Læsetid: 6 min.

Christian Eriksen – den nye, falske 10’er

Christian Eriksen er ikke bare en offensiv midtbanespiller – en såkaldt 10’er. Han er en meget moderne, ’falsk’ 10’er, der er kendetegnet ved at være en lynhurtig, teknisk dygtig og kreativ spiller. Og så scorer han mål
Vi har en international profil på vores hold. Det er tiltrængt, for vi har ikke haft en rigtig stjerne siden Daniel Agger og før ham Laudrup-brødrene. Han hedder Christian Eriksen, er 26 år og spiller til dagligt i Premier Leauge-klubben Tottenham Hotspur, skriver Bo KampmannWalther.

Vi har en international profil på vores hold. Det er tiltrængt, for vi har ikke haft en rigtig stjerne siden Daniel Agger og før ham Laudrup-brødrene. Han hedder Christian Eriksen, er 26 år og spiller til dagligt i Premier Leauge-klubben Tottenham Hotspur, skriver Bo KampmannWalther.

Jens Dresling

24. marts 2018

Det danske fodboldlandshold spillede testkamp i torsdags mod Panama på Brøndby Stadion. Næste tirsdag gælder det Chile. Kampen spilles på Aalborg Stadion. Formen skal pudses af, Danmark er med i VM, og efter to venskabskampe i begyndelsen af juni mod Sverige og Mexico går det endelig løs i Rusland. Danmark er i pulje med Peru, Australien og Frankrig.

Vi har en international profil på vores hold. Det er tiltrængt, for vi har ikke haft en rigtig stjerne siden Daniel Agger og før ham Laudrup-brødrene. Han hedder Christian Eriksen, er 26 år og spiller til dagligt i Premier Leauge-klubben Tottenham Hotspur.

Men hvad er Eriksen egentlig for en størrelse rent fodboldtaktisk? Forward, winger, playmaker? Eller en trequartista, som italienerne kalder den offensive midtbanespiller i smørhullet lige bag angriberne?

Christian Eriksen er en 10’er. Men en meget moderne én – en såkaldt »falsk 10’er«.

EM 2000 var en underholdende bølgegang. De fire semifinalister spillede alle med en klassisk 10’er i hullet mellem modstanderens forsvar og midtbane. Frankrig, Italien, Portugal og Holland havde Zinedine Zidane, Francesco Totti, Manuel Rui Costa (måske én af de sidste, ægte 10’ere overhovedet) og Dennis Bergkamp, som de fleste nok husker som angriber. Tankevækkende nok måtte både England og Tyskland forlade EM tidligt, og de spillede uden trequartista.

De spiller i »hullerne«

10’eren har alle dage været spilleren, der er svær at placere, og som er omgærdet af mystik og myte. En af måderne, som fodbold har udviklet sig på gennem tiderne, er via spillere, der har bevæget sig ud af position. Johan Cruyff var én af pionererne. Cruyff sagde om sig selv, at han »flyttede rummet«. Han afleverede ikke bolden, men skabte en rumlig handlemulighed for enten sig selv, en anden spiller eller hele holdet.

Det kunne være en vital aflevering til en overlappende winger i fuld galop. Som andre ikoniske spillere på libero- eller playmaker-pladsen frøs Cruyff flowet i spillet, indtil de rigtige muligheder krystalliserede sig. Cruyff havde den frihed, at han spillede ud over de opgaver, som hans position (som regel) ellers definerede.

Kongerne af den offensive midtbane inviterer til at knække sproget i forsøget på at formidle deres kunnen. Neymar driver bolden nærmest som en baseball op ad banen, tæt på kroppen. Zidane med den lange krop og de store fødder virkede statuarisk, som han duvede fra den ene modstander til den næste. Rui Costa havde en myndig og maskulin stil. Guti, derimod, besad en nærmest feminin og ofte flabet arrogance.

Det var 10’ere som dem, Hans-Jørgen Nielsen ekstatisk skrev om i romanen Fodboldenglen. De spiller i »hullerne«. Det var sådan nogle huller, Frank Arnesen kunne »rushe« i, fortsætter Nielsen.

Barcelonas Sergio Busquets, der i dag spiller som »falsk 2’er«, halvt central forsvarsspiller og halvt defensiv midt, og en spiller som Christian Eriksen, der hverken er rendyrket forward eller kantspiller, har taget opgaven på sig. Datidens mulighedsrum er nutidens positionsrum, fra Cruyff til Eriksen. De vildfarne typer ser ud, som om de er udstationeret i rummene mellem kæderne – eller helst løber derhen. Langsomt bliver de muligheder, de skaber, til nye positioner. Sådan udvides banens geometri fra tre, så fire og i dag helt op til fem og seks zoner.

10’eren er truet

En tendens i de senere år er at rykke fløjspillere mere centralt ind i banen og nogle gange give dem en fri rolle, både som bindeled mellem midtbane og angreb og som dedikerede målscorere. Det gælder spillere som Cristiano Ronaldo og Leo Messi, og det gælder typer som Andriy Arshavin og Franck Ribery, der dog stadig synes at have en forkærlighed for flankerne.

Ifølge Jonathan Wilson, forfatter til bogen Inverting the Pyramid og skribent for blandt andet The Guardian, er Juan Román Riquelme den sidste af de store, klassiske 10’ere. Riquelme er langsom, men elegant. Han evner at fryse spillet, måske for at læse de næste handlemuligheder; han stopper fremdriften blot for at lægge en dybdeaflevering, der totalt splitter et forsvar. Riquelme er den sidste store, argentinske trequartista, enganche’en (krogen, red.), på samme måde som Allessandro del Piero var den sidste store, italienske trequartista, der ubesværet kunne glide over i rollen som angriber.

Kontrasten til Riquelme og indvarslingen af den nye 10’er er, siger Wilson, Luka Modric fra Real Madrid. Kroaten er mere adaptiv i sit spil. Da han var i Tottenham, spillede Luka forbavsende lig secunda punta, italienernes betegnelse for den ekstra, hængende angriber, en 7’er. Hos Real Madrid ses han oftest på linje med sin makker på 8’er-pladsen, Toni Kroos. Det vil sige, han ligger langt dybere i banen.

10’eren er truet, fordi kompetencerne i stigende grad er rykket dybere ned i banen, til 6’erens eller 5’erens plads og den position, som man i Italien og arven fra Andrea Pirlo kalder registaen. Og som sagt er 10’erens arbejdsområde blevet koloniseret og i visse tilfælde helt erstattet af arbejdsomme, høje 8’ere som Marouane Fellaini og Luka Modric.

Men nu er der kommet en ny dreng i klassen: den falske 10’er. Intro Christian Eriksen. Han er svær at skelne fra 7’eren, og han deler ligeledes mange karaktertræk med den falske 9’er, som især Messi har gjort populær.

Nogle gange hører man udtrykket »central winger« om den falske 10’er. Men det er lidt misvisende – eller rettere for entydigt – fordi denne offensivspiller netop har friheden til at sive fra fløjen og ind på midten og fra midten og ud på fløjen. Bevægelsen går begge veje.

Den falske 10’ers favoritformation er 4-2-3-1, som kommer ud af 4-3-3’en. Han er en lynhurtig, teknisk dygtig og kreativ spiller, som i udgangspunktet vil angribe fra en dybere position end den falske 9’er og gerne ved at brede sit spil ud på den offensive del af midten samt på fløjene. Dermed vil den falske 10’er søge at overraske modstanderen ved at bevæge sig ud af position, eksempelvis ved at sigte mod fløjene for så at give plads til retvendte, midtsøgende løb fra andre spillere.

Man ser ofte pingpong med centralt placerede medspillere, hvor den falske 10’er fortsætter ud på kanten – nærmest som en winger – og afleverer bolden ind i boksen. I Champions League-kampen mellem Borussia Dortmund og Real Madrid 26. september 2017, som spanierne vandt 3-1, var det præcist, hvad Gareth Bale gjorde.

Den afgørende forskel på 10’eren som en ’krog’, der forbinder midtbane og angreb, og den nye, falske 10’er kan lidt sammenlignes med fullbacken kontra den offensive winger: Fullbacken starter i et farligt område af banen, mens wingeren tager løbet ind i det farlige område. Således også med den falske 10’er: Han tager løbene.

Alli og Eriksen

Den typiske playmaker (’krogen’) eller trequartistaen befinder sig positionsmæssigt lige over midtercirklen, tit på vej ind i området over boksen. En falsk 10’er vil snarere løbe fra fløjen og diagonalt ind i dét område. Når han så er dér, løber han måske igen ud på fløjen. Målt videnskabeligt er det nemlig overvejende herfra, i zonen stik syd for målfeltet, at de potentielt set mest målgivende afleveringer falder. Det er naturligvis mest relevant for boldsikre og teknisk dygtige mandskaber.

Spillere som James Rodriguez, Kevin de Bruyne, Christian Eriksen og David Silva udnytter de muligheder, som den ’nye’ placering giver. Ikke en traditionel fløj (11’er), heller ikke en hængende angriber som 7’eren, endsige en høj 10’er eller falsk 9’er trukket ned bag den forreste kæde af offensiver – men noget midt imellem.

Tottenhams britiske spiller, Delli Alli, har fået prædikatet falsk 10’er, og i forhold til teknik lever han op til rollen. Men i virkeligheden er hans holdkammerat, Christian Eriksen, et bedre bud. På papiret spiller Eriksen højre wing for Spurs, men dérude kommer det meste fra Kyle Walker og Kieran Trippier, mens Eriksen drifter indad, som om han bliver suget ind af banens centrifugale midterakse og ender med at operere i de rum, englænderne kalder half spaces.

I anerkendelsen af Allis og Eriksens særlige evner og partnerskab har Tottenhams træner, Maurico Pochettino, derfor ofte stillet i en 3-4-2-1-formation, der logisk set springer ud af 3-4-3’en, men sætter ekstra lid til de to forreste midtbanespillere lige bag angriberen.

Statistikkerne taler sit eget tydelige sprog: Eriksen leverer målgivende afleveringer som få andre. Han tager løbene og lukrerer på sin evne til at læse spillet.

Og så scorer han også mål. Det er godt for Danmark.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu