Læsetid: 1 min.

Citatquiz: Stasi-kortet er det nye sort

Fik premiereaktuelle Ole Bornedal i ugens løb lige nået at kalde danske filmanmeldere for Stasiagenter?

Fik premiereaktuelle Ole Bornedal i ugens løb lige nået at kalde danske filmanmeldere for Stasiagenter?

Sille Veilmark

10. marts 2018

Så er der for alvor lagt op til, at vindere skal skilles fra tabere, får fra bukke og røvhuller fra englebasser. 

X Factor har er kommet godt i gang med live showene og har klappet af de første tabere. Stat, regioner og kommuner har fundet det store spanskrør frem i et forsøg på at bukke begge ender sammen på fagforeningerne. Og ude i ghettoerne svirper regeringen med den store pegepind for at få ram på alt, hvad der er af såvel tabere, bukke som røvhuller – angiveligt er der ikke rigtigt andet.

Og så ryger der nemt en finke eller to af panden. Nazikortet er dømt midlertidigt i skammekrogen, men så er der jo heldigvis Stasikortet. Det er ikke helt det samme, men det er stadig tysk.

Og hvem var det så der fik det i denne uge?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

jan henrik wegener

Den slags uddeling af "kort" eller "stempling" vil almindeligvis ikke have nogen oplysende funktion. Der er sikkert undtagelser fra den regel, hvor diverse "kort" er på deres plads, men der er ingen god grund til at det skal gøres "moderigtigt" at "uddele" dem. Hvorfor ikke i langt højere grad lade andre, ikke mindst en given "modpart" gøre rede for egne synspunkter og lade folk kalde sig hvad de vil? I dansk debat erder en alt for stor tendens til at "placere" den anden. Dermed ikke sagt at man ikke må stille spørgsmål eller skal godtage, men den overdrevne brug af "stempling" er et af de støre onder. Undertiden under påskud af at "kalde en spade for en spade" - men problemet med det er da at ikke alt drejer sig om arbejde med jord, heller ikke om det man eventuelt måtte have i øverste etage.

Nu ved jeg ikke en pind (undskyld Søren) om, hvad X Factor er for en indretning. Til gengæld kender jeg måske mere til begrebet "Stasi-kortet" end de fleste. For flere af mine venner var "ikke-eksisterende" i Berlin gennem mange år, og ude af øje betyder som bekendt ude af sind.

Derfor vil jeg da godt henlede opmærksomheden på, at partiet Venstre sidder på hele landets ganske omfattende Venstre-presse, samt at regeringen, Dansk Folkeparti og Mette Frederiksen-partiet "kører" DR og TV2 ganske hård. Så magtmenneskerne har stort set fuld rådighed over massemedierne i Danmark.

Det der er det egentlige problem ved denne og den forrige faglige konflikt, det er, at den ene part er tæt forbundet med lovgiverne. Og at dette ikke foreneligt med den meget berømte og berygtede Danske model, kunne man tydeligt se, i den totalt useriøse Mette Frederiksen-lov 409.

Bjarne Andersen, Jens Thaarup Nyberg, Eva Schwanenflügel, Kim Folke Knudsen, Bjarne Bisgaard Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Man må ikke trække nazikortet, og man må ikke trække Stasikortet. Man må i det hele taget ikke henvise til historien, når man kritiserer nutidige begivenheder. Så hvorfor overhovedet undervise i historie? Hvorfor overhovedet lære af fortidens fejltagelser?

Hvad vi har brug for, er et Sandhedsministerium, der kan fortælle os, hvorfor alt, hvad regeringen gør, altid er det rigtige. Stasi var jo en god ting, masseovervågning er en god ting, og regeringen vil kun os alle sammen det bedste. Tre sandheder, som ikke må modsiges, hvis ikke vi vil i Sandhedsministerens søgelys.

Ytringsfriheden er hellig, så hellig, at den må beskyttes mod ubehagelige sandheder. Så lad os forbyde Stasikort og nazikort, og oprette en kanon over accepterede sandheder, og forbyde ubehagelige sandheder. PET og FE kan så tage sig af de elementer i samfundet, som insisterer på at fremsætte disse ubehagelige sandheder.

Flemming Berger, Bjarne Andersen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Christian Mondrup, Lillian Larsen og Gustav Alexander anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

Med historien i bagagen har danskerne i perioder haft travlt med at pege anklagende på den store nabo mod syd Tyskland. Der var lige et regnskab at gøre op for 1864, og 1940-1945. Nogen gange har kritikken været helt berettiget Nogen gange er den kammet over. NAZI KORTET var berettiget at bruge overfor tyskere, som var begejstret over katastrofen fra 1933-1945. STASI KORTET var berettiget at bruge overfor tyskere og kommunistiske sympatisører, som lovpriste regimet i DDR med overvågning, undertrykkelse og ensretning af befolkning. Det skal lige understreges her, at der er proportionsforskelle mellem diktaturet i DDR, som var påtvunget af Sovjetunionen og det helt enestående ondskabsfulde 3 Rige, som var djævelens værk her på Jordkloden.

Det er baggrunden for de her spillekort, som stadigvæk anvendes.

Men Forbundsrepublikken Tyskland af idag kan ikke på nogen måde sammenlignes med Kejsertidens Tyskland, Weimarrepublikken Tyskland, og Det Tredje Rige. Det er og bliver fortid bortset fra et par få forvirrede hoveder på den yderste højrefløj i NPD og lignende.

Den måde som vi indretter vores samfund gør, at Danmark og Tyskland af idag har utroligt meget til fælles meget mere til fælles end SPILLEKORTENE giver udtryk for. Der er snarere tale om en historisk kulturel skillelinie mellem protestantisme og kalolicisme, som adskiller Mellemeuropa, Nordeuropa fra Sydeuropa. Men en religiøst betinget skillelinie som er stærkt udvisket i samfund, der er mere og mere sekulære med enkelte undtagelser f.eks Polen.

I dag forekommer det derfor en lille smule tragikomisk at se danske debattører, som hver gang der er en asyl episode i Tyskland straks omtaler denne begivenhed som et udslag af racisme og højrefløjsekstremisme.

Men når en lignede begivenhed foregår i Danmark, så er tonen anderledes analyserende og modererende, samtidig med at ordet højreekstremisme tilsyneladende ikke eksisterer i danskernes selvopfattelse af sig selv. Til tider bliver disse episoder af overfald som er racistisk betinget nærmest tiet ihjel, som tror den danske medieverden, at de af den grund tager sig bedre ud ?

Min udtalelse her sætter sagen lidt på spidsen, men jeg ser denne nuance i den danske debat stadigvæk dukke op.

For mig at se giver det ikke nogen mening at sammenblande nationalitet med ord som racisme og dyrkelse af totalitære tilbøjeligheder. Danskerne, svenskerne, normændene, tyskerne af idag er indbyrdes ligeså forskellige, som der er individer i hvert land. Det er menneskets individuelle handlinger som må bedømmes og ikke, om personen er dansk af nationalitet eller svensk af nationalitet eller tysk af nationalitet. Det personlige ansvar for ens gerninger kan ikke forskydes over på mit nationale tilhørsforhold: Jeg gjorde således, fordi jeg var tysk, dansk, svensk eller norsk.

Ligeså må det for liberalt sindede borgere i Danmark, forekomme bekymrende med den politiske dyrkelse af kontrol, overvågning, og forsøg på at opdrage borgene ned i mindste detalje. Den måde vi behandler vores syge på dem som har brug for en førtidspension. Det er en klæbende skamplet, som viser, at det danske samfund desværre har udviklet sig i en autoritær og ubehagelig retning.

Men et nutidigt problem har ikke noget at gøre med fortiden. Nutidens udfordringer må forstås i den sammenhæng som vi nu lever i og ikke ved at henvise til begivenheder i Tyskland for 73 år siden og for 29 år siden.

Smid de spillekort: NAZIKORTET og STASI KORTET i skraldespanden, hvis I ønsker og vil opbygge gode relationer til Jeres tyske naboer. De to spillekort har i den hjemlige debat kun et sigte, at stemple modparten og dermed kortslutte enhver dialog.

Begge spillekort afslører debattørens tilgang til at forholde sig til en sag, som vedkommende er voldsomt uenig i eller provokeret af. Jeg ville personligt være meget varsom med at bruge de spillekort uanset, hvor provokeret og uenig jeg kan være i en beslutning.

Problemer og udfordringer i Danmark må løses ved at tage udgangspunkt i egen dansk hverdag, og ikke ved at henvise til den store nation mod syd Tyskland, som ikke har lod og ansvar for disse sager.

Jens Thaarup Nyberg og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Det drejer sig egentlig ikke i amindelighed om at "forbyde" diverse "kort", men om at sige at det får man altså normalt ikke noget positivt ud af. Vi kan jo alle postulere diverse påståede "sandheder"uden at de derfor bliver sande.

Gustav Alexander

Jeg er egentlig enig, Niels. Man skal have lov til at bruge historien på alle måder, når det kommer til forståelsen af samtidens politik. Jeg kan personligt blive træt af de - i min smag - lidt banale sammenligninger, som man nogen gange kan finde, mest fordi jeg synes at den historiske forståelse også skal have plads til fortidens idiosynkrasier samt dens mere komplekse relevansform for samtiden.

Det er farligt, hvis nogen skulle få lov til at bandlyse selv de mest forkerte historiske udlægninger, da det let ender i et ideologisk slag mod visse typer tolkninger. Hvor lidt jeg end synes, at fascismen har en direkte historisk relevans for samtidens politiske udfordringer, så er det vigtigt at man kan tillades at drage den parallel. Inger Støjberg og co. afviser jo ikke disse tolkninger, fordi de selv har en overlegen historie forståelse, men fordi det ikke stemmer overens med deres ideologiske verdensbillede.

Man bør vel sagtens splitte debatten om i den akademiske debat om fortiden (altså historiografien) også den politiske brug af historie på højre og venstrefløjen, selvom der selvfølgelig ikke er en let tilgængelig, klar linje at afgrænse de to felter ved.

Steffen Gliese

Dennis Jensen, fascismen er den mest oprindelige modstandsform overfor demokratiet. Den kan antage lidt forskellige former, men den handler altid om at få folk til at marchere i takt til en indolent overklasses kampråb.

Flemming Berger, Jens Thaarup Nyberg og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Dennis Jensen, som kommunist af overbevisning bliver jeg ofte af mine opponenter gjort medansvarlig for Stalins og Maos næsten folkemorderiske overgreb på egne befolkninger, men det forhindrer mig ikke i at undersøge dette vigtige spørgsmål, tværtimod kræver det et svar. Som Zizek har formuleret det: Vi på venstrefløjen mangler en teori om stalinismen.

For der er da tydeligvis visse træk ved kommunistisk tankegang, som har totalitære træk, og som derfor bør undersøges til bunds, så vi ikke gentager fortidens forbryderiske fejltagelser. Den europæiske kommunismes histore efter verdenskrigene er et godt eksempel på denne selvbesindelse hos socialister og kommunister.

Højrefløjen har tilsyneladende ikke den samme forståelse af egne tankers iboende faldgruber, hvorfor det er i alles interesse at vi gør opmærksom på dem. En af fordelene ved at være venstreorienteret er jo, at man netop forholder sig til hele historien, warts and all, i modsætning til højrefløjen, som kun husker Morten Korchs idyller og helt glemmer forbrydelserne.

Venstrefløjen erkender trods alt, at den kommunistiske bevægelse har lig i lasten, højrefløjen derimod bliver fornærmede over at høre sandheden.

PS: Jeg tilhører den fløj af historikere, der ikke tror, at der gives en objektiv og endegyldig akademisk sandhed om historien - "wie es eigentlich gewesen" vil altid være præget af, hvad vi regner for "egentligt". Det er jo derfor, historikerne hele tiden skriver nye bøger om de samme emner: Historien er den samme, men opfattelsen af den ændrer sig hele tiden. Historiefagets berettigelse er netop denne stadig omfortolkning af begivenhederne, som gør det muligt at se på nutiden i historiens lys.

Historien "i sig selv" er uinteressant, den står jo ikke til at ændre. Men vores opfattelse af historien - historien "for os" - er derimod meget, meget interessant, da den kan ændre de beslutninger, vi står midt i at skulle tage.

Gustav Alexander

Niels,

Det er efter min opfattelse borgerligt-liberalt at forstå det 20. århundrede som en kamp mellem demokrati og totalitarisme. Antager man det standpunkt, så har man allerede medgivet de borgerlige deres grovkornede forståelse af det 20. århundrede, som en kamp med det borgerlige demokrati og de autoritære alternativer. På den mest reaktionære vis ender man i en historisk tese om "totalitarisme", der skal dække både nationalsocialismen og kommunismen. Den borgerlige ønsketænkning om at samle alle sine fjender under ét tag er hermed fuldbyrdet.

Vi må, som kommunister, indrømme at det 20. århundredes sejrherre ikke var demokratiet men storkapitalen. Vi skal heller ikke falde over hinandens fødder for at afsværge os eksperimenterne i Østblokken og i Kina. Den røde terror var - ligesom Robespierre og Kommitten for Offentlig Sikkerhed - dødsens nødvendig for at opretholde revolutionen. Stalin's industrialisering var ligeledes imponerende og må forstås på samme fod, som de grove og unødvendige udrensninger, han også foretog sig.

Jeg er desuden noget uenig i at fortiden ikke som sådan eksisterer; at vi kun har vores skiftende tolkninger af den. Det synes jeg er en noget postmoderne relativisme. Det er klart at der ikke findes absolut korrekte tolkninger, men der ér altså immervæk gradueringer af tolkninger, som giver mere mening end andre. Alle tolkninger er ikke lige gode. Det dejligt konkrete ved historiefaget er jo at det behøver påvisning i kildemateriale.

Historien "i sig selv" - trods mine andre uenigheder med Ranke - er efter min mening det eneste interessante. Som historikere har vi en pligt til at forstå fortiden og teoretisere om, hvad den betyder for vores fremtid. Vi kan ikke hensynke i ligegyldig relativisme; slet ikke som marxister, da marxismen om noget er positivistisk i sin materialisme.

Steffen Gliese,
Det er en meget sort/hvid forståelse af fascismen, der simpelthen ikke er sand. Fascismen var ikke én ting. Den spanske fascisme var ganske rigtigt en uhellig alliance blandt konspirerende fascister, religiøse højreorienterede og storkapital. Men kan Hitler's NSDAP underlægges samme analyse? Nej. Kan Mussolini's Italien? Heller ikke.

venstrefløjen har, desværre, ofte samme forkerte og grovkornede forståelse af fascismen, som mange af de populære højrefløjshistorikere har af kommunismen i det 20. århundrede. Det er en prygledukke, som man skal bruge til at "få ret". Ikke et fænomen der skal forstås på sine egne præmisser.

Jens Thaarup Nyberg

Dennis Jensen; - 12:38
Vdr. historie.
Vi kan ikke ændre det forgangne, men vi kan få dybere indsigt, indsigter der tvinger os til nye opfattelser. jvf:
"venstrefløjen har, desværre, ofte samme forkerte og grovkornede forståelse af fascismen, som mange af de populære højrefløjshistorikere har af kommunismen i det 20. århundrede. Det er en prygledukke, som man skal bruge til at "få ret". Ikke et fænomen der skal forstås på sine egne præmisser."

Gustav Alexander

Jens, min pointe er blot at den indsigt er en tilstræbt indsigt i historien "som den var", ikke blot en arbitrær nytolkning baseret på samtidens tanker og ønsker. At vi ikke kan ændre det forgangne er vel bare en helt almen truisme.

Niels Duus Nielsen

Dennis Jensen, jeg tenderer mod at se på det tyvende århundredes historie som en kamp mellem tre ideologier: Fascismen, kommunismen og amerikanismen. Der var selvfølgelig flere ideologier, men ingen af dem fik tilnærmelsesvis samme betydning som disse tre.

Fascismen fik bank, kommunismen gik i opløsning, så nu hænger vi tilsyneladende på amerikanismen - men kun tilsyneladende. Kineserne kalder stadig deres projekt for kommunisme, selv om det er ganske forskelligt fra, hvad der var gjaldt som et politisk korrekt projekt under den store rorgænger. Og fascismen banker også på rundt omkring i de små hjem, både her i lille Danmark og i amerikanismens hjemland. Amerikanismen overlever ikke sit storhedsvanvid, de amerikanske oligarker kan ikke holde sammen på deres imperium, så det vil falde, er min profeti.

Jeg fastholder min kritik af historien, som ikke en uforanderlig facitliste, først og fremmest fordi enhver historisering indebærer en arbitrær opdeling af tiden i perioder. Ethvert narrativ har en begyndelse, en midte og en slutning, men den "egentlige" historie har ikke hverken en begyndelse eller en slutning, det er noget vi lægger ind over kronologien - vi er altid midt i begivenhederne, det er først i bakspejlet, at vi kan få begreb om og skabe en vis orden i begivenhedernes gang. Livet leves forlæns, men forstås baglæns.

Se bare på verdenskrigene: Vi har i mange år skelnet mellem den første og den anden og en mellemliggende mellemkrigstid, men flere og flere historikere er begyndt at se hele perioden fra 1914 til 1945 som een stor krig i to akter med en pause i midten. Og hvornår startede denne store krig, den faldt ikke ned fra himlen i 1914, men må have haft et forspil, og hvornår begyndte det? I 1871 med grundlæggelsen af det tyske kejserrige? Eller efter revolutionen i 1848 - eller i 1815 med Wienerfreden, eller i 1789 med den franske revolution eller...? Det er arbitrært, hvor vi lægger snittet, men vi er nødt til at lægge dette snit, da vi ellers må begynde hver gang med Adam og Eva.

Så der er ikke tale om relativisme, blot om antirealisme - det er ikke realistisk at forestille sig, at folk i fortiden vidste i detaljer, hvad de foretog sig, og hvad alle konsekvenserne af deres handlinger var, ligesom vi ikke i dag realistisk kan vide, om en given beslutning vil løse et problem og skabe ti nye, som vi slet ikke kan forestille os, netop fordi de er nye.

Alt hvad vi kan gøre er at forsøge os frem, selvfølgelig med historien som rettesnor, der er jo ingen grund til at gentage åbenlyse fejltagelser - hvis vi ellers kan blive enige om, hvad der er "åbenlyst", hvilket ikke er så enkelt, som mange tror.

Et eksempel: Chamberlain kunne sagtens have haft ret, at tro på "Fred i vor tid" var ikke i sig selv en fejltagelse, historien har masser af eksempler på, at en forhandlingsløsning faktisk konsoliderer freden og forhindrer en krig. Der er selvfølgelig også eksempler på det modsatte, hvilket understreger min pointe: Det er kun i bagklogskabens klare lys, at noget er "åbenlyst".

Chamberlain betragtes i dag som en nar, fordi vi i dag har så meget mere information om, hvad der skete, så vi så tydeligt kan se, at han tog fejl. Men det er snarer os, der er narrene, hvis vi tror, at vi nogensinde har alle de relevante informationer til rådighed. Historien er ikke determineret før begivenhederne har fundet sted, men til den tid står de ikke længere til at ændre. Så til den tid er det nemt nok at være skråsikker, i modsætning til nu, hvor vi endnu ikke kender resultatet.