Analyse
Læsetid: 3 min.

I en #SoMe-tid er en storkonflikt et oplysningsprojekt

Det tegner til storkonflikt mellem 750.000 offentligt ansatte og arbejdsgiverne i stat, regioner og kommuner. I en offentlig storkonflikt vil fagforbundene være afhængige af sympati i offentligheden. Men hvad er det for en offentlighed, og hvordan skal de faglige organisationer navigere i den?
Under en storkonflikt i det offentlige er befolkningens sympati langt mere afgørende end i konflikter på det private arbejdsmarked.

Under en storkonflikt i det offentlige er befolkningens sympati langt mere afgørende end i konflikter på det private arbejdsmarked.

Jens Astrup/Ritzau Scanpix

Moderne Tider
10. marts 2018

For første gang nogensinde trækker det op til storkonflikt mellem parterne på det offentlige arbejdsmarked. Og den vil få en helt anden karakter end de kendte private storkonflikter.

Når arbejdstagere nedlægger arbejdet på det private arbejdsmarked, så stopper produktionen i virksomhederne, der dermed rammes på indtjeningen. Strejkevåbnet er netop så effektivt i privat regi, fordi virksomhedsejerne lider økonomisk under en konflikt. Det er ikke tilfældet på det offentlige arbejdsmarked, da den offentlige sektor finansieres gennem skatteopkrævning.

Kun hvis regeringspartierne kan se frem til at lide politisk ved et lovindgreb, er der håb for de offentligt ansatte. Da der skal være valg senest juni 2019, sætter forbundene deres lid til, at regeringen ikke vil tryne dem af frygt for vælgerflugt. I en storkonflikt vil de offentligt ansatte derfor på afgørende vis være afhængige af, at de kan hente støtte i den brede befolkning, og derfor er det store spørgsmål, hvem der kan vinde kampen i offentligheden.

Strukturændringer i offentligheden

Ikke bare arbejdsmarkedet har ændret sig gennem de sidste årtier. Offentligheden er også undergået  voldsomme strukturforandringer, som har konsekvenser for fagforbundenes mulighed for at vinde støtte i en konflikt.

I arbejderbevægelsens storhedstid var den repræsenteret ved tre strenge: partiet (Socialdemokratiet), fagforeningen og kooperationen. Sidstnævnte dækkede blandt andet over en bred vifte af kooperative produktionsvirksomheder, forsikringsselskaber (ALKA), brugsforeninger (FDB) og bankvæsen (Arbejdernes Landsbank). Dette proletariske ’parallelsamfund’ i det borgerlige samfund inkluderede også det fænomen, som Oskar Negt og Alexander Kluge har kaldt en »proletarisk modoffentlighed«, bl.a. institutionaliseret gennem oplysningsforbund og den socialdemokratiske partipresse.

I den proletariske modoffentlighed kunne fagbevægelsen kommunikere og koordinere mål og midler og formidle det tørre og tekniske faglige stof, mens den sammen med det fintmaskede net af arbejderinstitutioner sikrede den faglige og politiske disciplin, så fagbevægelsen i udgangspunktet kunne regne med automatisk opbakning fra sine medlemmer og politisk ligesindede i konflikter.

Denne treenighed gik dog gradvist mere i opløsning op gennem det 20. århundrede, og den stadigt svagere position, som fagbevægelsen i dag står i, er i høj grad et resultat af, at dette proletariske parallelsamfund er fragmenteret i forskellige lønmodtagergrupper med vidt forskellige indkomstniveauer, værdier og politiske overbevisninger.

Den proletariske modoffentlighed er i dag helt forsvundet. De store private mediehuse har i dag hverken tilknytning til eller nogen særlig sympati for fagbevægelsen, og fagforbundene står derfor reelt uden venligtsindede platforme, der kan hjælpe med at kommunikere og hente støtte i den bredere befolkning.

Storkonflikt som oplysning

Den helt store udfordring for forbundene er imidlertid, at de i dag ikke blot skal vinde kampen om befolkningens gunst i en indifferent eller fjendtligt stemt konventionel medieoffentlighed.

De skal også vinde kampen i en digital offentlighed, hvor – mere eller mindre outrerede – meninger bliver stadigt mere strukturerende for den offentlige debat på de sociale medier, og hvor tørre teknikaliteter – f.eks. om de komplicerede spilleregler mellem arbejdsmarkedets parter, såsom nødvendigheden af at bibeholde troværdigheden af strejkevåbnet, den gensidige afhængighed i lønudviklingen på det offentlige og det private arbejdsmarked, og hvordan selvfølgelige rettigheder som barsel og seks ugers ferie skyldes en århundredelang faglig kamp – får stadigt mindre plads og opmærksomhed.

Så hvad skal fagbevægelsen gøre?

Hvis fagbevægelsens store problem er, at befolkningen mangler forståelse for nødvendigheden af  kollektiv faglig organisering til at sikre lønmodtagerrettigheder, så stilles konfliktperspektivet i et nyt lys: I så fald tjener storkonflikter ikke blot et strategisk formål som et led i et forhandlingsspil med arbejdsgiverne; det tjener også et grundlæggende oplysningsformål over for egne medlemmer og den bredere befolkning, idet strejker og lockout uafværgeligt trænger igennem den resistente konventionelle og digitale offentlighed og bringer den latente grundkonflikt mellem arbejdstagere og arbejdsgivere frem til overfladen.

Storkonflikter bidrager således indirekte til at vise, at dagens lønmodtagerrettigheder har rødder i fortidens faglige organisering og konflikt, og hvordan de også fremadrettet afhænger af samme.

Måske er det allerede et centralt bagvedliggende hensyn for de offentlige fagforbund – ja, måske er det ligeså meget dette oplysningsformål som konkrete uenigheder omkring forholdet mellem offentlig og privat lønudvikling og betalte frokostpauser, der har ført til sammenbruddet i forhandlingerne. Det vil i så fald være et fuldkomment legitimt hensyn at tage for den faglige kamp i en #SoMe-tid.

 

Serie

Overenskomstforhandlinger 2018

Lærernes arbejdstid, løn, betalt frokostpause og musketered er nogle af de ting, der er på spil, når der forhandles nye overenskomster for de cirka 750.000 offentligt ansatte i stat, kommuner og regioner.

Ifølge køreplanen skulle aftalerne være på plads ved udgangen af februar og i løbet af marts sendt ud til urafstemning blandt medlemmerne i de enkelte fagforbund. Det skete ikke, og parterne er nu i Forligsinstitutionen. Senest har staten, regionerne og KL varslet lockout som modsvar til fagbevægelsens konfliktvarsel.

Seneste artikler

  • Aftalen er en skuffelse for lærerne. Men den er bedre end en ny konflikt

    5. juni 2018
    Selv om det helt centrale krav om en ny arbejdstidsaftale ikke er blevet indfriet, har et stort flertal af lærerne stemt ja til en ny overenskomst. Alternativet var en ny konklikt, og det havde alligevel ikke nyttet noget, forklarer lærer Jonna Andersen fra Tune Skole, der fodslæbende har stemt ja
  • Lærerne har valgt en ny vej

    5. juni 2018
    Lærernes ja til overenskomstforliget er et presset og lunkent ja. Men det er godt for den offentlige sektor, hvis kompromiser kan afløse drama ved forhandlingsbordene
  • Lærer: Derfor stemmer jeg nej til OK18-aftalen

    31. maj 2018
    Anders Bondo Christensen har kæmpet en sej kamp for os medlemmer, men jeg er ikke enig i hans beslutning om at indgå en aftale om en kommission uden beslutningskompetence
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

Det er fint nok at få bragt den latente grundkonflikt mellem arbejdstagere og arbejdsgivere frem til overfladen, og det er jo ret åbenlyst, hvem de to konfliktende parter er på det private arbejdsmarked.

Når det drejer sig om offentligt ansatte som arbejdstagere, er det jo et ret komplekst spørgsmål, hvem deres modpart som arbejdsgivere egentlig er, og det vil føre til en meget mudret diskussion om, hvilke værdier og interesser der er på spil for hvilke grupper i samfundet i en sådan konflikt.

Vi har en forholdsvis stor offentlig sektor i Danmark, og dem, som de offentligt ansatte er i konflikt med, og som arbejdsgiverne repræsenterer, må vel så være dels dem selv, som en stor gruppe i samfundet samt dem, der er ansat på det private arbejdsmarked, og endelig dem, der er uden for arbejdsmarkedet.

I stedet for at bringe den latente grundkonflikt mellem arbejdstagere og arbejdsgivere frem til overfladen, egner en storkonflikt mellem offentligt ansatte og deres arbejdsgivere sig vel snarere til en bringe op til overfladen, hvilke værdier og interesser vi som samfund har i en velfungerende offentlig sektor.

Karsten Lundsby, Bjarne Bisgaard Jensen og Søren Kristensen anbefalede denne kommentar

Lønninger i staten er en ulden ting. Der er virkelig mange super uddannede, højtlønnede ledere, og medarbejdere, mens folk længere nede får meget lave lønninger. Eksempelvis som underviser på SOSU, hvor lønnen som dansklærer fra 11-14 lå betragteligt under lønnen som folkeskolelærer. Tusindvis af kroner hver måned faktisk. Samtidig blev der udbetalt meget store lønninger og bonusser til den store gruppe af ledende medarbejdere. Så hold fast derinde, uanset deres årstaludgangspunkt.

Kim Houmøller, Flemming Berger, Karsten Lundsby og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Henning Egholk

Den offentlige sektor er en meget vigtig spiller i et velfungerende højeffektivt demokratisk samfund! Jeg arbejder i Sundhedssektoren som sygeplejerske og har været igennem knap 20år hvor effektivitets/produktionskravet fra ledelsen har været 2% pr. år. Vi har leveret, uden at normeringer er øget. Samtidig er kompleksitet på patienterne øget, ligeledes har demografien betydet mange flere ældre patienter. Vi har været udsat for direkte nedskæringer og ansættelsesstop grundet mangelende styr på økonomien! Vi holder af vores arbejde og møder glade på vagt året rundt uanset om det er weekend eller helligdag. For vores kvindedominerede gruppe afdækkede en lønkommission for år siden, at lønefterslæbet (fra 1969-) er på ca.17%. Dem har vi stadig tilgode!! Efter nu flere overenskomster med behersket lønfremgang er tiden nu inde til vi får en mærkbar reallønsfremgang. Økonomien er i vækst. Faldende arbejdsløshed. Øget produktion og eksport. Kort sagt går det rigtig godt. Spørg bare Lars Løkke. Samtidig synes jeg også at det er på sin plads med den anerkendelse af Sundhedssektorens indsats som jeg ikke føler politikerne vedgår sig. PS mit område er livsvigtigt og IKKE udtaget til strejke.

Jesper Sano Højdal, Vivi Rindom, Helene Kristensen, Karsten Lundsby, John Christensen, Anders Reinholdt, Henriette Bøhne, Eva Schwanenflügel og Marianne Ifversen anbefalede denne kommentar
John Christensen

Det skal jo kunne betale sig at arbejde (frit citeret efter statsminister - Lars Løkke Rasmussen).

Så er det bare om at imødekomme lønmodtagernes berettigede og rimelige krav - LLR & Co.

Alf Bjørnar Luneborg

Arbeidere som streiker har alltid rett.