Læsetid: 11 min.

Filippinerne: Slaget om Islamic City of Marawi er ikke afgjort

Mens regeringshærens tab i slaget om Islamic City of Marawi er nøje opgjort til 168 døde, har ingen overblik over antallet af dræbte civile eller over, hvor mange, der fortsat er fordrevet fra deres hjem. Fire måneder efter krigen i det sydlige Filippinerne officielt sluttede, er området stadig i undtagelsestilstand. Det risikerer at skabe ny konflikt
Civile, der har været fanget i kampe mellem regerinsghæren og oprørsgrupper, eskorteres i sikkerhed i Marawi City.

Civile, der har været fanget i kampe mellem regerinsghæren og oprørsgrupper, eskorteres i sikkerhed i Marawi City.

Francis R. Malasig

3. marts 2018

ILLIGAN CITY/ISLAMIC CITY OF MARAWI/MANILA – Et par unge er ved at bære en tv-skærm på plads efter en omgang karaoke, og børn myldrer rundt. Varmen er trykkende under de ramponerede blikplader, der udgør de internt fordrevnes tag over hovedet. Det er vanskeligt at forestille sig, men indtil for nylig var her endnu mere trangt i evakueringslejren Buru-un Fisheries i udkanten af Illigan City på øen Mindanao i det sydlige Filippinerne.

Lejren er opdelt i fire zoner, og muslimer og kristne bor i hver deres. Det betyder dog ikke det store, eftersom alle bor på det samme betongulv under det samme bliktag mellem spånplader og papstykker, der adskiller de enkelte familier fra hinanden. Nogle har spændt stof hen over deres ’værelse’ i et håbløst forsøg på at få lidt privatliv.

»Vi mangler mad og medicin, og der er konstant interne konflikter,« fortæller Omar Dimaporo, der har ansvar for den muslimske zone. »Vi forsøger at være ordentlige ved hinanden, men det er svært, når man bor så tæt og har så få ressourcer. Folk er desperate efter privatliv og efter viden om, hvor længe det her skal stå på, og så begynder de at skændes med deres naboer og ægtefæller eller at slå deres børn.«

De fleste i lejren har været her siden slutningen af maj 2017, hvor anslået mere end 600.000 indbyggere i og omkring Islamic City of Marawi – under en times kørsel fra den kristent dominerede by Iligan – blev fordrevet internt, da en voldsom krig brød ud mellem højreislamistiske grupper og den filippinske regeringshær. På fem måneder mellem maj og oktober blev byen nærmest lagt øde.

Ground Zero

Marawi, der ligger ved kysten af Lake Lanao, er de filippinske muslimers stolthed og spillede en central rolle i kampen mod først de spanske kolonisatorer og siden i kampen for muslimsk selvstyre i den katolsk dominerede nation. Byen huser også Mindanao State Universitys hovedcampus og er derfor et sted, som mange unge på hele Mindanao – kristne såvel som muslimer og ikkeislamiserede oprindelige folk – har et nært forhold til.

Marawi og området omkring byen har i årtier været en militariseret zone med jævnlige kampe mellem regeringshæren, der har lokal base i den kontroversielle Camp Ranao, og væbnede oprørsgrupper af forskellig politisk observans.

På universitetscampus patruljerer lastvogne med soldater også i fredstid, og der er ofte udgangsforbud om natten på grund af lokale konflikter. Men denne gang var anderledes.

Omar Dimaporo hjalp sin familie ud af Marawi den 23. maj under de første sammenstød mellem regeringshæren og to væbnede grupper, Abu Sayyaf og Maute. Han holder om sine arme, mens han fortæller, at han gik alene tilbage til deres hjem for at hente tøj, mad og andre fornødenheder, men endte med at blive fanget i krydsild og luftbombardementer i ti dage, før det lykkedes ham tomhændet at flygte til fods. Dimaporos familie boede i Marawis gamle centrum, der nu kaldes Ground Zero, og som – fire måneder efter hæren erklærede krigen afsluttet – fortsat ikke er åbnet for offentligheden.

»Målløshed. Det var den primære reaktion blandt de lokale,« siger Moumina Sheryne L. Domalug, en ung kvindelig advokat fra Maranao-folket, den muslimske befolkningsgruppe, der udgør flertallet i Marawi og omegn.

Hun og hendes advokatveninde Honeypha I. Tumog sidder på en cafe i centrum af Iligan, hvor de bor. Begge har familie i Marawi, og de bruger deres jurauddannelse til at hjælpe de fordrevne. I midten af januar i år var Domalug og Tumog på en militærorganiseret rundvisning i Ground Zero sammen med andre lokale advokater. Tumog tager sin telefon frem og viser en video, hun optog fra køreturen i de gader, de begge engang kendte så godt. De bygninger, der stadig står, er gennemhullede af skud.

»Jeg får stadig gåsehud af den video,« siger Tumog. »Vi kunne se, hvordan alt var blevet forladt i hast, hvordan de bananer, der var ved at blive solgt, stadig hang i boderne, nu bare næsten rådnet væk.«

Sagen kort

  • Den fem måneder lange bykrig startede i kvarteret Basak Malutlut den 23. maj, 2017, da militæret forsøgte pågribe en eftersøgt leder af den højreislamistiske gruppe Abu Sayyaf.
  • Militæret siger, det blve med våben fra det hus, hvor den eftersøgte gemte sig, og fra nabohusene. Det viste sig, at Abu Sayyaf havde sluttet sig sammen med den lokale væbnede Maute-gruppe. Både Maute og Abu Sayyaf har erklæret sig en del af Islamisk Stat.
  • Maute-gruppen er dannet af Maute-brødrene og bliver ofte karakteriseret som en gruppe kriminelle, der har tillagt sig en ideologisk overbygning. De fremstiller sig selv som en radikal opposition til den konservative Moro Islamic Liberation Front (MILF), der er ved magten i Autonomous Region of Muslim Mindanao (ARMM), en delvist selvstyret region syd for Islamic City of Marawi.
  • MILF har i flere år forhandlet udvidet autonomi i et større område – der også vil inkludere Marawi – med regeringen. MILF var oprindeligt en udbrydergruppe fra den mere sekulært orienterede Moro National Liberation Front.
  • Det officielle dødstal efter slaget om Marawi er opgjort til over 1.100, heriblandt 168 soldater og angiveligt 47 civile – resten er ifølge militæret væbnede oprørere. Men både Abu Sayyaf og Maute er relativt små grupper. Militæret oplyste selv i begyndelsen, at oprørernes samlede styrke var omkring 200 krigere. I august sagde de 4-500. Hver gang drabstallet er steget, er militærets skøn over antallet af Maute-krigere blevet opjusteret.

Planlagt eller anledning?

Der er to udlægninger af historien om Filippinernes mest ødelæggende bykrig siden bombningen af Manila under Anden Verdenskrig.

Slaget om Islamic City of Marawi begyndte med en hærenheds fejlslagne forsøg på at pågribe Ipsnilon Hapilon, en eftersøgt leder af Abu Sayyaf, der angiveligt har sluttet sig til Islamisk Stat. Hapilon flygtede, og det viste sig, at Abu Sayyaf havde allierede sig med den lokale Maute-gruppe, der begyndte at beskyde hærenheden fra flere bygninger. Regeringshæren lovede indledningsvist at få kontrol over situationen inden for et par dage, men erklærede først officielt freden genoprettet fem måneder senere.

Den ene version af historien lyder, at Maute-gruppen – med opbakning fra dele af lokalbefolkningen – i flere år havde forberedt en magtovertagelse i byen, og at regeringshæren blev taget på sengen. Den anden version lyder, at begge sider greb en pludseligt opstået anledning til at se, hvor langt de kunne gå.

»Jeg tror ikke, at nogen reelt havde set det her komme,« siger advokaten Domalug og fortsætter: »Men jeg konstaterer samtidig, at det var utrolig belejligt for regeringen at få tømt Marawi for indbyggere for at jævne det hele med jorden, så der kunne startes forfra.«

Domalug henviser dels til, at væbnet kriminalitet, korruption og magtmisbrug efter hendes vurdering havde taget overhånd i Marawi, der – som mange andre steder i Filippinerne – har været styret af de samme klaner i årtier. Og dels til de aktuelle planer om at åbne ruinerne for investorer, der kan ’udvikle’ byen, samt regeringshærens planer om at bygge endnu en militærlejr i Marawi og dermed styrke centralmagtens kontrol over den oprørske øgruppe Mindanao, hvor de islamiserede stammer fra den oprindelige befolkning bor.

Fortvivlelse og afmagt

Mange af dem, der fra slutningen af sidste år begyndte at vende hjem til Marawi, har måttet tage tilbage til evakueringslejre i nabobyerne, fordi deres huse viste sig at være ubeboelige eller udplyndrede – eller fordi de lokale myndigheder ikke ville kendes ved dem. Dertil kommer Ground Zero-beboerne, der ikke aner, hvornår – eller om – de kan få deres hjem at se igen. Alene i Iligan er fire ud af oprindeligt otte evakueringslejre stadig fyldt med fordrevne, og selv om de ikke har nogen steder at tage hen, ønsker bystyret i Iligan at afvikle evakueringslejrene.

Sittie Johara Pacalundo fra Marawi har siden maj boet først hos slægtninge og siden i evakueringslejr. Nu har hun fået en af de få midlertidige genhusningsboliger, der er opført i udkanten af Marawi – og som allerede er fyldt op. Pacalundo repræsenterer netværket Sowara o Miyamagoyag (De internt fordrevnes stemmer, red.) og var i slutningen af februar i Manila for at tale civilsamfundets sag. De muslimske kvinder fra Marawi har sammen med deres kristne samarbejdspartnere i Iligan dannet Bangon Marawi Civil Society Organisations’ Platform som modvægt til den militært ledede Task Force Bangon Marawi.

»De siger, at de vil genopbygge Marawi som ’en smuk by’, men de vil ikke lade os lokale være med til at bestemme, hvad det betyder. De vil ikke engang lade os se, hvad der står tilbage i Ground Zero,« siger Pacalundo.

»Vi ønsker at få vores hjem igen, vi ønsker at få lov at tage del i genopbygningen. Vi siger: Lad være med at give en masse penge til investorer fra Kina, som vil lave ’udvikling’, giv os pengene selv, så skal vi nok bygge vores huse op fra grunden.«

Marawis civilsamfundsplatform har fået at vide, at de lokale vil kunne få adgang til Ground Zero til august. Men genopbygningen skal efter planen begynde i april, så de frygter, at alt bliver jævnet med jorden, uden at beboerne får noget at skulle have sagt eller mulighed for at bjærge deres ejendele.

De fleste regner dog med, at der ikke er ret meget at bjærge, og at det er en del af årsagen til, at civile ikke må komme ind i Ground Zero: Fordi det ikke kun er de islamistiske grupper, der har plyndret løs. Og indtil videre er det kun officielle husejere, der vil få erstatning.

»Det vil være det nemmeste i verden at tage Marawi fra lokalbefolkningen,« siger advokaten Moumina Domalug og forklarer: »Maranaos har som regel ikke papir på deres ejendom, det er der ikke tradition for hos os – alle ved jo, hvem, der bor hvor, så folk synes, det er fjollet at lave et stykke papir.«

Militær undtagelsestilstand

Den 30. januar kom præsident Rodrigo Duterte til Marawi for at overvære påbegyndelsen af et nyt militærbyggeri i det område, hvor Marawis gamle rådhus ligger. Byggeplanerne har skabt vrede lokalt af tre årsager: Det vil skabe yderligere fordrivelser, fordi militærlejren skal ligge i et civilt område midt i byen; det betyder prioritering af ressourcer til militarisering frem for genopbygning af beboelsesejendomme; det øger Maranao-befolkningens oplevelse af at leve under en form for besættelse.

Hele øen Mindanao har siden Marawi-krigens begyndelse været i militær undtagelsestilstand, der betyder, at det er militærets og ikke det borgerlige demokratis spilleregler, der gælder. Undtagelsestilstanden er for nylig blevet forlænget til udgangen af 2018 og godkendt i Højesteret, selv om jurister har sat spørgsmålstegn ved, om det er forfatningsmæssigt lovligt med en så bredt defineret, geografisk vidtrækkende og langvarig undtagelsestilstand.

Et udgangsforbud fra kl. 23 til 06 betyder, at en underlig stilhed sænker sig ud på aftenen i området mellem Marawi og Iligan – sporadisk afbrudt af motorlarm fra småhandlende, der er tvunget til at risikere anholdelse, fordi deres arbejde begynder om natten, så de kan være klar på markedet fra morgenstunden.

»Militæret bryster sig af, at der ikke er sket overgreb på menneskerettighederne, fordi der ikke har været anlagt nogen sager om det,« siger Moumina Domalug. »Men hvem tør anklage militæret for forbrydelser, mens vi lever under militær undtagelsestilstand?«

Uvished

På vejen mellem Iligan og Marawi er alle militærets gamle checkpoints fuldt bemandede. De har ikke været fjernet i årtier, for der er jævnligt væbnede konflikter i området, men almindeligvis er de ikke i funktion. Nu står soldater klar med automatvåben og tjekker forbipasserende især ved indkørslen fra Marawi-vejen til Iligan, mens soldaterne på ruten fra Iligan til Marawi sidder tilbagelænet på plastikstole i deres checkpoints og blot sender mere eller mindre vågne blikke efter trafikken.

I Saguiran, et lille byområde i udkanten af Marawi med 3.244 indbyggere, ligger en evakueringslejr, hvor der i midten af februar stadig boede 187 familier, eller omtrent 1.000 mennesker – heriblandt kvinder med spædbørn. Da der var flest, var her næsten dobbelt så mange, fortæller Noraimah M. Moti, der har arbejdet frivilligt i lejren fra begyndelsen.

Det er søndag middag, og en midaldrende mand kommer slæbende med en stor gryde ris og derefter med en gryde grøntsagssuppe. Nogle unge deler tallerkner ud til de mindste børn, der tavst flokkes om gryderne. Socialministeriet har i en måneds tid finansieret et madprogram, der sikrer børnene i evakueringslejrene to måltider om dagen. Hver familie modtager desuden hver anden uge ris, tørrede sardiner og tørret oksekød. Den diæt har de levet på siden maj 2017.

Lejren i Saguiran er opbygget på samme måde som i Buru-un Fisheries med hovedparten indlogeret på betongulvet under et bliktag i en multi function hall – åben, uden mure omkring – der normalt bruges af de lokale til alt fra fællesdans til beboermøder. Tidligere boede folk også i telte, men de blæste væk under tyfonen Vinta, der ramte Mindanao juleaften.

Aisah Pandariga har boet her siden krigens første dag, og hun har hørt fra lokale, der sneg sig ind i Ground Zero, at hendes hus stadig står, men er udplyndret.

»Jeg er sikker på, at det både er Maute-krigere og soldater, der har taget vores ting,« siger Pandariga. Hendes familie har boet i Marawi i generationer, og vreden i hendes øjne retter sig mod oprørere og regeringshær for ødelæggelserne – og mod myndighederne for ikke at ville eller kunne levere løsninger til de fordrevne.

En farlig situation

Dayalyn A. Tingara-an var leder af en privatskole, som nu er forvandlet til murbrokker og forvredne metalstrukturer i Ground Zero. Hun driver nu en midlertidig skole for internt fordrevne børn i Iligan og deltager i civilsamfundsplatformen, fordi hun frygter, at stemningen blandt de lokale, særligt de internt fordrevne, kan udvikle sig eksplosivt.

»Det er vores kristne venner i ngo’erne, der hjælper os, ikke myndighederne. Men når de ikke vil komme til os, må vi komme til dem, for det er farligt, hvad de er i gang med,« siger Tingara-an.

En af de kristent dominerede ngo’er er Ranao Women and Children Ressource Center (RWCRC), der arbejder med traumebehandling i Iligans evakueringslejre. Deres terapeuter fortæller, at nogle børn svarer »maute-krigere«, når de bliver spurgt om, hvad de ønsker at blive i fremtiden.

»Det er fortvivlende, men ikke så mærkeligt,« siger Rizalina G. Amesola, leder af RWCRC. »De har forstået, at det var regeringshæren, der fordrev dem fra deres hjem med bomber, og Maute-gruppen, der forsvarede byen.«

Sidst i februar begyndte både militæret og Moro Islamic Liberation Front, der forhandler med regeringen om en udvidet selvstyreordning i dele af Mindanao, at advare om mulige angreb på Iligan og den sydligere Cotabato City. Angiveligt har Maute og andre radikale grupper fået forstærkning fra Islamisk Stat-krigere fra Indonesien og Malaysia og er nu i gang med at mobilisere.

»Vi maranaos er ikke ekstremister, vi er først og fremmest forretningsfolk,« siger Tingara-an. »Og udenlandske IS-krigere kommer ikke langt, hvis jorden ikke er gødet for deres voldelige ideologi. Men lige nu er regeringen i fuld gang med at gøde den.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu