Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Henrik Madsen

Henrik Madsen var spejder. Han sov i telt, lavede mad over bål og gav sig hen til fællesskabet. Både før og efter, han som 20-årig vendte hjem fra en rejse til Indien og var blevet lam fra livet og ned
Henrik Madsen talte sjældent om sit handicap, og han ville ikke have mere hjælp end højst nødvendigt. På Roskilde Festival ville han hellere være sammen med vennerne foran scenen end oppe på rampen.

Henrik Madsen talte sjældent om sit handicap, og han ville ikke have mere hjælp end højst nødvendigt. På Roskilde Festival ville han hellere være sammen med vennerne foran scenen end oppe på rampen.

Privatfoto

24. marts 2018

I 1984 lå Henrik Madsen i en seng på Århus Kommunehospital. Hans tilstand havde ikke ændret sig afgørende, siden han og hans to venner var kørt galt i det folkevognsrugbrød, de havde kørt hele vejen fra et parcelhuskvarter i Ørsted på Norddjurs til en grusvej i Indien.

Henrik Madsen var lam fra livet og ned. Det skulle han være resten af sit liv. Når han fik besøg på kommunehospitalet, talte han imidlertid mere om Pamukkale og Hieropolis i Tyrkiet, maden i Iran og mødet med pakistanske spejdere. Alt, de havde oplevet på turen fra Europa til Østen.

»Og så kan jeg ikke bruge mine ben længere,« sagde han. »Det må vi jo finde ud af.«

Faktisk var han heldig, understregede han, hvis nogen forsøgte at ynke ham. Han var boglig. Det havde altid ligget i kortene, at han skulle være akademiker. Så var han mere bekymret for de håndværkerdrenge, han lå på stue med. Hvad skulle de stille op?

Fra Ørsted til Indien

Henrik Madsen var drabeligt god til Trivial Pursuit. Allerede i ottende klasse havde han været igennem alle 16 bind af Grimbergs Verdenshistorie. Han kunne kongerækken fra Gorm den Gamle til Magrethe den Anden, og som dreng lærte han at tegne både Jugoslavien og Algeriets flag.

Han var 13 år gammel, da han mistede sin far i en trafikulykke. Men det var ikke noget, han talte om. Hverken i skolen eller til spejder. »Sådan havde man sgu nok ikke håndteret sådan noget i dag,« reflekterede han senere.

»En ulv giver aldrig tabt.« Sådan lyder en del af det ulveløfte, han aflagde for første gang, da han som otteårig startede hos KFUM-spejderne i Ørsted. Spejderbevægelsen blev et livslangt kald. Et af de fællesskaber, som ifølge Henrik Madsen gav livet mening og fik samfundet til at hænge sammen.

Det var også i spejderhytten uden for Ørsted, at han og to venner fra spejder fik ideen om at tage til det mystiske Indien. Der, hvor The Beatles havde lært at spille citar af Ravi Shankar. Og ikke nok med det. De skulle også køre hele vejen derned i et folkevognsrugbrød. Gennem de kommunistiske østlande, og over Tyrkiet, Iran, Afghanistan og Pakistan.

Et liv er forbi: Henrik Madsen

  • Født den 16. juni 1964.
  • Kandidat i Statskundsskab fra Aarhus Universitet.
  • Chefkonsulent i Region Hovedstaden.
  • Døde den 24. februar af et hjertestop i sit hjem i København

’Så løfter vi’

Tilbage i Danmark måtte Henrik Madsen finde ud af det. En ulv giver aldrig tabt. Efter et kort ophold på et genoptræningscenter, begyndte han at studere statskundskab på Aarhus Universitet. Han havde fået en del forsikringspenge efter ulykken, som han investerede i et hus i Hasle, hvor han kunne bo i kollektiv med både gamle venner fra Ørsted og nye studiekammerater.

Året efter ulykken tog han på campingtur i Normandiet. I slutningen af 1980’erne var der ikke nær så mange handicapfaciliteter som i dag. Slet ikke på franske campingpladser. Skulle han på toilettet kom de som regel ikke uden om at måtte skrue baghjulene af hans kørestol. »Ja ja, men så giv lige en hånd,« sagde han.

Sådan var det også, når han skulle hjem fra en fest i en lejlighed på tredje sal – og Henrik Madsen var ofte blandt de sidste til at gå hjem. »To foran, to bagi, så løfter vi,« sagde han uden at blinke.

Ingen Berlingo

Henrik Madsen havde ikke været ansat længe i konsulentfirmaet Ernst & Young, før han fandt ud af, at han hellere ville arbejde for fællesskabet. Han fik job i amtet, der senere blev til Region Hovedstaden. Her var han som udviklingschef en af de ansvarlige for at udvikle et tættere samarbejde mellem Malmø og København, det såkaldte Greater Copenhagen. De sidste år gik han dog et trin ned af karrierestigen og arbejdede som chefkonsulent i regionen. 

Henrik Madsen blev aldrig gift og fik ingen børn. I stedet opsøgte han andre fællesskaber. Spejderbevægelsen, Dansk Ungdoms Fællesråd, Friluftsrådet, Dansk-Mongolsk Selskab. Listen kunne fortsætte.

I Københavns Lufthavn var Henrik Madsen på fornavn med personalet, der tjekker kørestolsbrugere ind. Han rejste meget med spejderne. Også alene. Balkan, Cameroun og ikke mindst Mongoliet, hvor han gennem mere end årti var med til at udvikle spejderbevægelsen.

Henrik Madsen havde ingen problemer med at komme ind og ud af sit telt eller tænde et bål. Og hvis han kom til en trappe, eller kørestolen punkterede, så kom der en for at hjælpe. Folk er nemlig hjælpsomme. Det vidste Henrik Madsen. Uanset om man er i Ulan Bator eller Ørsted.

Han talte sjældent om sit handicap, og han ville ikke have mere hjælp end højst nødvendigt. På Roskilde Festival ville han hellere være sammen med vennerne foran scenen end oppe på rampen. Og trods kommunens ivrige forsøg, fik han aldrig den praktiske Citroën Berlingo. Han ville have en Citroën C5. Den var sværere for ham at komme ind og ud af. Til gengæld var det en rigtig bil. No big deal. Henrik Madsen fandt ud af det.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Skriv til: modernetider@information.dk

Seneste artikler

  • Et liv er forbi: Søren Hoff var modstandsmand til det sidste

    13. oktober 2018
    Som ung var han snigskytte i modstandsgruppen Holger Danske. Som ældre kæmpede han indædt for en Storebæltsbro, der skulle forbinde Fyn med Sjælland. Søren Hoff gik aldrig glip af noget – hverken en god diskussion eller en god fest
  • Et liv er forbi: Gerdas århundrede

    6. oktober 2018
    Gerda Tams var altid klar til at gribe mulighederne, når historiens gang lukkede en dør og åbnede et vindue
  • Et liv er forbi: Eva Weis Bentzon

    29. september 2018
    Eva Weis Bentzon brød med familietraditionerne, men med familien. Hun viede sit liv til sine nærmeste, kunsten og troen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Kristen Carsten Munk
  • Lise Lotte Rahbek
  • Steffen Gliese
  • David Zennaro
Flemming Berger, Kristen Carsten Munk, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Det er lidt skræmmende for mig, når folk på min egen alder bare dør af et hjertestop, og jeg synes, der er mange, der bare gør det.