Baggrund
Læsetid: 6 min.

GroKo er det sidste, Tyskland – og Europa – har brug for

En ny forståelse mellem Angela Merkel og Socialdemokraterne lyder måske tillokkende, men den vil kun skabe falsk stabilitet og åbne døren for mere ekstremisme
Det ringeste argument for et stor koalition er, at der ikke findes noget alternativ. Der er et alternativ, det er uprøvet i tysk sammenhæng, men det vil kunne styrke både demokratiet og Europa, skriver Timothy Garton Ash.

Det ringeste argument for et stor koalition er, at der ikke findes noget alternativ. Der er et alternativ, det er uprøvet i tysk sammenhæng, men det vil kunne styrke både demokratiet og Europa, skriver Timothy Garton Ash.

Nicolas Armer

Moderne Tider
3. marts 2018

Søndag 4. marts kan blive et historisk vendepunkt for Europa. Samme dag, som Italien afholder et afgørende parlamentsvalg, vil det ved en urafstemning i det tyske socialdemokrati blive afklaret, om dets medlemmer støtter deltagelse i en ny koalitionsregering og således viderefører partiets nuværende partnerskab med Angela Merkels kristendemokrater.

Den gængse opfattelse tilsiger, at en ny storkoalition vil være det bedste resultat for Europa. Men den gængse opfattelse tager for mig at se fejl her. På samme måde som et korset kan lindre alvorlige rygsmerter uden at fjerne deres årsag, vil en storkoalition nok være godt på kort sigt, men skidt på den lange. Der er brug for at sætte ind mod andet end symptomer. Især fordi der er et alternativ.

Mere begravelse end bryllup

Jeg tilbragte et par dage i Berlin i sidste uge og har aldrig oplevet mindre begejstring over for en forestående ny regeringsdannelse. Der skulle være bryllup, men det føltes som begravelse. Og det er meget vel, hvad det kan blive, nemlig begravelsen af ​​SPD – et af ​​Europas ældste og vigtigste tilbageværende centrumvenstrepartier: I en chokerende meningsmåling for få dage siden fik det højreradikale, nationalistiske-populistiske Alternative für Deutschland (AfD) tilslutning fra 16 procent – et halvt procentpoint mere, end socialdemokraterne kunne mønstre. Det kan meget vel være en forbigående fluktuation, men socialdemokraternes resultat ved sidste valg på 20,5 procent var allerede et historisk lavpunkt.

Vi har historisk erfaring for, at storkoalitioner, der indgås mellem traditionelt regeringsbærende centrumvenstre- og centrumhøjrepartier, har en tendens til at skabe øget tilslutning til yderfløjene. Det er allerede sket i Tyskland. At AfD kunne samle støtte fra hver ottende tyske vælger ved det seneste valg i september, må i vidt omfang forstås som en modreaktion imod den forudgående storkoalitions langvarige regeringstid – otte ud af de sidste 12 år. Her skal vi erindre os, at AfD får britiske UKIP til at se moderat ud og Silvio Berlusconi til at ligne en distingveret konservativ gentleman.

Nødvendig genrejsning af centrumvenstre

Skal centrumvenstre lykkes med et afgørende modtræk mod den bølge af ​​antiliberal populisme, der skyller hen over Europa, bliver det nødt til at genopfinde sig selv.

Men Frankrigs socialistparti er svundet ind til næsten intet, og i den italienske valgkamp har Matteo Renzis Partito Democratico klaret sig omtrent så ringe som SPD. Det er tydeligvis umuligt for de tyske socialdemokrater at genrejse deres parti, så længe de har bundet sig til et glædesløst koalitionssamarbejde med deres vigtigste modstandere. Der er gode grunde til, at partiets fraktion af ’unge socialister’, der ledes af Kevin Kühnert (opkaldt efter den tidligere engelske fodboldstjerne Kevin Keegan), har turneret landet rundt for at overtale deres ældre partikammerater til at stemme nej til ’GroKo’ (Grosse Koalition, red.)

Den gængse opfattelse tilsiger, at Europa efter fem måneders kaotiske regeringsforhandlinger har brug for en stabil tysk regering, og at denne regerings første opgave må være at give et positivt svar på Emmanuel Macrons ambitiøse europæiske udspil. Trods alt må det år, der går forud for valget til Europa-Parlamentet i 2019, udnyttes maksimalt for at sætte vind i sejlene i det EU, der vil stå tilbage efter Brexit. Det var da også derfor, at formanden for Det Europæiske Råd, efter gennembruddet i regeringsforhandlinger på Twitter skrev: »German GroKo is good news.«

Koalitionens værste argument

Jeg er imidlertid ikke overbevist om, at der er brug for en ny tysk GroKo for at samle de væsentligste europæiske koalitioner af villige – endsige, at GroKo også på længere sigt vil være bedre for det europæiske projekt.

Lad os tænke os et lettere pessimistisk, men dog plausibelt scenario. Den tyske økonomi bliver ramt af nedgang om et par år, og samtidig medfører de ordninger, som storkoalitionen gik ind på – for at imødekomme Macron og efter krav fra SPD – at Tyskland må stille sig i spidsen for store finansielle overførsler til en kriseramt sydeuropæisk stat. Hvad vil reaktionen fra utilfredse tyske vælgere blive? 20 procent til AfD?

Det absolut værste af alle argumenter for en storkoalition er det, som GroKos tilhængere selv anså for definitivt: Der findes ikke noget alternativ. Men Merkels elitepolitik, som hun selv kalder alternativlos – en opdateret ny version af Margaret Thatchers ’TINA’ (There Is No Alternative) – er netop hvad, vælgere reagerer imod, når de stemmer på AfD, på Donald Trump eller for Brexit. Forestil Dem, at De selv er en frustreret tysk vælger, der i september sidste år stemte for at få politiske forandringer. Men absolut intet forandrer sig: samme kansler, samme koalition, samme uldne retorik, tilnærmelsesvis samme politik.

Til gavn for demokratiet

Det er indlysende, at et nyvalg nu – efter fem måneders hidtil uset politisk grums – kun vil indbringe AfD endnu flere proteststemmer. Men der findes et bedre alternativ, som kansleren og forbundsrepublikkens præsident kunne gå ind på at prøve, hvis Socialdemokratiets medlemmer skulle stemme nej: en Merkel-ledet mindretalsregering af kristendemokraterne.

Ganske vist vil en mindretalsregering være noget helt nyt i Forbundsrepublikkens historie. Men som bekendt har mindretalsregeringer kunnet fungere fint i mange andre demokratier, og der er ikke noget i den tyske forfatning, der stiller sig i vejen. Ret beset kan den meget stærke magtstilling, som forfatningen med fuldt overlæg giver kansleren, gøre det lettere at opretholde en mindretalsregering. Oppositionens mainstreampartier – De Frie Demokrater, De Grønne og Socialdemokraterne – vil med sikkerhed bidrage til konsensus om hovedlinjerne i Europa- og sikkerhedspolitikken. Og de vil formentlig også opføre sig ansvarligt i budgetspørgsmål.

Jo, en sådan mindretalsregering vil fra tid til anden givet kunne blive stemt ned i parlamentet i andre spørgsmål, men som den tyske historiker Heinrich-August Winkler påpeger, ville denne risiko faktisk gøre de ​​parlamentariske debatter og arbejdet i de politiske udvalg væsentligt mere engagerende. Vil det være dårligt for Tysklands parlamentariske demokrati? Nej, tværtimod.

Tid til udskiftning

Berlins svar på Macrons europæiske forslag vil nok blive noget mindre entusiastisk, især i forhold til eurozonen. Men det ville være en realistisk afspejling af de fleste tyskeres syn på EU’s fremtid, som ligger meget langt fra den tidligere SPD-leder Martin Schulz’ vision om en europæisk stat i 2025. Samtidig kan en CDU-regering føle sig nødsaget til at give Macron flere indrømmelser på den fælles udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik – også ansporet af den grumme trio, EU må konfrontere i skikkelse af Brexit, Trump og Putin. Vil det være dårligt for Europa? Nej, tværtimod.

En mindretalsregering under Merkel ville sandsynligvis ikke holde en hel periode ud, men heller ikke det behøver at være verdens undergang. Jeg er en stor beundrer af Merkel, men vi nærmer os uundgåeligt tiden for forandring i toppen. Sådan må demokrati også være. Et nyvalg i 2019 eller 2020 med skarpere profilerede oppositionspartier og en ny yngre leder af kristelige demokrater vil næppe være værre end en forældet og smuldrende storkoalition, der blot søger genvalg.

Det slagord, som uudtalt inkarnerer den gængse opfattelse i Berlin, er konservativt og blev første gang brugt i 1957: Keine Experimente! Men hvad dagens Tyskland behøver, er snarere socialdemokraten Willy Brandts udbrud fra 1969, Mehr Demokratie wagen! (Vov mere demokrati, red.) Et eksperiment med en mindretalsregering vil nok kunne frembringe en vis usikkerhed på kort sigt. Men i det lange løb vil den være bedre, både for Tyskland og for Europa.

Timothy Garton Ash er historiker og professor i Europæiske Studier ved Oxford Universitet.

© Timothy Garton Ash og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Timothy Garton Ash

Eneste problem ved en CDU/CSU mindretalsregering er bare, at Angela Merkel lodret har afvist netop dette.