Den danske George Soros: »For mig er penge som en energiform«

Ross Jackson hælder varmt vand op i tekanden, mens han fortæller om sit nyeste projekt: en pløjemark uden for Frederikssund, der skal danne ramme om det måske mest ambitiøse klimalandsby-projekt hidtil herhjemme.

»Vi startede med at ville opføre 200 bygninger, men nu er vi måske oppe på det tredobbelte. Det skal være organiseret i små grupper på måske 25 huse baseret omkring et fællesskab, som grupperne selv definerer,« fortæller han med en lavmælt stemme med tydelig engelsk accent.

Beboerne skal kunne dyrke jorden, de skal producere deres egen energi, og byen skal kunne fungere mere eller mindre selvforsynende, fortæller han. Han er i en spraglet silkeskjorte, der står i mild kontrast til den uindfattede revisorbrille og det overordnede udtryk af alvor i den 79-årige rigmands ansigt.

Udenfor tøsner det på landstedet nær Birkerød. Om et par timer kommer der gæster til værtens månedlige salon, hvor politikere, aktivister og intellektuelle holder et oplæg for en lille skare. Selv synes Ross Jackson at have trippet omkring telefonen det meste af dagen på sin egen beherskede måde.

Ikke alt behøver give overskud

»Vi venter på svar fra landmanden, der skal sælge os jorden, lige i disse dage, så det hele kan falde på plads,« siger han. 

»Men han trækker lidt på det.«

Selv trækker han på skuldrene ved spørgsmålet om, hvorvidt det er en god investering at bygge økolandsbyer.

»Det skulle gerne give et overskud. Men det er ikke nemt at tjene penge på, det kan sagtens gå galt,« siger han uden at se så bekymret ud.

»På en eller anden måde går det op,« siger han og forklarer, hvordan hans venturefond investerede i 8-10 økoprojekter, som stort set alle blev markante underskudsforretninger.

»Men så var der et af dem, der blev en god forretning – og dækkede resten. På den måde er det måske ikke så meget anderledes end så megen anden kapitalisme,« konstaterer han.

Den investering, der dækkede resten, var den økologiske fødevareproducent Urtekram, som i 2015 blev solgt til en svensk koncern for 215 millioner kroner. Salget er nok den eneste årsag til, at en bredere offentlighed skulle kende Ross Jackson. Det, og så det at han i 2015 geninvesterede en del af pengene i at hjælpe det nystiftede parti Alternativet ind i Folketinget med det, han beskriver som sin »bedste investering nogensinde«.

»Jeg bad Uffe (Elbæk, red.) om et møde, fordi jeg vidste, at Alternativets kasse var tom og et valg nært forestående – og jeg var parat til at hjælpe,« forklarer Ross Jackson om forløbet på sin blog.

»Uffe foreslog 300.000 kr. men jeg sagde: ’Uffe, det er ikke nok’. Så endte det med to millioner, som er måske den bedste investering, jeg nogensinde har lavet. Når nogen som mig er heldig nok til at have midlerne til at gøre en positiv forskel, så er vi forpligtet til at handle resolut.«

Egne interesser

Dermed trådte han ind i en eksklusiv kreds af velhavere, der sponsorerer politiske partier og mærkesager – og en endnu mere eksklusiv kreds, når det kommer til det, man kunne beskrive som den politiske venstrefløj. Det er faktisk svært at komme på andre.

Støtten til Alternativet var bare en af de ting, jeg gør. Jeg prøver egentlig med alt, hvad jeg gør, at skubbe udviklingen lidt i en bestemt retning, siger Ross Jackson.

Peter Nygaard Christensen

»Støtten til Alternativet var bare en af de ting, jeg gør. Jeg prøver egentlig med alt, hvad jeg gør, at skub- be udviklingen lidt i en bestemt retning,« forklarer han.

»De havde ingen penge, og jeg var bange for, at de lige præcis ikke ville komme ind. At det lykkedes var en god investering. De giver en anden stemme, end vi har haft tidligere i Folketinget. Det kan godt være, at ingen helt tror på, at de hverken er højre eller venstrefløj, men de udfordrer alligevel logikken. Og seriøs bæredygtighed, det er der ikke mange andre partier, der har på programmet,« siger han.

Han mener ikke, at han falder i samme kategori som de pengemænd, der i de senere år er kommet under anklage for at skævvride det politiske system, folk som Lars Seier eller pengemændene bag tænketanken CEPOS.

»Sådan en som Lars Seier plejer jo sine egne interesser, når han støtter Liberal Alliance og andre ting. Jeg støtter ikke mine egne interesser. Jeg støtter samfundets interesser, det er en forskel. Der er ikke så mange, der tænker på samfundets interesser i vore dage,« siger han.

Lærte spillereglerne at kende

På mange måder er Ross Jackson en usædvanlig fortaler for økoaktivisme og kapitalismekritik. Da han ankom til Danmark i midten af 60’erne, var det med en uddannelse som civilingeniør og en mastergrad fra et amerikansk universitet i bagagen. Han begyndte at arbejde for IBM, før han startede sin egen konsulentvirksomhed sammen med en ven. En af de første ting, de gjorde, var at skabe virksomheden SimCorp, der i dag er et af verdens førende selskaber inden for skabelse af dataprogrammer til den investeringsbranche, der er mål for meget af venstrefløjens vrede i dag. En virksomhed som i dag måske er 15 milliarder kroner værd

»Vi burde nok have beholdt et par procent,« konstaterer Ross Jackson om virksomheden, som de solgte fra i 1970’erne.

Op gennem 70’erne rådgav han virksomheder om investeringer og valutamarkedet, før han skabte en tidlig hedge fond – en fond, der investerer penge på vegne af investorer – med speciale i valutaspekulation. På klienternes og egne vegne skabte han en formue på et hjørne af det marked for finansielle aktiviteter, som siden da blot er ekspanderet og ekspanderet og har ændret verdensordnen fundamentalt.

»Jeg lærte spillereglerne at kende. Jeg brugte to år af mit liv på meget grundigt at studere, hvordan markedet fungerede, hvordan priserne bevægede sig,« forklarer han i dag.

»Jeg byggede matematiske modeller, man kunne arbejde med. Så udviklede jeg en metode. Og det viste sig, at det, jeg gjorde, var noget helt andet end det, andre gjorde. Jeg var ikke en del af et system, jeg havde aldrig arbejdet i en bank for eksempel.«

Han arbejdede alene, indtil han etablerede sin hedge fond og begyndte at ansætte folk – op til 55 medarbejdere – og fik kontorer i London, Hongkong, Dublin, New York. Formålet var ifølge ham selv ikke at blive rig. Undervejs havde han haft en spirituel oplevelse under en rejse i Indien, som sammen med en livslang kærlighed til naturen havde overbevist ham om, at han måtte arbejde for at skabe forandring.

Forskellige kasketter

»Jeg besluttede mig for, at jeg ville bruge ti år på at tjene penge. Jeg stiftede en virksomhed, som var 90 procent ejet af en fond, som skulle bruge pengene på almennyttige formål. Det var hele ideen. Det var en bevidst strategi at tage nogle penge fra det marked og så – i stedet for at bruge det på en masse huse og en yacht ved Middelhavet, som andre i finansverdenen gør – bruge dem på noget andet,« forklarer han om fonden, der siden da har spyttet mange millioner i almennyttige formål omkring først og fremmest klimabevidsthed, uddannelse og økoprojekter herhjemme og i udlandet. Men uden så meget opmærksomhed og med en bagmand, som ifølge kilder omkring ham ikke er interesseret i opmærksomhed og oftest siger nej til interviews.

»Jeg har i mange år haft to forskellige kasketter på. Den ene inden for det her meget hårde finansmarked og den anden inden for noget mere åndeligt, som jeg interesserede mig mere og mere for: bæredygtighed, og hvordan man kunne sikre fremtiden. Det var to helt forskellige verdener. Det ene sted kunne de ikke forstå, hvorfor jeg interesserede mig for det åndelige, og det andet sted kunne de ikke forstå min interesse i finansverdenen.«

Meget få forstår systemet

At systemet ikke fungerer, er han ikke i tvivl om. Da Uffe Elbæk i 2015 stiftede Alternativet, var det bl.a. med reference til Ross Jacksons bog Occupy World Street, der kritiserede det globale finanssystem, den rigeste 0,1 procent, uligheden og et politisk system, der ikke i tilstrækkeligt omfang giver det modspil.

»Jeg er meget stor modstander af den måde, den globale økonomi har forandret sig på. En af de ting, jeg har argumenteret for i Alternativet, er, at man skal skelne mellem de penge, der bliver tjent gennem spekulativ økonomi og gennem reel økonomi,« siger han.

»Spekulationen bliver beskattet på nogenlunde samme måde, som reel økonomi, der skaber produktion og arbejdspladser. Jeg mener, man burde have en hårdere beskatning på spekulation end på reel økonomi. Et af problemerne i de senere år, er, at man ikke har investeret nok i reel produktion,« siger han om udviklingen, hvor mange store internationale virksomheder tjener en stigende del af deres indtægter inden for finansområdet.

Den ene promille

»I General Motors opdagede de, at de kunne tjene flere penge ved at finansiere deres skat med lån end ved at sælge biler, det samme sker i mange andre brancher. Samtidig er de meget fokuserede på at minimere deres skat ved at sende deres penge i skattely. Jeg synes, det er skræmmende, når Google eller Amazon slipper med at betale 2-3 procent i skat, mens en amerikansk sekretær skal betale normal skat,« siger han.

»Der er meget få mennesker, der forstår, hvordan det fungerer, og de, der forstår det bedst, er selvfølgelig den ene promille.«

Det er en ubalance, Ross Jackson gerne vil gøre sit for at modarbejde. Netop lighedstanken var noget af det, der tiltrak ham ved Danmark.

»Jeg syntes godt om Danmark, og det gør jeg stadig, men der er også ting, der har forandret sig,« siger han.

»Jeg tror, der er blevet mindre fællesskab, man tænker mere på sig selv. Men samtidig er der nogen, der går i modsat retning. Specielt de unge søger efter nye måder at skabe fællesskaber på.«

I hans tid i Danmark har økonomien og statens rolle i den forandret sig markant. Da han ankom i midten af 60’erne, var ideen om en velfærdsstat i sin zenith. Siden har globaliseringen gjort sit indtog, og forestillingen om, at mange af samfundets kernefunktioner skal varetages af staten, har været under stadige angreb.

I de seneste år også fra rigmænd, der har været med til at finansiere ideologiske angreb på og kritik af velfærdsstatens grundlogik. I USA er de en afgørende faktor i politikskabelsen, men Ross Jackson er usikker på, hvor meget de betyder i Danmark.

»Det er jo meget slemt i USA, hvor rigmænd har fået en meget markant rolle, og man næsten ikke kan blive valgt efterhånden, hvis man ikke har opbakning fra den der 0,1 procent. Hvis de er uenige i dit politiske projekt, risikerer du, at de finder en modstander og støtter ham,« konstaterer han.

Robin Hood

»Så slemt er det ikke herhjemme. Jeg har ikke noget imod, at enkeltpersoner støtter politiske partier, men jeg tror, at der er nødt til at være nogle begrænsninger. I USA er det helt andre beløb. Og så kan du også købe forskning, der støtter din agenda. I princippet kunne det også ske herhjemme. Forskellen er, at uligheden er så meget større i USA, og det er meget sværere at bygge sådanne formuer op i Danmark, jeg tror ikke, det kommer til at ske lige nu,« siger han.

»Jeg mener, at man har en forpligtelse til at give noget tilbage til samfundet – også hvis man skaber en virksomhed; at man skylder samfundet noget. Sådan er det jo ikke længere i USA, og nok også i mindre grad i Europa, nu er det kun ens aktionærer, man skylder noget. Man kan godt ændre den måde at tænke på. I dag er det nærmest forbudt at tænke, at man kan gøre det på en anden måde.«

– Men har det ikke være et dilemma at understøtte et system, du opfattede som usundt, ved at deltage i det som spekulant?

»Jeg tror mere, jeg tænkte på mig selv som en Robin Hood, som tog penge fra de onde og gav dem til de gode, he he. Jeg synes ikke, jeg gjorde noget forkert, jeg overholdt alle love og regler. Man kan godt operere inden for det felt uden at være uærlig, selvom der er mange, der ikke gør det. For mig er penge neutrale. Det er som en energiform: Hvis du har magt over penge, kan du bruge dem til gode ting og til dårlige ting. Penge i sig selv er hverken gode eller dårlige. Jeg har ingen dårlig samvittighed over at tjene penge. For mig var det personligt lidt meningsløst – at tjene penge for at tjene penge, det har jeg altid syntes var absurd.«

Kunne ikke gøre det i dag

I dag ville hans projekt heller ikke være muligt, vurderer han. Systemet beskytter sig selv imod udefrakommende rebeller. Og mens der stadig er penge tilbage til hans velgørende organisationer, er også de nødt til at indstille sig på snart at operere på markedets præmisser

»Man ville ikke kunne gøre det, som jeg gjorde dengang. Systemet har ændret sig, så det er langt sværere at tjene penge på det, fordi det bliver omregnet så hurtigt og med så små forskelle – og det er i langt højere grad gearet til de store aktører end til små uafhængige som mig. Vi fandt en god måde at tage penge fra de store banker på, så de ændrede deres prissætning,« siger han. »Ligesom i Las Vegas, hvis du er for god til at spille, kommer du på den sorte liste, det gjorde de faktisk ved os«.

Og det er i vid udstrækning det samme, der gør sig gældende på en større skala, mener han. Muligheden for at sætte sine regler eller omgå systemet er blevet minimeret, også for stater.

»Jeg har jo stillet mig selv spørgsmålet, hvordan man kan modarbejde den udvikling, hvor så meget magt og så mange penge koncentreres på så få hænder, når vores politikere har omfavnet den udvikling,« siger han.

»Jeg er kommet til den konklusion, at man ikke kan konfrontere dem direkte, de er alt for stærke. De enkelte lande kan ikke gøre meget. Derfor er en række mindre lande nødt til at slutte sig sammen og gå imod det og arrangere anderledes internationale økonomiske ordninger, hvis vi ganske enkelt skal overleve som nationer. Jeg tror, man ville få stor opbakning fra mange i andre EU-lande, og at et oprør kan brede sig på den måde,« siger han og tager et forbehold.

»Det kommer jo ikke til at være mig, der gør det. Men jeg vil gerne stå på sidelinjen og hjælpe til.«