Læsetid: 11 min.

»Selv om jeg i princippet kan lide naturen, og selv om jeg er vokset op med den som en del af mit liv og min families arbejde i generationer, er jeg ikke rigtig tryg ved den«

Da journalist Lasse Lavrsen blev skilt, fik han samtidig rotter i sit hjem. Et tegn på, at de små bæster kan fornemme svaghed, sagde rottefængeren. Nu er Lasse Lavrsens dobbelte ulykke blevet til bogen ’Rotter og skilsmisse’. I uddraget her rammer han en form for lavpunkt. Netop som han tror, at rotterne er besejret, viser skilsmissen sig at være et endnu mere sejlivet dyr
Jeg havde stadig hvid skjorte og slips på, da jeg tog de første dybe hvæs på verandaen og kiggede ud. Selv om jeg i princippet kan lide naturen, og selv om jeg er vokset op med den som en del af mit liv og min families arbejde i generationer, er jeg ikke rigtig tryg ved den, skriver Lasse Lavrsen

Jeg havde stadig hvid skjorte og slips på, da jeg tog de første dybe hvæs på verandaen og kiggede ud. Selv om jeg i princippet kan lide naturen, og selv om jeg er vokset op med den som en del af mit liv og min families arbejde i generationer, er jeg ikke rigtig tryg ved den, skriver Lasse Lavrsen

Lars Laursen

17. marts 2018

Det er statistisk bevist, at alle med nye løbesko, der løber rundt om Søerne i København, enten lige er blevet skilt eller er ved at blive det. Det mener jeg helt bestemt at have læst et sted, og i et forsøg på at løbe væk fra de døde rotter og genvinde fodfæstet var jeg personligt ingen undtagelse.

Godt på vej mod en mellemledermaraton, havde jeg allerede meldt mig ind i et af byens dyreste fitnesscentre for at vise mig selv, at jeg mente det alvorligt. Jeg havde endda fået mig en personlig træner: en blond 22-årig sexologi-studerende hos Joan Ørting, der havde brudt med sin indremissionske familie i Lemvig og nu tjente penge til sin uddannelse ved at træne fraskilte og arrangere ’nissepige-fester’ i julemåneden, så på den måde havde hun lavet et vist økosystem for sig selv. Hun virkede dygtig, selv om hun havde en del øvelser på sit repertoire, der mindede mere om psykologiske øvelser, der skulle få mig ’ned i min krop’, hvilket jeg fejlede eklatant i hver eneste gang.

Intimbarberet som julekugler

Der var flest helt unge mænd i centeret, som adskilte sig fra mig i den alder ved at være latterligt veltrænede og fuldkommen glatbarberede over hele kroppen, men jeg mødte gudskelov også en masse på min egen alder, der kæmpede lidt hårdere for tingene. Blandt andre mødte jeg en universitetsprofessor, som jeg kendte gennem en gammel ven. Han nærmede sig de 60 og var blevet skilt for anden gang, hvilket havde drevet ham i fitnesscenteret og bragt ham sammen med sit gamle rockband, der spillede syrerock fra 60’erne og 70’erne plus egne kompositioner.

Jeg mødte ham uden tøj på i en lille gang mellem badet og omklædningsrummet, hvor han kom gående i bar røv, med sit håndklæde rundt om nakken og hænderne i et fast greb om begge ender af det. Ligesom mig var han også begyndt at intimbarbere sig, kunne jeg se, men han var en ret behåret mand og havde tydeligvis ikke vidst, hvor han skulle begynde, og hvor han skulle slutte, så han havde kun barberet sine testikler, der nu stod skinnende blanke i en skov af hår som to ensomme julekugler på et juletræ. Han blev stående med håndklædet om nakken, mens vi talte. Det kræver selvtillid at kunne det, men han lød ikke sådan. Han lød ramt.

»Ja, det er sgu ikke sjovt. Heller ikke anden gang,« sagde han stille og trist.

»Næ, vænner man sig ikke lidt til det? Er det ikke sådan lidt som en forkølelse, som man går og snotter med i nogle uger, men man ved, at det går over?«

»Nej, det synes jeg egentlig ikke. Det er mere som sådan en kræftknude i hjernen, der er begyndt at vokse igen, og som prikker til nogle centre, der får dig til at gøre mærkelige ting.« Herfra talte vi om kun om intimbarbering og rockmusik.

Desperation

Personligt gjorde jeg en del, der retrospektivt forekommer mærkeligt, i den periode, og jeg besad en synlig desperation. Der var et hysteri i mig, som jeg hysterisk forsøgte at dække over. Ligesom jeg i mit forhold havde kæmpet som en sindssyg for at skjule, at jeg havde givet op, kæmpede jeg nu som en vild for at se rolig og tjekket ud. I virkeligheden var jeg bange.

Det var ikke kun andre, jeg forsøgte at overbevise. Det var også mig selv. En dag tog jeg mig i at have købt herreundertøj for 3.200 kroner i Illum, og allerede da den unge kvinde medfølende bippede det ind på kassen, vidste jeg, at det var helt forkert. Jeg købte skjorter, jakkesæt, solbriller og bukser så stramme, at de kunne bruges som prævention. Jeg kan dårligt nok skrive de her linjer, men jeg lod også håret gro, og en aften, hvor børnene sov, og jeg var helt alene, tog jeg en elastik fra køkkenskuffen og kørte den rundt om mit håndled. Så samlede jeg møjsommeligt mit hår, der lige akkurat kunne mødes i en lille tam kvast halvt oppe på baghovedet og nåede at tænke: »Ja, det ser sgu egentlig ok ud – du kan stadig bære det.«

Nogle gange sker det for mig – og det er kun en gang om året eller to – at jeg får øje på mig selv i spejlet. Altså, rigtigt ser mig. Det er, som om mit blik rækker gennem tiden og både ser på den ældre, den yngre og barnet Lasse Lavrsen. Når det sker, har jeg som regel en særlig ro og tilfredsstillelse og tænker: »Dér var du.« Det er ikke selvglæde, som jeg nu nok ellers excellerer i, men mere sådan en slags forbindelse til noget, der er ægte mig. Det var den følelse, jeg fik, da jeg så mig selv med kvasten, og med det samme vidste jeg, at jeg måtte til frisør.

Hjemmedyrket pot

Jeg begyndte også at dyrke pot. Jeg har ikke røget mere pot i mit liv, end det kan tælles på en fem-seks-syv hænder, men nu virkede det meget naturligt at komme rigtigt i gang, så jeg gik ned på Christiania og undersøgte markedet for hampefrø, som om jeg var en tur i planteland. Jeg plantede frøene, lod tingene gro, og det tog overraskende kort tid, før min terrasse lignede en gøglerurskov, og naboerne begyndte at kommentere det.

Efter et par videotutorials på hjemmedyrker.dk klippede jeg planterne, som man skulle, tørrede det i vindueskarmen, og en vindstille og bemærkelsesværdig lun efterårsaften, hvor jeg ikke havde børnene, satte jeg mig for at ryge de tørrede blade.

Jeg havde stadig hvid skjorte og slips på, da jeg tog de første dybe hvæs på verandaen og kiggede ud over mit lille stykke land. Det var en fin lille have, syntes jeg, men selv om jeg i princippet kan lide naturen, og selv om jeg er vokset op med den som en del af mit liv og min families arbejde i generationer, er jeg ikke rigtig tryg ved den. Jeg føler mig udsat i naturen. Jeg tror, det er det samme ubehag, som gør mig utryg ved rotter, og som var noget af det mest frustrerende ved min skilsmisse. Det er det ukontrollerede, det uregerlige og den gennemførte arrogance over for civilisationens orden. Jeg havde et desperat behov for orden og kontrol, og jo mere jeg forsøgte at få fod på tingene, jo mere gled mine faste holdepunkter i alle retninger.

En lyd i busken

Halvt inde i mine hjemmedyrkede urter hørte jeg pludselig noget pusle mellem nogle bregner. Jeg hostede lidt, sad stiv som en pind og lyttede igen. Det var for stort til at være en mus og for lille til at være en kat. Min første tanke var naturligvis rotter, men måske på grund af mit nyfundne talent som potdyrker, følte jeg mig slet ikke så ængstelig, som jeg ville have gjort før.

Noget tog ved mig, og jeg besluttede mig for at se, hvad der mon var ovre mellem bregnerne. Se dyret i øjnene og fortælle det, at denne her have var min natur, under min kontrol, og at her var der ingen plads til rotter. Bregnen stod lige under lygtepælen, så jeg behøvede ingen lygte, da jeg med en kultivator forsigtigt fjernede de store bregneblade. Mit hjerte hamrede i brystet på mig, og hver en fiber i min krop dirrede, men det hele faldt hurtigt sammen, da jeg så, at det var et pindsvin.

Det rullede sig ikke sammen, som det normalt ville gøre med mennesker så tæt på, hvilket straks fik mig til at tænke, om det mon var sygt. Det virkede underligt upåvirket af min grænseoverskridende adfærd, og i stedet var det, som om det kiggede vredt og irritabelt op på mig. Som om det sagde, »hvad vil du nu?« eller måske »kaos regerer her«. Det måtte have været et af de pindsvin, jeg havde set i parringslegen. Måske hunnen, tænkte jeg, der nu var blevet gravid og havde kvalme. Følte sig tyk og bare havde fået nok af pis. Hannen var skredet videre til andre villahaver, og nu stod hun her forladt og vred på hele verden. Det lød underligt i min mund, men halvhøjt sagde jeg alligevel »hov, undskyld« til det vrisne pindsvin. Jeg satte mig på jorden og lod mig glide bagover.

Skæv i græsset

Jeg lå på ryggen i græsset og kiggede op i stjernehimlen, der i min tilstand virkede uendelig og meget nærværende på én gang. Jeg ved godt, at jeg bare var skæv, og at virkeligheden flød over i noget andet, men for første gang i mange måneder følte jeg mig helt tryg der på det kølige græs. I lyset af gadelygten kunne jeg se en mindre flok sankthansoldenborrer – den store tykke flyvende bille, der lyder som et propelfly og flyver rundt i skumringen og leder efter en mage. Det tiltrækker som regel en del flagermus, der elsker de saftige kræ, og er en ulige kamp, skulle man tro, for oldenborren er tyk og langsom og flagermusen adræt og avanceret og har pattedyrenes hurtigste muskler.

Men oldenborren har ét våben, og det bruger den ret effektivt, kan man se, hvis man sidder i halvmørket i de sene sommermåneder – eller ligger skæv med ryggen i græsset i sin villahave og kigger op i himlen. I løbet af et splitsekund kan den med et hørbart smæld klappe sin krop helt sammen, gøre sig hård som sten og dykke med en hastighed, der kan matche flagermusens. Det er et dramatisk luftslag, der kan strække sig over timer, og i en rolig villahave giver det en underlig lyd af små propeller og ’klik’.

Jeg hepper på oldenborren, men selv om den kan være sjælden nu om dage, har den været et helt afsindigt plagedyr i hele Europa, hvor den for et par hundrede år siden kunne ødelægge hele høsten, dyrenes græsmarker og henlægge landet i en regulær fødevarekrise. Derfor begyndte man at organisere indsamlinger af billernes larver i landets sogne, og i 1887 lavede man i Danmark verdens største skadedyrsindsamling med fem milliarder oldenborrer. Man tog naturen tilbage. Tæmmede den. Jeg gled langsomt over i en slags søvn, mens jeg lå og fantaserede om, hvem jeg identificerede mig mest med – oldenborren, der beskytter sig ved at lukke sig sammen som en sten, eller flagermusen, der grådigt tager for sig af buffeten. Det føltes, som om græsset groede hen over mig. Som om jeg blev ét med naturen og gled sammen med min have.

Et helt fladt pindsvin

En time senere vågnede jeg med et sæt og frøs helt ind til benet. Jeg var tør i munden og sankthansoldenborren var væk. Nedkæmpet formentlig. Jeg følte mig komplet adskilt og fremmedgjort fra min græsplæne, der nu forekom mig kold og småborgerligt veltrimmet. Naturen gjorde mig igen utryg. Det var, som om jeg havde en hjelm af kød på hovedet, og udsat gik jeg tilbage til huset og smed resten af min høst i skraldespanden.

Dagen efter lå der et fuldkommen fladt pindsvin på den lidt større vej, der leder op til kvarteret. Dens små sorte fine øjne var trykket ud af hovedet på den, og den lignede ikke noget, der nogensinde havde været levende. Bugen var sprunget, indvolde og tarme lå mod den kølige asfalt og spillede i blå og røde farver i morgensolen. Der kom en fin lyserød hinde frem, den var mønstret i mangfoldige blå årer som et floddelta set fra luften. En skade sad og pikkede til det, men lettede, da jeg nærmede mig. Jeg følte en uforklarlig skam over det døde pindsvin, men var usikker på, om det var en følelse af lettelse, og at det var lettelsen, jeg skammede mig over.

Følelser, jeg troede, jeg kendte, kom ofte ud på andre måder og gjorde mig konstant usikker på mine reaktioner. Nogle var dyriske, uragtige, andre var iskold eksekvering som Patrick Bateman, men ingen af dem var på noget tidspunkt særligt oprigtige, hvilket betød, at jeg hele tiden skulle forholde mig rationelt til situationer, som var svære at fortolke. Det var svært. Nogle ting stod lysende klart, og andet var komplet uigennemsigtigt og uvirkeligt, og i det spænd – mellem følelser af uvirkelighed og en ekstrem virkelig virkelighed – udspillede store dele af den første tid af min skilsmisse sig. Mellem store tanker og følelser som sorg, savn, tvivl, angst, lettelse, kærlighed, glæde, had, skam, vrede over for en helt reel virkelighed, der insisterede på at vise sig med konsekvenser, boligforhold, søvn, børn og hjem, der skulle deles, forældre, der skulle orienteres, og arbejde, der skulle passes.

En forvirrende tid

Min ekskone og jeg kunne stå med alle mulige forståelser og bebrejdelser af hinandens utilstrækkeligheder og have krav om nærvær, nye chancer, mere parterapi, men ved enden af enhver af disse gnistrende skænderier eller småfilosofiske samtaler ventede konkrete og bøvede sætninger som: »Du skylder mig 800 for flyverdragten,« »det kan godt være du købte spisebordet, men det var en gave til mig,« eller »gassen er gået i lejligheden, og eftersom det er din, skal du komme og fikse det.«

Vi brugte utrolig mange kræfter på at forstå. På at forklare, placere skyld og retfærdiggøre. Hvad gik galt, hvem er vi, hvad var vi blevet, hvad var der tilbage, og hvad havde vi nogensinde været? Men uanset hvor langt vi kom ud i disse samtaler, var intet af det så rigtigt, så banalt og så komplekst, som det enkle svar, at jeg bare ikke kunne. Vi kunne ikke. Hvorfor findes der måske slet ikke noget klart svar på.

Vi søgte det rationelle og det præcise og forlangte svar, og derfor var det eneste, der stod tilbage, reelle fysiske forståelige krav: penge, børn, møbler. Det gjorde det til en følelsesmæssigt forvirrende tid, hvor man sjældent fik lov bare at føle én ting ad gangen eller for den sags skyld fik lov at føle ingenting. En forvirrende tid.

Lasse Lavrsen: ’Rotter og skilsmise’. 147 sider. 199 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu