Brevkassen: Hvordan taler jeg min søn væk fra militæret?

Min søn vil gerne i militæret. Det må være en form for ungdomsoprør. Det korte spørgsmål er: Hvordan fanden får jeg talt ham fra det?

Svar I:

Hvis vi antager, at du har ret i, at din søns militærdrømme er et ungdomsoprør, så må vi også antage, at han udmærket ved, at du er imod det. Derfor kan du godt droppe at tale ham fra det. Han kender sandsynligvis dine argumenter bedre end du selv gør. Stejler du, vil du blot give ham den reaktion, han ønsker. Og du vil gøre det sværere for ham at ombestemme sig – for så vil han jo være nødt til at give dig ret.

Man kan i det hele taget ikke tale nogen fra et ungdomsoprør. Slet ikke, hvis man er den autoritet, som den unge gør oprør imod.

Men hvorfra ved du, at det ’bare’ et et oprør? Prøv at spørge ham, hvorfor han vil i militæret. Hvordan han forestiller sig, at det bliver. Hvad han håber på – og frygter.

Hvem ved. Måske ender han med at tale sig selv fra det. Ellers må du stole på, at han er voksen nok til at træffe sine egne beslutninger. Om de så er led i et oprør eller ej.

— Mikka Tecza

Svar II:

Det minder mig om en af mine hippievenner fra et kollektiv, jeg boede i i 70’erne. Hans søn holdt fra de tidlige teenageår skarpt øje med sin far – for så med stor præcision at gøre det modsatte.

I gymnasiet i 90’erne havde han f.eks en plakat med Uffe Ellemann-Jensen på sit værelse – den røg så ned, fordi den skræmte pigerne væk. Senere meldte han sig frivilligt til hæren, og efter et par måneder valgte han en befalingsmandsuddannelse. Hans foretrukne kvinder var dog ikke til krigere, så det gik også over.

I dag er han mellemleder i det offentlige, gift med en billedkunstner, stemmer på Enhedslisten, kører i delebil og har børn i en lilleskole.

Jeg ved ikke, hvordan det går med scorekontoen – jeg kan spørge ham, hvis det har interesse. Men jeg ved, at hans far på intet tidspunkt har blandet sig i sin søns valg. Selv om han sikkert gerne ville.

— Jon Jørgensen