Læsetid: 3 min.

Brevkassen: Skal mine drenge have et los bagi?

Mine tre teenagedrenge er sunde, raske og søde. Men de er også dovne og klarer sig ringere i skolen, end de burde. Hvad stiller jeg op? Jeg føler mig som en dårlig mor, hvis jeg ikke prøver at få dem mere frem på banen
31. marts 2018

Jeg har tre drenge; tvillinger på 17 og en på 15. De bor hos skiftesvis hos mig og hos deres far hveranden uge. De er sunde, raske og søde. Alligevel har jeg det svært ved at se på, at de to store klarer sig dårligt i skolen – ringere, end deres intellekt burde tilsige. Den yngste går i det mindste til sport, men ellers bruger de al fritid på at glo på en skærm, hvor de spiller eller ser serier og youtubevideoer. De er ikke engageret i noget, har ikke fritidsjob og kan være pænt kedsommelige at være sammen med. Når vi har gæster eller er ude, taler de ikke med nogen, medmindre de bliver spurgt. De har aldrig læst en bog eller bare en artikel af egen drift.

Skal de have et los bagi (og hvad skal det bestå i?), eller skal jeg bare vente på, at de bliver voksne? Jeg vil bare føle mig som en dårlig mor, hvis jeg ikke prøver at få dem mere frem på banen.

(forkortet af red.)

Svar I:

Jeg tænker egentlig, at du skal tage det fuldstændig roligt. Det lyder jo, som om dine sønner har det fint – du skriver i hvert fald ikke andet.

Så ro på, fordi: 1) Stort set alle store drengebørn, jeg har kendt, har haft et par år, hvor de mildest talt har været pænt kedsommelige at være sammen med. De har også set helt mærkelige ud, lugtet lidt sært og virket, som om de nærmest havde mistet sproget. Men de er alle sammen kommet ud på den anden side som relativt hele mennesker. En dag lettede hormontågen ligesom bare.

Og fordi: 2) Af rigtig gode grunde bliver du lidt bange for det, du ikke forstår, og dine sønner tilhører den første generation, der vokser op med et liv – også et socialt liv – på skærme. Det kan godt være, at det fucker dem helt op, men forsøg så at se det som et kollektivt socialt eksperiment, der i hvert fald ikke efterlader dine sønner alene på perronen, fordi alle de andre står der også og stirrer på deres telefoner. Og så tager vi den sammen derfra, okay?

– Anna von Sperling

Svar II:

Du spørger, om du skal give dine drenge et los bagi. Ja, hvem skulle ellers gøre det. Når de ikke er interesserede i noget, er det vel også, fordi der ikke er nogen, der fortæller dem, hvor meget her i verden, der er interessant, og som skærmen stadig kun kan være supplement til. Hiv dem på museum, vis dem, hvordan tingene ser ud i en anden virkelighed end den elektroniske. Vis dem kunstmuseerne, de ægte billeder, fortæl dem om det, de ser, så godt du kan. Vis dem, at musik kan være andet end åndssvage klip af nogle selvforelskede eftersynkroniserede narrehatte på mobilen. Fortæl dem, at der er noget, der hedder violiner, basuner og trompeter, og at der er 100 mænd og damer, der sidder hver torsdag høvler løs og frembringer lyd, dine drenge sikkert aldrig har drømt om.

Det har du ansvaret for, at de stifter bekendtskab med. Det er dannelse. Det er vigtigt.

Hvis de så ikke gider alligevel, så kan man håbe på, at det på trods sætter sig spor, så de senere får glæde af inspirationen. Det hører man om.

Den anden mulighed er, at du opgiver. Det vil være trist – og synd for både dem og dig.

– Georg Metz

Serie

Brevkassen

Et spørgsmål – to svar.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

  • Brevkassen: Skal man gribe ind over for sure forældre?

    22. september 2018
    Jeg sad fornylig i togvogn med en mor, en far og deres to børn. Forældrene var meget optaget af deres iPhones, og når børnene forstyrrede i forsøg på at få opmærksomhed, blev der udsagt trusler og beskeder om at være stille. Jeg overvejede at gribe ind men lod være
  • Brevkassen: Hvordan undgår jeg at kede mig?

    22. september 2018
    Jeg er inviteret til en gammel vens fødselsdag, men der kommer ikke rigtig nogen, jeg kender. Har brevkassen råd til, hvordan jeg får en god aften og ikke kommer til at holde øje med uret hele tiden for at se, hvornår jeg kan tillade mig at gå?
  • Brevkassen: Vaginal fødsel eller kejsersnit?

    15. september 2018
    Min første fødsel tog 72 timer og endte i akut kejsersnit og indlæggelse på grund af blødninger. Nu skal jeg føde igen og er meget i tvivl
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørn Erikstrup

Ahhhh Anna
Den skøjtede du en anelse for let henover." Forsøg at se det som et socialt eksperiment ", jamen det er et socialt eksperiment, det er også det første som dirigeres af algoritmer. Algoritmer som vel at mærke er " opdraget til " og hvis eneste succeskriterium er, at få børn og unge til at blive siddende ved skærmen. Indholdet er underholdende, distraherende og afhængighedsskabende. ( prøv at få dem til at slukke skærmen, så ved du hvad jeg mener ).
Det er endvidere et eksperiment som ingen, heller ikke gamingindustrien, har fået tilladelse til at udføre,
Det er ikke afgrænset til en mindre, kontrolleret gruppe, men snarere globalt, ikke noget med initiale dyreforsøg, peer reviews o.s.v..
Det er såmænd bare en vigtig del af " opmærksomhedskøbmændenes " særdeles indbringende felttog.
Endvidere er der jo den ubehagelige forældrediciplin der hedder, " gad vide om der kunne v ære forskel på det du har lyst til, og det du har brug for"?
Så det du ser her er nok ikke de to sædvanlige " kedsomhedsår ", men snarere en Skinnerboks, version 2.0, hvor vores børn har indtaget rotternes plads.
PS. Zetland har forøvrigt lige udgivet en lille pamflet " Opmærksomhedskrigen ", som jeg, skønt den bærer præg af at være skrevet i al hast, vil anbefale dig at læse, før du fortsætter rådgivningen.

Flemming Berger, Kim Strøh, Bettina Jensen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Zilla Mørch Pedersen

Kære Drengemor
Dine børn er blevet afhængige, og det vil hæmme deres sunde udvikling. Hvis det var hash, de var afhængige af, ville du sammen med deres far søge professionel hjælp - og det skal du også gøre her.
Du skal generobre relationen til dine børn, derfor tager du fri en måned, hvor I tager på afvænningstur i ødemarken, hvor der ikke er netforbindelse, og I er afhængige af at kunne kommunikere.
Det hjælper jo ikke nu at sige, at du skulle have skredet ind for mindst 6 år siden. Nu koster det en voldsom indsats at gøre noget, og måske er det for sent for dig at få ret meget indflydelse på dine børns liv.

Henning Kjær

Hvem har dog opdraget de drenge i deres første 17-15 år. Har drengenes forældre bare siddet i sofaen samme med dem, og lært dem/vist dem hvordan de selv helst lever livet.

Erik Jakobsen, Verner Nielsen og Peter Andersen anbefalede denne kommentar
christian christensen

De er snart 18 og dermed voksne og myndige, og dermed udløber din forsørgerpligt. På et eller andet tidspunkt bliver de vel nødt til at få sig et job eller en uddannelse, jeg kan dårligt forestille mig, at så unge mennesker får lov til at være på kontanthjælp særligt længe.

Under alle omstændigheder bliver de i forbindelse med karrierevalget nødt til at finde ud af, hvad der interesserer dem, og hvad de vil beskæftige sig med. Muligvis ender de i lavtlønnede rutinejobs, men det er så hvad, de har selv har valgt. Man kan ikke gør folk mere interessante/interesserede, end de nu engang er.

Gunnar Kriegel

Kære Drengemor
Som snart meget gammel forælder genkender jeg og forstår udmærket din frustration. Som i mange andre af livets udfordringer tror jeg ikke på en silver bullet løsning. Du bør formentlig tænke i en større pallette af tiltag. Jeg kan således tilslutte mig flere af ovenstående kommentatorers synspunkter inkl. Anna og Georg's.
Derudover kunne du måske engagere dig i drengenes digitale verden, spørge ind til den og søge at forstå den og forstå den tiltrækning, den udøver på dem. Men gør det helhjertet, alt andet gennemskues hurtigt. Med tiden vil dette måske hjælpe til en bedre relation jer imellem, og dermed også for kommunikationen om andre vigtige forhold for dig og dine drenge.

Randi Christiansen

Man må forstå, at man er rollemodel for sine børn - sammen med alle de andre som de udsættes for. De gør, hvad man gør og ikke, hvad man siger. Og hvor travlt har I haft, da de var små?

Så et los bagi? Det kommer sandelig an på, hvad der i praksis menes med det. Og vid, at det er lidt sent at rette op på tidlige programmeringer. Men det kan lade sig gøre - især hvis drengene grundlæggende er fysisk og psykisk sunde.

Men kig på, hvad de egentlig har med i bagagen, husk at I ikke har en tryllestav, at I kun kan give, hvad I selv har - og tænk så glæde, kærlighed og respekt. Det kommer man længst med.

At være ung i dag,med diverse nedskæringer på stort set alle områder,og med en digitalisering,som de unge generationer vokser op meder ikke en let tilstand,da det digitale i sig selv ikke løser noget andet,and det er hurtigt og en masse information so vil tiltage yderligere,og samtidigt vil komme til at køre endnu hurtigere!
Samtidigt er den digitale verden,et teoretisk forum,uden det sociale,og det mest negative ved denne drømmeverden !
Som ung i dag,hvad skal man vælge,for at være nogen lunde sikke på at kunne begå sig på arbejdsmarkedet,hvad er der en sikker fremtid i,så man får et stabilt liv,med en indkomst ,så man får muligheden for et liv?
Hvad skal man som ung i dag satse på?
Du som forældre til dine tre drenge,må se i øjnene,at du som alle andre forældre,må tro på at dine drenge vælger,og kommer godt afsted,i deres valg !
Da du helt sikkert elsker dine drenge,er jeg overbevist om ! Er der noget de ikke har brug for så er det er lods bag i,men derimod din uforbeholdende kerlighed,og støtte,det at du er der for dem,og støtter dem, i en tid,hvor mulighederne,er blevet meget mindre !
Puberiteten er den tid alle mer eller mindre gård tomgang,før de satser!( Samtidig er det det eneste tid i et menneskes liv,hvor de ingen forpligtigelser har,nemlig deres barndom ) !
var selv meget bekymret for mine børns dispotioner,men må indrømme at det var spild af unødig omsorg,og unødige bekymringer,da de er kommet godt afsted!
Samtidigt så er det meget svært at give slip,den dag de flyver fra reden , men vi alle som forældre indse,at vi ikke ejer vore børn,men blot er deres grundbase,og være stolte af de selv navigere og danner deres eget billede af deres nutid,og vægre derefter!
Vær ikke så bekymret,da de nok skal finde deres egne ben at stå på,i nutidens verden!
Da vores tid,og deres ikke er sammenllignelig,kan jeg meget godt forstå din frustration !
Du kan ikke leve deres liv! Det skal de selv!

Niels Duus Nielsen og christian christensen anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Som en god ven af mig engang sagde, at unge mennesker i den alder burde have et skilt sat fat i panden, hvor der står "under reconstruction". For at minde omverdenen om, at der sker så utrolig meget med deres kroppe og psyker i den periode. Og for at minde os alle om, at noget af den mærkelig zombie-agtige adfærd har en forklaring.

Så 1) accepter, at dine drenge er som de er og at de ikke fås bedre, og 2) forsøg at få en plads i deres univers. Engagerer du dig i deres digitale univers, vil du opdage at det er en meget social verden. Men hvad din drenge ikke ved er, at de mangler den fysiske dimension, og dér kan du hjælpe dem.

sørg som det første for, at dine drenge får en ordentlig nattesøvn. Uden den fungerer ingen på fuld blus.
Og det burde virkelig være en menneskeret at alle, ikke mindst børn og unge får den søvn, der er nødvendigt. Det er også en søvn, hvor diverse elektroniske ting ikke befinder sig i værelset og forstyrrer med biplyde osv.

Vibeke Hansen

Blev drengene helt glemt, mens deres forældre havde travlt med dem selv og deres problemer? Var det drengenes virkelighedsflugt overfor de følelser og den afmagt, en skilsmisse jo også påfører drenge? Det vil jeg slet ikke dømme om, for jeg står jo blot på sidelinien med alle mine gode råd og fordomme.
Men et lille forsøg, kan jeg anbefale. Tal med drengene, om de er fleksible med tiden hos forældrene. Planlæg så, at de på skift er en uges tid alene med den ene forældre uden deres søskende. På den måde vil de opleve sig som selvstændige individer, og ikke bare “en af drengene”, eller værre, en af tvillingerne. Samtidig har de alenetid med begge forældre, hvor der er rigelig tid til at lære hinanden at kende igen, og hvor de to andre også vil have nytte af kun at være “os to”. Bevares er det noget bavl, med alt det flytteri, og bevares får forældrene ikke den eftertragtede børnenefri periode, men det varvel heller ikke derfor, man fik tre af dem, og i løbet af et par år, er de flyttet hjemmefra, forhåbentlig med lidt flere sociale og intelektuelle kompetencer.

Lise Lotte Rahbek

Jeg bifalder endnu en god årsag til bevidst barnløshed.
Uanset hvad forældre gør, er det årsagen til alt forkert hos afkommet.

jeg håber vi når ned til færre human individer inden år 2500

Else Marie Arevad

Man har lov til at stille rimelige krav til sine børn, ja man har pligt til det, for at de kan blive til ordentlige mennesker!