I verdens mest berømte boksefilm fra 1976 løber sværvægteren Rocky Balboa i gråt træningstøj gennem sit gamle kvarter. I dagens Danmark vil mange sikkert kalde det en italiensk ghetto. Symfonisk messingblæserdisco løfter Stalone gennem de smalle gader.
De lokale handlende genkender ham. De hepper, hilser, og en enkelt kaster et æble.
Jeg møder Lea The Pirate Pedersen i hendes gamle kvarter. Hun har lige tabt tre kilo. Det tog saunaen i badehuset en time at få svedt hende under kampvægt.
Piraten er iført varm, mørk vinterfrakke, men indenunder kryber stumper af en orange thailandsk silkedragt frem. Vi spadserer gennem Christiania. Langt fra Balboa-tempo. Det går langsomt, for der skal hilses på alle. Ali fra mandelbiksen giver en pose, andre giver knus, og til sidst får vi husly i Christianias Lokalhistoriske Arkiv, hvor arkivleder Ole Lykke Andersen har tændt op.
Lea Pedersen har arbejdet mange år på Christiania, og da hun sidste år deltog i verdensmesterskabet i thaiboksning, var det i Fristadens farver. De lokale havde sponsoreret hende og skrabet de 17.000 kroner sammen, det kostede.
Hun skuffede ikke og er i dag regerende VMO verdensmester.
Vi mødes dagen før, Lea Pedersen skal forsvare sin DM-titel den 24. februar. Hun er lige kommet hjem fra Thailand, hvor hun bor og træner til dagligt. The Pirate er for nylig blevet sponseret fighter for Sutai Gym på Phuket. Selv om det ikke er mange håndfulde bath, der kommer ud af sådan en kontrakt, er der ikke mange farang (fremmede) kvinder, der får den mulighed. Og det giver respekt, den bedste træning og mad på bordet.
Lea Pedersen drikker the brygget på bukkehornsfrø. Det smager modbydeligt. Hun kan godt li det. Men det er ikke nok. Dagen før kampen er influenzaen begyndt at gnave sig ind på hendes muskuløse krop.
»Ja, jeg er lidt nervøs for, at det skal svække mig til kampen i morgen,« siger hun.
En hver fighter ved, hvor lidt der skal til at forstyrre den perfekte form. Alt det hårde arbejde, der er rettet mod at kulminere på netop den dag. Jo tættere du er på, des mindre skal der til. Og selv om Lea Pedersen er favorit, skal hun møde en stærk kæmper i form af Anna Stahl fra københavnerklubben Siam.
BZ i Barcelona
Lea Pedersen er oprindeligt fra landet. Lidt uden for Skanderborg. Piratblodet stamer muligvis fra hendes far, der var maskinmester og ude at sejle tre måneder ad gangen. En udlængsel, Lea Pedersen har fået med sig.
Det startede med en efterskole. Derefter gymnasiet. Men det holdt kun et år, så flyttede hun til København og engagerede sig i bz-bevægelsen og balladen omkring rydningen af Ungdomshuset.
»Et halvt år efter flyttede jeg til Barcelona med en veninde. Det var Europas bz-hovedstad. Her boede jeg fra jeg var 19, til jeg var 22,« fortæller Lea Pedersen om et frit liv med containermad, falske interrailbilletter og gratis husleje. Det var også her, hun for første gang blev introduceret til kampsport.
»Jeg kom lidt op at toppes med en af de hårde piger fra Tyskland. Hun var gammelt medlem af antifascisterne i Antifa og havde sloges med nazister. Drengene syntes, det var sjovt at arrangere en fight night med os. Jeg var på. Men det var lidt hårdt at vågne op dagen efter med tømmermænd og skulle i kamp om en måned.«
Lea Pedersen startede i en af de mange dojoer (japansk for lærested). Alt gjorde ondt i starten. Men de dårlige vaner veg hurtigt for noget nyt.
Hun kunne mærke træningen fysisk.
»Men det blev også farvel til alkohol og så videre, og jeg oplevede, hvor negativt det havde påvirket mit sind.«
Kampen med den tyske antifa blev aldrig til noget.
Den daglige træning inkluderer flere hundrede armbøjninger. Det er også god opvarmning før en vigtig kamp.
Efter en kort tur hjem til Danmark gik turen til Thailand, hvor hun for alvor mødte thaiboksningen. Først en uge i træningslejr med sin søster. Så en måned. Hun var solgt til den ældgamle kampsport, der har rødder helt tilbage i det 16. århundredes krigskunst i det daværende Siam.
Det, der oprindeligt var en slags kickboxing udviklet til nærkamp i krig, evolutionerede sig mere og mere avanceret op gennem århundrederne.
Det blev til det, som ikke alene udøverne i egen selvforståelse, men også rigtig mange andre kampsportsentusiaster ser som en af de hårdeste og mest effektive kampformer.
Du slår ikke bare med to hænder eller sparker med to fødder. Du bruger begge albuer og knæ. Otte lemmer, hvorfra der kan leveres op mod 40 forskellige spark og slag. Det hele bygget op om kroppens centerlinje, som det også kendes fra andre kampsportsformer.
Chulalongkorns glæde
I slutningen af 1800-tallet sørgede den bokseglade Kong Chulalongkorn (Rama V) for, at thaiboksning blev nationalsport. Han var ikke kun begejstret for sporten. Kongen havde brug for noget, der kunne samle siameserne i en tid, hvor et Frankrig, der var trængt af Bismarck hjemme i Europa, spillede med musklerne i Sydøstasien. Franskmændene behøvede ikke meget andet end at sejle to fregatter op til Bangkok og rette kanonerne mod kongens slot for at indlemme hele nationen i den franske interessesfære. Den nationale selvfølelse og den unikke kampform fandt sammen. Og det virkede.
Siden har sporten udviklet sig til sin moderne form. I begyndelsen af 1900-tallet begyndte klassisk britisk boksning at blive en del af repertoiret, ligesom der blev hentet inspiration fra andre kampformer som f.eks. judo.
Indtil 1920’erne og 30’erne boksede man stadig med hænderne viklet ind i reb ofte bundet op med knuder, der gjorde slagene ekstra ødelæggende.
I dag er det organiseret som mange andre kampsportsformer med masser af regler, boksering, udstyr, nationale og internationale forbund.
En rotte i Peru
Lea Pedersens første rejse bragte hende også forbi Legacy Gym, der er ejet af hendes legendariske landsmand, tidligere verdens- og europamester Ole ’Iron Fist’ Laursen.
Derfra tog hun på sit livs store dannelsesrejse.
»Her fandt jeg virkelig min identitet, og min store passion for Muay Thai begyndte at fylde mere og mere.«
Lea Pedersen landede i Perus hovedstad, Lima, lejede et billigt værelse og begyndte at træne i F14 Gym, hvor Perus landshold træner.
»Det var vildt. De gjorde et kæmpe stykke arbejde med at hjælpe fattige børn og unge i slumkvartererne. Da jeg var til VM i Sverige i 2016, vandt en ung Alex Chavez guld i junior mesterskaberne. Det var fantastisk. Han havde mistet begge sine forældre og trænet som en vanvittig.«
Men der var også uventede modstandere på bunden af Lima. En gigantisk rotte flyttede ind på værelset.
»Det var bare for meget for lille Lea fra Jylland. Rotten vandt, og jeg satte mig modløst ned i en park i Miraflores.«
En ung mand kom forbi og inviterede hende hjem og bo hos sin mor.
»Han var klart bøsse, så jeg følte mig tryg nok og fik lov at sove under deres spisebord. Der var masser af kakerlakker; men det var bedre end kæmperotten.«
I det hele taget oplevede Lea Pedersen, at der altid kom uventet godt ud af de nedture, der ramte på hendes rejser.
Hun blev røvet et par gange i Chirrilos. Første gang med kniv for struben. Drengene i F14 Gym fik forklaret hende, at det kvarter var vanvittigt farligt.
»Men det endte med, at de lokale begyndte at passe på mig. Kyllingedamen gav mig kylling. Taxidrengene inviterede mig på øl og grill, og der skete mig aldrig noget mere.«
Vaseline i ansigtet gør huden mindre sårbar.
Herefter gik det til Chile. Et smut tilbage til Danmark. Og så for alvor i gang med træningen i Thailand.
En træhytte til 200 kroner om måneden eller hvad, der nu bød sig til.
I år var det sidste chance i Danmark. For når man har vundet 20 mesterskaber, siger de danske regler, at det er slut, så der kan blive plads til nye kæmpere.
The Pirate må fortsætte med stævner og mesterskaber i udlandet. Derfor er det ekstra vigtigt at få vist, hvad hun havde lært på hjemmebanen.
Vandbøffelen i Køge
Men feberen er begyndt at få fat.
The Pirate ankommer til DM i Køge et par timer før kampen og konstaterer, at det er stærkere modstander end året før. 30 klubber med 80 deltagere. Hallen er fyldt. Juniorkampene er ved at være slut, og stemningen og forventningen er helt oppe.
Lea Pedersens veninde, franske Marie, som også træner i Thailand, gør opmærksom på, at det alligevel er noget andet end i sportens hjemland.
»Men det er rart at slippe for alle de fulde turister. Her er kun entusiaster,« forklarer hun, inden hun begynder at massere sin danske veninde. Der lugter af parfumeret olie i opvarmningslokalet i kælderen.
Fighterne sparrer koncentrerede med deres trænere. Lyden af de hårde spark og slag mod plethandsker og puder har sin egen rytme.
Lea Pedersen har bidt nervøsiteten i sig. Hun er færdig med at sjippe.
»Den forsvinder altid, når jeg går i gang med det her,« siger hun, mens hun får bundet hænderne op.
Hun begynder at skyggebokse og sparke i den særlige ranke opretstående thaistil med de høje parader, de mange kombinationer og knæene, der hives lynhurtigt op i brysthøjde, hvor de fungerer som blokader mod spark.
Kampen i op til 54 kilo er slut. Der udråbes en vinder. Den tunge rap mellem kampene bliver om lidt afløst af traditionel thailandsk kampmusik. Trommer, bjælder og en festlig og alligevel sært klagende træblæser.
Der er ingen af de to fightere, der holder sig tilbage. Anna Stahl er tilsyneladende uimponeret over at møde den forsvarende mester. Der bliver straks udvekslet både hurtige slag og spark. De står godt til hinanden.
Vinderen med dommerstemmerne 3-0.
I 2017 tromlede Lea Pedersen sin modstander. Det er ikke så nemt i år. Og hun ønsker det heller ikke. Hun kæmper mere afventende. Hendes stil har altid båret præg af fysisk styrke.
»Men mine trænere i Thailand sammenligner mig med en lille vandbøffel. Vi har arbejdet meget med at gøre min stil mere afventende. Mere teknisk. Jeg skal udnytte mine modstanderes svagheder og åbninger i stedet for bare at satse på min egen råstyrke,« fortæller hun inden kampen.
I Thailand er der ligeså stor respekt for det smukke forsvar, som også giver point. Hellere en veludført ærefuld teknik end rå kraft. Det er det, Lea Pedersen har drømt om at tage med hjem og vise frem.
»Men feberen gjorde mig tung i benene og langsom i hovedet,« fortæller hun efter kampen.
Hun vinder også klart anden runde. Og der er ingen tvivl om, at den lille vandbøffel med det store boksehjerte har fået pudset stilen af. Benarbejdet er let og præcist, og hun tilpasser sig hele tiden afstanden til modstanderen. Ofte så hun kan placere sit frontspark i brystkassen på modstanderen, ødelægge hendes angreb og følge op med hurtige, hårde træffere.
I tredje omgang gentages mønstret. De går også her ind og holder fast om hinandens nakker. Ikke som i boksning, hvor man ofte bare holder fast i modstanderen, til dommeren skiller de kæmpende. Her er det en særlig fase af kampen, hvor det gælder om at sætte hårde knæspark ind i modstanderens ribben. Det suger kræfterne at sparke og om muligt endnu mere at blive ramt.
Stahl er træt og rådvild til sidst. Paraderne bliver lavere og sparkene langsommere. Hun løber hele tiden ind i Pedersens ødelæggende frontspark, hendes cirkelspark og hårde højre kryds.
Lea Pedersen vinder sikkert på point med alle tre dommerstemmer.
I dag flyver hun til Puhket.
I morgen starter hun dagen med løbetræning, så sparring, teknik og kamp, til varmen bliver for voldsom. Fra klokken tre om eftermiddagen gentager det sig indtil aftensmad.
Hver dag.
