Læsetid: 4 min.

Berøringsangst er angsten for at finde dét ved den anden, der ikke stemmer overens med det billede, man har

Kan man røre ved Tingbjerg?
Virkelig berøringsangst er angsten for at finde dét ved den anden, der ikke stemmer overens med det billede, man har.

Virkelig berøringsangst er angsten for at finde dét ved den anden, der ikke stemmer overens med det billede, man har.

Morten Juhl

3. marts 2018

Den store ballade om, hvor mange somaliske kvinder i Danmark, der kan tale dansk, nåede en mærkværdig kulmination i Presselogen på TV 2 News sidste søndag. Her forsvarede TV 2’s Ulla Pors det indslag på stationen, der i den forløbne uge havde sat en masse forargelse i gang. I indslaget kan man se en hvid, dansk mand stille sig op foran en gruppe siddende og lidt forsagte somaliske kvinder og spørge, hvor mange af dem, der kan snakke dansk: »Ræk hånden op.« Ingen reagerede, og TV 2 konkluderede, at ud af 11 kunne ingen tale dansk. Det viste sig efterfølgende at være temmelig langt fra sandheden.

Undervejs i den presseetiske debat trak Pors det kort, som altid kan trækkes, hvis man bliver trængt lidt op i en krog for nogle alt for mistænkeliggørende udsagn om flygtninge eller indvandrere: »Nu skal vi passe på, at vi ikke bliver berøringsangste.« Udsagnet fungerede ikke som et argument i diskussionen. Det var en undskyldning – en floskel, som er blevet en almindelig lynafleder, fordi alle kan huske, at vi engang vist nok ikke turde stille krav til indvandrerne.

Berøringer

Sagen er imidlertid, at TV 2’s dækning var et eklatant eksempel på lige nøjagtig berøringsangst. Det er næsten som om, journalisten i indslaget om de somaliske kvinder har tænkt: »Hvis jeg nu stiller mig herovre og spreder benene lidt, så jeg står godt, så kan jeg vel bare spørge ud i rummet, om de taler dansk – og så har vi det afklaret.«

Hvorfor skulle man sætte sig ned og snakke lidt først med de mærkelige kvinder? Hvad skulle man tale om? Det er siden kommet frem, at en del af kvinderne tøvede, fordi de ikke var sikre på, hvad det ville indebære at melde sig. Hvad bliver det næste spørgsmål? Om vi kan kongerækken på fingrene, nationalsangen, og om vi spiser pølser?

Historien gentog sig nogle dage efter, da Lars Løkke Rasmussen varmede op til regeringens nye udspil mod parallelsamfund og ghettoer. Sammen med 21 Søndags reporter vandrede tilforladelige Lars rundt i Tingbjerg og talte om sit store projekt med at få ryddet op. Den rappe reporter fandt hurtigt et par ældre indvandrere og konstaterede, at det faktisk er svært at kommunikere med dem. Problemet i en nøddeskal. »Jeg insisterer på, at Danmark skal være Danmark,« som Lars Løkke formulerede det.

Senere i indslaget supplerede Mette Frederiksen med, at persiennerne skal rulles op i ghettolejlighederne, »lyset og luften skal ind«. I begge tilfælde lød det næsten som forældre, der formaner et barn at få ryddet op på værelset, blive klippet og få sig et arbejde.

Berøring og snit

Men hvem er egentlig berøringsangste her? Og hvordan kan man skabe noget, som er en virkelig berøring mellem to subjekter, der forholder sig som tænkende, autonome væsner i egen ret?

I en sublim lille tekst »At røre grunden« udvikler den slovenske filosof Mladen Dolar en række bemærkelsesværdige pointer omkring berøringer. Vi lever i en tid, siger Dolar, hvor berøringer er blevet næsten umulige. Hvad vi gør i dag, er mere blot at bumpe ind i hinanden. Vi er som små lukkede, selvtilstrækkelige monader, der har mistet princippet for en overordnet koordination i en globaliseret, multikulturel og hastig verden. Og derfor bruger vi oceaner af tid på at støde sammen, afmærke territorier, like og dislike, hegne ind og sætte flag op.

Dolars pointe er imidlertid ikke, at vi mangler de venlige berøringer, kærtegn og klap, som får os til at føle os som hele mennesker, og som opbygger identitet og personlighed. Tværtimod. Enhver ægte berøring kræver et snit. Noget skal røre noget andet. Hvis ikke det rører noget andet, og hvis ikke dette andet spiller med i berøringen, er det ikke en berøring, men blot et sammenstød. En ægte berøring er overskridelsen af en grænse, ind mod det, man ikke umiddelbart kan forstå eller endda se. Den virkelige berøringsangst er den, som for alt i verden vil sikre, at truslen om at man kunne møde noget virkeligt anderledes på den anden side af disse grænser, aldrig bliver reel.

At røre nogen

Hvis berøringsangst betød at holde sig tilbage fra at tromle de andre, indtil de bliver ligesom os selv, så var der næsten noget, der talte lidt for det. Men virkelig berøringsangst er snarere angsten for at finde dét ved den anden, der ikke stemmer overens med det billede, man har. At overkomme berøringsangsten kunne måske betyde, at vi kunne risikere at finde ud af, at vi begge har et problem med at finde ud af, hvem og hvordan, vi skal være.

Hvad er egentlig logikken i det, de andre går og gør? Hvilke bekymringer, usikkerheder, begær putter de med? Hvilken vrede eller afmagt eller aggression? Hvad er det egentlig for fantasier, indvandrere har om os? Vi ved det ikke. Vi har aldrig rigtig rørt dem.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Ole Falstoft
  • Eva Schwanenflügel
  • Kurt Nielsen
  • Claus Kristoffersen
Lise Lotte Rahbek, Ole Falstoft, Eva Schwanenflügel, Kurt Nielsen og Claus Kristoffersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

DR's Detektor var også på sagen.
Chef for TV2, Jacob Kwon, forsvarede sig nu med at deres fejl bestod i, at de ikke havde været tydelige nok omkring, at det var kvindernes EGEN opfattelse, at de ikke talte dansk..(!!)
Det samme svar havde han til alle indvendinger og beviser om det modsatte.
Yderst pinligt at se på..