I retten: »For tiden har jeg det stille og roligt på 12 øl om dagen«

Det handlede blandt andet om våbenbesiddelse og ni flasker whisky, da en 33-årig mand forleden stod tiltalt i retssal 39 i Københavns Byret
Moderne Tider
24. marts 2018
En 33-årig mand er tiltalt for fem forhold. Det alvorligste er ulovlig våbenbesiddelse.

En 33-årig mand er tiltalt for fem forhold. Det alvorligste er ulovlig våbenbesiddelse.

Mia Mottelson

Allerede ti minutter før sagen begynder i lokale 39 i Københavns Byret, sidder tiltalte P klar i vidneskranken. Og da den kvindelige retsformand beder P bekræfte sin fødselsdato, rejser han sig hurtigt op og nikker energisk.

»Bare sæt dig ned. Men du skal tage kasketten af,« siger hun.

P fjerner straks sin brune, uldne sixpence, så hele hans mørke halvlange hårpragt kommer til syne. De gråsprængte skægstubbe på kinderne er lange, og hans løse, hvide sweater trevler lidt i kanten.

P fortæller, at han er 33 år og bor i Københavns Nordvestkvarter. Han har hverken kone eller børn, men et stofmisbrug bag sig, som gør, at han har fået metadon i 10-15 år. Han drikker en del – mest øl.

»Hvis jeg begynder at drikke whisky, kan jeg ikke klare det efter et par uger, og så tager jeg en antabus. Men for tiden har jeg det stille og roligt på 12 øl om dagen,« siger han.

En fin, dyr økse

Han er sigtet for fem forhold. Det mest alvorlige er en overtrædelse af våbenloven sidste sommer. Derudover har han handlet med fire metadonpiller ved Hovedbanegården og stjålet ni flasker whisky fra Magasin til en samlet værdi af 5.265 kroner.

Forsvareren fremfører, at den tiltalte ikke har truet nogen eller haft til hensigt at bruge våbnet, og plæderer for frifindelse.

Forsvareren fremfører, at den tiltalte ikke har truet nogen eller haft til hensigt at bruge våbnet, og plæderer for frifindelse.

Mia Mottelson
Han bekræfter på dansk med let østeuropæisk accent, at han den 1. juli sidste år klokken 02 om natten befandt sig på Mændenes Hjem i Istedgade. I sin taske havde han en økse, som han havde købt samme dag i en friluftsforretning:

»Det er en meget fin økse, og dyr. Jeg er meget glad for den, og jeg fortæller om det til en af medarbejderne. Han vil gerne se den, og så viser jeg øksen til ham,« siger P og tilføjer:

»Det var nok lidt dumt af mig.«

Han lægger øksen tilbage i sin taske, og kort efter ankommer politiet. De konfiskerer øksen og anholder P.

Anklageren fremviser et billede af en økse med lakeret mørkebrunt træskaft.

»Ja, ja, det er sådan en. Håndlavet i Sverige,« siger P.

Forsvarer Knud Ravn Meden spørger venligt, hvad tiltalte havde tænkt sig at bruge øksen til.

»Til fisketure og i skoven. Man kan bruge den til at bygge et telt eller et bål,« siger P.

»Skal jeg forstå det sådan, at du er lidt af et naturmenneske?« spørger forsvareren.

P bekræfter, at han er glad for naturen og fotograferer meget.

27 tidligere domme

Han fortæller videre, at det var tilfældigt, at han var på Mændenes Hjem på vej hjem fra en bytur. Han kommer der tit, kender mange af medarbejderne, fordi han får udleveret medicin på stedet. Men han lavede ikke ballade.

»Var du ædru?« spørger forsvareren.

»Jeg havde nok drukket nogle øl. Ligesom i dag. Jeg har drukket seks øl, før jeg kom her. Det er min normaltilstand,« svarer P.

Han erkender købet af fire metadonpiller af en sælger ved Hovedbanegården. Tyveriet i Magasin indrømmer han også. For en sikkerheds skyld fremviser anklageren et grumset stillbillede fra et overvågningskamera:

»Ja, ja det er mig. Det er også samme hat,« siger P og peger på sin kasket.

Tiltalte har 27 tidligere domme, fortæller anklageren. De fleste for tyveri og handel med euforiserende stoffer. Men der er også to tidligere straffe for ulovlig våbenbesiddelse.

Forsvareren korrigerer. Han kan kun se en enkelt tidligere straf på listen, der handler om våben. Noget med en køkkenkniv i et S-tog.

P mumler for sig selv: »Og den har jeg siddet i fængsel for.«

Anklager, forsvarer og retsformand bladrer i papirer og slår op på computeren. Tiden går. Men det er vigtigt, om der er tale om anden eller tredje gang.

»Det hedder rod,« konstaterer Knud Ravn Meden, da retsformanden indlægger en pause, så anklageren kan få nærlæst straffeattesten.

Anklageren insisterer på, at den økse ikke havde noget at gøre på Mændenes Hjem, og kræver en frihedsstraf.

Anklageren insisterer på, at den økse ikke havde noget at gøre på Mændenes Hjem, og kræver en frihedsstraf.

Mia Mottelson
P benytter lejligheden til at løbe ned på gaden og ryge en smøg. Da han kommer tilbage, må den unge mandlige anklager konstatere, at han kun kan finde en enkel tidligere sag om våben. »Håbløst,« mumler han frem for sig selv.

Forsvareren er derimod fornøjet:

»Det er ligesom en fodboldkamp. Nu står det 2-0,« siger han.

Syv dages ferie

»Kan jeg få min dom nu?« spørger P utålmodigt i retning af retsformanden, mens hans ene fod vipper op og ned. Svaret er nej. Han må vente til efter de afsluttende bemærkninger.

Her lægger anklageren vægt på, at man ikke må gå rundt med en økse. Heller ikke i en taske:

»Hvis man er på vej hjem fra jagt eller fiskeri, er det en anden sag. Men den økse havde ikke noget at gøre på Mændenes Hjem,« siger anklageren, der kræver frihedsstraf og bøder for metadonsalget og whiskytyveriet.

Forsvareren derimod taler for frifindelse eller i hvert fald rettens mildeste afgørelse:

»En økse er en brugsgenstand, som kan købes og bruges helt lovligt. I sagen her er tiltalte en tur forbi Mændenes Hjem og har småpralet lidt. Hans hensigt har ikke været at true eller anvende øksen som våben.«

Mens dommerne voterer siger Knud Ravn Meden formanende til sin klient:

»Fra nu af er der ikke noget med at knive eller andre våben på offentlig gade.«

P nikker:

»Det var slet ikke meningen,« siger han.

Dommerne kommer tilbage med en ubetinget fængselsstraf på syv dage.

»Vi mener, du er skyldig i alle forseelser. Derfor skal du have en frihedsstraf, men i den lave ende. Du har tidligere lavet mange tyverier, og det kan ikke blive ved med at gå. På den anden side var tyverierne hverken avancerede eller af stor værdi,« siger retsformanden.

Derudover skal P betale sagens omkostninger og en erstatning til Magasin.

»Der venter en ferie til dig på syv dage,« siger forsvareren, da han giver sin klient hånden. P. nikker, trykker kasketten ned over håret og skynder sig ud.

I retten

Hvert år afgør de danske domstole titusindvis af sager, hver med sin egen bagvedliggende historie. Ofre, gerningsmænd – almindelige mennesker i dramaer, der er for små til at blive til avisoverskrifter, men som vores retssystem må tage hånd om. Information følger hver uge en retssag fra tilhørerbænken.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg har det sgu også ok på en 10-12 bajere om dagen, og husker at lade være med at tage min kvalitets-økse med, når jeg skal ned og hente dem;)

Eva Schwanenflügel

He he.. ;-)