»Har du haft en finger oppe i hendes vagina?«
»Ja.«
»Hvor langt kom du ind? Første led af fingeren?« spørger den kvindelige anklager og holder en finger i vejret.
Tiltalte M sukker.
»Det er over otte måneder siden. Jeg husker det ikke helt præcist.«
Tiltalte er en spinkel, mørkhåret 31-årig mand med briller. Den ternede skjorte under en blå pullover er knappet helt op i halsen. Han er midtvejs i sin forklaring om, hvad der forgik i hans lejlighed i København klokken 03 om natten i april sidste år. Han er tiltalt for at have skubbet kvinden Linda ned på sin seng og trods hendes protester have tiltvunget sig samleje. Han nægter sig skyldig. Anklageren kræver to års fængsel.
M og Linda møder hinanden på datingapp’en Tinder og aftaler at mødes den 1. april om aftenen på en bar. De drikker vin og går videre på en anden bar, hvor de kysser. Senere tager de på en tredje bar for at danse.
»Var du tiltrukket af hende?« spørger anklageren.

Anklageren vil have tiltalte idømt to års fængsel. Flirt og kys er ikke samtykke til sex, siger hun.
»Ja, det var gensidigt, og det var hende, der tog initiativet til at kysse mig,« siger M.
’Jeg var skuffet’
Han tilbyder, at hun kan overnatte i hans lejlighed. De cykler hjem og drikker vin. Hun opdager, at hun har glemt sin telefon på en bar. Men de ender på sengen, hvor de rører ved hinanden »på de intime områder«, fortæller han.
»Har du fastholdt hende?« spørger anklageren.
»Jeg har ligget oven på hende. Men jeg har aldrig holdt hende fast.«
Han trækker hendes trusser til side, har fingeren inde i hende og giver hende oralsex, da hun pludselig samler benene og siger, at hun vil hente sin telefon.
»Blev du sur?«
»Jeg var skuffet,« medgiver han.
Efter at hun var gået, var han sulten, fortæller M. Han laver pasta, onanerer og går i seng.
»Tørrer du sæden af?« vil anklageren vide.
»Ja, med en serviet.«
Grædende vidne
Linda har langt, lyst hår, der ligger som en vifte ud over hendes sorte bluse. Tiltalte er flyttet hen bag i lokalet, så hun ikke kan se ham, mens hun afgiver forklaring.
De havde en god aften sammen, fortæller hun. De flirtede og kyssede. Og hjemme i hans lejlighed drak de vin:
»Så prøvede han at kysse mig. Men det føltes forkert. Jeg drejede hovedet væk, men han blev helt sort i blikket og skubbede mig ned i sengen. Han holdt min ene arm fast, jeg forsøgte at dække mig med den anden hånd imellem benene.«
Lindas stemme bliver mere stille. Næsten sprød:
»Jeg siger, at jeg ikke vil, men han trænger ind i mig hurtigt og kort. Jeg græder. Så skubber han mig ned fra sin seng og siger, at jeg burde vide, hvad der ville ske.«
Linda græder nu. Hendes veninde på tilskuerpladserne snøfter også.
Forsvarer Kaare Traberg Smidt tager over. Han borer i, at Linda til politiet har sagt, at »hun lod ham gøre det«. Det kan hun ikke huske.
»Da han presser sin penis ind i din vagina, og du skreg ... Hvad tror du, hans tanke er i det øjeblik?«
Den kvindelige retsformand bryder ind:
»Det er lidt svært for vidnet at vide.«
Forsvareren spørger i stedet:
»Tror du, han er klar over, at der er sket noget dårligt?«
»Ja, jeg tror, han gik i panik, fordi jeg var så oprørt.«
Linda græder mere nu.
»Jeg synes, det ville være på sin plads med en serviet,« siger forsvareren. Linda får en Kleenex.
»Skal vi holde en pause?« spørger Traberg Smidt.
Hun ryster på hovedet. Efter næsten to timers forklaring går hun og kommer ikke tilbage.
’Flirt og kys er ikke samtykke’
Sagens sidste vidne er retsgenetiker og biolog Hans Jakob. Han lader rygsæk og cykelhjelm dumpe ned på gulvet, hvorefter han tålmodigt forklarer, hvad der gemmer sig bag de tekniske udtryk i de fire retsgenetiske erklæringer: Der er ikke fundet dna fra Linda på tiltaltes penis. Men både ved indgangen og inde i hendes vagina er der dog fundet materiale, som sandsynligvis stammer fra tiltalte.
Kan tiltalte have haft sin penis oppe i Linda uden at afsætte biologiske spor, vil anklageren vide. Det er muligt, svarer retsgenetikeren.
»Og kan man fjerne biologisk materiale?« spørger anklageren, med henvisning til at tiltalte har tørret sig af. Det bekræfter Hans Jacob.
Forsvareren derimod er interesseret i at vide, om dna kan transporteres flere gange fra et sted til et andet ved eksempelvis hud til hud kontakt.
»Det kan lade sig gøre. Men for hver overførsel sker der et voldsomt tab af effektivitet,« siger retsgenetikeren.

Forsvareren kalder kravet om to års fængsel for ude af proportioner.
I proceduren kalder anklageren sagen særlig svær, fordi det er et spørgsmål om vidnernes troværdighed. Hun ser dna-sporene som bevis på, at M har haft sin penis oppe i Linda, selv om han påstår det modsatte. Og hun understreger, at Linda havde ret til at sige fra:
»Flirt og kys er ikke samtykke til sex,« siger anklageren.
Forsvareren kalder i sin procedure kravet om to års fængsel for ude af proportioner:
»Det her er ikke en tidligere straffet, frådende voldtægtsmand. Det er en ustraffet studerende.«
Linda har været med på at flirte, kysse og kæle, påpeger han. Indtil hun siger stop:
»Det er hun i sin fulde ret til. Men hun gør det først, da de har lagt sig på sengen og rører ved hinanden,« siger Kaare Traberg Smidt.
Det er blevet sen eftermiddag, da de tre kvindelige dommere trækker sig tilbage for at votere. Efter kun 20 minutter kommer de tilbage. De har ikke fundet anklagen om voldtægt tilstrækkeligt bevist, og M bliver frifundet. Han græder af lettelse, og Kaare Traberg Smidt klapper ham på ryggen. Han har også tårer i øjnene.
»Det var kamp til stregen,« siger forsvareren til anklageren, da han giver hende hånden til farvel.
Forurettedes navn er ændret i artiklen. Redaktionen er bekendt med hendes rigtige navn
I retten
Hvert år afgør de danske domstole titusindvis af sager, hver med sin egen bagvedliggende historie. Ofre, gerningsmænd – almindelige mennesker i dramaer, der er for små til at blive til avisoverskrifter, men som vores retssystem må tage hånd om. Information følger hver uge en retssag fra tilhørerbænken.
Seneste artikler
Journalist tiltalt for at dele private oplysninger: »Vi må ikke gå ind og censurere pressen«
16. april 2022Hver uge dækker Information en retssag fra tilhørerpladserne i retssalen. I en byret er en mand tiltalt for at have videregivet private oplysninger til tredjemand via MessengerHåndværker tiltalt for at true kunde: »Jeg ved, hvor dine fucking børn bor, og hvor du bor«
9. april 2022Hver uge dækker Information en retssag fra tilhørerpladserne i retssalen. I retssal 4 i Københavns Byret er en håndværker tiltalt for at have truet en kundeNabokrig fører til dom: »Han har terroriseret mig i 25 år«
2. april 2022Hver uge dækker Information en retssag fra tilhørerpladserne i retssalen. I retssal 7 i Københavns Byret er en 66-årig mand tiltalt for at have slået, skubbet og taget kvælertag på sin overbo
Fornuftig dom.
Kvinderne skal tænke sig om.
Man smutter altså ikke hjem med en ukendt mand klokken tre om natten, efter at have drukket og danset hele aftenen, med mindre man er til sex.
Sex skal være frivilligt, men nogle kvinder skal altså lige lære de basale adfærdsnormer.
Undlade at lege med den mandlige seksualitet hvis de ikke mener det alvorligt.
Så denne sag er vel Meeto med omvendt fortegn.
Jørgen:
Nok enig i dommen ud fra de oplysninger her, det der er sket uanset bør ikke give fængsel. Når det er sagt så er jeg så ikke helt enig i din vurdering omkring at lege med den mandlige seksualitet. Reelt set kan man godt kæle intimt uden fuldbyrdet samleje, der er trods alt muligheder alligevel for en form for glæde. Men vi ved jo så ikke reelt hvad der er sket og selve forspil o.s.v.
Jørgen Wind-Willassen
Dit indlæg illustrerer, hvad det er for en middelalderlig indstilling til kvinder, som nogle mænd har.
Det er godt at blive mindet om at den slags mænd virkelig findes - og at der er lang vej endnu til ligestillingen.