Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Peter Schneidermann var en handyman, en gentleman og en levemand

Peter Schneidermann kunne bygge alt fra køkkenøer til sin egen bil – og lige så sjovt det var for ham at bygge, lige så vigtigt var det for ham at vise elegance, kvalitet og humor
Sammen med sin kone byggede Peter Schneidermann et sommerhus om til et helårshus i træ, malet gult og med tårn og spir, hvor røgen fra kakkelovnen ofte stod op. Det lignede Pippi Langstrømpes hjem, så folk i lokalområdet kaldte det Pippihuset.

Sammen med sin kone byggede Peter Schneidermann et sommerhus om til et helårshus i træ, malet gult og med tårn og spir, hvor røgen fra kakkelovnen ofte stod op. Det lignede Pippi Langstrømpes hjem, så folk i lokalområdet kaldte det Pippihuset.

Privatfoto

31. marts 2018

Dresscoden til fødselsdagen var, at mændene skulle være klædt i smoking, men Peter Schneidermann tog ikke sin på. Festen tog nemlig form som en frokost, og til frokoster bærer man ikke smoking, mente han. I stedet kom han i shorts, T-shirt, sine runde briller og sit tætte, røde skæg.

Det var i 1992, han var selv 48 år og skulle sidde ved siden af en yngre kvinde på 29. Hun hed Dorte. Selvom de aldrig havde mødt hinanden før, og han var ved at blive skilt, føltes det som om, de altid havde været tætte. Han holdt stolen for hende, rejste sig, når hun gjorde, og når selskabet skålede, lød det flere gange: »Så skåler vi – også jer, Peter og Dorte.« De sad fordybet i en samtale eller et kæmpe grin.

Fra den dag var de kærester. Seks år senere i 1998 blev de gift. Sammen byggede de et sommerhus ved Roskilde Fjord om til et helårshus i træ, malet gult og med tårn og spir, hvor røgen fra kakkelovnen ofte stod op. Det lignede Pippi Langstrømpes hjem, så folk i lokalområdet kaldte det Pippihuset.

Til det sidste sagde Peter Schneidermann ukueligt: »Jeg er bare lidt træt« eller »jeg føler mig bedre end i går«, når nogen spurgte til ham. Og han blev ved med at lægge planer for, hvad han og Dorte skulle i fremtiden, selvom han blev mere og mere syg af kræft. Det gjorde det svært at vriste ud af ham, hvad han ønskede til sin bisættelse, men én ting stod dog soleklart: han ville blive i Pippihuset, til han skulle bæres ud.

Mest til det positive

Peter Schneidermann kom fra en velstillet håndværkerfamilie i Viborg og havde også selv sine hænder skruet rigtigt på. Han tog en uddannelse som elingeniør og rejste til Grønland som projektleder for US Airforce og deres telefonsystem på basen, senere rejste han verden rundt som selvstændig i oliebranchen, og senest var han projektleder hos Mærsk.

På Grønland var han kendt som socialt samlingspunkt, der blandt andet formåede at stable den såkaldte tequilatirsdag på benene. Det blev så populært blandt mandskabet, at selv den allermest rigide oberst rykkede sit faste medarbejdermøde fra onsdag til tirsdag, så han kunne være med til Peters fest uden at være bekymret for tømmermænd.

Peter Schneidermann kunne få sin kone til at grine, når han lettere nævenyttigt sagde: »Smil, det gør dig så smuk«, når hun var allermest irriteret, og han var kendt for spontant at kunne samle folk, når han greb en mikrofon til selskaber og med sin mørke stemme sang en kendt sang eller en af sine egne. Han var blandt andet kendt for »Peters loppesang« om en loppe, der drak whisky.

Men på Grønland kørte Peter Schneidermann også af og til ud i den store natur med sine kammerater. Der rullede de i rastløshed og sjov sten ned af bjergene og snakkede om, hvad meningen med tilværelsen egentlig var. Senere skal han også have sagt, at man kunne finde fodfæste i livet, hvis bare man pakkede sin taske og rejste ud.

Peter Schneidermann

  • Født 25. maj 1944 i Viborg.
  • Uddannet elingeniør. Arbejdede i mange år som selvstændig og hos Mærsk.
  • Efterlader sig sin kone Dorte Kiilerich, gift i 1998.
  • Død 1. marts 2018.

Man skulle næsten tro, nogen er død

Peter Schneidermann fik aldrig børn. Hans første hustru havde to i forvejen, og han og Dorte forsøgte, men det lykkedes ikke. I stedet tog han sine niecer med på ferier, var en legeonkel, der lod dem – alt for unge – smage på og hoste af sine cigaretter, og hans dør stod åben for dem, da de mistede deres mor i 2003.

Han avancerede aldrig mere karrieremæssigt, end at han også kunne holde fri til sine egne projekter: I hjemmet stod klassiske danske designermøbler side om side med hans egne sirligt fremstillede reoler, lamper, borde, havepavilloner, verandaer, og ja, han havde sågar en særlig garage til en helt særlig bil: hans Citroën DS21. Han fandt hende på en forretningsrejse i 1980’erne som noget af et skravl, men han byggede hende op, gav hende navnet Ida – og siden sørgede han for, at hun altid var en hvidlakeret, finpoleret madame.

Det var ikke tilfældigt, at det var hende, han forelskede sig i. Peter Schneidermann mente, at Citroën var verdens bedste bilmærke på grund af deres kvalitet og unikke design, og at Ida havde sin årgangs bedste affjedring. De to og Dorte kørte sommer efter sommer Danmark rundt.

Sidste gang Peter Schneidermanns krop forlod Pippihuset var med to bedemænd. De var klædt helt i sort. Hvis han selv havde kunnet tage imod dem, ville han nok have åbnet døren, taget deres frakker og budt dem ind, mens han med et grin ville have sagt noget a la:

»Man skulle næsten tro, at nogen er død, som I to ser ud!«

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
  • odd bjertnes
  • David Zennaro
  • Lise Lotte Rahbek
  • Anker Nielsen
  • Tommy Clausen
  • Steffen Gliese
Jørn Andersen, odd bjertnes, David Zennaro, Lise Lotte Rahbek, Anker Nielsen, Tommy Clausen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Efter beskrivelsen og fotoet, læg mærke til jakken, brillerne, skægget, hatten og detaljerne i øvrigt, er den portrætterede som en figur taget lige ud af en Hanne Vibeke Holst-roman. Fuldstændig helstøbt.