Læsetid: 14 min.

Hvem skal have den dyre medicin – og hvem skal ikke?

Det nyetablerede Medicinråd har vurderet, at prisen på muskelsvindmedicinen Spinraza ikke står mål med virkningen. Derfor kan kun ganske få patienter få den dyre medicin. Siden har debatten været heftig, og rådet er kommet under voldsomt pres. Forældrene til de syge børn føler, at de er gidsler i en økonomisk magtkamp mellem regionerne og medicinalindustrien. I Medicinrådet mener man, at man blot har gjort, hvad man er sat i verden for. Spinraza-sagen er det første store slag i et ændret sundhedssystem
Otteårige Benjamin Meng Nørregaard er centrum i et af velfærdsstatens nye dilemmaer. Er medicinen for dyr til ham?

Otteårige Benjamin Meng Nørregaard er centrum i et af velfærdsstatens nye dilemmaer. Er medicinen for dyr til ham?

Peter Nygaard Christensen

21. april 2018

Sidste år undergik det danske sundhedssystem en markant forandring. Det skete, da Medicinrådet blev etableret. Rådets opgave er at vurdere, hvor meget vi som samfund er villige til at betale for en behandling. Hvor meget en given effekt er værd. Så hvis du bliver syg, kan du som udgangspunkt kun få adgang til ny medicin, hvis Medicinrådet har vendt tommelfingeren opad. Rådet er sat i verden for at sætte en stopper for stigningen i udgifterne til dyr sygehusmedicin og for at skabe større lighed i sundhedssystemet, og begge dele ser ud til at være lykkedes.

Men Medicinrådet har også blotlagt et helt afgørende dilemma i velfærdsstaten: Hvem skal have, og hvem skal ikke have dyr medicin? Ingen sag viser dilemmaet med hensyn til Medicinrådet og det ændrede sundhedssystem bedre end den såkaldte Spinraza-sag.

Spinraza er navnet et nyt og dyrt præparat, beregnet til patienter med den sjældne og alvorlige muskelsvindsygdom spinal muskelatrofi, SMA – en medfødt og arvelig sygdom, som ødelægger de nerveceller i rygraden, som signalerer til musklerne, at de skal trække sig sammen. Derfor svinder musklerne over tid.

Medicinrådet har besluttet, at det kun er de hårdest ramte – dem, hvor diagnosen er stillet inden for det første halve leveår, og hvor sygdommen udvikler sig hurtigt, og patienterne dør tidligt – der kan få Spinraza. Der er derfor kun fire danske børn i behandling. Deres grad af sygdommen kaldes SMA1. Men der findes også to andre grader, SMA2 og SMA3, hvor sygdommen først konstateres senere i livet og udvikler sig langsommere. De to grupper har fået nej til at få medicinen som standardbehandling, selv om der ikke findes anden behandling af sygdommen.

Hånden på bordet

En af historiens hovedpersoner hedder Benjamin Meng Nørregaard. Han er otte år og sidder i sin elektriske kørestol i døren mellem sit værelse og toilettet. Benjamin har SMA2, og huset, som ligger i et nybygget kvarter i en forstad til Middelfart, er specialindrettet med brede gange og døre, så han selv kan køre rundt. I loftet er der en lift, så forældrene og handicaphjælperne ikke skal bære ham, når han skal i bad eller på toilettet om natten.

Benjamin bor med sin familie i et villakvarter i udkanten af Middelfart. Deres hus er specialindrettet med brede gange og døre, så han selv kan køre rundt. I loftet er der en lift, så forældrene og handicaphjælperne ikke skal bære ham, når han skal i bad eller på toilettet om natten

Peter Nygaard Christensen

Benjamin er ved at komme sig efter sin tredje rygoperation. Han er i godt humør og viser sine LEGO-byggerier frem, blandt andet en fantasiborg med en elevator. Han har bygget den sammen med sin far, fortæller han, og de gjorde det så godt, at de vandt en konkurrence og fik en anden borg – som står på hylden nedenunder – i præmie. Der står en lavalampe ved det ene vindue, på gulvet står en Ninjagoskoletaske. Selv om Benjamin er en kvik dreng, der går i skole med sine jævnaldrende og er god til at bygge med LEGO, er der også mange ting, han ikke kan. Hans SMA2 bliver værre, som årene går:

»Jeg plejer selv at kunne lægge hånden op på bordet, når jeg sidder inde ved min storebror. Nu beder jeg ham om hjælp til det,« siger Benjamin og skynder sig at fortælle mere om sin storebror:

»Han er helt normal,« siger han.

»Det er du da også,« siger Benjamins far, Chris Nørregaard, som står lidt i baggrunden.

Benjamin vender det hvide ud af øjnene og griner lidt. Han kører vakst rundt i huset og viser ting frem, på et tidspunkt kommer hans hoved til at hænge forover: »Far, mit hoved,« siger Benjamin, og Chris Nørregaard går roligt over og lægger sin søns hoved tilbage i kørestolens nakkestøtte.

SMA-patienter bliver typisk dårligere med årene. Nogle mister på et tidspunkt evnen til selv at spise, nogle får vejrtrækningsproblemer og må have respirator. Derfor er Chris Nørregaard frustreret over, at Benjamin ikke allerede er i behandling med Spinraza, fortæller han ved spisebordet i det store køkken, mens Benjamin ser tegnefilm.

»Hvis Spinraza var kommet på markedet et år før, så havde han fået det. Det er kun, fordi man har oprettet Medicinrådet,« siger Chris Nørregaard.

Det har han sandsynligvis ret i, for Spinraza er godkendt i det europæiske lægemiddelagentur (EMA) til behandling af SMA2, og før Medicinrådet blev oprettet, skelede man ikke til prisen. Han føler, at Benjamin er taget »som gidsel i en magtkamp mellem Medicinrådet og Biogen«, fortæller han.

Meget lav evidenskvalitet

Medicinrådets afvisning af Spinraza har medført stor debat, for i bl.a. Norge, Sverige og Tyskland tilbyder man også medicinen til SMA2 og i nogle tilfælde SMA3-patienter.

Begrundelsen for afvisningen er simpel: Der er en »meget lav evidenskvalitet«, skriver Medicinrådet i oktober 2017 i sin begrundelse for ikke at anbefale medicinen til patienter med SMA2 og SMA3. For patienter med SMA1 vurderer man, at der er »lav evidenskvalitet«, men at den dog er høj nok til, at patienterne skal have tilbudt medicinen i et forløb, hvor man holder nøje øje med virkningen. Der er dog også en anden årsag til beslutningen. Prisen. Listeprisen på Spinraza ligger på knap fire millioner kroner det første år og to millioner de følgende år. Per patient.

Medicinrådet skriver, at firmaet bag Spinraza, Biogen, har valgt at sætte prisen »urimeligt højt«, og rådet finder ikke, at der er »proportionalitet mellem ansøgers prisforlangende og effekten«. Det er klar tale.

Medicinalfirmaet Biogen har tilbudt en med egne ord »markant lavere pris«, hvis flere patienter kan få behandlingen, fortæller firmaets danske direktør, Janne Harder. Priserne holdes hemmelige, men en reduktion på 40 procent er blevet nævnt i andre medier. På et møde i januar takkede Medicinrådet også nej til den reducerede pris, vurderingen var fortsat, at den var for høj i forhold til virkningen.

På tirsdag skal Spinraza igen drøftes i Medicinrådet. Her skal blandt andet de norske og svenske erfaringer vurderes. Formand for Medicinrådet Steen Werner Hansen kan dog »ikke forestille sig«, at den danske linje bliver ændret, da han mener, at »man må forlange bedre data for at tage det i brug til flere«, som han siger. Et problem for forskningen er sygdommens sjældenhed, for det er svært at lave store og overbevisende forsøg ud fra små patientgrupper. I Danmark er der eksempelvis kun omkring 150 patienter med SMA.

I februar viste et nyt studie publiceret i New England Journal of Medicine, at 57 procent af de behandlede oplevede motoriske forbedringer i løbet af 15 måneder imod 26 procent af dem, som ikke fik Spinraza. Der er dog kun 126 patienter med i hele studiet og derfor er usikkerheden stor. Desuden er det ifølge Sten Werner Hansen primært de yngste børn, der oplever forbedringer med Spinraza. Han forstår godt ønsket om behandling:

»Det er knyttet til et håb om, at hvis bare man får medicin, så hjælper det også«, siger han.

Benjamin Meng Nørregard kal have hjælp til det meste. Det kan godt være, at der skal tages kampe med medicinalindustrien. Men det er ikke rimeligt, at patienterne kommer i klemme i det system, og det gør de lige nu, siger Morten Freil, der er direktør, Danske Patienter.

Peter Nygaard Christensen

»Så jeg kan godt forstå, at der kommer pres på for at få det. Det drejer sig om børn, det er en sjælden sygdom og der findes ikke anden behandling. Men bare fordi det er til rådighed, er det ikke ensbetydende med, at det virker.«

I Middelfart deler Chris Nørregaard ikke Medicinrådets vurdering af evidensen. Han opremser alle de lande, hvor patienterne får Spinraza og siger:

»Jeg er blevet skuffet over Danmark. Jeg har altid været stolt over at være dansk, men jeg er flov over, at vi vil forhindre børn i at få den her medicin,« siger han.

Trods den høje pris fra Biogen er det primært det danske sundhedssystem, han er skuffet over. Når der ikke findes noget alternativ, burde man give det, som er godkendt, og som bruges i en lang række andre lande, siger han.

Oveni synes han, at Medicinrådet allerede »har sejret ad helvede til«, fordi prisen er blevet sat ned. »Man har gjort det, man er sat i verden for, presset prisen ned. Men alligevel siger man nej.«

Mere restriktivt end Norge

Foreningen Danske Patienter er langt hen ad vejen enig med Chris Nørregaard i, at Medicinrådet er gået for langt i sin første store sag. Direktør Morten Freil, som selv sidder i Medicinrådet som patienternes repræsentant, mener, at man burde tilbyde Spinraza til nogle af SMA2-patienterne:

»Jeg synes, det er mærkeligt, at vi kommer frem til en mere restriktiv konklusion end i Norge, hvor man ellers har ry for at være restriktive,« siger Morten Freil, som også mener, at patienterne bliver taget som gidsel i en kamp mellem regionerne og industrien. Samme holdning har formand for Muskelsvindfonden Lisbeth Koed Doktor:

»Det kan godt være, at der skal tages kampe med medicinalindustrien. Men det er ikke rimeligt, at patienterne kommer i klemme i det system, og det gør de lige nu,« siger hun.

Morten Freil er så uenig med sine kolleger i Medicinrådet, at han sammen med den anden patientrepræsentant bad om at få en mindretalsudtalelse ført til protokols, da beslutningen blev truffet:

»Det gjorde vi, fordi det var en uklog og for stram beslutning. Det lugtede af, at nu skulle Medicinrådet vise muskler over for medicinalindustrien frem for at træffe den fagligt rigtige beslutning, der imødekommer patienterne.«

Han er enig i, at prisen på Spinraza er »urimeligt høj«, og at evidensen for effekten »ikke er prangende«, men fordi Spinraza er godkendt, og fordi det er en alvorlig og sjælden sygdom, som rammer børn, mener han alligevel, at tvivlen skal komme patienten til gode.

Det er imidlertid en fejlslutning, anfører Hanne Rolighed Christensen, som er overlæge på Bispebjerg Hospital, klinisk farmakolog og ligeledes medlem af Medicinrådet.

Det er ikke sådan, at al medicin, som er godkendt til brug, også skal benyttes:

»Medicinrådet blev nedsat for at vælge noget fra. Også noget, som virker. Vores opgave er at vurdere om det, medicinen koster, står mål med virkninger og bivirkninger,« siger hun.

»I debatten om Spinraza får man det til at lyde, som om det ikke er legalt, men det er hele formålet med rådet, at vi skal lave den vurdering af hvert enkelt præparat og sygdom,« siger Hanne Rolighed Christensen og tilføjer, at rådet i vurderingen også tager højde for at lægemidler til sjældne sygdomme naturligvis er dyrere end lægemidler til mere udbredte sygdomme.

Løbske udgifter

I årene op til, at Medicinrådet blev nedsat, var der mange historier i medierne om, at udgifterne til sygehusmedicin var løbet løbsk. Også Information har skrevet artikler om problemet. Under valgkampen i 2015 blev de to statsministerkandidater Lars Løkke Rasmusen og Helle Thorning Schmidt konfronteret med problematikken i en debat på TV 2.

»Jeg kan ikke se for mig en situation, hvor vi skal til at prioritere. Borgerne forventer verdensklasse, når de møder det danske sundhedsvæsen,« sagde Helle Thorning-Schmidt

Benjamin og hans klassekammerat Olivier får tegnet håndaftryk. Benjamins yndlingsbeskæftigelse er at bygge med Lego.

Peter Nygaard Christensen

Lars Løkke Rasmussen sagde: »Vi må aldrig nogensinde skabe en situation, hvor lægen egentlig er i gang med at skrive: ’Det er det her, du har brug for.’ Og så skal han putte kuglepennen tilbage i lommen, fordi han ikke har bevilling til det.«

Alligevel blev Medicinrådet nedsat af regionerne halvandet år senere.

Siden 2007 er udgifterne til sygehusmedicin mere end fordoblet. I alt blev der i 2017 brugt 8,445 milliarder kroner på sygehusmedicin i de danske regioner, en stigning på 654 millioner kroner i forhold til året før.

Medicinrådet har endnu kun vurderet få præparater, og det er for tidligt at måle på effekten af dets arbejde.

Formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose, mener dog, at Medicinrådet er kommet godt fra start:

»Jeg betragter det som noget, der sikrer så meget sundhed som muligt for pengene. Det skal lægge en dæmper på stigningen i medicinudgifterne, så de ikke løber helt løbsk,« siger hun.

I Danmark er medicinpriserne generelt højere end i nabolandene, og hvis man aldrig siger nej til medicin, så har man intet forhandlingsgrundlag:

»Sidst medicinpriserne steg og overskred budgetterne førte det til besparelser andre steder i systemet. Så må man finde det på medarbejdere, akutbiler osv. Det er bagsiden af medaljen, hvis ikke man går efter at få så meget sundhed for pengene som muligt.«

Det er altså hensynet til den enkelte patients mulighed for at få den nyeste medicin over for hensynet til ikke at bruge sundhedssystemets penge på at betale overpriser til medicinalindustrien og dermed forringe servicen i sundhedssektoren generelt.

Industriens rolle er selvsagt central i den ligning.

Medicinalvirksomhederne har ifølge TV 2 en overskudsgrad på 30-40 procent, mens den gennemsnitlige overskudsgrad for andre industrier ligger på 14 procent. Biogen har allerede tjent mange penge på Spinraza, som sælger bedre end forventet globalt. Så hvorfor er priserne så høje?

»Jeg tænker også, at det er en høj pris, men det er også til en lille og sjælden sygdom,« siger direktør i Biogen Danmark Janne Harder og tilføjer:

»Der er behov for, at man som industri er villig til at forske og udvikle videre i sygdomme, der er sjældne og svære at behandle. Det er udgangspunktet for prisen,« siger hun.

— Kan du forstå, hvis patienterne føler, at de er fanget i en magtkamp mellem jer og Medicinrådet?

»Det kan jeg virkelig godt forstå, og det er noget, jeg tænker på. Det er også grunden til, at vi hurtigt sænkede prisen. Vi føler, at vi har gjort alt for, at det kan komme ud til patienterne.«

Det mener Medicinrådets formand, Steen Werner Hansen, omvendt ikke. Man kan ikke bare starte med at sætte prisen urimeligt højt og så sænke den og tro at alt er godt: »Vi vurderer fortsat, at prisen er for høj,« siger han.

Fri ordinationsret

Benjamin åbner – ikke uden en vis stolthed – hoveddøren ved at trykke på en knap på sin kørestol. Han drøner udenfor, for det er fredag eftermiddag, og traditionen tro holder naboerne fredagsbar på vejen i det nybyggede kvarter, og Benjamin vil ud og lege med sine kammerater. Benjamins far følger med over til flokken af naboer, der står med dåseøl og gintonics i hånden. En nabodreng skyder til måls efter Benjamin med en gummipil – på Benjamins egen klare opfordring:

»Prøv igen,« råber Benjamin begejstret fra kørestolen og til sidst får han en pil lige i panden og vil gerne ind igen. Benjamins far, Chris Nørregaard, fortæller, at familien to gange har søgt om at få Spinraza, selv om den ikke er anbefalet som standardbehandling.

Folketinget har nemlig et princip om, at det »ud fra en konkret lægefaglig vurdering« skal være muligt at få behandling med medicin, der ligger ud over standardbehandlingen – eksempelvis for folk med sjældne sygdomme. Men Chris Nørregaards ansøgninger er blevet afvist af Region Syddanmark med henvisning til Medicinrådet. Alle ansøgninger fra SMA2-patienter er blevet afvist i regionerne.

Det viser også, at sundhedssystemet er ændret efter Medicinrådets oprettelse. Kritikerne mener ligefrem, at lægernes frie ordinationsret er truet.

Netop det var omdrejningspunktet i et samråd, som Dansk Folkeparti indkaldte sundhedsminister Ellen Trane Nørby til tidligere på måneden. Efter samrådet konkluderede ministeren, at hun ville følge op på, at princippet bliver overholdt ude i regionerne. Spørgsmålet er, om man både kan have et Medicinråd, som i sagens natur giver en ensrettet og fast standard, og samtidig håndhæve et princip om, at man skal kunne få medicin, som ikke er godkendt til standardbehandling.

Hanne Rolighed Christensen mener, at der skal være ’fri’ ordinationsret, men kun hvis klinikeren har en faglig begrundelse:

»Det kan ikke være nok, at en kliniker bare siger: ’Jeg tror alligevel, at det her virker, så nu udskriver jeg det.’ Det vil være at bruge pengene uklogt i samfundet og skabe ulighed i behandlingen. Hvis to  afdelinger i landet tilbyder noget forskelligt, så kommer det jo an på, hvor man går hen, om man får lov. Det var et af formålene med at nedsætte Medicinrådet, at alle skulle have adgang til det samme,« siger hun.

Chris Nørregaard er skeptisk over for hele konstruktionen, fordi flere af Medicinrådets medlemmer også sidder på afgørende poster i regionerne og vurderer, om man skal gå ud over standardbehandlingen.

»Det svarer til, at man bliver dømt i byretten og anker sagen – og så møder man op i landsretten og ser, at det er de samme dommere,« siger han.

Danske Patienter ser også dobbeltrollen som et problem: »Jeg betvivler ikke deres faglighed. Men jeg synes, det er et problem, at det er de samme personer,« siger Morten Freil.

Medicinrådets formand, Steen Werner Hansen, der også selv sidder i den komité, der vurderer sager i Region Hovedstaden, kalder kritikken »en helt unødvendig mistænkeliggørelse«.

»I regionerne respekterer vi også, at medicin i nogle tilfælde skal gives ud over, hvad der er anbefalet som standard. Det kræver dog en dokumentation, der giver en formodning om, at medicinen vil kunne hjælpe den givne patient,« siger han.

Jeg plejer selv at kunne lægge hånden op på bordet, men nu skal jeg have hjælp til det, forklarer Benjamin.

Peter Nygaard Christensen

Også formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose, afviser kritikken:

»Det er to forskellige opgaver. I Medicinrådet skal de vurdere, om det skal være standardbehandling. I regionerne skal de vurdere, om der er særlige forhold ved den enkelte patient, der gør, at man skal anbefale behandlingen alligevel,« siger hun.

Politiske beslutninger

Politikernes insisteren på den frie ordinationsret og på princippet om, at man kan gå ud over standardbehandlingen, viser en vis ambivalens i holdningen til Medicinrådet. Man vil gerne spare penge, men holder stadig fast i, at alle skal have mulighed for at få den bedste medicin.

Formanden for Muskelsvindfonden, Lisbeth Koed Doktor, ser sagen sådan her:

»Meldingen fra Medicinrådet er, at medicinen er for dyr, men her har man glemt, at den medicin, der som regel er dyr, er til de sjældne diagnoser. Det er problematisk, at man fra politisk side skubbede problematikken med øgede medicinudgifter fra sig og lod ’embedsmænd’ tage over uden helt klare rammer. Derfor er det positivt, at flere politikere nu ser på de udfordringer, der er med rammerne for Medicinrådet,« siger hun.

Danske Patienters direktør, Morten Freil, mener, at man reelt har lagt de tunge beslutninger over på Medicinrådet:

»I Medicinrådet træffer vi reelt politiske beslutninger. Hvor vigtige synes vi, sjældne sygdomme er? Hvor vigtigt er det, at det er børn? Hvor meget vil samfundet betale for den og den type patienter?« siger han og giver et eksempel:

»Hvis man forestiller sig, at Medicinrådet også skulle forholde sig til andre teknologier i Sundhedsvæsenet, så ville vi aldrig have haft lægehelikoptere. Det er alt for dyrt, i forhold til hvor effektivt det er. Men det er en politisk beslutning, at vi vil have dem af hensyn til geografisk lighed. Men når der skal træffes beslutning om muskelsvindmedicin – hvad er betalingsviljen i samfundet til den sygdom? – så foregår det i Medicinrådet.«

Medicinrådets formand, Sten Werner Hansen, kan godt forstå presset for at få medicinen. Men bare fordi den er til rådighed, er det ikke ensbetydende med, at den virker, siger han.

Peter Nygaard Christensen

Stephanie Lose mener, at det er den bedste løsning at lægge beslutningerne i Medicinrådet:

»Der er ingen tvivl om, at det er vigtige beslutninger, der bliver truffet i Medicinrådet. Men vi har valgt at sige, at de beslutninger skal træffes med armslængde fra det politiske niveau. Det afgørende er vurderingen af forholdet mellem pris og effekt, og der er vi afhængige af, at vi kan stole på den faglighed, der er i Medicinrådet. Den beslutning skal ikke påvirkes af, hvilken vej de politiske vinde blæser,« siger Stephanie Lose.

Spinraza-sagen er ikke slut endnu. På tirsdag og formentlig også på kommende møder skal Medicinrådet igen diskutere lægemidlet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
  • David Zennaro
Jørn Andersen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

"I Medicinrådet mener man, at man blot har gjort, hvad man er sat i verden for."

Dette er helt sikkert sandt! Jeg kan slet ikke forestille mig andet ;o)

Anne Eriksen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Jens J. Pedersen

Medicinalindustrien lukrerer på samfundet med flere 1.000 procent overpriser!

Christian Larsen, Anne Eriksen, Michael Waterstradt, Anders Reinholdt, Estermarie Mandelquist, Diego Krogstrup, Torben Skov, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Jens J. Pedersen

Vi uddanner forskerne, der bagefter tager r.... på os! Føj for den lede!

Anne Eriksen, Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Medicinalindustrien udnytter folks medlidenhed på det groveste - den eneste måde man kan komme det til livs er at konfiskere eller nationalisere de forskningsresultater samfundet i sidste ende har betalt for - en pris for det kunne være en rimelig forrentning ud fra de faktuelle og beviselige udgifter de har haft. Feks. en forrentning der svarer til bankers - 13 til 15 %

Anne Eriksen, Estermarie Mandelquist, Diego Krogstrup, Torben Skov, Jens J. Pedersen, Jens Falkenberg, Hans Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Det er ufatteligt dyrt at udvikle ny medicin.
Måske for dyrt.
Men vi er bange for en ny katastrofe som med Thalidomid 1959 til 1961
Det er nemt at påpege mangler i det nuværende (kapitalistiske) system.
Patentsystemet betyder at man skal have tjent pengene inden patentet udløber.
Sådan er det blevet – på godt og ondt.
Nelson Mandela importerede ulovlig kopimedicin mod AIDS og slap godt fra det.
I USA kan man bare dø hvis man ikke har råd til selv halv-billig medicin.
Langt over halvdelen af verdens befolkning får kun medicin hvis de betaler.
Med alle dets mangler skal vi være glade for det Danske System.

For snart længe siden sendte jeg en prøve på ”Heksedoktorens Frugt” til NOVO
Der blev brugt mange penge på at vise at det ikke virkede.

Steffen Gliese

Problemet er jo, at medicinalindustrien kom til at sidde på et egentligt monopol (jo, de fremstiller hver deres medicin uden for meget overlapning, så det er reelt et monopol), da man gik væk fra, at f.eks. hospitaler fremstillede egen medicin på eget apotek.

Anne Eriksen, Mogens Holme, Michael Waterstradt, Estermarie Mandelquist, Diego Krogstrup, Torben K L Jensen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Mette Poulsen

Sikke en gang følelsesporno.
Det interessante - at man har lagt politiske beslutninger over i et råd, formentlig for at skabe en distance mellem beslutningen og politikere, som senere ønsker sig genvalgt - kunne Information da godt grave lidt i.

Anne Eriksen, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben Skov og Thomas Andersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Nej, det er ikke følelsesporno at beskrive konkrete menneskers udfordringer i livet og deres problemer med at få dem løst med en adækvat hjælp. Det er en følelsesforstyrrelse ikke at kunne se det indlysende rigtige i, at mennesker skal hjælpes med de til rådighed stående midler, og det er ikke pengemidler, jeg taler om.
Den anden del af ligningen er, at det heller ikke er muligheden for indtjening af gigantilioner, der skal styre medicinalindustrien, den bør være en offentligt ejet non-profit virksomhed, der til nød kan skilles ud i medarbejderejede andelsselskaber uden mulighed for frasalg.

Anne Eriksen, Mogens Holme, Torben K L Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Mette Poulsen

Jeg taler om hele artiklens opsætning og dens vinkling. Det er useriøs journalistik, specielt når man ikke søger at afdække politikeres rolle i det og istedet går efter et par embedsmænd.
Alle partier i Folketinget har været enige om, at der skal prioriteres på dette område udfra en erkendelse af at vi lever længere, der bliver flere ældre og udviklingen inden for medicin giver hele tiden både nye og forbedrede behandlingsmuligheder = det bliver alt for dyrt i forhold til hvilke andre udgifter der også er i samfundet.
http://www.regioner.dk/media/1285/folketingets-principper-for-vurdering-...

Det kan man mene er en løsning, og jeg skal ikke gøre mig klog på, om det er en god en af slagsen. Virkeligheden er dog aktuelt en anden og den bliver vi nødt til at forholde os til. Medicinalindustrien tjener ganske rigtigt mange penge, og det ses jo også i firmaets umiddelbare villighed til at skære 40% (angiveligt) af prisen - de giver det jo stadigvæk ikke væk gratis og uden stor profit.
Det er ikke et problem isoleret til Danmark - USA, de andre nordiske lande, England osv. har samme udfordringer og bliver også nødt til at prioritere deres udgifter på dette område.

Hvem skal have, og hvem skal ikke have dyr medicin?
Prinsesse Mary ville sikkert få det uanset. Arbejdsmand Nielsen nok ikke. De rige vil altid få det, om ikke af staten, så af deres forsikring eller af egen lomme. Drager evt. ud i verden og køber en fattig mands nyre. Eller måske et hjerte. Dyrt leveret af kyniske gangstere og læger.

Det er det kapitalistiske system i en nøddeskal. Hvis ikke man vil gøre op med det, må man affinde sig med tilstandene. Med sit valg!

Det bliver ikke anderledes så længe skurkagtige rigmænd, politikere hersker og regerer.gennem styrede medier.
Måske man kan håbe, at en virus kan gøre det af med 99,9% af os. Så får verden en ny chance og penge bliver værdiløse :o)

Steffen Gliese

Men det er jo fupargumenter, Mette Poulsen, som kun har noget for sig i en markedskultur, hvor en permanent mangelsituation skal forvaltes. Det er mange år siden, vi befandt os i en sådan situation her i landet, hvor det nærmeste, vi kommer det, var hamstringen af gær i forbindelse med en konflikt for henved 15 år siden. Produktiviteten udvikler sig eksplosivt, så den gamle regning med, at 'færre skal forsørge flere', holder ikke: det drejer sig jo om omfanget af materielle fornødenheder til fordeling, og der kan endnu færre forsyne mange gange flere.

Mette Poulsen

@ Det har ikke noget med forsørgelse i klassisk forstand at gøre; det er ift medicinudgifter, hvor landets udgifter stiger i takt med andelen af ældre i befolkningen øges, disse lever længere samtidig med at muligheden for medicinsk behandlinger udvikles og forbedres. Der ER et behov for prioritering, hvadenten det er inden for selve medicinen (den valgte metode) eller mellem opgaverne, som det offentlige står for.
Journalistikken halter, når man som "den fjerde statsmagt" ikke at forholde sig til politikeres rolle i en given sag, og istedet ruller ud med en tårepersersag.

Steffen Gliese

Hvorfor i alverden mener du dog det? Henad vejen falder alle omkostninger, om ikke andet er det en politisk beslutning, på hvilke vilkår medicinproduktion skal foregå.
Men jeg har svært ved at se, at det offentlige ikke tværtimod kommer til at beskæftige langt flere hænder i omsorgsfagene m.m. - efterhånden som de samme hænder bliver overflødige i produktionen.

Mette Poulsen

Hænder i omsorgsfagene er faldende bl.a. pga de store udgifter til medicin.

Hvis man vil have statsejet forskning og produktion af lægemidler i DK, så kan det sikkert gøres lidt billigere grundet manglende profitlag. De, som arbejder inden for området, skal dog aflønnes efter danske forhold og ikke som nu. Det vil gøre selve udviklingen og produktionen dyrere i mandetimer. Og vil ikke skaffe flere hænder til omsorgsfag, hvor der er et øget behov for hjælp (aldrende befolkning, som holdes i live længere).

Steffen Gliese

Langt det meste af den aldrende befolkning vil om kort tid være løst med selvhjælpsteknologi, der vil mindske afhængigheden - og i forvejen er folk altså betydeligt mere selvhjulpne.
Samtidig er arbejdsstyrken vokset med 80.000 på få år og vokser stadig, så langt øjet rækker - selvom der vil være langt færre job i fremtiden, pga. automatisering og pga. fornuft.

Glem alt om statsejet produktion og forskning, det kommer ikke til at ske.
Den nuværende eskalering af medicin,metoder og forskning - men først og fremmest konkurrencen mellem medicinalkæmperne kører for højeste gear. Worldwide...

En af giganterne er Novo, som stadig er stærkt optaget af produkter til diabetes patienter. Kræft er også et område, som utallige forskere har finder produkter til. Et spørgsmål kunne måske være, hvor mange søger at forebygge disse sygdomme?.
Hvis færre bliver syge? Hvis man kan bruge alternative produkter? Cannabis er netop kommet ind i varmen i medicinalindustrien (USA) i flere produkter. Er der nogen, der tror at disse produkter bliver billige?
Vi har nu et medicinråd og byggeri til milliarden til bl. a. supersygehusene, hvor størstedelen af pengene går til teknisk udstyr.

Apropos styring, så er regeringen ved at lægge sidste hånd på en styringsmodel for sygehusvæsnet, mens Danske Regioner, Danske Patienter og Lægeforeningen har formuleret 5 principper og ikke finder et behov for nye, kreative styringstiltag fra statens siden. At der ikke er behov for flere økonomiske incitamenter. https://www.altinget.dk/artikel/laeger-patienter-og-regioner-her-er-vore...

Med disse tiltag bliver priserne på medicin og til hvem overhalet indenom, tænker jeg.