være kommet forbi med brevet, efter at jeg havde kontaktet boligkontoret,« siger hun i dag.

Claus Olsen mener at huske, at Fatima El Ahmadi greb fat i ham efter beboermødet og var ret oprørt.

»Det husker jeg rimeligt tydeligt. Men jeg kunne ikke andet end undskylde på andres vegne,« siger han.

Ubrugelige målinger

FSB har sendt kopi af 113 asbestmålinger til Information. Ingen på nær to af prøverne viser spor af asbestfibre, men reelt kan prøverne ikke bruges. Der er nemlig gået for lang tid, fra asbestsaneringen var færdig, til prøverne blev taget. Information har således beregnet, at der i den ene af de fire renoverede boligblokke er gået 70-80 dage.

For den anden af de fire blokke gik der mellem 37 og 89 dage, fra asbestsaneringen var færdig, til prøverne blev taget. I den tredje blok gik der mellem tre og 48 dage. I den fjerde blok var asbestsaneringen endnu ikke færdiggjort, da Arbejdstilsynet kom på besøg og sikkerheden blev strammet op.

Seniorforsker hos Kræftens Bekæmpelse Johnni Hansen vurderer prøverne som værdiløse, når der var gået så lang tid efter asbestsaneringen afslutning, til de blev taget.

»Prøverne giver ingen mening på grund af støvsugning og udluftning, og hvad man ellers foretager sig af normal rengøring i sin bolig,« siger han.

Overlæge Rolf Petersens mener, at prøverne skulle være taget umiddelbart efter, at man havde pillet det asbestholdige materiale ned. Og resultatet burde have foreligget, inden beboerne fik adgang til køkkenet.

»Derudover burde beboerne have haft mulighed for genhusning, så de ikke opholdt sig i lejligheden, mens asbestarbejdet foregik. Og selvfølgelig skulle beboerne informeres om, hvad det var, der var gang i. Det skal jo ikke være sådan, at de tilfældigvis læser på nogle affaldssække, at der foregår en asbestsanering,« siger han.

Direktør i FSB Pia Nielsen understreger, at der ikke var nogen skjult dagsorden bag ikke at orientere beboerne.

»Beboerne må stole på, at vi følger al den lovgivning, der er på området. Vi er ikke den del af boligmarkedet, der kan betegnes som nogle sjufter,« siger hun.

Administrerende direktør Bjarne Larsson supplerer: »Vi har ikke haft nogen som helst interesse i, at det her ikke skulle køre efter bogen.«

Ifølge de to FSB-direktører er der mange stemmer i Tingbjerg, og der har også været mange beboere, der har været tilfredse med renoveringen. Men de stemmer, man har hørt, er dem, der råbte højest.

Flere end 50 beboere søgte i foråret 2017 om fri proces til at føre en retssag mod boligselskabet, fordi de er utilfredse og ikke ønsker at betale fuld husleje for de måneder, hvor renoveringen stod på. FSB har modtaget en stævning, men tidspunktet for retssagen er endnu ikke fastlagt.

For Fatima El Ahmadi er det dog ikke så meget pengene, men nærmere anerkendelsen og forsikringen om, at andre familier for fremtiden ikke må udsættes for asbest. Hun kan ikke slippe tanken om, at hun har stået og lavet mad og siddet med sine børn og lavet lektier i et køkken, hvor der lang tid efter asbestsaneringen blev fundet fibre.

»Jeg kan slet ikke udholde tanken, om at min børn er blevet udsat for asbestfibre og en dag kan blive syge,« siger hun.

Artiklen bygger på et meget stort antal skriftlige kilder, som beboerne har samlet bl.a. via aktindsigter, lyd-, video- og billeddokumentation, samtaler med flere end 15 beboere samt interview med håndværkere, byggerådgivere, FSB’s ledelse og eksperter i asbest.

Serie

Asbest og skimmelsvamp i Tingbjerg

I foråret 2016 begyndte en renovering af fire boligblokke i Tingbjerg i det nordvestlige København. Københavns største almene boligselskab, FSB, ville fjerne skimmel og forsyne boligerne med nye køkkener. Men meget gik galt. Beboere blev udsat for farlig asbest og skimmel i deres lejligheder, og da FSB efterfølgende fik udført kontrolmålinger af asbest, opstod nye problemer.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
  • Christian Mondrup
  • Anne Albinus
Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Christian Mondrup og Anne Albinus anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian Mondrup

Reportagen illustrerer endnu engang, at magt og ansvar er diffuse. FSB er en stor organisation, der som udtrykt af en dens repræsentanter, ikke hører til blandt "sjufterne". Og selskabet entrerer med andre store organisationer som Rambøll og Bravida. Men i den sidste ende prisgives disse store organisationers ansvarlighed til fordel for snævre økonomiske interesser, i og med at arbejdet udliciteres til underleverandører og disses ...

ingemaje lange, Karsten Lundsby og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar