Analyse
Læsetid: 10 min.

Facebook-skandalen giver os chancen for at kræve ejerskab over vores egne data og bruge dem til gavn for alle

Vi kan skælde ud på Mark Zuckerberg og alle de andre. Men tech-giganternes magt er kun et symptom på en kapitalisme der er endt i stagnation
Fcebook-skandalen åbner døren for en ny kapitalisme.

Fcebook-skandalen åbner døren for en ny kapitalisme.

Andrew Harrer

Moderne Tider
7. april 2018

Offentlighedens tillid til Facebook er ved at kollapse. Den udvikling hilser vi, der i årevis har advaret mod, at vores personlige data kunne blive misbrugt, velkommen med åbne arme. 

Det er betryggende, at der nu endelig foreligger endegyldige beviser for, at der bag Facebooks højtravende retorik om at »bygge et globalt fællesskab til gavn for alle« gemmer sig et kynisk og aggressivt projekt om at etablere en global datastøvsuger, der suger personlig data fra os alle sammen.

Ligesom sine konkurrenter tjener Facebook penge på at bore dybt helt ned i de nederste lag af vores datamæssige væren. Firmaet arbejder efter samme princip som de energifirmaer, der borer efter olie i undergrunden: Det handler først og fremmest om profit. Sociale og samfundsmæssige hensyn kommer altid i anden række.

Symptomet Facebook

Men vi accepterer ikke længere Facebook-direktør Mark Zuckerbergs rosenrøde fremstilling af en ’social infrastruktur’, som gnidningsfrit understøttes og finansieres af personligt målrettede reklamer. 

For nok er etableringen og vedligeholdelsen af denne ’sociale infrastruktur’ ikke forbundet med direkte, økonomiske omkostninger for skatteyderne. Men de langsigtede sociale og politiske omkostninger er om muligt endnu større end den pris, vi i dag betaler for 1970’ernes billige olie.

Men Facebook er et symptom – ikke årsagen til problemerne. I virkeligheden er det lige så frugtesløst at klandre virksomhedskulturen i Facebook, som det er at bebrejde brugerne selv. Det, vi i virkeligheden burde diskutere, er, hvordan vi omstrukturerer den digitale økonomi, så den ikke bare tilgodeser en lille håndfuld gigantiske teknologifirmaer, men kommer hele samfundet til gode. 

Der er ingen nemme løsninger. Vi kan ikke bare finde på en ny, genial app. Det er nemlig ikke vores påståede afhængighed af sociale netværk, der står i vejen for en fair, digital økonomi. Problemet er den moderne kapitalisme, som grundlæggende er langt mere stagnerende, end vores besættelse af innovation og disruption indikerer. 

Ud af krisen

Vi kan brokke os, alt det vi vil, over teknologifirmaerne. Men vi kommer ikke udenom, at det er Facebook, Alphabet, Amazon, Microsoft og de andre, der har drevet det amerikanske aktiemarked mod nye højder de seneste år. Mens den øvrige økonomi stadig kæmpede med finanskrisens efterdønninger, eksploderede teknologigiganternes markedsværdi. 

På sin vis minder teknologisektoren i 10’erne om den amerikanske boligsektor i 00’erne. Begge blomstrede i en tid, hvor den øvrige økonomi var i problemer. Ser man bort fra de enorme stigninger i teknologivirksomhedernes markedsværdi de seneste år, er det faktisk svært at tale om en egentlig økonomisk genrejsning efter finanskrisen. 

Og det er den primære årsag til, at den amerikanske regering med al sandsynlighed ikke har tænkt sig at gøre noget som helst for at begrænse teknologigiganternes handlefrihed. Slet ikke nu, hvor de kinesiske teknologifirmaer er begyndt at spille med musklerne og bevæge sig ud på det globale marked. Trump raser kun mod Amazon, indtil nogen gør ham opmærksom på deres kinesiske modstykke Alibaba.

Markedsfundamentalisme

Europæiske politikere lover reguleringer, og teknologidirektørerne lover at stramme op på firmaers omgang med vores personlige data. Men den slags løfter er bekymrende. Retorisk indikerer de nemlig, at den digitale økonomi overordnet set fungerer godt. At det blot drejer sig om nogle få brodne kar, der har forstyrret en grundlæggende velfungerende branche.

Den forestilling er i fin overensstemmelse med verdenssynet i to lejre, der ofte fremstilles som hinandens modsætninger. Men til trods for deres meget omtalte sammenstød forstår EU-teknokraterne og Facebook-direktørerne nemlig verden på nogenlunde samme måde.

Omdrejningspunktet for alting er et urørligt, nærmest helligt, marked, hvor (regulerede) virksomheder stiller ydelser til rådighed for nytteoptimerende forbrugere.

De eneste legitime indgreb i systemet er tiltag, der styrker forbruger- og datasikkerheden, øger konkurrencen eller hæver skatterne (eurokraterne) – eller introducerer nye og bedre designede ydelser og teknologier (Facebook-ingeniørerne). I denne eventyrlige verden har historien i sandhed nået sin afslutning. Den globale kapitalisme er ikke alene samfundets højeste myndighed. Den fungerer rent faktisk også. Og hvor end den bevæger sig hen, trækker den et spor af velstand og meritokrati efter sig. 

Ud fra det verdenssyn er der altså ingen grund til at overveje eller forestille sig andre former for social og politisk organisering.  F.eks. samfundsmodeller, hvor borgere, borgergrupper eller nationalstaten måske spiller en mere fremtrædende rolle i udformningen af markedet eller beslutter at holde visse dele af vores liv helt væk fra det.

For hvis disse nye samfundsformer virkelig var nyttige, havde markedet jo allerede udviklet dem. Og hvorfor overhovedet tænke i alternativer, når markedet fungerer så godt?

Det verdensbillede er naturligvis i direkte modstrid med den empiriske virkelighed. Både i USA og Kina er teknologigiganternes succes en direkte konsekvens af markante statsindgreb. I USA tog det årtiers massive militærinvesteringer at etablere teknologimekkaet Silicon Valley. Og mindst lige så lang tid at designe et globalt handelssystem, som gør det svært for andre lande at indhente amerikanernes forspring og udvikle lignende teknologier.

Europæisk mulighed

Forskellen på EU og USA er, at amerikanerne prædiker én ting og gør noget andet, mens europæerne ofte – og helt tåbeligt – gør præcis, hvad de har sagt.

USA og Kina har gjort alt, hvad der stod i deres magt for at beskytte og hjælpe deres evigt ekspanderende teknologisektor. Omvendt har Europa efter bedste evne forsøgt at regulere de europæiske teknologifirmaer, så de ikke har konkurrencefordele i forhold til de amerikanske og kinesiske firmaer. 

Den dårlige nyhed er, at det har efterladt det europæiske kontinent uden de helt store teknologifirmaer. Den gode nyhed er, at den amerikanske økonomi er totalt afhængige af teknologigiganterne, og i Kina har datamisbrug ingen konsekvenser for sådan noget som politiske valg, fordi de slet ikke afholder politiske valg. Det efterlader Europa som den eneste aktør, der reelt har muligheden for at indlede en ny og anderledes datarevolution. En revolution, der kan vende bunden i vejret på hele teknologisektoren og føre til både politiske og teknologiske nybrud. 

Fælles data

Helt grundlæggende handler revolutionen om, at vi ikke skal finde os i, at firmaer som Facebook uden videre udnytter og profiterer på vores data. Facebook bør betale for at få adgang til vores data. Og den data må grundlæggende forstås som offentligt fælleseje, snarere end noget vi ejer hver især.

Det skal naturligvis være muligt for andre institutioner og firmaer at få adgang til den data og bygge nye serviceydelser på baggrund af den. Universiteter, biblioteker, velfærdsinstitutioner, offentlige myndigheder og entreprenører skal naturligvis kunne tilgå vores fælles dataressourcer. På visse betingelser.

I nogle tilfælde bør det være gratis. For private selskaber, der har en samfundsnyttig idé, kunne man forestille sig, at de fik tilskud fra en statslig investeringsfond, der finansierede forskellige former for forskning. På den måde kunne vi sikre, at vi indfrier vores samlede datas fulde potentiale, herunder udviklingen af forskellige former for kunstig intelligens. 

Hvor skulle alle pengene komme fra? Først og fremmest burde firmaer som Facebook og Alphabet bidrage til fællesskabet ved at betale væsentlige gebyrer for at få adgang til vores data. I dag koncentrerer firmaerne sig primært om, hvordan de minimerer deres skattebidrag mest muligt. 

Men målet er imidlertid ikke bare at sælge vores data så dyrt som muligt. Målet er at plante helt nye ’datafrø’, der vokser efter en helt anden logik: Det skal stå Facebook frit for at drive et socialt netværk, der skaber profit gennem målrettet markedsføring baseret på konstant overvågning af netværkets brugere. Det skal bare være ekstremt dyrt for dem, reguleres meget stramt og forudsætte brugernes fulde og oplyste samtykke. Og der er ingen grund til, at andre forretningsmodeller (abonnement, indkomstafhængig betaling eller lignende) ikke skulle kunne blive bygget rundt om den samme data. Det er jo offentlig ejendom.

Evgeny Morozov.

Evgeny Morozov.

Gian Ehrenzeller

Hvem ejer data?

Bør vi selv hver især eje vores personlige data, eller er det offentligt fælleseje? Det er et åbent spørgsmål, hvordan vi fremover skal balancere mellem individuelt og kollektivt ejerskab over vores data. 

Nogle argumenterer for, at Facebook og Google fint kan fortsætte med udnytte vores data til markedsføringsformål. Vi skal blot være en form for dataaktionærer, som får et afkast af den indtjening, der er skabt på baggrund af vores data.

Men meget af vores data har kun værdi, hvis det bruges i sammenhæng med mange, mange andre menneskers data. Det er altså svært at fastsætte den konkrete værdi af en persons data. 

Dertil kommer, at en stor andel af den data, vi genererer simpelthen er mere meningsfuld at kategorisere som fælleseje. Vi skaber data, når vi går ned af en offentlig vej med skatteyderbetalt, automatisk gadebelysning, der kun tænder, når nogen går på vejen. Det er data, som vi har sociale eller kollektive rettigheder over som borgere, men vi har ikke nødvendigvis privat ejerskab over den som forbrugere.  

Det mest udbredte argument mod et offentligt eller kollektivt ejerskab over vores data er, at staten potentielt kan misbruge den. Det er afgjort en risiko. Intet tyder dog på, at vi er beskyttet mod den form for misbrug i det nuværende system. I dag taler vi blot fejlagtigt om det misbrug som undtagelser, når det i virkeligheden er en del af systemets helt grundlæggende spilleregler. Selv efter at Edward Snowden har afsløret, at regeringerne systematisk misbruger vores data.

Digital suverænitet

Lige nu fortsætter de europæiske velfærdsstater, som om intet er hændt. Som om de står uden for historien og slet ikke mærker presset fra den globale kapitalisme, Kinas fremmarch eller Silicon Valleys voksende magt.

Men hvis den socialdemokratiske, europæiske velfærdsmodel skal overleve, bliver vi nødt til at forene databeskyttelse med en proaktiv økonomisk og politisk dagsorden. Vi må sikre, at borgerne ikke mister kontrollen over en værdifuld ressource (data) eller den infrastruktur, som størstedelen af vores politiske og økonomiske institutioner vil være baseret på i fremtiden (kunstig intelligens). 

De mest kreative stemmer på højrefløjen har forstået, hvad der er på spil. Donald Trumps tidligere chefstrateg, Steve Bannon, beskrev for nylig »digital suverænitet« – som han definerer som noget i retning af at vriste vores personlige, immaterielle ejendom fri af de store teknologifirmaers hænder – som et af de tre emner, der fremover vil antænde mest populistisk vrede mod globaliseringen og globalisterne.

Bannons anti-globalisme er imidlertid falsk. Det ville kræve den mest globale af alle institutioner, finanskapitalismen, at realisere et system, hvis vi skulle markedsgøre og opnå personligt, økonomisk gevinst ved vores data. 

Venstrefløjen har desværre ikke haft meget at sige om emnet. Det er en skam. Spørgsmålet om datasikkerhed giver venstrefløjen mulighed for at gentænke en række af dens andre positioner, så de tager højde for de teknologiske fremskridt.

For eksempel giver databaserede fremskrivninger mulighed for at fordele velfærd på nye måder. Den bureaukratiske administration af den offentlig sektor bliver nødvendigvis anderledes, når alle borgere bærer sensorer og anden teknologi. Og hvad med fagforeningerne i en fremtid præget af allestedsnærværende automatisering?

Men i stedet for at forholde sig til disse spørgsmål fortsætter venstrefløjen utrætteligt med at hamre på de samme, gamle, teknokratiske trommer. Mere databeskyttelse, højere skatter og mindre tillid – trommerne får endda en stadig mere neoliberal klang.

Isoleret set er der ikke noget galt med de tiltag. De er bare utilstrækkelige. Det er nemlig selve de institutioner – velfærdsstaten, den offentlige sektor, fagforeningen, partiet – som venstrefløjen historisk set har benyttet til at sikre retfærdighed og fremskridt for de svageste i samfundet, der er i krise. Vi skal ikke per automatik hylde yderligere regulering, hvis det er den forkerte regulering. Uanset i hvilken udstrækning reguleringen kan hjælpe os med at holde liv i en beroligende illusion om, at kapitalismen stadig fungerer, sådan som de europæiske velfærdsstaters grundlæggere forestillede sig det.

Tre veje

Vi har tre politiske valg. Vi kan fortsætte med den nuværende model og lade Facebook, Alphabet, Amazon og de andre overtage flere og flere funktioner fra staten. Med tiden behøver vi måske slet ikke bekymre os over, om hvorvidt deres teknologier bliver brugt til at påvirke udfaldet af demokratiske valg. Vores liv vil alligevel afhænge mere af beslutninger, der bliver truffet i deres bestyrelseslokaler, end af, hvad der foregår i vores parlamenter.

Vi kan også vælge den pseudo-anti-globalisme, som Steve Bannon er eksponent for. Vi kan genvinde vores autonomi ved at styrke finanssektoren – som Bannon naturligvis vil tæmme med kryptovalutaer.

Og endelig kan vi vælge at bruge de seneste dataskandaler til afsæt for en ny, progressiv politik, som gør statens institutioner i stand til at formulere og sikre egentlige sociale rettigheder i forhold til vores data.

Institutionerne kan samle vores data i forskellige grupper, som aktører kan få adgang til på bestemte betingelser. Det kan sikre, at gode ideer, der ikke nødvendigvis har de store kommercielle perspektiver, men til gengæld har et potentiale i forhold til sociale fremskridt eller almenvellets bedste, kan modtage investeringer og blive realiseret på baggrund af vores samlede data.

Verden over har folk mistet tillid til de eksisterende institutioner. De er blevet fremmedgjort fra det offentlige og politiske liv. Løsningen er, at vi gentænker institutionerne på en måde, der sætter dem i stand til at håndtere den digitale tidsalders udfordringer. Det bliver ikke nemt, men det kan lade sig gøre. Det er ikke nødvendigvis tilfældet om fem eller 10 år. For ligesom alt andet vi mennesker borer efter og udvinder, vil vores indre datareserver ikke vare for evigt.

© Information og The Observer

Oversat af Mathias Sindberg

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Så vi skal tillade teknologifirmaerne og staten at indsamle alle vores personlige data "til en pris"?
Sådan som det foregår i øjeblikket, samler staten allerede virkelig mange data ind om os, endda ulovligt med sessionslogning, (overvågning af alle danskeres trafik på internettet og i telekommunikation som samtaler og sms).
PET gemmer oplysninger om os der skulle have været slettet i et hemmeligt arkiv.
Når den nye såkaldte 'databeskyttelseslov' bliver vedtaget - en lov, der retteligt burde kaldes 'dataudnyttelsesloven' - er privatliv en saga blot. Det vil blive tilladt at samkøre personlige oplysninger på et højere plan med algoritmer, vi intet aner baggrunden om.
Allerede nu sælges medicinske oplysninger om os til udlandet uden vores viden eller samtykke, og ingen kontrollerer hvordan de bruges.
Vi får snart et nationalt Genomcenter, der kan kortlægge vores DNA. Her bliver ingen heller spurgt om de vil deltage. Vi aner ikke, hvem der vil få adgang til vores yderst personlige gen-koder, eller hvem de bliver solgt eller delt til.
Kortsagt, vi har fået frataget rettighederne til vores egen person. At vi så selv gladeligt deler ud af den til kommercielle firmaer som Facebook, er blot sørgeligt.

Torben Arendal, Anne-Marie Krogsbøll, Torben K L Jensen, Ole Frank, Michael Friis, John Foley, Martin Rønnow Klarlund, Steen K Petersen, Estermarie Mandelquist, Bjarne Andersen, Torben Skov og Erik Jacobsen anbefalede denne kommentar
Karin Thomsen

Så snart man bruger internettet, bliver man registreret. De fleste sider, man klikker ind på, bruger cookies osv osv. Nu er fokus på Facebook, og det er fint at få FB til at begrænse brug af indsamlet viden, men registreringen forsætter, hver gang du klikker på internetsider.

Ole Frank, Michael Friis, Steen K Petersen, Torben K L Jensen, Bjarne Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Thomas Østergaard

Cookies var stort til dataindsamling for 15 år siden, og var uddateret på det tidspunkt da EU gennemtvang at alle sites skulle informere og spørge om tilladelse til brug af cookies, til stort besvær og irritation for den almindelige bruger.

Browser fingerprints og sporing af ip-addresser er langt mere effektivt til at identificere alle brugere og kan ikke slettes eller omgås ved brug af incognito mode.

Flemming Berger, Morten Balling, Michael Hullevad, Ole Frank, Michael Friis, Bjarne Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Den nemme løsning med hensyn til Facebook er, at du undlader/ophører med at bruge Facebook. Det er lidt som at stoppe med at ryge. Afhængighedens abstinenser får snart en ende, din gamle livskvalitet vender tilbage og pegefingeren vokser ud igen.

Anne-Marie Krogsbøll, Mikael Velschow-Rasmussen, Michael Hullevad, Steen K Petersen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

På Facebook er brugerne produktet, og alle er tilsyneladende fucked

Så kommer https://mewe.com og siger
-Ingen annoncer.
-Ingen sporing.
-Ingen målrettede annoncer.
-Ingen "Bull Shit".

Da det ikke er gratis at drive skidtet, hvad fanden er så forretningsmodellen?

Torben Arendal, Mikael Velschow-Rasmussen, Ole Frank, Steen K Petersen, Bjarne Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Thomas Østergaard

Torben Skov:
Antageligvis er det noget med at tiltrække kapital og en børsnotering - alle ved jo at sådan nogle forretningsmodeller ikke er hugget i sten, og så kan man starte i det små med annoncer med henvisning til enten at man er nødt til at tjene penge, eller at aktionærerne kræver det.

Alternativt håber man på at blive opkøbt af facebook - de gav som bekendt 19 Milliarder dollars for Whatsapp, som også lovede fuld beskyttelse af brugernes privatliv, og på opkøbstidspunktet genererede stort underskud.

Endelig kunne det da være ren og skær idealisme, men i så fald ville det unægteligt være rart at vide hvem der lægger pengepung til.

Olav Bo Hessellund, Mikael Velschow-Rasmussen, Ole Frank, Bjarne Andersen, Eva Schwanenflügel og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg føler mig sært uberørt af alt dette - måske fordi jeg har en skidegod addblocker, der intet lader slippe igennem.

Ole Frank, Torben K L Jensen, Ib Christensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Steffen Gliese, hvad hedder din add blocker, og hvor kan man finde den ?

Ib Christensen

Har vi helt styr på hvem skurken var i Kejserens nye klæder?
Var det kejseren, skrædderne eller hoben?

Espen Bøgh, Flemming Berger, Christian Mondrup, Morten Balling, Eva Schwanenflügel, Michael Friis og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Eva - Google AdBlock og download til den browswer du bruger.

Eva Schwanenflügel

Torben - Mange tak :-)

Torben K L Jensen

Åh - Jeg bér.

ulrik mortensen

MeWe er værd at tjekke ud. En af personerne bag MeWe er opfinderen af World Wide Web, Tim Berners-Lee. Forretningsmodel mm: https://blog.mewe.com/berners-lee-behind-new-private-communications-netw...

Tim Berners-Lee: https://www.information.dk/protokol/2014/03/25-aar-berners-lee-frihedsbr...

Flemming Berger, Torben K L Jensen og Benno Hansen anbefalede denne kommentar

Lad os nu se virkeligheden i øjnene, når stormen er ovre så går livet videre - uden de store ændringer.

Vist skræpper politikerne forargede op på borgernes vegne, men lige som med våbenlovgivningen, så sker der ikke de store forandringer, - og da slet ikke med disse Tech-giganter, Google, Facebook osv., osv., der alle er "markedsgjorte" virksomheder, som er på aktier, der skal tjene penge i form af afkast til ejerne på den ene side, og ligeledes værdiforbedres via aktiekursen, eller sagt på en anden måde, - "en vinderkupon"!.

Det er som regel de store aktieejere der har flest penge i klemme i den anledning, og som ikke har lyst til eller vil miste deres "guldfugls" værdi, og derfor kæmpe imod med næb og klør(!), hvilket indbefatter det politiske heri.

Man kan sammenligne det med F-35 Flyet som Lockheed-Martin bygger med underleverandører overalt i alle stater i Amerika, hvilket betyder hvis en senator eller repræsentant, ikke stemmer for flere penge til udvikling af flyet, så fjernes underleverandørerne i den pågældende stat fra listen hos Lockhed-Martin, der finder en anden underleverandør i en anden stat, hvilet igen giver arbejdsløse i delstaten, som politikeren skal stå til ansvar for sidenhed politisk, og det tør ingen politiker, for de er politisk økonomisk afhængige af de tilskud de får fra de store virksomheder, for uden disse tilskud kan de ikke sidde i hverken senatet eller repræsentanternes hus!

Det er altså markedsafhængigt politik forklædt som demorkati vi ser, og det gør ingen forskel om det er tech-giganter på internettet eller noget andet produkt, - og det ved politikerne udmærket.

Vist vil der komme mere sikkerhed mod udefra kommende, og uindbudte gæster, på Facebook, men derudover er det "businees as usual", med slag af reklamer osv., osv., - det er et "markedskrav" når investorerne skal have forrentet deres indsats i et absolut liberalt marked.

De store aktieejere vil ikke miste kursværdigevinst eller aktieudbytte fra denne verdens- omspændende "guldfugl" (Facebook), - noget helt utænkeligt i Amerikas liberale samfund, og hvor en politiker stemme også er til fals for mammon, - sit eget politisk liv og velvære.

Alle kan være fornærmede eller sure, men det hjælper ikke - Facebook er et markedsgjort produkt der sælger og tjener deres penge ved at sælge reklamer til brugerne, - for Facebook er, tror brugerne, GRATIS, - NEJ Facebook er ikke gratis, det er brugerne der er produktet - modtagerene af reklamerne.

Drømmetosseriernes tid er væk som fundament for brugerne, som et GRATIS produkt!