Billedsprog: Udflugt til virkeligheden

Lars Løkke Rasmussen har hævet øjenbrynene, så et par dybe panderynker kommer til syne. Hans blik er vendt mod en murstensfarvet boligblok i en af Danmarks berømte ghettoer: Mjølnerparken i København. Ved siden af ham forsøger en sikkerhedsvagt at bevare det kølige overblik. Statsministerens alvorstunge blik afslører, at han er på udebane.
Bag ham står en del af det hold af ministre, han har taget med sig på dagens ekskursion til det, som blandt politikere og journalister indimellem bliver kaldt ’virkelighedens verden.’ Undervisningsminister Merete Riisager ser betuttet i den modsatte retning, og både Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Ole Birk Olesen er også at finde i flokken, som denne dag i marts talte hele otte ministre.
Nye indsigter
Det kunne have været et billede af en flok danske politikere, som endnu en gang var på udflugt til den virkelighed, de lovgiver om hver dag. Det kunne have været en af de ture, hvor de senere ville kunne have fortalt, at de havde mødt en virkelig person, som havde givet dem nye indsigter.
Men regeringen var ikke på inspirationstur. Den var ude for at præsentere et udspil. Nærmere bestemt ghettoudspillet, hvor de med statsministerens ord »sætter et markant mål: ingen ghettoer i 2030«.
Ud over muligvis at være den første regering, der har præsenteret et udspil i en lignende kulisse uden for Christiansborgs rammer, lykkedes det også regeringen at opholde sig i en ghetto kortere tid end radikales Morten Østergaard, der for nylig har boet tre dage i Vollsmose og to dage i Gellerupparken for så at vende sit partis holdning på ghettoområdet 180 grader.
Gamle planer
Turen gennem virkelighedens barske realiteter kan enten være et forsøg på at komme i øjenhøjde med dem, man laver politik for. Eller også kan det være et forsøg på at sætte en anderledes scene for medierne. I hvert fald er det svært at forestille sig, at turen skulle foretages af andre end netop Lars Løkke, som har stået i spidsen for Danmark ved to af de i alt seks ghettoplaner, som er blevet præsenteret gennem de seneste 25 år.
Øjenhøjde var der dog ikke meget af i Mjølnerparken. Omkring 70 personer var mødt op til en demonstration, bl.a. Alternativets partileder, Uffe Elbæk, som ikke mener, udspillet vil ændre noget. Det vil kræve et »mirakel«, skrev han på Twitter. Det er da i hvert fald en uprøvet vej.
Billedsprog
Hver uge skriver medlemmer af Moderne Tider-redaktionen en personlig klumme, som tager udgangspunkt i et aktuelt billede.
Seneste artikler
De ligger ned for at kunne rejse sig sammen
24. februar 2018Mandagens ’lie down’ er kun en af flere protester, som den nystiftede Teens for Gun Reform-gruppe har stået bag, siden den 19-årige tidligere elev Nikolas Cruz i sidste uge mejede 14 elever og tre voksne ned på skolen med en semiautomatisk riffel, han lovligt havde købt i en nærliggende våbenbutikBilledsprog: Major Tom to Ground Control
10. februar 2018Elon Musk, der både ejer firmaerne SpaceX og Tesla, sendte i denne uge en rød Tesla ud i rummet. Bilen sad i toppen af SpaceX’s nyeste løfteraket Falcon Heavy og roterer nu rundt om solen i en bane tæt på Mars’. I den åbne Tesla sidder en dukke, mens David Bowies »Space Oddity« kører på fuld styrke ud i det lydløse rumFind fem fejl
3. februar 2018Siden 1995 har Vanity Fair årligt lavet et Hollywood Issue, hvor tidens stjerner bliver præsenteret i glamourøs indpakning. Men inden årets billede af 12 kendisser blev offentliggjort denne uge, havde der været travlt med billedredigeringen: En af gæsterne til festen, skuespilleren James Franco, blev nemlig sendt digitalt ud af det gode selskab, efter at en række kvinder har beskyldt ham for at udnytte dem seksuelt
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »