Læsetid: 7 min.

Fremskridtet har kun os at stole på

Ny frigørelse har altid rummet et stort potentiale for reaktion og ny undertrykkelse – fra den antifeudale liberalisme over arbejderbevægelsen til 68-oprøret og #MeToo. Og opgøret mellem fremskridt og tilbagefald har ikke et fornuftsgaranteret positivt udfald. Derfor må kampen for moralsk-politiske fremskridt altid besinde sig på såvel frigørelsens nødvendighed som dens altid lurende modsætning
Ny frigørelse har altid rummet et stort potentiale for reaktion og ny undertrykkelse – fra den antifeudale liberalisme over arbejderbevægelsen til 68-oprøret og #MeToo. Og opgøret mellem fremskridt og tilbagefald har ikke et fornuftsgaranteret positivt udfald. Derfor må kampen for moralsk-politiske fremskridt altid besinde sig på såvel frigørelsens nødvendighed som dens altid lurende modsætning

Mikkel Lock Svendborg

28. april 2018

Der er modreaktion i luften. Flere og flere stemmer udtrykker for tiden bekymring for de ’mørke sider’ ved #MeToo-bevægelsen, i en grad så der fra visse kanter sås tvivl om selve dens berettigelse.

Bevægelsens spontane steppebrand af overgrebsvidnesbyrd har ikke blot udløst en række mere eller mindre hysteriske modangreb fra aldrende ronkedorer i kulturlivet, der måske ser deres position truet (bl.a. har instruktøren Ole Bornedal i Weekendavisen mindeværdigt sammenlignet #MeToo med »sociofascisme« og »Pol Pot«); den har også givet anledning til en mere seriøs og velbegrundet bekymring for, om uskyldige risikerer at bringes for en rasende folkedomstol i de sociale og etablerede medier, som Katrine Wiedemann senest har advaret mod i en kronik i Politiken.

Samtidig diskuteres det i et mere historisk perspektiv, om visse intellektuelle med rod i ’68 bidrog til at give et misforstået moralsk alibi for pædofili og seksuelle overgreb mod børn i deres kamp mod småborgerlighedens kvælende puritanisme, som Søren K. Villemoes har skrevet om i Weekendavisen og her i Information.

Hegel havde ret

Selv tror jeg, at den store tyske filosof G.W.F. Hegel havde ret i, at frigørelsesbevægelser og moralsk-politiske fremskridt ofte følger en dialektisk udviklingsfigur. Fremskridtet er aldrig entydigt og retlinet; det risikerer altid at slå om i sin modsætning – at medføre et moralsk tilbagefald i større eller mindre grad.

Denne dialektiske figur gør sig for eksempel gældende for den klassiske liberalisme, der i det tidlige modern samfund frisatte borgeren fra feudalismens åg, satte individet i centrum for vores moralske univers, og lagde grundstenene til oplysningens idealer om frihed, lighed og solidaritet.

Samtidig muliggjorde den klassiske liberalisme dog også, at en fremvoksende kapitalbesiddende klasse i det spirende industrisamfund på en historisk uhørt systematisk og effektiv vis kunne udbytte det industrielle proletariat gennem en formelt fri kontraktindgåelse på arbejdsmarkedet.

Den frie kontraktindgåelse skyggede nemlig samtidig for en mere uformel slags ufrihed, idet denne ’frie forhandling’ for proletarens vedkommende foregik med den pistol for panden, da kapitalejeren til enhver tid kunne nægte ham adgang til en lønindkomst – der i et samfund uden nutidens velfærd og sociale rettigheder var en bydende nødvendig forudsætning for hans egen og hans families overlevelse – hvorfor kapitalejeren da reelt også kunne diktere kontraktens vilkår.

En dialektisk figur

Den dialektiske figur gør sig selvfølgelig også gældende for den socialistiske arbejderbevægelse, der muliggjorde proletariatets frigørelse fra kapitalens overherredømme gennem faglig og politisk organisering af den industrielle arbejderklasse.

I sin leninistiske form udskiftede socialismen imidlertid blot borgerskabets klassetyranni med et langt mere brutalt og diktatorisk kommunistisk partityranni, der myrdede millioner af uskyldige mennesker i tvangsindustrialiseringens, kollektiviseringens og revolutionens navn.

Samtidig ligner den demokratiske arbejderbevægelses historiske succes med at etablere en effektiv modmagt til kapitalen i Vesteuropa – gennem faglig og politisk lønmodtagerorganisering og en demokratisering af statsmagten – i stigende grad kun et midlertidigt fremskridt, idet globaliseringen og neoliberalismens indryk i dag på tværs af Europa har reduceret de førhen så stolte socialdemokratiske arbejderpartier til stadigt mere udskældte forvaltere af en asocial og ulighedsskabende nedskæringspolitik, der i sidste instans har rod i globale markedsdiktater.

Den dialektiske figur gælder også for ungdomsoprøret i ’68, som i al sin heterogenitet og forskelligartethed på tværs af den vestlige verden repræsenterede et samlet opgør med efterkrigstidens borgerlige samfund, der var kvælende ensrettende i dets normative småborgerlighed, fremmedgørende i dets arbejdsform, og repressiv i dets puritanske og diskriminerende seksualmoral.

Selvudfoldelsens grænser

Samtidig medførte 68’ernes krav om erhvervsmæssig selvrealisering dog også en mere fuldstændig identifikation af individet med sin arbejdsmæssige funktion, hvilket muliggjorde en gennemgribende ’sjælelig’ udbytning af den individuelle lønmodtager – med en lang række psykopatologiske folkesygdomme som stress, angst, udbrændthed og depression som strukturel konsekvens.

Og som det aktuelt diskuteres, så glemte visse 68’ere i deres iver efter seksuel frigørelse også, at børns seksualitet – i det omfang vi kan tale om en sådan – er sui generis og uforenelig med voksnes, samt at visse seksuelle normer og tabuer – såsom ikke mindst forbuddet mod incest – ikke bare repræsenterer en småborgerlig og puritansk begrænsning af individets selvudfoldelse, men snarere udgør en moralsk ufravigelig beskyttelse af børn mod traumatiserende og ødelæggende seksuelle overgreb.

Sidst men ikke mindst gør den dialektiske figur sig også potentielt gældende for en bevægelse som #MeToo, der både repræsenterer en faglig kamp for kvinders basale rettigheder på arbejdspladsen og det seneste skud på stammen i kvinders historiske kamp for frigørelse fra patriarkalsk overherredømme, chauvinisme og stiltiende social accept af seksuelle overgreb.

Den mørke side

Men samtidig risikerer #MeToo dog også på grund af sin form – spontane vidnesbyrd om seksuelle overgreb og chikane i de etablerede og sociale medier – at blive misbrugt til at bringe uskyldige mennesker for folkedomstolens pøbelrettergang eller være så uforholdsmæssig voldsom i sin akkumulerede massefordømmelse af enkeltindivider, at det kan få potentielt tragiske konsekvenser.

Ifølge Katrine Wiedemanns kronik i Politiken var det f.eks. præcis sådan en folkedomstol, der for nylig drev den svenske teaterdirektør Benny Fredriksson ud i selvmordet efter i medierne anonymt at være blevet beskyldt for en brutal ledelsesstil og at have fostret en tavshedskultur ved Stockholms stadsteater – dog ikke seksuelle krænkelser.

Alle disse fremskridt rummer unægtelige elementer af moralsk nødvendig frigørelse i større eller mindre historisk skala, men samtidig rummer de også alle en mørk side – et latent eller manifest tilbagefaldspotentiale.

Hvorfor ser vi så ofte tilbagefald i kølvandet på moralsk-politiske fremskridt? En del af svaret er nok, at den udfordring af det bestående samfund, som udgår fra frigørelsesbevægelser, sjældent – hvis overhovedet muligt – er tilstrækkeligt fintmasket til at kunne begrænse angrebet til undertrykkende og diskriminerende normer og institutioner, men også risikerer at ramme legitime normer og institutioner, samt enkeltpersoner.

Derudover er sociale bevægelser selvsagt heterogene størrelser, og der foregår altid en intern kamp mellem forskellige grupperinger om at sætte bevægelsens retning og form – et revolutionært kaos kan f.eks. både frisætte berusende emancipatoriske energier og bane vejen for de mest hensynsløse tyranner.

Den moralske berettigelse

Hvis nu Julius Martovs mensjevikker eller Kronstadt-sejlerne eksempelvis havde vundet overtaget i stedet for Lenins bolsjevikker i Den Russiske Revolution, så var Sovjetunionen måske slået ind på en mindre autoritær og brutal politisk retning, og sandsynligvis var Stalin aldrig kommet til magten. Og hvis en række førende franske intellektuelle ikke havde fremført en misforstået offentlig apologi for seksuelle relationer mellem børn og voksne i kølvandet på ’68, så kan det heller ikke udelukkes, at færre børn måske havde fået deres liv ødelagt af seksuelle overgreb.

Vi kan i sagens natur ikke få svar på den slags kontrafaktiske spekulationer. Men i et mere aktuelt perspektiv, så er der påfaldende mange, der endnu ikke har forstået, at en spontan og decentraliseret massebevægelse som #MeToo hverken har nogen kommandocentral eller central beslutningsstruktur. Derfor kan den heller ikke i nogen meningsfuld forstand betragtes som ét subjekt, som man kan henvende sig til eller klandre for udfaldet af specifikke hændelsesforløb.

Det, som forleder mange ud i den illusion at betragte #MeToo-bevægelsen som et samlet subjekt med én vilje, er givetvis, at den trods sin anarkiske og uorganiserede struktur har haft et bemærkelsesværdigt, ja nærmest chokerende ensartet udtryk i de millionvis af personlige vidnesbyrd, den består af.

Denne ensartethed vidner dog i mine øjne netop om bevægelsens ubetingede moralske nødvendighed og berettigelse, idet den blot afspejler den systematiske og voldsomt omfangsrige karakter af den samfundsmæssige uret, som #MeToo forsøger at adressere. Berettigelsen til trods, så er #MeToo dog heller ikke ufejlbarlig eller immun over for misbrug eller tilbagefald.

Hvis ikke man forstår, at moralsk-politiske fremskridt ofte har fulgt en dialektisk bevægelse, så risikerer man at ryge i én af to faldgruber: på den ene side, i en reaktionær afvisning af bevægelser med et reelt og moralsk uafviseligt frigørelsespotentiale – som i kulturronkedorernes afvisning af #MeToo – og, på den anden, i ukritisk og apologetisk opbakning til moralsk uacceptable tilbagefald. Vi kan ikke tillade os nogen af delene.

Hegel havde ikke ret

Sagt på en anden måde, så er den eneste måde, vi kan gøre os berettigede forhåbninger om moralske fremskridt på uden risiko for tilbagefald, hvis vi på én gang forholder os åbent og kritisk til frigørelsesbevægelser. Intet er skrevet i sten, og modsat Hegels opfattelse har vi næppe nogen grund til at tro, at en positiv forløsning af et dialektisk modsætningsforhold på nogen måde er garanteret.

Eller sagt uden den tyske idealismejargon: Jeg tror ikke, Hegel havde ret i, at historien giver nogen garantier for fremskridtets endelige triumf. Om fremskridt slår om i tilbagefald, og i hvilken grad, er i sidste instans ene og alene afhængigt af vores vilje og evne til at sikre fremskridtet og undgå tilbagefald i praksis. Der findes ingen overhistoriske garantier; vi er helt og aldeles overladt til os selv.

Hvis vi skal fastholde kampen for moralsk-politiske fremskridt og samtidig gøre os håb om at bryde med fremskridtets dialektik, så må vi altså i første instans besinde os på frigørelsesbevægelsers moralske nødvendighed såvel som på deres altid eksisterende tilbagefaldspotentiale.

Det er præcis ligeså omsonst og reaktionært at benægte ungdomsoprørets historiske berettigelse i ’68, som det er at benægte #MeToo-bevægelsens åbenlyse berettigelse i dag. Men det betyder ikke, at vi skal gøre os blinde for de mørke sider, som disse frigørelsesbevægelser – som så meget andet i livet – måske også rummer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu