Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Er jeg grænseoverskridende?

Skal jeg nedtone min hang til at være fysisk i samværet med andre mennesker? Berøring er vigtigt for mig. Men nogle gange tænker jeg, om jeg måske går over grænsen
28. april 2018

Jeg elsker at kramme, jeg er fysisk – med børn, mænd og kvinder. Berøring er vigtigt for mig. Men nogle gange tænker jeg, om jeg måske går over grænsen; om folk føler det ubehageligt, men accepterer det, fordi de kender mig. Verbalt går jeg også tæt på og føler, at jeg måske har en tættere relation, end de måske tænker.

Mit problem er, om kvinder tænker, jeg flirter med dem? Jeg er jo bare mig, som stjæler krammere, elsker fysisk og mentalt nærvær. Jeg bliver usikker på, om #MeToo har ændret kvinders syn på mig, alligevel fortsætter jeg ufortrødent. Jeg er jo bare mig og vil helst have, at folk skal føle sig trygge i mit selskab.

Singlefar, 42

Svar I:

Jeg hader at blive rørt ved, så jeg er måske inhabil. Eller også er jeg den helt rigtige til at svare. Uventet kropskontakt fra andre end min meget nære familie fylder mig med intenst ubehag. Kram? Jeg vil hellere have et knæ i mellemgulvet.

Kontekst er vigtig her. Hvis jeg havde en mandlig kollega, der insisterede på at kramme, ville jeg helt sikkert finde det grænseoverskridende. Måske ville jeg også mistænke ham for at have lumre bagtanker. En ven ville jeg nok kunne lære at acceptere kram fra. Men det ville være noget, vi gjorde for hans skyld. Ikke min.

En god grundregel er: Spørg før du rører. Eller øv dig i det mindste på at aflæse kropssprog. Undviger folk, når du slår armene ud og lægger an til en stor krammer? Bliver de stive som en pind i din favn? Banker de dig desperat på ryggen for at signalere stop? Lukker de i, når du lukker op?

Dit behov for kontakt er ikke vigtigere end andres ret til en intimsfære. Men det kan sagtens være, at dine omgivelser nyder dine berøringer. Det er bare ikke noget, du må tage for givet.

— Mikka Tecza

Svar II:

Med mindre du er typen, der lige kommer til at slikke lidt i øret, mens du krammer, så er der ved Gud ikke noget #MeToo over din opførsel. Så jeg synes, du skal stå fast, ellers ender det med, at vi ikke tør gøre noget som helst, fordi vi frygter at støde de mennesker, vi omgås.

Din frihed til at være dig selv er og også vigtig. Hvis nogen ikke har lyst til, at du krammer dem –  eller deres børn – må de sige det til dig, og så skal det naturligvis respekteres. Folk har forskellige holdninger til og traditioner for den slags. Men det kan ikke være rigtigt, at de krammeforskrækkede skal skabe en ny standard for, hvordan vi andre som udgangspunkt skal opføre os over for hinanden.

Det er i forvejen dem, som vil gøre mest rent og have stegen gennemstegt, der sætter dagsordenen, når flere skal indordne sig i et fællesskab. Det er alt rigeligt.

Stort kram.

— Kristian Villesen

Serie

Brevkassen

Et spørgsmål – to svar.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Lillian Larsen
  • Anne Schøtt
  • Eva Schwanenflügel
Flemming Berger, Lillian Larsen, Anne Schøtt og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mads Jakobsen

John Lasserter, grundlæggeren af Pixar, er angiveligt blevet bortvist for just overdreven krammen.

Det vigtige her er at forstå at det ikke er nok at være fornuftig med de fornuftige. Man bliver nu nød til at beskytte sig, og sin arbejdsgiver, mod både de hysteriske og dem der går efter muligheden for en fed erstatning.

Søren Lystlund

Runa skriver ikke S L.
Jeg hader tidens overfladiske krammeri. Så snart mange af disse klamt krammende personager er færdige med deres falske godhed, så sidder de og bagtaler deres næste.

Må jeg blive fri. Hvad er der galt med et godt håndtryk?

Birgitte Simonsen, Egon Stich og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Lillian Larsen

Jeg elsker et godt kram og krammer igen - med mindre jeg har et eller andet imod den, der gør det. I så fald besvarer jeg det køligt og bakker.
Men det er også en god ting, hvis krammeren kombinerer sin fysiske tilgang med fysisk fornemmelse og respekt for de mere reserverede.
Det kan så være lidt af en øvelse i balancegang, hvis man har for vane at vade ind i folk med træsko på.
Jeg kan også blive bekymret over tidens tendenser til fysisk afstand. Det er, som om den perfekte krop er en genstand, der udstilles, mens alle og enhver må skjule og afskærme sig. Paradoksalt nok er det ekstra skridt, burkaen, så en overskridelse i modsat retning, som om den provokerer og udstiller tidens indelukkethed.

Torben K L Jensen

Har aldrig brudt mig om falske kram og kindkys - især ikke judaskys. Men øjenkontakt med smil er lige mig.

christian christensen

"Hvis nogen ikke har lyst til, at du krammer dem – eller deres børn – må de sige det til dig"

Hvordan i alverden skal man dog kunne sige det direkte uden at virke stærkt fjendtlig og ødelægge stemningen totalt? Det er svært at komme videre derfra og skulle snakke sammen naturligt bagefter, hvis man lige har fået at vide "Undskyld, jeg hader, at man rører ved mig eller mine børn". Det må vise sig ved et afvisende kropssprog, og så må den krammesyge være psykolog nok til at kunne opfatte det.

Randi Christiansen

Selvom der frigives dejlige oxytociner ved (krops)kontakt, bør man have så megen respekt for andre, at man er opmærkom på, om de har lyst til at være intime. Og selvom børn er dejlige og nuttede at kramme, kan de have svært ved at sige fra over for indladende voksne. Så lad især dem være i fred, med mindre de selv inviterer.

Rikke Nielsen

For mig er fysisk kontakt tegn på en betydningsfuld relation. Jeg ville synes, det var meget overfladisk og grænseoverskridende med et kram fra en vildtfremmed. Men indgyder du mig tillid, over tid, skal du nok få dit kram.