Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: »Værdighed er at leve i øjeblikket«

Janet drømte om at opleve hele verden, da hun forlod sit barndomshjem i New York i efterkrigsårene. Men det blev i et lille hus i bakkerne ved Silkeborg, at hun kom til at leve i 65 år.
Janet Gay Nyholm elskede Danmark, men følte sig aldrig helt hjemme. Især på grund af sproget.

Janet Gay Nyholm elskede Danmark, men følte sig aldrig helt hjemme. Især på grund af sproget.

Privatfoto

7. april 2018

Når Janet Gay Nyholm gik til skole fra villaen i Rochester i New York, gik hun altid alene og altid en ny vej. Gennem parken over for barndomshjemmet den ene dag og gennem kvarterets haver den næste. Først naboens, så genboens. Mens hun gik, fortalte hun historier til og om de træer, fugle og buske, hun mødte på vejen. Som niårig sad hun på toppen af forældrenes garage og skrev sin første novelle. Hun ville være forfatter. 

Familien Gay var bosat i en villa i britisk stil i et pænt kvarter. De tre søstre spillede klaver og cello, og forældrene var kristne. Især for moren var det vigtigt, at Janet Gay Nyholm og hendes søskende opførte sig decent – ordentligt. Men en sjælden gang imellem vågnede børnene op til, hvad moren kaldte bad manners day – de dårlige manerers dag. På de dage måtte man alt: tage sit tøj omvendt på, spille musik uden melodi og læse tegneserier, mens man spiste aftensmad på gulvet.

Familiens yngste datter tog både de ’dårlige manerer’ og ordentligheden med sig videre fra barndomshjemmet, da hun rejste ud i verden som ung voksen. For hende var ordentlighed at være til stede i nuet. Dignity is to live in the present – værdighed er at leve i nuet – skrev hun på forsiden af sin dagbog som 21-årig.

Janet Gay Nyholm

  • Født Janet Gay
  • Mor, forfatter og gift med keramiker Erik Nyholm
  • Født den 17. juli 1925 i Rochester, New York
  • Død den 5. marts 2018 i Silkeborg
  • Efterlader sig fem børn, ti børnebørn og tre oldebørn

Kærlighed til kibbutzen

Som helt ung rejste Janet Gay Nyholm til Israel og oplevede kibbutzbevægelsens spæde etablering. Kibbutzen var alt andet end villaen i Rochester. Sammenhold, samarbejde og en fælles sag vakte en trang til at ændre verden til det bedre, så da hun i 1949 efter et kibbutzophold steg på Ocean Lineren i Rotterdam til New York, var det kun for at besøge forældrene og spare op til en returbillet.

Med på båden var også den unge dansker, Erik Nyholm, som var på vej til USA for at studere ørredopdræt og kunst. På vej over Atlanten forelskede de to sig i hinanden, og i løbet af de tre uger, Erik Nyholm var i USA, nåede han at fri til hende. Den unge amerikaner takkede nej – hun havde andre planer, men de to udvekslede alligevel breve over Atlanten det følgende år.

På vej tilbage til kibbutzen gjorde Janet Gay Nyholm stop i Hørbylunde Bakker uden for Silkeborg, hvor Erik Nyholm havde købt et hus. Men hun kom aldrig tilbage til kibbutzen, for kort efter sin ankomst i Danmark blev hun gravid med tvillinger. På fire et halvt år fødte hun fem børn.

Revolutionens kløe

Livet som hjemmegående husmor til fem tvang Janet Gay Nyholm til at sætte sine idealistiske ambitioner på standby. Hendes ord flød fortsat fra pennen over i noveller, dagbøger og dramatik, men i en af sine tekster fra 1958 skrev hun, at »det kløende revolutionerende udslæt dør, hvilket er en skam, men det er sundt, og det vil blusse op igen«.

I familiens skovhus var der liv. Janet Gay Nyholm skrev små teaterstykker til børnene og deres venner, syede Anders And- og indianer kostumer, og hun kunne bruge timer på at forberede en practical joke den 1. april. Med hjem fra ture til USA bragte hun den nyeste litteratur og musik, og tidsskrifter om politiske bevægelser, bøger af beatgenerationen, lp’er med The Doors, Rolling Stones, Frank Zappa var en del af de fem børns opdragelse.

Erik Nyholm var blevet keramiker, og i de følgende år var huset fuld af kunstnere, amerikanere og børnenes venner. Hver og en mødte Janet Gay Nyholm med tillid og nysgerrighed. Hun formåede at lytte opmærksomt til sine gæster, mens hun fik et pund fars til at strække til 17.

Hun elskede Danmark, men følte sig aldrig helt hjemme. Især på grund af sproget, som hun af og til kæmpede med i sine fortsatte skriverier. Men da børnene flyttede hjemmefra i 1970’erne lod hun revolutionens kløe blusse op igen og gik helhjertet ind i den lokale miljøbevægelse og kvindebevægelse, stiftede en international kvindecafé, var med til at etablere Silkeborg Krisecenter og var kvinden bag utallige aktioner, som skulle skabe politisk opmærksomhed omkring kvindesagen. Det var Janet Gay Nyholms idé at få byens kvinder til at lægge sig på knæ og skrubbe hele gågaden med klud og sæbevand.

Janet Gay Nyholm dedikerede sig levende og trofast til den lokale aktivisme. Men hendes udsyn var stort og rakte langt ud over Hørbylunde Bakker. Da hun blev bisat, blev kisten båret ud til Bing Crosbys »Don’t Fence Me In«: »Send me off forever but I ask you please Don’t fence me in.«

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu