Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Skal vi have hver sit soveværelse?

Min mand og jeg generer hinanden om natten
7. april 2018

Min mand snorker en del, hvilket irriterer mig. Jeg selv skal op og tisse mindst én og som regel flere gange i løbet af en nat, hvilket irriterer min mand, fordi han så vågner. Med andre ord generer vi hinanden om natten.

Vores ældste datter er flyttet hjemmefra, så vi har et tomt værelse. Det store spørgsmål er, om vi simpelthen skal have hvert vores soveværelse, eller om det er for uromantisk og lavpraktisk. Min mand synes, det er en god ide, jeg selv er nok mere tøvende og nervøs for, hvad vores familie og venner vil tænke.

Svar I:

Svaret er enkelt: Indret straks det tomme værelse til soveværelse! Kys din mand kærligt godnat om aftenen, og kryb så i seng i bevidstheden om, at du kan sove uforstyrret, og at du kan tisse uden at forstyrre ham. Hvis du ligger søvnløs, kan du ubekymret tænde lyset og læse i en bog, eller du kan tænde for radioen – en stensikker sovepille!

Kravl så ind i til din mand om morgenen, når I begge har fået sovet godt. Ah! Så ligger i sammen og kan putte jer ind til hinanden, uden at nogen af jer behøver at frygte, at den anden skal til at forstyrre. Sådan kan I ligge og hygge jer sammen en times tid eller så, inden I sætter kaffen over. Det er summa summarum fuldstændig unødvendigt at I plager hinanden nat efter nat, når I kan nøjes med at ligge sammen, mens I begge er vågne og udhvilede! Lad familie og venner tænke, hvad de vil, det vigtigste er, at du og din mand har det fedt sammen.

Og gad vide, om ikke nogle af vennerne eller familiemedlemmerne vil føle sig stærkt inspireret?

— Karen Syberg

Svar II:

Første gang jeg hørte om, at et ægtepar kunne sove hver for sig, var i folkeskolen. En klassekammerat kom til at afsløre det om sine forældre. Vi andre tænkte, at de nok var ved at blive skilt. Når man er gift, deler man seng, havde vi forstået – og hvis man ikke sov sammen, havde man garanteret heller ikke sex, var ræsonnementet i vores drengehoveder.

I dag har jeg forstået, at det at sove sammen og det at have sex ikke er helt så forbundne størrelser. Det ene kan ske uden det andet og omvendt. Og for nogle er det endda et boost for romantikken at have hvert sit soveværelse, så man i stedet for den daglige fælles afklædning, tandbørstning og småprutten under dynerne aktivt skal komme på besøg hos den anden, hvis man har lyst.

I kan jo starte i den bløde ende med at rede op i ekstraværelset, så den ene kan liste derind i løbet af natten, hvis man får brug for ro.

Jeg fandt i øvrigt aldrig ud af, om min klassekammerats forældre faktisk havde en krise. Men de er stadig sammen.

— Emil Rottbøll

Serie

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu