Om ganske kort tid vil 100.000 offentligt ansatte gå i strejke, og straks efter vil 440.000 blive lockoutet. Og endnu kortere tid derefter vil regeringen gennemføre et lovindgreb, som vil tromle de ansatte endnu engang. De vil få et kæmpenederlag i tilgift til dét, som lærerne blev tildelt i 2013.
Denne gang vil det blot omfatte samtlige offentlige ansatte. Og det mest deprimerende ved sagen er nok, at det hele vil ske med Socialdemokratiets velsignelse. Mette Frederiksen vil stille sig op for åben skærm og hykle det bedste, hun har lært, at hun skam står last og brast med Den Danske Model, men at man her blot måtte sætte samfundets ve og vel over en forhandlingsteknik.
Tegnene taler deres tydelige sprog. Socialdemokratiet har allerede stemt for lockouten, der er så omfattende, at det er mere end antydet, at et lovindgreb ligger klar. Så store dele af den offentlige service vil være lagt ned, når konflikten for alvor går i gang, at regeringen meget hurtigt vil kunne stille sig frem og sige, at det eneste ansvarlige vil være et indgreb. Og hvis der er noget, Socialdemokratiet gerne vil være med til, så er det at være ’ansvarlige’ sammen med højrefløjen. Der vil ganske vist være tale om en ansvarlighed, der minder om den, der ligger i at slukke en brand, man selv har startet. Brændt er huset jo alligevel.
Apati og navlepilleri
Det kan selvfølgelig sagtens være, at vi tager fejl i alt dette. Det er desværre bare langt fra alene vores profeti. Det virker snarere, som om det er den eneste realistiske forventning. Alle ved, at de offentligt ansatte på den ene eller anden måde vil blive jordet.
Hvis man bliver opgivende over situationens tilstand, hænger det måske sammen med, at den såkaldte danske model efterhånden mest af alt minder om en tom besværgelse. Da Macron blev valgt til præsident i Frankrig, hed det sig stolt rundt omkring i Danmark, at han ville indføre noget, der kunne minde om den danske model på arbejdsmarkedet. Sagen er imidlertid, at det, som Macron ønskede at kopiere fra det danske arbejdsmarked, først og fremmest var arbejdsgivernes ret til at fyre folk efter forgodtbefindende. Flexicurity, bare uden security, som det er blevet beskrevet.
Det, der er blevet besunget som Den Danske Model, er med andre ord ved at blive tømt for indhold. Måske er det her, frimarkedsentusiasterne for alvor finder udbyttet af alliancen med nationalisterne: Så længe, det bare hedder noget med ’dansk’, er det muligt at foregive, at det stadig er noget vigtigt og værdifuldt. Om det gælder overenskomstforhandlinger, fagforeningernes rolle i et stærkt og stabilt samfund, arbejdsløses vilkår, omstillingsparathed, eller hvad nu, er mere og mere underordnet.
Den danske model kunne for så vidt være en gammel støvle; den ville stadig være noget særligt dansk og derfor noget særligt godt i den danske offentligheds øjne.
Dermed har vi nået et tredje niveau for, hvor deprimerende den nuværende situation kan blive. Værre end Socialdemokratiets forestående forræderi, værre end den kommende generelle apati over for og accept af uretfærdigheden er nemlig, at vi stadigvæk vil skulle høre på den helt igennem tomme snak om den såkaldte danske model, når konflikten engang er ovre og lovindgrebet gennemført.
Den danske fantasi
Det er stadigvæk muligt, at vi tager fejl. Det kunne selvfølgelig være, at forligsinstitutionen når frem til en løsning, som vil være rimelig over for de offentligt ansatte, og som alligevel bliver accepteret af modparten; det kunne være, at der ikke kommer noget regeringsindgreb; det kunne sågar være, at Socialdemokratiet overrasker og afholder sig fra at støtte regeringsindgrebet. Der findes kun en logisk umulighed, som Wittgenstein sagde; alt andet er principielt muligt.
Men måske består det eneste realistiske håb i virkeligheden i at afmontere fantasien om Den Danske Model. Uanset hvornår vi får det endegyldige bevis, findes der reelt ikke mere noget velfærdskompromis, hvor arbejdere og arbejdsgivere i fred og fordragelighed bliver enige om løn og vilkår. Fantasien om, at dette kompromis skulle kunne findes, er måske snarere det, der hindrer os i at placere os ordentligt i konflikten.
Den reelle konflikt er ikke den, der foregår inden for de pænt aftalte rammer, men den, som blev tydeliggjort med lovindgrebet i 2013. Hvis magtarrogancen og det aftalte spil fra 2013 nu gentages i langt større skala, kan man godt miste modet. Men man kunne også slå igen, organisere sig på tværs af faggrupper, faglige organisationer, landegrænser osv. og begynde at forberede et egentligt modangreb. Noget i stil med det, man i ældre tiders socialdemokratisme kunne have kaldt Den Internationale Model.
Center for Vild Analyse
Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006. CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen.
Seneste artikler
Hvordan får vi hold om tidens polykriser? Måske ved at være subjektive
1. april 2023Nogle typer af videnskab handler om at finde netop den synsvinkel, der giver adgang til sandhedenVi må overvinde vores modstand mod sandheden om unges mistrivsel, før den kan adresseres
25. marts 2023Måske er vi lige nu i den særlige overgangsfase, hvor vi endnu ikke vil acceptere en sandhed, vi egentlig godt kenderGrusomhederne i Ukraine ligner en genopførelse af 1916. Hvad er det, der pludselig driver historien baglæns?
18. marts 2023Krigen i Ukraine drejer sig i høj grad om skyttegrave og artilleri og vækker dermed mindelser om Første Verdenskrig. Det er, som om historien er begyndt at gå baglæns
Hvem er det, der mener, at denne nivellering af et engang velfungerende, retfærdigt og rigt samfund er en god idé?
Hvordan kan folk have fået hovedet så fordrejet af umulige, destruktive og på enhver måde nedbrydende 'idealer' om vækst, produktivitet og en evig bundethed til arbejdsmarkedet - når enhver ved, at det bedste arbejde udføres i frihed og af lyst eller nødvendighed?
Vi skal væk fra dette moderne fængsel, som især Socialdemokratiet står for i sin uendelige mistro til egne vælgeres almindelige omløb i hovedet.
Tag fra de rige og giv til de fattige, det er retfærdigheden i fuld målestok - og vejen til et velfungerende samfund med plads til alle.
Helt enig i grundpræmissen om, at 'den danske model' om flexicurity er så udvasket og laset, at der ikke er andet end lap på lap tilbage.
Når dagpengeordningen er så forringet, som den er,
når en 'midlertidig' bundløsning som kontanthjælpssatsen bliver brugt som eksistensgrundlag for syge mennesker og uforskyldt arbejdsløse i årtier,
når chefgangene har oplevet lønstigning, som er exorbitant ift at de får pengene, til trods for at deres arbejdsindsats ofte er beklagelig
OG at regeringsindgreb ift. overenskomstforhandlingerne er et spørgsmål om hvornår fremfor et 'hvis'. så er der dælme ikke noget tilbage at være stolt af.
Det forekommer mig at ARBEJDSTAGERNE ikke længere er i stand til rigtigt at leve op til den dansk model. Når man er belemret med afbetalinger på lån og ens kreditværdighed risikerer at komme under stærkt pres, vil der aldrig kunne blive nok incitament til at lægge tilstrækkeligt pres på ARBEJDSGIVERNE. Og det har de for længst indset! Der har vi forklaringen på hvorfor de vover at lægge stadig større pres på arbejdstagerne. Hvis modellen før bestod af ligeværdige partnere, så er den balance gået fløjten.
Modellen kan kun blive en ordentlig hvis HOLMGANGEN er sikret ligeværdighed (man kan selvfølgelig også tro at der vil være guddommelig indflydelse som i holmgangen i gamle dag, men det tvivler jeg nu på at arbejdstagerne i dag tror?).
Så hvis ikke arbejdstagerne begynder at bruge strategi i stedet for på gammeldags vis at stole på deres fælles råstyrke (og Skæbnens miskundhed?) i holmgangen, bliver den lille atter den lille! (Selv om de små måske står mere sammen end set før).
Det bedste eksempel er at ramme de rigtige og ikke at skyde med spredehagl. Vi har for nylig set et stort strategisk eksempel på hvordan det gøres med snilde i handelskonflikten mellem Kina og USA. Kina sørger for specifikt og strategisk at lægge pres på Trumps vælgerbase.
Meget bedre strategi skal der til, hvis vi i Danmark overhovedet skal se et ordentligt og ligeværdigt resultat af holmgangen. Gammeldags arbejdstagersammenhold er slet ikke nok mere. Der er for store kræfter på spil! Arbejdstagersammenholdet holder ikke længere når arbejdstagerne står uden muligheder for ordentligt at lægge pres på grund af den enkeltes og den generelle økonomiske situation. Så går det hen og bliver et spørgsmål om etik og selvkontrol. Og der har ARBEJDSTAGERNE jo klart den højeste etik og stærkeste selvkontrol!!!
Kære Jorn Johansen kl. 10:35
Fremragende og glimrende indlæg fra Dig. Her er sandheden gemt om styrkeforholdet mellem Arbejdsgivere og Medarbejdere.
Skattestoppet fik for alvor ejendomsmarkedet til at vokse med M2 priserne især i de områder, som er attraktive og med mangel på ledige byggegrunde. Der blev hældt ekstra benzin på lånebålet med indførelsen af de afdragsfrie lån. Resultat prisen på en ejerbolig er vokset drastisk og det er boligomkostningerne for borgerne ligeså.
Det var med til at favorisere den generation af boligejere, som på daværende tidspunkt var inde på Boligmarkedet. Generationen efter år 2005, som gik ind på boligmarkedet. Der får musikken en anden klang. Borgerne er blevet afhængige af, at lånefinansiere deres forbrug i langt højere grad end før. Borgerne fristes ud over evne med lokkende tilbud om nye lån til biler, forbrug, rejser osv.
Finanspolitikken og bankernes rente og gebyr politik har forværret forholdene for de borgere, som ønsker at spare op. 0% rente og gebyrer på allehånde ydelser tvinger borgerne til at anbringe deres opsparing i aktier eller under hovedpuden.
Danmark er et af de lande i Europa med den højeste private gældsstiftelse overhovedet.
Resultat en generation af lønmodtagere, som ikke har råd til at strejke i længere tid, for de faste udgifter kræver deres indtægt.
Hvad der er endnu værre. Den svage position for lønmodtagerne. Det ved arbejdsgiverne og det ved Regeringen, som er af borgerlig liberal observans. Det påvirker alle de sociale ydelser i Velfærdsstaten i nedadgående retning. De slibes stille og roligt ned til eksistensminimum eller under eksistensminimum.
At Socialdemokraterne tilsluttede sig Skattestoppet og indførelsen af afdragsfrie lån er et af det partis største fejltagelser. Det kommer de til at betale dyrt for. Det skæve magtforhold til arbejdsgivernes fordel udhuler Velfærdsstaten og det er arbejdsgiverne som sidder med magten over de store håndtag i dagens Danmark.
Fra artiklen :
"Og hvis der er noget, Socialdemokratiet gerne vil være med til, så er det at være ’ansvarlige’ sammen med højrefløjen. Der vil ganske vist være tale om en ansvarlighed, der minder om den, der ligger i at slukke en brand, man selv har startet. Brændt er huset jo alligevel."
Det er sagen i en nøddeskal. 'Socialkammeraternes' hykleri er uovertruffent.
Center for Vild Analyse rammer plet endnu engang, bravo !!
Godt konkluderet 'Center for Vild Analyse' !
Hykleriet overfor den Danske Model er markant i de fleste partier. Fortvivlende udført også af A + SF, som ikke kan få sig ud af det Neoliberale spor. Vidunderlig hyperbel med branden i huset, man selv har antændt og nu foregiver at ville slukke.
Danmark er politisk delt i 2 næsten lige store lejre, så formentlig kan en Generalstrejke ikke få nok tilslutning, hvilket ellers nok er det eneste nuværende Regering ville blive rystet af og som tillige måske ville få Rød blok til at ryste terningerne og indsætte nye Velfærdsorienterede AntiNeoliberale ledere i toppen af partierne.
En ny troværdig regering, sociale bevægelser og organisationer skal alle bidrage til at realisere et bedre Danmark med ægte sociale mål: Opbyg et nyt økonomisk system med menneskerettigheder og social retfærdighed i centrum.
Fortællingen fra det forrige århundrede om et land med lige muligheder, binder S til at opføre et absurd teaterstykke; Socialdemokratiet bærer i dag den røde dragt med samme troværdighed som julemanden. Hele fortællingen om partiets garanti på det sociale område er en stor løgn. Der skal mere til i dag end Spin Politikere. Partiet må finde nogle andre kandidater frem som er troværdige og ægte.
Hillary og Mette deler samme skæbne, og de er begge anerkendte som medlemmer af The Establishment: Dem som har størst gavn af Socialdemokraternes politik er dem som har mest magt i landet. Både Venstre og Socialdemokraterne kæmper for større ulighed. Det ses tydeligst ved de nedskæringer i bunden af samfundet som begge partier har gennemført. Grusomhed i socialvæsenet har i dag erstattet socialt engagement.
Toppen af Socialdemokratiet socialiseres gradvis ind i overklassen og dens værdier, efterhånden som politikerne bevæger sig hen imod virksomhedernes samfundsstige, de stiller sig i kø for at kravle op af erhvervslivets stige, Corydong. Partiets medlemmer avancerer på grundlag af deres evne til at opfylde overklassens mål om virksomhedernes ekspansion og rentabilitet.
Hvad er din stemme i øjeblikket værd, under den nuværende regering, ved næste folketingsvalg? Det er i virkeligheden tænketanke og politiske diskussionsklubber, som har de mest direkte og vigtigste påvirkning af lovgivningen, de fungerer som planlægningsnetværk. Deres ideer og politiske forslag når ud til offentligheden gennem TV, bøger, diskussionsgrupper, massemedier og ikke mindst de store virksomheders lobbyfirmaer. Ideer og forslag der udvikles af eksperter, formidles gennem bøger, artikler i aviser, og gennem deres deltagelse i de forskellige fora i politiske diskussionsklubber.
Statsministeren fatter simpelt hen ikke hvad korruption er, han tror at det er normalt at virksomhederne betaler for hans private cirkus. Den øvre middelklasse får massive skattelettelser og forfremmelser for at promovere mere ulighed. Nu er udgifterne til ledelse og administration eksploderet. Dette er en bevidst strategi. På samme måde som DF belønnes af blå blok for at stemme nedskæringer igennem; de får udlændingestramninger for det, ligeledes giver overklassen de regeringsbærende partier rigeligt med penge for at skabe større ulighed.
Arbejderklassen er hårdt ramt med færre sociale rettigheder, mindre sociale sikring, arbejdsløshedsforsikringen, arbejdsskadestyrelsen skrumper ind med hastig fart. Pengene fjernes fra bunden af samfundet for at flyttes opad i samfundet, men her i de sidste år, rammes middelklassen. Nu er det de små forretninger i gågaderne som lukker. Overklassen med deres internetshops får en større del af samfundskagen.
Klassekampen må man ikke tale om i medierne, det kunne jo være at befolkningen fandt ud af hvad der foregår. Så hellere lade diverse lobbyfirmaer fylde medierne med propaganda.
Peter Sterling, 18:23 :
"Socialdemokratiet bærer i dag den røde dragt med samme troværdighed som julemanden."
Så er det sagt.
Og Corydon kunne gøre alle en tjeneste og forsvinde igen, nu hvor hans "Moderniseringsstyrelse" og andre skadevoldende handelstransaktioner kommer for dagens lys.
Der er ikke brug for hverken korruption eller en regering som nuværende i dette samfund.
Hele boligfinten var jo fra Foghs side blot en privatiseringsstrategi - af statsgælden. Ved at skaffe folk en masse billige lånte penge mellem hænderne og uden stigning i skatten, så værdien af de oppumpede priser blev yderligere belånbar friværdi, kom der gang i forbruget og indtægter fra nye køkkener og gesimser og glaserede tegltage til statskassen, der bragte gælden ned.
Men den steg jo i de private husholdninger, denne omlægning af samfundets lån kostede dyrt og var helt forudsigeligt som den varme, man får, når man letter sig i bukserne.
Det var derfor tydeligt næsten ptsd-fremkaldende i statsministeren, at han vandt valget i '07, selvom han udtrykkeligt havde sagt dagen før, at han ville gøre noget for de små flygtningebørn (= den sikre vej til valgnederlag efter sommes logik). Som en skoldet skid fór han rundt til alle internationale topposter med diplomatisk immunitet for at redde sig ud i tide, før det hele faldt fra hinanden i september 2008.
På det private arbejdsmarked er målet at erobre så stort et overskud af kapital som muligt gennem produktion, salg og eksport af varer, produkter, serviceydelser mm. Det er betingelsen for virksomhedernes fortsatte overlevelse og arbejdstagernes fortsatte løn. Under hensyn til dette mål bliver arbejdsgivere og arbejdstagere (som regel) i begge parters interesse enige om en overenskomst. På det offentlige arbejdsmarked er målet at erobre så store lønninger som muligt baseret på de kommune-, statsskatter, forbrugsafgifter mm der er indbetalt som en del af den kapital det private erhvervsliv og deres arbejdstagere har erobret gennem produktion og salg af varer og tjenesteydelser. Lønningerne på det offentlige arbejdsmarked må derfor hele tiden tilpasses under hensyn til konjunkturerne og den aktuelle indtjening på det private arbejdsmarked. Er der taget hensyn til dette i de fremsatte lønkrav fra de offentlige ansatte? Det virker som om den aktuelle samlede front af offentlig ansatte i deres fælles kampgejst helt har glemt det privatkapitalistiske erhvervsliv der erobrer og gennem kommune- og statsskatter sikrer dem lønninger og gode arbejdsforhold. Stat og kommuner har indtaget pladsen den store udbytter og fjendtlige kapitalist. Den traditionelle modsætning imellem arbejdsgivere og arbejdstagere blusser op - mere heftigt og uforsonligt end vi oplever på det private arbejdsmarked - og ødelægger mulighederne for et kommende forlig, der er rimeligt for vores privatkapitalistiske 2018-samfund som helhed.
Nej, Niels Irhøj Christensen, i samfundet som helhed er målet at tilgodese nogle materielle behov og løse nogle konkrete problemer - og derudover at skabe en stadig større indsigt og indflydelse for den enkelte i samfundet, realiseret som medleven.
Kapitalismen dækker for denne simple sandhed.
Niels Irhøj Christensen, samfundets eneste interesse i det private erhvervsliv er, at det betaler skatter, så fællesskabet kan udøve sine uomgængelige opgaver. Heldigvis vil kapitalister sikre dette, sålænge der blot kan tjenes en femøre.
Peter Sterling:
'Statsministeren fatter simpelt hen ikke hvad korruption er, han tror at det er normalt at virksomhederne betaler for hans private cirkus. '
Fantastisk måde, at betragte fænomenet på. Jeg troede, manden var snu. Nu forstår jeg endelig, at det er helt andre forhold, der gør sig gældende her!
Det er "hovedaftalen af 1899" med diverse rettelser og ændringer (1960, 1973, 1981, 1987 og 1993), som udgør regelgrundlaget for "den danske model. I som nuværende udformning har den været gældende i snart 25 år, så måske re det på tide at tage den op til revision?
Man kunne også, som CVA foreslår mellem linjerne, tage konsekvensen af de offentlige arbejdsgiveres bogstavelige læsning af denne hellige håndfæstning mellem arbejdsmarkedets parter, en læsning som er et direkte angreb på overenskomstens ånd, og opsige aftalen.
Hovedaftalen af 1973, §12, stk 1: "Hovedaftalen er gældende, indtil den med 6 måneders varsel opsiges til en 1. januar..."
http://www.da.dk/bilag/hovedaftalen.htm
Det er måske ved at være tid?
Niels Nielsen, hvis løn fastsættes ved lov, vil vi få en rød regering.
Ja, Steffen Gliese, men hvor rød?
Der er især to punkter, som kunne trænge til en fornyet diskussion: Strejkeretten og retten til at lede og fordele arbejdet. I sin tid blev strejkerne lovliggjort, forudsat at de fulgte de aftalte regler. Arbejdsgivernes pris for denne indrømmelse var den uindskrænkede ret til at lede og fordele arbejdet.
Da ånden bag konfliktreglerne nu bliver omgået ved hjælp af en strategisk læsning af hovedaftalens bogstav, vil det oplagte svar være at omgå ledelsesretten ved bogstavtro at følge hivedaftalen på samme bogstavelige måde. Hvis alle arbejder efter reglerne vil samfundet gå i stå.
Parterne kunne også mødes og udarbejde en ny hovedaftale, det ville være mere ærligt. Og tro mig, hvis vi kan finde ud af at stå sammen vil arbejdsgiverne falde til patten. Det har de altid gjort, og det vil de gøre igen.
Mod en generalstrejke kæmper selv guderne forgæves - det er forhåbentlig ikke nødvendigt at gå så vidt, men hvis denne galskab skal have en ende, må der sættes hårdt mod hårdt. En udstrakt hånd fra den moderne minister er ikke nok, hun skal give os hele armen, eller vi skider på gulvet, metaforisk talt.