Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Min mor vil ikke være bedstemor

Jeg skal være mor til juni, og jeg glæder mig. Det gør min mor ikke
Jeg skal være mor til juni, og jeg glæder mig. Det gør min mor ikke

Ritzau Scanpix

24. marts 2018

Jeg skal være mor til juni, og jeg glæder mig. Det gør min mor ikke. Hun sagde ligeud, da jeg fortalte hende det, at hun slet ikke er klar til børnebørn. Det holder hun fast i, selv om maven vokser. Og hun bliver småsur, hvis jeg spørger ind til det. Hun er kun 52, siger hun, så hun har travlt med andre ting mange år endnu.

Jeg har et fint forhold til min mor, men forstår hende ikke. Og selv om min kærestes forældre bor i udlandet, skal vi nok klare os. Men har jeg for store forventninger til hende, eller er det hende, der er lidt sær?

– Den gravide, 28

Svar I:

Det lyder, som om din mor er en større baby end dit ufødte barn. Jeg skal selv have mit første barn om få uger og ville være en sydende kombination af skuffet og rasende, hvis min mor prioriterede som din.

Det er jo netop i den situation, at du har allermest brug for hende – især hvis din kærestes forældre ikke er her. Det er en central del af forældrerollen, at man støtter sine unger i livets store situationer; at man er opmærksom og kærlig og videregiver sine erfaringer. Det er ligefrem en biologisk afvigelse, at være uinteresseret i sine børns børn. Ufatteligt.

Selvfølgelig skal bedsteforældre ikke bare stå til rådighed 24/7, men »travlt med andre ting«? Altså, hvad betyder det overhovedet? En weekendtur til Prag? Et bruncharrangement? Familie betyder, at man er der for hinanden, uanset hvad livet bringer. Hvis hun ikke støtter dig, når du har allermest brug for hende, er hun en dårlig mor. Hun vender ryggen til sine forpligtigelser. Hun er alene. Mit råd er: Vær rasende!

— Christian Bennike

Svar II:

Jeg er 47 og har fire børnebørn. Skønne og sjove alle sammen. Men jeg har altså også en del andet på programmet. Jeg ved ikke, om deres forældre synes, jeg byder for lidt ind på deres dejlige afkom, men det er i så fald ikke noget, de lader sig mærke med.

Jeg har altid selv i forhold til mine egne forældre haft den opfattelse, at jeg ikke kunne tillade mig at definere det forhold, de skulle have til deres børnebørn. Det havde jeg i øvrigt heller ikke noget ønske om. Men jeg har også oplevet, at når der kommer børnebørn i familien, så sker noget, bedsteforældre slet ikke er herrer over. En ubændig lyst til at putte, passe, skifte, bage, spille, gå ture, nusse, synge, lege og alt muligt andet. Og det vil helt sikkert også ske for din mor, hvis du bare har tålmodighed og lader hende være lidt i fred.

— Mette-Line Thorup

Serie

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

Som Mette-Line Thorup skriver, er yngelpleje en af de ting, vi ikke har helt kontrol over, det er noget, der bare sker for en. Selv ville jeg elske at have det sjovt med en unge, og så aflevere den igen, når det bliver for besværligt. Andre ser så anderledes på det, og fred være med det.

Det er dig, der har valgt at få ungen, ikke din mor.

Randi Christiansen

Det kan være svært for en kvinde, der stadig føler sig ung, at blive bedstemor. Eller mormor - det er som om, at når man er blevet bedsteforældre, er ungdommen definitivt slut, og man er endegyldigt GAMMEL. Fy da føj - gammel, noget af det værste man kan være - det signalerer jo livets afslutning.

Så hvis man ikke er afklaret med, at det er den vej det går for os alle, eller ikke er parat til at indse, at man ikke har så lang tid tilbage, som man har haft, så må man jo fortsætte med at leve i fornægtelse af livets realiteter og snyde sig selv for den store gave, et barnebarn er. Mon ikke din mor kommer til fornuft og vil elske sit barnebarn, når først det er ankommet. Lad hende være i fred, til hun selv vågner op.

Jeg kan godt forstå at du er såret over at din mor reagerer så ukærligt på at du skal have et barn. Det er jo ikke bare et hvilket som helst menneske, der ikke kan rumme andres børn, men din mor, som du selvfølgelig håber skal have en betydning i dit barns liv. Hun har da selv fået dig som 24 årig og måske var din mormor yngre end hende da du blev født. Det er nok kommet bag på hende at hun er gammel nok til at være mormor og det er måske svært hvis man tror at man er evigt ung. Men 52 er altså ikke specielt ungt for en mormor.
Man kan jo håbe at hun besinder sig og bliver en god mormor på sin egen måde.

Jeg har ladet mig fortælle at den biologiske forklaring på det forhold at mennesket lever længere end den reproduktive alder, er at det på sine ældre dage stadigt kan hjælpe forældrene med yngel plejen.
I den forstand afskriver din mor sig ikke alene fra en stor menneskelig oplevelse for både hende og dit barn, men også fra hendes egentlige formål med hendes eksistens.