Læsetid: 12 min.

»Ensomhedsfølelsen var værst om eftermiddagen, når resten af samfundet havde travlt«

53-årige Anja Wickelgren har følt sig ensom flere gange gennem sit liv. For hende er følelsen forbundet med tab og med savnet af nære relationer. Mange genkender ensomhedsfølelsen. Men det er ikke længere noget, der kun hører privatlivet til. Vi er ikke nødvendigvis blevet mere ensomme end for 20 eller 30 år siden, men vi er begyndt at tale om ensomheden på en ny måde
Anja Wickelgren er en af tusinder af danskere, som kæmper med ensomhed. Tidligere var ensomheden en privatsag – i dag er der en folkebevægelse i mod den.

Anja Wickelgren er en af tusinder af danskere, som kæmper med ensomhed. Tidligere var ensomheden en privatsag – i dag er der en folkebevægelse i mod den.

Peter Nygaard Christensen

7. april 2018

I en periode på et par år så Anja Wickelgrens dage stort set ens ud: Hun vågnede mellem 8.30 og 9.30 hver dag, stod op, lavede morgenmad, satte sig i sin hvide canvas-sofa i stuen, tændte fjernsynet og hev en blok papir og en kuglepen frem for at skrive ned, hvad hun skulle i løbet af dagen.

Men på de fleste dage forblev blokken tom.

I formiddagstimerne gik hun en gang i mellem på biblioteket. Andre gange vaskede hun tøj eller ryddede op i et par skuffer. Hun forsøgte at se tv, læse en avis eller en bog »for at følge lidt med«. Men jo længere tid der gik, jo mindre fulgte hun med. »Jeg havde jo alligevel ikke nogen at tale med det om,« siger hun.

Efter at have spist frokost og handlet ind i den lokale Fakta et par hundrede meter fra hjemmet sad hun igen midt i stuen. Eftermiddagene var ofte de værste. Mens resten af samfundet havde travlt med at komme hjem fra arbejde, lavede hun ikke noget. Hun kunne ikke holde pause, for hun havde jo lige holdt pause, »og en pause på en pause duer jo ikke«. I stedet følte hun sig tilovers. Ekskluderet. Som en, »ingen havde brug for«.

Anja Wickelgren er 53 år. Hendes hår er nyfarvet i en rødbrun nuance, og hun har et tørklæde i lyserøde og gule mønstre rundt om halsen. Hun sidder i beboerhuset i det boligsociale område Ellemarken i Køge, hvor hun har en lejlighed få meter væk. En af flere grunde til tomrummet er, at Anja Wickelgren gennem mange år har været arbejdsløs. Selv om hun i dag er begyndt i praktik og den hvide blok papir er begyndt at blive fyldt med flere aktiviteter i løbet af dagen, består hendes netværk kun »af lidt hist og her«, som hun siger.

»Jeg tror, man kan tale om, at man i livet har forskellige platforme at stå på. Man kan have noget familie, nogle venner, gamle studiekammerater. Men der er ingen af de platforme eller fællesskaber, som fungerer for mig,« siger hun, rejser sig op og bevæger sig over mod vinduet, hvor man kan se, at årets sidste snefnug er begyndt at dale ned over betonhusene.

»Nogle gange tænker jeg, at nogen gerne må komme og hive mig op,« siger hun.

»Men der er ikke nogen.«

Er vi mere ensomme i dag?

Det ser ud til, at danskerne er blevet en anelse mere ensomme. I hvert fald hvis man spørger dem selv. For nylig udgav Sundhedsstyrelsen Den Nationale Sundhedsprofil, og den viser, at 6,3 pct. af befolkningen føler sig uønsket alene. Sundhedsprofilen er blevet lavet to gange før, i 2010 og 2013, hvor tallene var 5,6 og 5,7 pct.

»Jeg ser den lille stigning, i sammenhæng med at vi på en række andre parametre ser, at flere har dårlig mental sundhed. Det passer ind i mit billede af, at ensomheden ofte følges med andre problemer,« siger Mathias Lasgaard, som er en af landets førende ensomhedsforskere og har været med til at lave sundhedsprofilen for Region Midtjylland. Derudover er han seniorforsker i DEFACTUM, som hører under samme region, og lektor i psykologi på Syddansk Universitet.

Men det er svært at sige noget generelt om, hvorvidt vi er blevet mere ensomme i dag i forhold til for 20, 30 eller 50 år siden, fortæller han. Internationale studier har peget på, at antallet af ensomme i Europa har ligget på nogenlunde samme niveau de sidste årtier. Men det afhænger i høj grad af, hvad der bliver målt.

Det, der kan slås fast, er, at der er en stigende interesse for ensomheden. Forskere har påvist, at der er sundhedsmæssige konsekvenser knyttet til det at føle sig ensom, hvilket har fået organisationer og politikere til at tale om ensomhed som noget, der bør bekæmpes.

Første gang ensomhed blev nævnt i et sundhedspolitisk udspil fra en dansk regering var i 2014. Det fortæller Christine E. Swane, som er kultursociolog, forskningsleder og direktør i Fonden Ensomme Gamles Værn. Dengang blev ensomhed nævnt under et afsnit om forebyggelse i forbindelse med mental sundhed.

»Før i tiden talte man om ensomhed som noget, der hørte privatlivet og den frivillige indsats til. Nu betragtes det som alles ansvar, også i det professionelle regi,« siger hun.

En af de første, som nævnte ensomhed i en forskningsmæssig kontekst, var den amerikanske sociolog Robert Weiss, som udgav bogen Loneliness: The Experience of Emotional and Social Isolation i 1973. Han mente, at ensomheden i højere grad blev behandlet af sangskrivere end af sociologer, selv om det burde være netop forskernes opgave at forklare den følelse, som kan være så voldsom for dem, den rammer.

Godt 45 år efter udgivelsen, må hans bøn siges at være blevet hørt. Foruden de mange forskere, som verden over i dag undersøger ensomheden, har opmærksomheden omkring emnet også taget andre former.

Jeg har tit tænkt, hvad de mon tænker om mig, siger Anja Wickelgren og griner. I en periode gik Anja Wickelgren hver dag tur med marsvinet Grete for at få lidt luft.

Peter Nygaard Christensen
I Holland har der de seneste år været dedikeret en hel uge i ensomhedens tegn, i USA har Oprah Winfrey kørt en langstrakt kampagne mod ensomhed med titlen ’Just Say Hello’, og i 2011 lavede Mary Fonden i Danmark en storstilet kampagne for at bekæmpe ensomhed. Tre år senere startede Folkebevægelsen mod Ensomhed, som i dag har 80 organisationer bag sig. Og fra 2012 til 2017 er antallet af initiativer til ensomme i Danmark – f.eks. rådgivningstilbud, aktiviteter, besøgsvenner – steget fra 15 til 79, viser en opgørelse fra forskningsenheden DEFACTUM.

Senest er ensomheden taget op på øverste politiske niveau i Storbritannien, hvor premierminister Theresa May i januar udpegede en ensomhedsminister.

Social ulighed

Men hvad vil det egentlig sige at føle sig ensom? Det spørgsmål har Mathias Lasgaard forsket i gennem de seneste 12 år. Ensomhed er først og fremmest »en følelse«, fortæller han, derudover handler det om, at man »oplever et modsætningsforhold mellem de relationer, man ville ønske, man havde, og dem, man rent faktisk har«.

Man kan sagtens være alene uden at føle sig ensom, og man kan også opleve af føle sig ensom i selskab med andre. Men hvor det at være alene både kan være en god og en dårlig ting, er ensomheden udelukkende en ubehagelig følelse. Mathias Lasgaard fortæller, at følelsen »udspringer af nogle basale sociale behov, som ikke bliver opfyldt«.

Følelsen kan været kortvarig og komme i kølvandet på f.eks. en skilsmisse eller en flytning. Men den kan også udvikle sig og bide sig fast gennem længere tid. Og det er her, den bliver mest skadelig og en direkte trussel mod folkesundheden, som flere forskere har peget på.

Der er forskellige grunde til, at man kan blive ensom. Tallene viser, at det særligt er de unge under 30 eller de ældre over 75 år, der føler sig ensomme, men problemet er udbredt i hele befolkningen. Man kan også blive ensom, hvis man har økonomiske udfordringer eller sundhedsproblemer.

»Den nye undersøgelse peger på en markant forøget andel af ensomme blandt folk, der er syge, på forskellige måder er socialt udsatte eller tilhører minoritetsgrupper. Blandt dem, der er i beskæftigelse, er der meget få ensomme. Det siger noget om, at der også er en social ulighed blandt dem, der er ensomme,« konkluderer Mathias Lasgaard.

Udover at forstå følelsen har flere forskere også vist, at der er sundhedsmæssige konsekvenser koblet på det at føle sig ensom. En af de mest anerkendte forskere i ensomhed på verdensplan er professor i psykologi og neurovidenskab John T. Cacioppo, som har udtalt, at langvarig ensomhed kan være lige så sundhedsskadeligt som at ryge. Der er også en større risiko for tidlig død hos de personer, der gennem længere tid føler sig ensomme.

»Vi kan se, at personer, der føler sig ensomme, har en tendens til at være fysisk inaktive, det er en del af forklaringen på, hvorfor ensomme har tendens til at blive mere syge,« siger Mathias Lasgaard.

»En anden faktor er, at de har et markant højere stressniveau. Det betyder, at man sover dårligere og er mere årvågen, det er forbundet med, at ens immunforsvar tager lettere imod osv.«

Vejen til ensomhed

Anja Wickelgren rejser sig op og bevæger ud på en af de mange små stier, der binder Ellemarkens 11 etagehuse sammen på kryds og tværs. Hun går forbi sin egen lejlighed i stueetagen, hvor hendes ansigt et kort øjeblik spejler sig i ruden, drejer rundt om et hjørne og fortsætter 300 meter ned ad endnu en sti. Til højre for hende er boligområdets havekasser. Ved siden af er en lille græsplet og en bænk med mos på kanterne. Anja sætter sig ned. »Denne her tur har jeg gået hver dag de sidste par år,« siger hun så.

Anja Wickelgren bor med sin 12-årige søn i en treværelses lejlighed. De sidder sammen på hans værelse, hvor de er ved at forberede indkøb af alt fra karrysild til ostebord. De har inviteret et par bekendte til påskefrokost.

Anja Wickelgren har oplevet ensomhedsfølelsen i flere perioder gennem sit liv. Sidste gang hun oplevede den som decideret invaliderende var, da hendes søn på dengang otte år i en toårig periode ikke boede hjemme på grund af sygdom. Sønnen havde et marsvin, Grete, som de plejede at lufte sammen. Da han flyttede, fortsatte Anja rutinen.

Altid mellem klokken 14 og 15. Altid med undskyldningen om, at marsvinet skulle have frisk græs, »men det handlede mere om, at jeg skulle have en undskyldning for at komme ud og gøre noget«, siger hun.

»Jeg har tit tænkt, hvad de mon tænker om mig,« siger hun og peger mod vinduerne i bygningen foran hende. »Så sidder hende den skøre dame der igen helt alene med sit marsvin,« griner hun.

Følelsen kom første gang i gymnasiet

Når hun sad her på bænken, forsøgte hun ofte at finde roden til sin egen ensomhedsfølelse.

Hun tænkte på, første gang hun stødte ind i følelsen uden helt at vide, hvad det var. Det var midt i 2. g. Hun tog en beslutning om at skifte gymnasiet i Greve ud med et i Avedøre, fordi hun følte sig frosset ude af sine omgivelser. For første gang fik hun oplevelsen af ikke længere at passe ind alle steder, ikke længere at være automatisk inkluderet i et fællesskab.

Eller hun tænkte på sin tid på Roskilde Universitet, hvor hun startede en studenterhue og et sabbatår senere for at læse miljøplanlægning. Efter få uger fik hun både kæreste og studiekammerater. Men kæresten udviklede et alkoholmisbrug, som greb mere og mere om sig, mens vennerne faldt fra. Til sidst var der ikke flere penge, ikke mere SU, ikke mere noget forhold. Hun stoppede på RUC i 1987.

Midt i alt det mistede hun sin far efter lang tids sygdom. Han havde været den, der havde holdt sammen på familien. Hans død betød derfor, at familien blev fragmenteret.

Da Anja Wickelgren mistede sin kæreste og rollen som studerende, mistede hun også en del af sin identitet og sit netværk. Hun var heller ikke kommet ind på arbejdsmarkedet. Det kom hun efterfølgende i kortere perioder, men siden hun blev gravid med sin søn, har hun været på kontanthjælp. Da han forsvandt ud af hendes hverdag i en lang periode, fik hun samme oplevelse igen:

»Hvad er jeg så? Hvad skal formålet med mit liv være? Hvad skal jeg så lave?«

Ensomhedens politik

Det kan være forbundet med et stort tabu at føle sig ensom. Det har Mathias Lasgaard hørt fra flere ensomme gennem sine mange forskningsår. Han spurgte en gang en midaldrende kvinde, hvad hun synes, man burde gøre, hvortil hun svarede, at »ensomhed først og fremmest skal aftabuiseres«.

Hvis noget skal aftabuiseres, kræver det, at det kommer i fokus og bliver italesat. Og det er ensomheden i den grad blevet, godt hjulpet på vej af det sundhedsmæssige perspektiv, lyder det fra Mathias Lasgaard. Men ifølge Christine Swane kan der også være problemer forbundet med pludselig at fokusere på ensomhed som en trussel mod folkesundheden.

»Da ensomhed kun blev opfattet som ’det sociale’ og ’noget med følelser’, blev det ikke betragtet som politisk vigtigt nok. Jeg skal være den sidste til at beklage, at det bliver set som et samfundsproblem. Men det er vigtigt, at vi bliver ved med at holde fast i betydningen af, at vi har et inkluderende samfund. Vi er mange sociologer, som pointerer, at vores samfund skaber ringere vilkår for fællesskaber, bl.a. på grund af en stigende social ulighed,« siger hun.

En gang om ugen mødes Anja Wickelgren med koret ’Syng dig glad’. Det er en af de ting, der har hjulpet hende til at få det bedre.

Peter Nygaard Christensen
Fonden Ensomme Gamles Værn har tidligere lavet en undersøgelse, som viste, at mange af dem, som følte sig ensomme midt i livet, havde svære oplevelser med i rygsækken fra deres opvækst, som de ikke havde fået bearbejdet. Det kunne være alvorlig sygdom eller dødsfald i familien, flytninger eller forældrenes skilsmisse.

»De omstændigheder, vi vokser op med, betyder meget,« siger Christine E. Swane.

Da Storbritannien for et par måneder siden udpegede deres første ensomhedsminister, blev det modtaget med stor begejstring i flere kredse. Men heller ikke her er Christine E. Swane helt så positiv.

»Jeg ville hellere se, at man for eksempel havde en ulighedsminister. Ensomshed bliver gjort til et isoleret fænomen. Ville det også give mening at have en diabetesminister?«

Udsatteminister og dårlig økonomi

Anja Wickelgren forlader bænken, græspletten og havekasserne og bevæger sig tilbage mod beboerhuset. Hun er dårligt gående, så turen må ikke blive for lang, siger hun.

På tilbagevejen fortæller hun, at hun også har hørt om den nye minister for ensomhed. Men hvis hun skal være helt ærlig, så hun hellere, at man fik en udsatteminister:

»De ensomme går jo ind i puljen for udsatte. Man får jo heller ikke en alkoholminister,« som hun siger og tilføjer, at hun selv sidder med i Udsatterådet i kommunen, hvor hun forsøger at tale beboernes sag i Ellemarken. Selv om der ikke er udsigt til en minister på det ene eller andet område i Danmark, er der flere ting, Anja Wickelgren kunne ønske blev sat i værk fra politisk hold.

»Man banker ikke bare på hos naboen i dag. Og der er ikke ret mange steder, man bare har lov at være. Rum og tid gør meget. Der er ikke steder at mødes spontant. Jo måske på en bænk i parken. Væresteder er jo kun for enten misbrugere eller sindssyge. Der er ikke et værested for ledige eller bare et være-være-sted for ikke noget. Hvis du ikke hopper ned i en kasse, så kan du sidde derhjemme.«

En rød Polo drejer om hjørnet og passagerne bag forruden vinker. »Det er nogle af naboerne,« siger hun. »De fleste kender mig herude.«

I gangen til beboerhuset er der en opslagstavle, hvor Anja Wickelgrens ansigt pryder flere avisudklip fra beboerbladet. På et af billederne optræder hun i rød paryk og lilla fjerboa i anledning af en lokal revy. Inden for det seneste stykke tid er hun begyndt at fylde sine »sociale batterier« med aktiviteter, som giver mening for hende, så hun kan få det bedre. Derfor kommer hun også ofte i de to cafeer, der ugentligt er i beboerhuset, ligesom hun har meldt sig ind i en vinterbadeklub, er begyndt at gå til kor en gang om ugen og for nylig er startet i praktik på et jobcenter 12 timer om ugen.

Selv om Anja Wickelgren ikke længere sidder derhjemme med en tom blok papir, og selv om sønnen er kommet hjem igen, kommer ensomhedsfølelsen snigende en gang imellem. I sociale sammenhænge ender hun ofte med at »sidde og kigge på nogen, der snakker om noget«. Det sker tit, når hun er i cafeen. Det kan også ske i vinterbadeklubben, hvor der bliver talt om køb af ny bil eller en hæk, der skal klippes. »Ting, der ikke er i min verden,« siger hun. Eller i frokostpausen på hendes nye praktiksted, hvor snakken går på gode tapassteder i København. Men hun kommer ikke i København, det har hun ikke råd til, »slet ikke til at spise tapas«.

Hun bliver mindet mest om følelsen, når andre taler om, hvad de har lavet med deres vennegrupper. Det er ikke, fordi Anja Wickelgren ikke har mennesker omkring sig, »men hvis du spørger mig, om det er rigtige veninder? Så nej, ikke helt«, siger hun.

»Jeg føler ikke, at de ser mig hele vejen rundt. Det kan godt være, jeg er mere livsgrådig end andre. Det har en terapeut en gang sagt til mig. Jeg kunne egentlig bare godt tænke mig at blive set som det menneske jeg er. Hvis et menneske kunne se det hele, ville det jo være perfekt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Estermarie Mandelquist
  • Anne Eriksen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Ruth Gjesing
  • David Zennaro
  • Peter Wulff
  • Britta Hansen
  • Heidi Larsen
  • Niels Roed
  • Toke Kåre Wagener
  • Eva Schwanenflügel
Viggo Okholm, Estermarie Mandelquist, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek, Ruth Gjesing, David Zennaro, Peter Wulff, Britta Hansen, Heidi Larsen, Niels Roed, Toke Kåre Wagener og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Britta Hansen

Nu har artiklen ligget på Information siden i går (tak for artiklen, i øvrigt!) og indtager en 6. plads under rubrikken 'Mest læste'. Et par stykker har anbefalet den - men ingen har kommenteret.

Jeg ville vente lidt med at skrive en kommentar, indtil der var én eller flere, der havde kommenteret, og det undrer mig egentlig ikke ret meget, at ingen er gået forud.

Efter min opfattelse er ensomhed et stærkt tabuiseret emne, uanset, at Mathias Lasgaard er af den opfattelse "Hvis noget skal aftabuiseres, kræver det, at det kommer i fokus og bliver italesat. Og det er ensomheden i den grad blevet, godt hjulpet på vej af det sundhedsmæssige perspektiv". Så måske er det blevet italesat på et eller andet teoretisk plan, lige som man italesætter problematiske boligområder (de såkaldte ghettoer), indvandre af anden etnisk oprindelse og sukkersyge patienter. Men næppe er den blevet til et samtaleemne mellem mennesker, hvoraf nogle er berørte selv.

Mennesker har "lov" til at indrømme alt muligt: At de er på kontanthjælp, at de er syge og på kontanthjælp (lidt værre allerede), deres følelser efter at have mistet et familiemedlem og alt muligt andet.

Men ensomhed er et stigma næsten på lige fod med pesten, og måske er den lige så svært at komme den til livs som denne. Ensomhed kan være sej og er meget lidt overskudsagtig (hvilket kunne have gjort den lidt interessant for nogle). Ensomhed kan i værste fald følges ad af uhensigtsmæssige strategier fra den berørtes side, hvilket gør hverken emnet eller personen mere sympatisk og tiltalende. I hvert fald kræver det store ændringer, vil man komme ensomheden til livs - både fra den berørtes side, men sikkert også fra omgivelserne.

So, let's talk about loneliness.

P.S.: Nævnte jeg, at jeg godt kunne tænke mig nogle nye venner?

søren ploug, Viggo Okholm, Estermarie Mandelquist, Jørn Andersen, Kim Folke Knudsen, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek, Heidi Larsen og Birgit Schov anbefalede denne kommentar

Jeg har læst artiklen flere gange siden i morges og har gået og summet hele dagen over hvordan jeg skulle formulere min kommentar, for emnet ensomhed er stadig meget tabu-beslag. Mange føler ubehag når man nævner at man er følsom og prøver desperat at feje det man har sagt hen som værende en bagatel, eller værre, prøver at komme med alle de standardiserede svar (gå nu mere ud, se at find dig nogle venner, få nogle nye interesser etc) uden at sætte sig ind i, hvorfor man er ensom. Det er akavet for begge parter, derfor holder den ensomme oftest sin mund.

Jeg er ensom, det har jeg nok altid været på et eller andet plan hele mit voksenliv, jeg har været single i mange år, har aldrig fået børn, men det er gået helt ‘galt’ efter jeg blev syg og siden førtidspensionist, og isærdeleshed her indenfor de sidste 2-3 år, hvor min tilstand er blevet forværret. Jeg kan ikke det jeg kunne engang, jeg har ikke den samme energi og så er jeg også blev dødkedelig i mange menneskers øjne, selvom jeg stadig har masser af interesser.

Det er hårdt at indrømme man er ensom, for det er ikke bare noget man lige kan ændre på, når man er bundet til sit hjem og sjældent er i stand til at komme ud. Hvorfor mine få venner (som bor tæt på) og jeg ikke ses længere, er en lang historie, men menneskers forventinger til hinanden gør ikke tingene lettere. Det er ikke fordi jeg ikke har forsøgt, guderne skal vide, at det har jeg, men selv den ensomme når til et punkt hvor man holder op med at forsøge at få de få venner man har i tale. Og når man er syg, så er man heller ikke lige det bedste ‘venne-materiale’ når man møder nye mennesker :)

søren ploug, Viggo Okholm, Estermarie Mandelquist, Jørn Andersen, Kim Folke Knudsen, Anne Eriksen og Britta Hansen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

»Den nye undersøgelse peger på en markant forøget andel af ensomme blandt folk, der er syge, på forskellige måder er socialt udsatte eller tilhører minoritetsgrupper. Blandt dem, der er i beskæftigelse, er der meget få ensomme.

Øhe.. nå??Mennesker kan altså ikke føle sig ensomme, hvis bare mennesket har et arbejde. Det var ligegodt catans. Det tror jeg simpelthen ikke på.

søren ploug, Bjarne Bisgaard Jensen, Jørn Andersen, Kim Folke Knudsen, Anne Eriksen og Heidi Larsen anbefalede denne kommentar

Minoritetsgrupper mangler arbejdet?
Eller syge og socialt udsatte? - Må de tage deres undersøgelser, statistikker og forskning og...
En minister er nu og dage ikke garant for noget som helst andet end den sidste studehandel. Den måde, man udfører hvervet som politiker nu og dage er mere et spørgsmål om økonomi og planlægning end bekymring for borgernes ve og vel.

Det i sig selv kan godt få følsomme personer med eller uden problemer til at føle sig ensomme i et tilsyneladende pulserende samfund, men det er nok fordi de færreste skilter med det. Gjorde man det, ville både empati og hjælpsomhed være en mere synlig vare på hylderne.
Er der ligefrem håb om, at disse svære forhandlinger om overenskomster kan fremdrage en nyopvågen loyalitet mellem forskellige grupper?

En helt anden ting er, at man som menneske er stillet over for kravet om at erkende, at man virkelig er alene i dette liv. At det er alles lod og ingen tro eller andet/ andre skal hindre "dig" i, at sætte pris på det, du er - eller tilgive, at du kun er et menneske og derfor aldrig kan blive andet - ligegyldigt hvad/ hvem der ellers befinder sig i nærheden.

Rikke Nielsen

Som mennesker skal vi måske også lære, at det er ok at være ensomme.
I vores tid er der ekstrem fokus på at være med i diverse (online) grupper, som om det er en flugt fra at føle følelsen af ensomhed, men jo mere man ikke tager fat i følelsen, des mere farlig bliver den.

Og så synes jeg det er forfejlet at italesætte, at ensomhed er et socialt problem; det siger man kun fordi man lader sig forlede af glitteret.

Bag ethvert menneskes facade gemmer sig ensomheden som en naturlig del af det at være menneske - ligegyldig hvor meget vi knytter os til andre mennesker, skal vi dø alene og det ved vi alle godt.

At være svigtet i barndommen eller på andre måder svigtet, kræver måske snarere en tur til psykologen for at få ryddet op i nogle af tankerne.

Mette Poulsen, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek, Kim Folke Knudsen og Heidi Larsen anbefalede denne kommentar
Flemming Olsen

Midlet mod ensomhed angives ofte som at være, enten at interessere sig levende for andre mennesker, eller at finde sig nogle interesser og gå op i dem. Men hvis man ikke rigtig kan motivere sig selv og lære at tænke positivt, så er det selvfølgelig svært. At gå og dyrke sin ensomhedsfølelse er næppe nogen god ide.