Den sidste jøde i Egypten

Ligesom så mange andre af Kairos bygninger ligner det nærmest, at Shaar Hashamayim-synagogen er blevet støbt i det gulbrune, smoginficerede Sahara-støv, som lægger sig alle vegne i den egyptiske hovedstad, men klemt inde mellem downtowns forfaldne franskinspirerede arkitektur skiller bygningen sig alligevel ud. Bygget i nyfaraonisk stil ligner den et massivt tempel fra oldtiden, der måske er tænkt som en påmindelse om, at Moses engang var prins af Egypten, og at nogle af verdens ældste jødiske samfund har boet langs Nilen.

Da synagogen blev bygget i begyndelsen af 1900-tallet, var det den største bygning på Sharia Adly, én af det centrale Kairos travleste og mest trafikerede gader.

Det fortæller Magda Haroun, den 65-årige leder af The Jewish Community Council of Cairo, Kairos jødiske samfund, mens hun zigzagger målrettet gennem downtowns trafikkaos, så hendes guldøreringe og grå hestehale dingler.

»Den her enorme bygning stod bare helt for sig selv midt i gaden,« siger hun.

»Det siger lidt om, hvor trygge jøderne følte sig dengang – at man byggede så stor en konstruktion midt i centrum af byen.«

I dag er bygningen indhegnet og under konstant politibevogtning. Fire tilbagelænede betjente ser dvaskt op på mig, da jeg går igennem afspærringens metaldetektor, som ikke virker til at være tilsluttet elektricitet.

Da Magda Haroun kommer til syne, retter de sig op og hilser ærbødigt.

»Salam alaykum.«

»Wa alaykum as-salaam.«

Da vi for et øjeblik siden talte sammen på hendes kontor, var hun åben og jokende. Ude på gaden virker hun pludselig utilnærmelig.

Shaar Hashamayim betyder ’porten til himlen’, og det er Magda Haroun, der har nøglen. Udover at hjælpe det aldrende trossamfunds medlemmer med social og sundhedsmæssig støtte er det også hendes opgave at værne om vedligeholdelsen af Kairos jødiske kulturarv.

Nøglen er virkelig stor og har et skaft, der er formet som den palme, der er de egyptiske jøders ældgamle symbol. Et symbol, man før i tiden så mange steder i Kairo – blandt andet på mange af de næsten 80 synagoger, der engang lå her.

Indtil midten af det 20. århundrede boede der 80.000-120.000 jøder i Egypten. I dag er der, ifølge The Jewish Community Council of Cairo, otte tilbage: tre i Alexandria og fem i Kairo. Og Magda Haroun er den eneste, der er under 80 år.

»Det kommer til at ophøre. Ligesom jødiske samfund i andre lande. Der kommer snart ikke til at være flere jøder i Egypten,« siger hun.

»Men vi efterlader os en betydningsfuld arv. Synagoger, biblioteker, masser af bøger. Og vi efterlader historien,« siger hun, inden vi går ind ad synagogens port.

Importeret europæisk antisemitisme

Egypten har i årtusinder været beboet af forskellige jødiske folkeslag og har blandt andet været tilflugtssted for de sefardiske jøder, der blev fordrevet fra Spanien og Portugal i 1400-tallet, og for mange af de østeuropæiske ashkenazijøder oven på de russiske pogromer i 1800- og 1900-tallet.

Da den europæiske antisemitisme eskalerede i det 19. og tidlige 20. århundrede, blomstrede de jødiske samfund i Egypten, hvor jøder havde stor indflydelse på egyptisk kulturliv og besad parlaments- og ministerposter.

»Egypten plejede at være så mangfoldigt! Og det var tiltalende – østeuropæere, armeniere og italienere flygtede hertil fra krig og forfølgelse. Den mangfoldighed har skabt det moderne Egypten,« siger Magda Haroun.

Spørger man den jødisk-egyptiske seniorforsker i statskundskab Meir Masri, der underviser ved The Hebrew University i Jerusalem, er antisemitisme også et forholdsvist nyt fænomen i Egypten. Trods fordums tolerance oplevede minoriteter bestemt diskrimination – men indtil midten af det 20. århundrede gjaldt det bare ikke særligt jøderne, siger han.

»Da antisemitismen begyndte at dukke op i Egypten, var det med importerede stereotyper fra Europa: at jøder elsker penge, kontrollerer bankerne og er potentielle spioner. Dem fandt man ikke tidligere i Egypten men derimod i f.eks. Frankrig og Tyskland,« siger Masri, der selv er opvokset i Frankrig og Israel, efter at hans familie migrerede fra Egypten, da han var barn.

De nuværende antisemitiske stereotyper begyndte først for alvor at optræde i Egypten, i takt med at visse egyptiske nationalister allierede sig med europæiske fascister i kampen mod den britiske besættelsesmagt i Egypten.

»Du kan f.eks. se på karikaturen af jøden med den store næse, at den er importeret – for det gælder jo de fleste mennesker i Mellemøsten, at vi har store næser!« siger Meir Masri og griner.

Ahmed Hayman

Fædrelandet før alt

Diskriminationen af jøder voksede med Det Muslimske Broderskabs frembrud i 1930’erne, men ifølge de fleste studier var det stadig et ret begrænset fænomen, indtil staten Israels oprettelse i 1948 og de efterfølgende israelsk-arabiske krige.

I løbet af 1950’erne tog mistænkeliggørelsen fart, og det kulminerede med Suez-krisen i 1956, da den egyptiske regering udviste tusindvis af jøder og konfiskerede deres ejendele. I løbet af de efterfølgende to år forlod op mod 25.000 jøder landet.

Dengang var Magda Haroun et skolebarn, og hun husker, hvordan venner og klassekammerater pludseligt forsvandt.

Hele hendes udvidede familie forlod Egypten i årene, der fulgte. Men Magdas far, Shehata Haroun, var glødende patriot og forsvor, at hans kone og børn skulle forlade Egypten. Oveni at være jødisk var han også en kendt kommunistisk aktivist og kombinationen sendte ham ofte bag tremmer, hvor Magda besøgte ham.

Men det var ikke den højeste pris, familien betalte for at blive i Egypten. I 1954 fik Magdas dengang 4-årige søster Mona konstateret leukæmi, og lægerne sagde, hun var nødt til at komme til Frankrig for den nødvendige behandling. Da Shehata Haroun ansøgte om rejsetilladelse, fik han at vide, at rejsen ville koste familien dens egyptiske statsborgerskab og retten til at vende tilbage. Det ville han ikke tillade, familien blev, og Mona overlevede ikke. Det hørte Magda Haroun aldrig sine forældre tale om.

Bebrejder Israel og de arabiske lande

Inden vi går ned til Shaar Hashamayim-synagogen, besøger jeg Magda Haroun på hendes advokatkontor.

Det var faderen, der opstartede det i 1939. På en gylden piedestal ved indgangen står hans mørkerøde tarboush stadig udstillet, og på endevæggen hænger der fem sort-hvide portrætter af ham.

»Han lærte mig at respektere og holde af mennesker, uanset deres baggrund. Og han lærte mig at elske mit land,« siger hun.

Under Seksdageskrigen i 1967 meldte faderen sig som frivillig på egyptisk side, selvom det betød, han kunne risikere at skyde på de medlemmer af hans egen familie, der var migreret til Israel. Men i stedet for at blive sendt til fronten blev han fængslet som led i en bølge af arrestationer af minoriteter og oppositionsmedlemmer i krigsdagene.

Shehata Haroun var stor modstander af ideen om skabelsen af en jødisk stat i Israel. Omkring Israels oprettelse var det faktisk ikke et standpunkt, han stod alene med, men derimod holdningen blandt store dele af jøderne i de arabiske lande, og i Kairos gader sloges jødiske kommunister og zionister.

Faderens politiske overbevisning har altid fyldt meget for Magda Haroun og gør det stadig i dag. Da hun var barn, kaldte hendes skolelærer jøder for ’hunde’ i en undervisningstime. Hun gik i protest, og da hun ulykkelig kom hjem og fortalte det, svarede faderen, at hun skulle huske på, at børn i Israel også får at vide, at arabere er hunde.

»I årevis har al mulig propaganda blandet jødisk religion, israelsk statsborgerskab og zionisme sammen,« siger Magda Haroun og tager en lille og tynd cigaret frem og placerer den i et cigaretrør. Hun tænder den og taler, mens hun puster røg ud fra det første hvæs.

»Jeg håber virkelig ikke, noget lignende kommer til at ske for andre trosfællesskaber. For det er os, der betaler prisen!«

Magda Haroun kalder stadig ideen om en stat funderet på religion for »racistisk«. Selvom meget af hendes familie i dag bor i Israel, har hun aldrig besøgt landet og nægter at gøre det, indtil palæstinensernes rettigheder overholdes.

»Jeg bebrejder både zionismen og de arabiske lande for de egyptiske jøders ulykke. For de arabiske lande forsynede Israel med mennesker på grund af de politikker, de indførte mod jøder. De gav køb på den mangfoldighed, der kendetegnede dem,« siger hun.

Historien står tilbage

Der findes stadig 12 synagoger i Kairo, og mange har en rig historie. Tag f.eks. Ben Ezra-synagogen, der kan dateres til før Islams stiftelse. Ifølge det lokale sagn er den opført, hvor Faraos datter fandt Moses mellem sivene. Det var desuden her, i bygningens aflukkede genizah, at man fandt verdens største samling af dokumenter fra Middelalderen, som beskriver jødisk kultur og historie fra 800-tallet og 1000 år frem.

Besøger man synagogen i dag, finder man ingen bedende men derimod en betydelig mængde turister.

Ahmed Hayman

Siden Magda Haroun for fem år siden blev leder af Kairos jødiske samfund, har det været hendes ambition at åbne trossamfundet og dets kulturarv for offentligheden – og allerhelst for Kairos befolkning.

»Folk er vokset op ved siden af alle de her synagoger, og de har aldrig været indenfor! Mine forgængere var ikke så åbne over for resten af samfundet. Men nu åbner vi så mange som muligt. Så folk kan se, at det her er en del af deres historie,« siger hun.

Den sidstes ansvar

Ikke så langt fra Ben Azra-synagogen ligger verdens næstældste jødiske gravplads. Omkringliggende slumbebyggelser er vokset ind over området, og den mur, som Harouns forgænger fik opsat for at skærme den lille del af gravpladsen, der var tilbage, er blevet brudt ned for at gøre plads til afløbsrør, der nu har oversvømmet store dele af området med kloakvand.

Kairo ser nogle steder ud til at sluge sin jødiske historie. Men det er essentielt for Magda Haroun, at kulturarven forbliver i landet. Da en jødisk organisation fra Brooklyn forsøgte at få jødiske artefakter fra Egypten til USA afviste Harouns forgænger, Carmen Weinstein, det bistert og sagde, at »det svarer til at, Egypten også skal rive pyramiderne og templet i Luxor ned, fordi der ikke er nogen faraoer tilbage«.

Siden er det lykkedes at få synagogerne registreret som egyptiske antikviteter, så staten er forpligtiget til at bevare dem.

Men det er et overvældende ansvar at være den formentlig sidste leder af det jødiske samfund, synes Magda Haroun.

»Jeg har et ansvar over for de jøder, der har boet i Egypten. Jeg vil have, at de bliver husket, og at de bliver husket for alle de ting, de har udrettet.«

Hun beskriver, hvordan egyptiske jøder tippede den egyptiske præsident Nasser om, hvordan Israel planlagde at angribe Egypten under Suez-krisen i 1956, men at de alligevel blev beskyldt for at være spioner og efterfølgende udvist.

»Så jeg vil gerne give dem genoprejsning,« siger hun.

Men skal det lade sig gøre, gælder det om at række hånden ud til resten af samfundet.

»Det nytter ikke at bygge en betonmur rundt om gravpladsen, sådan som Israel har gjort for at holde folk ude,« siger hun.

Revolutionen har forandret de unge

Magda Haroun har i stedet åbnet flere af de ubenyttede synagoger for danse- og teateraktiviteter for lokale børn og unge og ladet Kairos gamle jødiske velgørenhedsorganisation hverve muslimske og kristne frivillige, som laver tværreligiøse arrangementer og studiekredse om landets mangfoldige historie.

»I begyndelsen havde vi en sikkerhedsvagt, der var meget bekymret, for det her ene sted bliver bare kaldt ’synagogen’. Men folk er virkelig interesseret og melder deres børn til aktiviteter. Jeg ønsker ikke, at de her steder skal være lukkede og blive til ruiner. Hvis de tjener samfundet, så vil samfundet også bevare dem,« siger hun.

Selvom landets jødiske samfund snart er fortid, tror Magda Haroun på, at Egyptens yngre generationer vil beskytte dets arv.

»Især efter revolutionen har den unge generation indset, at der findes en anden historie, end den de er blevet lært,« siger hun.

Har vænnet sig til tanken

Tilbage ved Shaar Hashamayim-synagogen i Kairos centrum har Magda Haroun nu lukket os ind i dens store sal. I hver side hænger en marmortavle, hvor navnene på de familier, der har bidraget til synagogens konstruktion og vedligeholdelse, er indskrevet på hebræisk. Det er folk, der også har haft stor indflydelse på Kairos kunstmuseer, stormagasiner og banker.

»Jeg kan huske, hvordan det var at komme her med min bedstefar. Jeg kan huske at sidde ovre i den side.«

Hun peger over imod synagogens mahognibænke til højre for bimahen, hvorfra toraen engang blev læst højt dagligt.

»Og jeg løb rundt og legede med de andre børn her. Min bedstefar døde, da jeg var ti år, og så stoppede vores familie med at komme her. Men her var mange mennesker dengang.«

Magda Haroun åbner skabet til synagogens flere hundrede år gamle toraruller. Der afholdes ikke længere gudstjenester her, men de tilbageværende fem jøder i Kairo mødes til højtiderne, hvor de skiftes til at sige kiddush-bønnen.

»I begyndelsen, da jeg lige var blevet leder af det jødiske samfund, blev jeg virkelig oprevet og ked af det, når jeg kom her. Men nu er jeg ved at vænne mig til ideen om, at bygningen er tom,« siger Magda Haroun.