Læsetid: 4 min.

Hans Jørgen Willaume Christoffersen ville bruges til noget til det sidste

Ingen kedede sig i ’Stoffers’ selskab. Der var altid underholdning, politiske diskussioner og livsglæde. Det vigtigste for ham var, at han kunne bruges til noget
Stoffer plejede at sige, at han røg alt, hvad der kunne brænde: franske Gauloises-cigaretter, cerutter, cigarer, pibe og nogle små nogle, han kaldte hundelorte. Men aldrig før klokken 12.

Stoffer plejede at sige, at han røg alt, hvad der kunne brænde: franske Gauloises-cigaretter, cerutter, cigarer, pibe og nogle små nogle, han kaldte hundelorte. Men aldrig før klokken 12.

Privatfoto

14. april 2018

I 1979 stod Hans Jørgen Willaume Christoffersen, bedre kendt som ’Stoffer’, midt i Vejlby-Risskov Hallen i anledning af et møde med Folkebevægelsen mod EF. Han var iført røde sokker, sorte bukser, sort skjorte og en knaldrød cardigan. I mundvigen godt gemt bag hans store krøllede fuldskæg sad en cigar.

Egentlig var han på vej hjem. »Men pludselig kom han til at se ind i et par store blå øjne,« som han plejede at sige, når han skulle gengive historien til sine børn. Øjnene tilhørte Anne-Lise. Hun var blevet tilpas fascineret af Stoffers udstråling, som senere hav ham kaldenavne som både ’Fidel Castro’ og ’Julemanden’, at hun også blev hængende.

Han var 52 år, hun 32.

Selv om Stoffer til sidst i sit 90 år lange liv ikke kunne huske ret meget på grund af Alzheimers, kunne han altid huske Anne-Lise. En af de mange gange, hun besøgte ham på plejehjemmet i Roskilde, spurgte han hende, hvor længe de egentlig havde kendt hinanden. »39 år,« svarede hun. »Jeg forelskede mig i dig, første gang jeg så dig,« sagde han så.

»Og det er jeg sådan set stadigvæk.«

Ville være skuespiller

Stoffer blev født i Thisted i 1927, som den yngste i en børneflok på fire. Faren var malermester, moren passede hjemmet og spillede orgel i kirken.

Når familien holdt fest, bad de tit Stoffer om at synge. Men i sine tidlige år ville han kun gøre det, hvis han måtte gemme sig under bordet imens. Genertheden kom han sig dog hurtigt over. Da han var 14 år, optrådte han til den årlige sommerfest i det lokale Cirkus Tophat. Han blev også medlem af et band, hvor han spillede banjo og sang og optrådte i alle de amatørforestillinger, han kunne komme til.

Efter realeksamen spurgte hans far, hvad han ville være. Stoffer svarede prompte: skuespiller. Men faren mente, Stoffer skulle lære noget først. Derfor kom han i lære som maler. Efter at være blevet udlært arbejdede han som bygningsmaler og senere som faglig sekretær i Malernes Fagforening.

Hans Jørgen Willaume Christoffersen

  • Født den 8. august 1927.
  • Kendt som ’Stoffer’.
  • Faglig sekretær i Malernes Fagforening i København og amatørskuespiller.
  • Efterlader sig hustru, tre børn og 12 børnebørn.
  • Død den 15. januar 2018

I 1944 under den tyske besættelse kom han som kun 17-årig i den lokale modstandsgruppe, hvor han bl.a. var med til at lave sabotage mod et slagteri, der leverede kød til tyskerne. Stoffer talte meget lidt om tiden i modstandsbevægelsen, men han blev meget berørt, de få gange han fortalte lidt om sine oplevelser.

Han endte med at arbejde i malerfaget i 37 år. Da han som 67-årig skulle gå på pension, begyndte han at køre pakkepost om eftermiddagen, fordi han fortsat ville »bruges til noget«. Det var et af hans helt store mantraer i livet. Derfor var en af de største pinsler for ham også, da han blev syg, fordi han ofte følte sig til besvær.

Åbent hjem

Lige meget hvad der officielt kom til at stå på Stoffers cv, blev han ved med at spille teater i forskellige amatørforeninger.

Da Anne-Lise og Stoffer mødte hinanden flyttede de til Jyllinge på Sjælland, hvor deres nye familie hurtigt blev en del af Gundsø Amatør Scene.

Når ikke de var på amatørteatret, brugte de mange aftener på at tage i de store, ’rigtige’, teatre. Og når de kom hjem, brugte de ofte hele og halve nætter på at diskutere scenografi, kostumer og monologer, mens de drak et godt glas rødvin eller røg en cigaret. Begge dele noget, Stoffer satte stor pris på.

Han plejede at sige, at han røg alt, hvad der kunne brænde: franske Gauloises-cigaretter, cerutter, cigarer, pibe og nogle små nogle, han kaldte hundelorte. Men aldrig før klokken 12.

Deres hjem var et sted, hvor døren altid stod åben, og familien har haft adskillige venner boende i længere perioder, fordi de ikke havde et sted at være. Ugentligt bankede Stoffers ’legekammerater’ også på døren med et par øl under armen for at diskutere politik, kunst og musik. Og det var aldrig ham, der lavede mad eller vaskede op.

Selv om der tit var fest og farver, kunne bølgerne også gå højt i hjemmet. En gang gik de så højt, at Stoffer kun iført underbukser jagtede deres treårige datter ned ad vejen, fordi hun ikke ville have tøj på, og derfor var stukket af. Han var aldrig bange for, hvad naboerne tænkte.

Hele manegen rundt

Da Stoffer som 90-årig blev lagt i kisten, var det iført nye røde bukser og et par røde sokker magen til dem, han havde på, da han og Anne-Lise mødte hinanden. Han ville hverken begraves eller brændes. I stedet havde han doneret sit legeme til Panum Instituttet. Stoffer ville nemlig bruges til noget. Også i døden.

Der kom 101 til mindehøjtideligheden, hvor de i kor sang »Når jeg ser et rødt flag smælde« og »Vive l’Amour«, som var hans yndlingssange.

Efter sangene sagde en af hans nevøer, at hvis Stoffer havde vidst, at der var blevet holdt en stor fest, var han nok blevet lidt endnu. Men han var mæt af dage, som han fortalte Anne-Lise to uger inden sin død. Og det forstod hun egentlig godt. For han havde været hele manegen rundt.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Skriv til: modernetider@information.dk

Seneste artikler

  • Et liv er forbi: »Værdighed er at leve i øjeblikket«

    7. april 2018
    Janet drømte om at opleve hele verden, da hun forlod sit barndomshjem i New York i efterkrigsårene. Men det blev i et lille hus i bakkerne ved Silkeborg, at hun kom til at leve i 65 år.
  • Peter Schneidermann var en handyman, en gentleman og en levemand

    31. marts 2018
    Peter Schneidermann kunne bygge alt fra køkkenøer til sin egen bil – og lige så sjovt det var for ham at bygge, lige så vigtigt var det for ham at vise elegance, kvalitet og humor
  • Et liv er forbi: Henrik Madsen

    24. marts 2018
    Henrik Madsen var spejder. Han sov i telt, lavede mad over bål og gav sig hen til fællesskabet. Både før og efter, han som 20-årig vendte hjem fra en rejse til Indien og var blevet lam fra livet og ned
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Anker Nielsen
  • David Zennaro
Flemming Berger, Anker Nielsen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer