Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Er prisen for et langt liv blevet for høj?

Mand, 60
10. marts 2018

Jeg nærmer mig efterhånden den tredje alder. Fint nok – jeg har en dejlig kone og to dejlige, voksne børn, men jeg bliver alligevel nervøs. De senere år har jeg set til, mens min egen far langsomt sygner hen. Hans fysik er blevet så skidt, at han ikke længere kan læse og skrive, hvilket ellers har været hans livsvej. Han har haft et godt og lykkeligt liv, og nu er han pludselig deprimeret og ked af det.

Det er, som om vi som samfund er blevet så gode til at holde liv i de gamle, at de sidste år ikke længere er gode. Jeg frygter selvfølgelig, at det samme vil ske for mig. At mit liv kommer til at ende med en årrække med sygdom og problemer.

Hvad kan man gøre ved det?

Svar I:

Når vi lever længere i dag, er det vel først og fremmest, fordi vi er i bedre stand end tidligere generationer. Vi har ikke manglet ernæring, vi ved en masse om, hvad der er sundt og usundt, og de allerfleste er først begyndt at arbejde i voksenalderen. Den nedslidning, man tidligere så, er blevet sjælden.

Det lyder trist med din far, men sandsynligheden for, at du selv forbliver frisk længe, er stor. Og når du er 60 år, må din far vel være omkring 80 eller mere. Så selv om du skulle blive syg, når du når hans alder, er der lige så lang tid til, som det tager at udvikle sig fra baby til voksent menneske. Den tid kan bruges godt!

Betragt aldring som en opdagelsesrejse. Du kommer til at opleve ting, du ikke har oplevet før, og de er ikke kun negative. Tilfredshed er afhængig af din sindstilstand, ikke af alder. Så skab dig et liv, du selv finder meningsfuldt, og lad være med at forpeste det med at bekymre dig om sorger, som måske, måske slet ikke, hører fremtiden til.

— Karen Syberg

Svar II:

Det, man ultimativt kan gøre, er at springe ud ad det nærmeste åbentstående vindue i tide. Gør man ikke det, må man som aldrende finde sig i vilkårene samt i den risiko, der nu engang er forbundet med naturligt tiltagende skrøbelighed.

Rifbjerg sagde engang, da han passerede et skarpt skæbnesvangert hjørne: Det skråner! Du kan trøste dig med, at langt de fleste egentlig får en meget god alderdom, hvor man så til sidst ikke gider mere eller kreperer fra det ene øjeblik til det andet. Flertallet har ikke nogen dramatisk udgang på forestillingen, men fordufter lige så stille.

Denne skribents mor mente, at man burde bestille en tagsten i tide, men også det er jo et dårligt råd, om end holdningen som antydet er forståelig. Den endnu større trøst, hvis man ikke har en gud at hælde hovedet til – og hvis man kan kalde det en trøst – er vel, at disse vilkår vedrørende udløbsdatoen og dens implikationer er ret ens for alle.

— Georg Metz

Serie

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Flemming Berger
  • Eva Schwanenflügel
Niels Duus Nielsen, Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mange af os, der ser timeglasset rinde hastigt ud, kender givetvis nogen, der i dag sidder som en umælende grøntsag efter livsforlængende behandling.
Hvis "man" ikke vil være en del af lægernes - i bedste mening - livsforlængende behandlinger af alle slags, da står det en frit for, at tilmelde sig Livstestamentet (c/o Rigshospitalet). Her kan "man" frabede sig smertefuld, livsforlængende behandling, som ikke forbedrer ens livssituation. Livstestamentet er juridisk bindende, som lægerne skal respektere - også selvom de pårørende vil noget andet..

Torben Knudsen

Da vore børn venter meget længe med selv at få børn, må vi, hvis vi skal have gensidig fornøjelse af hinanden sørge for at blive ældre.
Dette er en af fordelene ved at blive ældre.
Alle bliver ældre, men de færreste tror det 'rammer' dem, ellers ville ældre-perioden være langt mere strømlinet.
Man kunne f.eks forestille sig, at der kunne etableres ældreskoler fra 15.00 til 18.00, hvor man gennem samværet kunne dele erfaring og få opdateret sin viden og færdigheder og helt sikkert få en skolekæreste, hvis man mangler en sådan.
Den tidlige 'død' på et plejehjem ville være reduceret til et minimum.
Vi kan altid pege på individer, der løber Wasa-løbet, når de er 70 plus! Den grove sandhed er dog at flertallet af os gamle hænger i sofaen og ser Huset på Christianshavn eller lignende.
Den generelt manglende fysiske aktivitet koster og fører til, at de fleste sidder som slappe kroppe, med fysiske og mentale sygdomme, der venter på næste besøg hos lægen.
Vi kan ikke forhindre døden, men de fleste kan sørge for at være mentalt og fysisk fit bortset fra nogle aldersmæssige forandringer og dermed LEVE indtil vi farer til himmels.

Hvorfor går så mange 'gamle' i stå? Fællesskabet med andre gamle kan til nød opretholdes vandret men den lodrette forbindelse er sørgelig minimeret, måske bortset fra juleaften.
De kommer til begravelsen, men ikke meget mere.