Læsetid: 6 min.

»Det mest pinagtige har været den sære følelse af berettigelse, jeg nogle gange har følt i forhold til kvinders kroppe.«

Lars Nielsen er faktisk lidt flov over, hvor gammel han skulle blive, før han indså, at det altså ikke var ham, der var ofret, når han blev afvist af en kvinde
Det er gået op for mig, at det er de mange små ting, nogle kvinder bliver udsat for så utrolig ofte. Det er jo ikke bare en ’lille ting’ – det er en kultur, siger Lars Nielsen.

Det er gået op for mig, at det er de mange små ting, nogle kvinder bliver udsat for så utrolig ofte. Det er jo ikke bare en ’lille ting’ – det er en kultur, siger Lars Nielsen.

Anders Rye Skjoldjensen

24. marts 2018

Lars husker ikke pigen. »Hun var en mere eller mindre tilfældig bekendt.« Men han tror, at det var til en fredagsbar på studiet. Og så husker han tydeligt, hvad han følte, da hun pænt bad ham om at flytte den hånd, han havde placeret på hendes lår.

»Jeg var oprigtig fornærmet! Og nok også mildt såret. Det er jo virkelig mærkeligt at tænke tilbage på, at jeg oplevede, at det var mig, det gik ud over. At det var mig, det var synd for, når hun bad mig flytte min hånd.«

Lars Nielsen er i dag 36 år gammel, bibliotekar og bosiddende i Vanløse sammen med sin kæreste. Episoden med den malplacerede hånd var en af dem, der dukkede frem fra hans erindring, da #MeToo i oktober satte dagsordenen på de sociale medier. Lars skrev på Twitter: »Vi har alle sammen været der.« Om ikke andet så som »tavse tilskuere«, tilføjede han. »Vi kan ikke ændre fortiden, men vi kan stoppe den fra at gentage sig. For det er kvalmende at tænke på alle de gange, jeg som en idiot og et produkt af min kultur var grænseoverskridende, og det ønsker jeg at andre undgår.«

— Hvorfor skrev du det?

»Hvis man har begået nogle fejl, som man ikke kan omgøre, så kan man i det mindste hjælpe med, at andre ikke gentager dem. Det var det, der drev mig.«

— Men har du gjort noget … sådan alvorligt?

»Jeg har ikke voldtaget nogen. Jeg har ikke gjort nogen af de ting, folk normalt opfatter som seksuelt krænkende. Men jeg har råbt en masse dumme ting, jeg har været en utrolig pushy lille drengerøv, når det kom til kvinder, og jeg har lavet den typisk fornærmede omgang piveri, når jeg er blevet afvist. Og det er da virkelig grænseoverskridende.«

Negativ kultur

Dengang tænkte Lars Nielsen bare, at det var en lille ting. Bevares, en hånd på en hofte, hvor slemt kan det være? 

»Hvad der senere er gået op for mig,« siger han, »er, at det jo er de mange små ting, nogle kvinder bliver udsat for så utrolig ofte. Så det er jo ikke bare en ’lille ting’. Det er en kultur. Og jeg har – sammen med utrolig mange andre mænd – været med til at skabe den negative kultur.«

Tag nu de mange tilråb og karaktergivninger til tilfældige kvinder på Roskilde Festival. Også den adfærd har Lars Nielsen været en del af, da han var yngre. Og igen er erkendelsen kommet til ham med forsinkelse.

»’Sådan er festivalen’, siger man. Det er bare noget, man skal vænne sig til. Men det behøver man jo ikke vænne sig til. Tilfældige kvinder skal ikke vænne sig til, at der sidder en omgang stive padder og råber efter dem.« 

Berettigelsen

Når det kommer til grænseoverskridende opførsel, er noget af det mest pinagtige at tænke tilbage på dog den »sære følelse af berettigelse«, han tidligere har følt over for kvinders kroppe. Lars Nielsen er ikke helt sikker på, hvor følelsen kom fra, men »den var dér«, og den havde ofte følgeskab af en underligt selvretfærdig idé om, at kvinder overreagerede, når han uinviteret nærmede sig dem.

»Dengang tænkte jeg: ’Det er jo fuldstændig uskyldigt med en hånd på låret eller lænden, det er jo ingenting!’,« siger han.

Men det var en seksualiseret grænseoverskridelse, mener han, også selv om han ikke kunne se det dengang. 

»For som heteroseksuel mand havde jeg jo aldrig gjort det på en anden mand. Og jeg havde syntes, at det var meget aparte, hvis en anden mand havde gjort det på mig. Det tog mig noget tid at få tænkt dét igennem.«

Anders Rye Skjoldjensen

Noget man ’gør’

Faktisk tog det alt for lang tid, mener Lars Nielsen, som igen bliver lidt hovedrystende over sig selv.

»Jeg synes, jeg var skræmmende gammel, før det gik op for mig, at det ikke var i orden. Og så kan man jo godt forstå hele baggrunden for, at nogle mænd kan tænke, at det er en okay opførsel – fordi ’sådan gør man jo!’«

— Måske er der også mange mænd, der ikke aner, hvad de ellers skulle gøre?

»Ja, det er mit indtryk. Når man hører modstanden mod og diskussionen om samtykke eller irritationen over #MeToo fra mænd, tror jeg, at det til dels er, fordi kønsrollerne og forestillingen om, at ’sådan gør mænd’, jo er trygge. Det er simpelthen en måde at håndtere en kompleks virkelighed på.«

Så længe man kender reglerne, er tingene til at forstå. Men i en kompleks virkelighed, hvor alting er mere åbent, skal mænd pludselig forholde sig følelsesmæssigt nærværende i hver enkelt situation – og det er straks sværere, mener Lars Nielsen.

»Pludselig skal du til at forholde dig til en masse forskellige mennesker i stedet for to typer mennesker. Du skal til at forholde dig til, at de andre har et utroligt kompleks følelsesliv ligesom dig selv. Du skal oven i købet til at forholde dig til dit eget komplekse følelsesliv,« siger Lars Nielsen.

»Så jeg tror afgjort, at verdens kompleksitet nogle gange vokser mænd lidt over hovedet. Og så er det bare nemmere at kunne sige: ’Jamen, sådan flirter man! Man rører ved hinanden på den måde!’«

Krakeleret selvbillede

Grundlæggende mener Lars Nielsen, at vi har glemt, at flirt og sex kræver risikovillighed. De kulturelt overleverede billeder af manden som jægeren, der skal nedlægge kvinden – eller af krigeren, der kaster sig ud i kampen – er jo i udgangspunktet »figurer, der løber en stor risiko«, som han formulerer det. Men da han selv regelmæssigt frekventerede nattelivet, var det ikke mod og risikovillighed, han så i øjnene på de fleste mænd. Eller hos sig selv for den sags skyld. 

»Det var nærmere en flok sårbare egoer, der reagerede virkelig voldsomt på en afvisning. For når det kommer til mænds facader, så bliver mænd jo bygget op til at være ufleksible og ubøjelige. Og så er det jo ikke så sært, at de krakelerer, når de møder modstand,« siger han og understreger, at resultatet af en krakeleret facade meget sjældent er en indadvendt og sårbar reaktion, men derimod en udadvendt og aggressiv: »Det er jo nemmere bare at kalde hende ’en møgfisse’,« som han siger. 

Samtykke

— Nogen mener, at for meget fokus på samtykke ødelægger den spænding, der skal være til stede. Spillet, om man vil. Hvad tænker du om det?

»At det er misforstået. Samtykke handler jo ikke om, at man skal skrive en kontrakt med en advokat til stede – det ville i øvrigt heller ikke virke, da man jo til enhver tid kan trække sit samtykke tilbage. Samtykke handler ikke engang om, at du skal spørge, før du tager en pige på røven. Det handler bare om at være opmærksom og følelsesmæssigt til stede i situationen. Hvis hun læner sig lidt frem, lægger hovedet på skrå og kigger på din mund, er der en god chance for, at hun gerne vil kysse dig.«

Faktisk det er slet ikke så svært, som det lyder, mener Lars Nielsen. Og ingen behøver at krakelere, hvis de tager fejl.

»Hvis du kysser hende, og hun siger stop, siger du: ’Jeg har mistolket dine signaler. Det må du sgu undskylde.’ Så er jeg ret sikker på, at alle er helt okay med det. Og så kan du gå videre og prøve, om der er en anden, der har lyst.«

Serie

Grænseland – samtaler med mænd om sex

I serien ’Grænseland’ taler vi med mænd om, hvad der sker, når seksuelle grænser overskrides.

Vi møder dem, der vedkender sig, at de har været – eller er – en del af problemet, men som nu ønsker at blive en del af løsningen.

Følg med i avisen og i en ugentlig podcast. Find ’Grænseland’ i iTunes, eller hvor du normalt henter dine podcasts.

Vil du fortælle din historie, så skriv til minhistorie@information.dk. Anonymitet er en mulighed.

Serien er støttet af Foreningen Roskilde Festival.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • June Pedersen
  • Karen Grue
  • Dennis Jensen
  • Maiken Guttorm
  • ingemaje lange
  • Eva Schwanenflügel
  • Katrine Damm
  • David Zennaro
June Pedersen, Karen Grue, Dennis Jensen, Maiken Guttorm, ingemaje lange, Eva Schwanenflügel, Katrine Damm og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maiken Guttorm

Der er nogle ting, der falder på plads ved at læse de her beretninger - særligt denne. Tusind tak for hele serien.

Dennis Jensen

Jeg er så træt af at se almenmenneskelig adfærd tilskrives mænd specifikt. For en lille uge siden var tv2 ude med en nyhed om, at der figurerer facebook grupper med tusinder af kvindelige medlemmer, der hyrer hinanden som "lokkedue" for at teste en kærestes loyalitet. Sociologen som skulle kommentere det snakkede selvfølgelig i generelle termer om jalousien i MENNESKET (ikke et specifikt køn). Det var sådan set også meget passende, selvom jalousi nok udtrykkes forskelligt af mænd og kvinder.

Jeg kender selv en pige, der forsøgte at score nogen ved ganske enkelt at spørge om hun måtte sove i personens seng .. Da han så ikke endte med at have sex med hende var hun møg fornærmet næste dag. Er det mons tro på grund af hendes køn? Nej vel. Det er fordi hun er et menneske. Forfatteren lader til at tro, at fordi han er født med en penis, så må han være indehaver af en særligt undertrykkende form for ejerskabs- og rettighedsfornemmelse. Har han overvejet at det handler om fuldstændigt normale - omend meget uheldige og ucharmerende - reaktioner, der findes i begge køn? Falder hele korthuset sammen, hvis vi ikke trygt kan tilskrive manden alverdens ondskab?

Pointen er at jeg gerne vil kunne åben en avis - digitalt eller fysisk - uden konstant at skulle fortælles hvor led og forfærdelig jeg er, fordi jeg har en penis. Når du er den udfarende part er det svært ikke at blive såret, hvis forsøget fejler. Uanset om du er mand eller kvinde. Det handler om individuel udvikling; at kunne tage sig selv i sine egne uretmæssige følelser og lære at acceptere en afvisning på en ordentlig måde. Det er svært - men det er det altså for begge køn, så hold nu op med det ynkelige selvpiskeri.

Så fri os dog fra de her """"oplyste""" mænd, der har indset at det er dem og deres køn, der er det store bæst i åbenbaringen.

Det er en enorm lettelse at blive ældre, så man ikke længere bliver viklet ind i alle mulige tilfældige mænds mening om ens krop. Tak til de mænd, som forstår det.

Niels Nielsen

"...den sære følelse af berettigelse, jeg nogle gange har følt i forhold til kvinders kroppe..."

Det kender jeg godt. Det er lidt ligesom at stå foran en stor afgrund og føle suget og trangen til at kaste sig ud. Nogle gange, når trangen eller "berettigelsen" er stor nok, skal man bare tage springet, i bedste fald viser det sig jo, at man kan flyve, og i værste fald er en ublid landing ikke noget, man dør af - selv om det selvfølgelig er ubehageligt at blive afvist.

Men der gælder det samme om afvisninger som om scoring generelt: Det er noget, man skal lære. At blive afvist af det skønneste væsen på jorden gør ondt, meget ondt, men den gamle sang er faktisk korrekt: Der kommer altid en pige og en sporvogn til.

Niels Nielsen

Karen Grue, vi ældre mænd er bare blevet mere diskrete. Fun fact: Da jeg var tyve kiggede jeg kun på kvinder mellem 15 og 30. Da jeg var fyrre så jeg kun på kvinder mellem 15 og 50. Nu er jeg over tres, og nu kigger jeg kun på kvinder mellem 15 og 70.

Faktisk finder jeg ældre kvinder mere attraktive end yngre, fordi jeg bilder mig ind at kunne se to kvinder på een gang: Den ældre, smukke kvinde, der udstiller sine erfaringer i sine smukke rynker, og den unge pige, som hun stadig er indeni.