Læsetid: 3 min.

Freud skabte forargelse i 1905 ved at vise, at børn har en seksualitet. Det gør han åbenbart stadig

Hvad Freud, Reich og Foucault har tilfælles, er en grundig undersøgelse af seksualiteten – også hos barnet. Resultaterne af deres undersøgelser er vidt forskellige, og det er særdeles vigtigt at holde fast i, men grundspørgsmålet er det samme: Hvad vil det sige at være et seksuelt væsen?
Seksualiteten ligger for Freud ikke færdig inde i barnet på forhånd – i dets natur – men skabes netop gennem forholdet til den Anden.

Seksualiteten ligger for Freud ikke færdig inde i barnet på forhånd – i dets natur – men skabes netop gennem forholdet til den Anden.

Ritzau Scanpix

14. april 2018

I de seneste par uger har debatten omkring pædofile tendenser hos freudomarxister og franske intellektuelle i 1960’erne og 70’erne udspillet sig på forskellige platforme. Nu må det imidlertid være på tide at bekende kulør og stå fast på en vis arv, uden hvilken debatten degenererer håbløst.

Hvis ikke vi antager entydigt, at Freuds arbejde omkring seksualitet er originalt og væsentligt, og at tænkere som Wilhelm Reich og Michel Foucault formulerede en række vedkommende spørgsmål i forlængelse af Freuds arbejde, samtidig med at vi entydigt fordømmer seksuelle overgreb på børn, er det slet ikke muligt at komme videre. Det ville svare til at kaste barnet ud med badevandet, næsten bogstaveligt talt.

Hvad Freud, Reich og Foucault har tilfælles, er en grundig undersøgelse af seksualiteten – også hos barnet. Resultaterne af deres undersøgelser er vidt forskellige, og det er særdeles vigtigt at holde fast i, men grundspørgsmålet er det samme: Hvad vil det sige at være et seksuelt væsen?

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Se om du er enig…

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ole Frank
  • Viggo Okholm
  • Steffen Gliese
  • David Zennaro
  • Kurt Svennevig Christensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Kurt Nielsen
Ole Frank, Viggo Okholm, Steffen Gliese, David Zennaro, Kurt Svennevig Christensen, Eva Schwanenflügel og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er en fejlslutning at hævde at det faktum, at børn har en seksualitet ikke kan anerkendes samtidig med at man fordømmer pædofili. Ja, børn er seksuelle væsener og det skal de have lov til at være uden at skulle være objekter for de voksnes seksualitet. Sværere er det altså ikke.

Nille Torsen, Mette Poulsen, Karen Grue, Viggo Okholm, Frede Jørgensen, Khadra Cool, Rikke Nielsen, Herdis Weins og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar

For Freud er positionen denne: barnet har som barn, en polymorf seksualitet, altså en seksualitet, der kan udformes på mange måder, herunder også give udslag i en heteroseksuel seksualitet. Men for Freud er denne form for seksualitet også en slags undertrykkelse af barnets polymorft perverse seksualitet. Og hvis man læser Totem og Tabu, så ved man, at Freud position i 1912-1914 netop var driftsafkaldet, man(d) gør afkald på sine drifter, herunder seksualiteten, for at blive indlemmet, og inddæmmet i civilisatione; kulturens byrde kalder Freud det.

Ift. Reich er det sådan, at Reich, bl.a. på baggrund af den strenge traditionelle drenge-opdragelse i Preussen, forstod, at denne opdragelse skabte det som Reich kaldte et karakterpanser, stive militære led, især omkring hoftepartiet, hvor seksualitetens kraft sidder, skabte denne opdragelse
et stift panser. Opdragelsen betød så også, at det kom på måde at sige 'at en rigtig dreng græder ikke' og andre af dens tåbelige udsagn. Reich gør så det i sin forskning, at han påviser dette karakter-panser, og viser måder, i i hans terapeutiske praksis, på, hvordan dette panser kan opblødes.

Seksualiteten hos Freud er altså ikke spor problematisk; den er en naturlig kraft, der skal frisættes, især for kvinder skal den frisættes - sættes fri af de snævre borgerlige rammer som den var sat ind i 1890ernes Wien...

søren ploug, Ole Frank, Steffen Gliese, Viggo Okholm, Lars Rasmussen og Morten Hjerl-Hansen anbefalede denne kommentar
Morten Hjerl-Hansen

Freud var ikke menneskeligt indrettet til at trøste for han godtog ikke sorgen som det mest komplekse i livet. Da jeg læste ham for mange år siden, i begyndelsen af mine meget hihi følsomme 20'ere, blev jeg grebet af en skuffet væmmelse så dyb som jeg aldrig siden har oplevet ved at åbne en bog. Nietzsche og Foucault er for små forvirrede amerikanske førsteårsstuderende, dem kan vi trække på skulderen af. Men jeg står tilbage med erindringen om oplevelsen af Freuds kynisme. Hedder det sådan?

Da cocktailen Darwin + Nietzsche + Freud ramte verden fik vi mennesker pludselig travlt i en helt ny forstand. Hver dag var ikke længere nok i sin plage, ligesom det hedder i Prædikerens Bog. Der skulle glattes ud, trækkes tråde, forstås, begrundes, afklares, gøres op og indhentes. Der var ikke længere tid til selvironi. Universiteterne blev ødelagte. Ægteskaber på tværs af udseendekvaliteter og sociale baggrunde blev utænkelige. Kassetænkningen opstod og med den kapitalismens fætter nyliberalismen. Er vi blevet rigere med disse tre forkvaklede herrer? Hvad vil de sige om 1000 år? Ja! Selvfølgelig spørger jeg om de havde en substantiel idéhistorisk andel i holocaust.

Status er, at det giver to spørgsmål:
1. Var Freud en kyniker fordi han ikke godtog at sorgen er det mest komplekse i livet?
2. Havde Darwin + Nietzsche + Freud en substantiel idéhistorisk andel i holocaust?

(Evighedsstudents dundertale om Freud overdøvet af musik)

Måske det vil være en idé at læse Alice Miller? Hun tog et opgør med Freud og viser, at Freud formentlig afdækkede mange tilfælde af incest, men blev så forskrækket og angst for at blive yderligere udgrænset, at han dækkede over det.

Man kan vel sige at disse "store navne" forsøgte at analysere mennesket og dets tanker og drifter, hvilket vel har været gældende fra mange tænkere siden menneskets indgang på denne jord.
Hvem er vi og hvorfor reagerer vi som vi gør? seksualiteten har vel altid været spændende på godt og ondt, og vi må konstatere at den stadig skaber spænding, diskussion begær og lyst her i det 21.århundrede Er vi så blevet klogere? Er vi nået til at vi kan vælge vores seksualitet? Og er vore afveje i forhold til den gængse moral i forskellige trossammenhænge et biologisk eller psykisk offer eller begge dele? Er en muslimsk kvinde mindre besat af begær end en ikke troende dansk eksempelvis? Har mænd et valg i forhold til de iboende drifter for at kunne sikre artens overlevelse?
Vi leder stadig efter forklaringer omkring det at være til eget køn eller være til børn.
Jeg mener så ud fra mine oplevelser som mand igennem 72 år at følelser til det andet køn starter ret tidligt og ønsket om den fysiske sammensmeltning faktisk starter umiddelbart i puberteten, hvilket jo så ikke er smart, men en realitet. Men det at vi som mennesker trods alt har et valg og ansvar i forhold til egne handlinger og følelser/drifter gør vel at vi kan vælge undertrykkelsen af en drift, da denne drift skal passe ind i samfundssammenhæng og at vi kan lære at følelser for et andet menneske styrker den nydelse af den seksuelle akt, som trods alt gør at livet er bedre for de fleste. Det giver så ikke forklaringen om forholdet for de "stakler" som er til børn. Er det en biologisk eller psykisk fejl udvikling?